Kosmos 2005/2 side 49
Er Martinus inkonsekvent og ulogisk?
En læser i Sverige skriver: Ifølge Martinus er plantevæsener blevet "mætte" af salighedsoplevelser i den åndelige verden, og de søger nu modsætningen, nemlig grove, fysiske oplevelser inden for "det dræbende princips" område. Han forklarer oven i købet, at dette er et nødvendigt led i deres videre udvikling. På trods af denne klare analyse skriver Martinus i bogen Bisættelse om jordmenneskenes "lemlæstelse" af blomster, når vi plukker dem. Han bruger oven i købet et ret kraftigt sprog, idet han taler om "en samling amputerede plantelemmer". Spørgeren konkluderer, at her er Martinus inkonsekvent og ulogisk. Her må han være blevet indfanget af sit eget drastiske billedsprog, når han fraråder os at smykke med afskårne blomster.
SVAR: Lad mig skynde mig at sige, at du har fuldstændig ret i, at plantevæsenet er trådt ind i det nye spiralkredsløb netop for at opleve det fysiske livs modgang. Og da jeg selv for mange år siden begyndte at studere Martinus' analyser, skete det flere gange, at jeg tænkte som du: "Her er Martinus gået for vidt –!", bl.a. netop i det tilfælde, du nævner vedr. blomster. Ved nærmere eftertanke fandt jeg det alligevel underligt, at et "kosmisk ubevidst" menneske som jeg virkelig skulle være i stand til at korrekse et menneske, der vitterligt er langt foran mig i udvikling. Jeg måtte jo erkende, at jeg absolut ikke er i stand til at fremlægge et logisk sammenhængende verdensbillede, som Martinus har gjort.
Derfor gav jeg mig til at spekulere på, HVAD årsagen kunne være til dette problem. Og jeg kom til følgende resultat: Der er ganske enkelt tale om betragternes to forskellige kulturer, to forskellige udsigtspunkter. Vi kan prøve en sammenligning med mennesker, der spiser kød. For en kineser er det ganske naturligt at spise en hund. For en dansker, en englænder eller en anden vesterlænding ville det være aldeles utænkeligt, skønt vedkommende med stor glæde spiser en gris. Der er ingen LOGISK forskel på de to dyrs smerte og lidelse. Men der er en vældig forskel på de to kulturers æstetiske syn på sagen.
I Bisættelse, kap. 108 og fremefter, beskriver Martinus vort forhold til blomsterne. Han fortæller først om vores kærlighed til blomsterpragten, der pryder vore haver og naturen. Og dernæst beskriver han, hvordan vi – fuldstændig unødvendigt – går så hårdhændet til værks, at "det bliver til drab og lemlæstelse for planten". Vi afbryder med andre ord blomstens fysiske liv, ikke af nødvendighed, ikke for at spise den, men blot som udsmykning i en festsal eller på en ligkiste.
I kapitel 109 beskriver Martinus den før omtalte kulturforskel. Han skriver: "Men for det udviklede menneske, der kan føle plantens liv, kan glæden over afskårne blomster (....) ikke dulme smerten over den lemlæstelse af plantelegemet, som en sådan udsmykning har kostet." Af de efterfølgende kapitler fremgår det tydeligt, at det for Martinus er det etiske perspektiv, der er det afgørende. Han skriver: "MAN HAR VÆRET MED TIL AT HOLDE LEMLÆSTELSES-IDEEN VED LIGE".
Sagt på en anden måde er det dybest set et etisk problem: Hvad kan du selv nænne at gøre? For som du skriver, er plantevæsenet jo netop trådt ind i denne spiral for at opleve det afsnit, der rummer "det dræbende princip". Er det så ikke blot med at rive hovedet af så mange smukke blomster som muligt? Med samme ret kunne man sige nøjagtig det samme om dyrene. De er blot længere fremme i udvikling end planterne. Skulle vi så ikke egenhændigt slå så mange ihjel som muligt, så de kan komme videre i udvikling? Naturligvis ikke, for det er jo langt mere et etisk spørgsmål, – et spørgsmål mellem det enkelte menneske og Guddommen. Eller sagt på en anden måde: Et spørgsmål om, hvad man kan nænne at gøre.
Set i dette perspektiv er det ganske naturligt, at for et kosmisk bevidst menneske, der "kan føle plantens liv", er det umuligt at være med til at "holde lemlæstelses-ideen ved lige". På omtrent samme måde som når vi hverken kan slå en gris eller en hund ihjel og spise den –! Men det er der mange andre, der kan.
Med andre ord: Der er balance i verdensaltet, – og "alt er såre godt" –!
Hans Wittendorff
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige