Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Markedsøkonomien har indtil nu vist en overlegen evne til at kanalisere menneskelig handlekraft for at skabe materiel velstand. Den centralt styrede planøkonomi frister derimod en hensygnende tilværelse i nogle af verdens fattigste lande efter sammenbruddet i Sovjetunionen og dens europæiske satellitstater. Markedsøkonomien er dog udsat for store prøvelser og udstrakt kritik.

Martinus har oprullet et strålende økonomisk fremtidspanorama for jordens menneskehed. Til den tid vil samfundsfællesskabet udelukkende være baseret på næstekærlighedens moral. Men så langt er vi ikke nået endnu. Vi må indtil videre leve med en blandet moral med både dyriske og menneskelige træk og denne morals konsekvenser i vores økonomiske hverdag.

 

I den første epoke levede menneskene som nomader og forsørgede sig ved jagt og fiskeri samt ved at samle frugt og grønsager. Denne periode strakte sig til ca. år 8000 f.Kr.

I løbet af den anden epoke gik jordens befolkning over til at leve i landsbyer som bofaste jordbrugere. Den afgørende faktor var, at menneskene lærte sig at forvandle solenergi til nytteprodukter gennem dyrkning af planter. Dette var denne tids grundlæggende tekniske opfindelse. Den blev senere efterfulgt af opfindelsen af kunstig vanding. De første samfund med bofaste jordbrugere opstod i Mellemøsten. År 2000 f.Kr. var ca. 90 % af jordens befolkning bosiddende i landsbyer som bofaste jordbrugere. Anden epoke varede fra ca. år 8000 f.Kr. til 1750 e.Kr.

Den tredje og nuværende epoke begyndte altså for 250 år siden. Hvis ændringerne i anden epoke gik stærkt, sammenlignet med den første, så er det gået svimlende hurtigt i tredje epoke. Sammenlignet med epoke 2 er udbredelsen af epoke 3 fra land til land også gået lynhurtigt. I løbet af bare to århundreder fra 1750 gik næsten en tredjedel af jordens befolkning over til at leve i byer i stedet for landsbyer, ligesom de fra jordbrug gik over til at forsørge sig ved hjælp af andre erhverv. For hver generation blev den gennemsnitlige levestandard fordoblet.

Disse centrale opfindelser dannede senere grundlaget for dampskibe og jernbaner, som revolutionerede transportvæsenet.

Jordbruget gennemgik en revolution ved hjælp af selvbinderen og mejetærskeren. I begyndelsen af 1900-tallet blev der udviklet nye universelle teknikker, fx forbrændingsmotoren, som blev forudsætningen for biler, flyvemaskiner og traktorer.

Energioverførsel ved hjælp af vekselstrøm var en anden central opfindelse. Nu kunne forarbejdningsindustrierne elektrificeres.

Virksomhederne fik flere og flere råmaterialer at vælge imellem, fx stål, plast og syntetiske fibre. Computere er et nutidigt eksempel på en universel teknik. Den tekniske udvikling har således været ophav til både nye varer og nye produktionsmetoder.

Hurtig økonomisk vækst opstår gennem produktivitetsforøgelse (øget produktion pr. tidsenhed), som er resultatet af, at landet begynder at bruge den nye teknik.

Perioden fra første verdenskrig frem til efterkrigstiden var derimod kendetegnet ved en kraftig nedgang i den internationale økonomi, lav vækst i de fleste udviklede lande og kun ubetydelige landvindinger i den moderne økonomiske vækst.

Tiden efter anden verdenskrig var derimod præget af den højeste vækstrate, som de udviklede lande hidtil havde haft. Samtidig bredte den moderne økonomiske vækst sig til størstedelen af den øvrige verden. I massemedierne beskrives udviklingslandene som håbløst bagud, men mellem 1950 og 1990 lå deres økonomiske vækst gennemsnitligt på 2,5 % pr. år og i 1990'erne på 1,7 %. I de samme perioder er de udviklede landes vækstrate ganske vist højere (hhv. 3 % og 1,8 %), men 2,5 % er klart mere end de udviklede landes gennemsnitlige vækst i 50-års perioden før første verdenskrig. Konklusionen er, at den moderne økonomiske vækst er skredet frem i stadig hurtigere takt og har bredt sig til flere og flere dele af verden. En undtagelse er landene syd for Sahara.

Verdens totale produktion er således støt voksende. Samtidig bliver en stadig større andel af verdensproduktionen omsat i den internationale handel.

Udenrigshandelen fremskynder udbredelsen af nye tekniske metoder og fremmer specialisering. Dette er især vigtigt for små lande. Den økonomiske vækst har generelt været højest i perioder med hurtigt voksende udenrigshandel.

Det er dog ikke udenrigshandelen i sig selv, men derimod den tekniske udvikling, opstået af øget viden, som har været den primære drivkraft bag den økonomiske vækst. Nu om stunder breder ny teknik sig hurtigere. Det betyder, at udviklingslandene hurtigere kan begynde at anvende den. De behøver ikke opfinde den selv. Derimod må de udviklede lande i frontlinjen stadig skabe ny teknik. Økonomerne taler om en "indhentningseffekt", som favoriserer udviklingslandene mere nu end før.

Uddannelse var også en afgørende forudsætning for at kunne drage fordel af den nye teknik. Det var nødvendigt at lære at udnytte de nye tekniske metoder. Desuden krævede den nye teknik en vis evne til at læse, skrive og regne. Uddannelse bidrager også til den økonomiske vækst ved at øge befolkningens bevægelighed. Analfabeter og traditionsbundne mennesker er mindre tilbøjelige til at flytte til andre egne og prøve andre former for job end mennesker, som har skoleuddannelse.

Den økonomiske vækst bredte sig oprindelig fra Storbritannien til lande, hvor disse gunstige, institutionelle forhold var fremherskende, nemlig landene i det vestlige og centrale Europa samt USA. Da samme gunstige forhold begyndte at gøre sig gældende i det syd- og østlige Europa samt Argentina og Japan hen imod slutningen af 1800-tallet, kom den økonomiske vækst i gang også i disse områder. Af lignende årsager bredte den økonomiske vækst sig til størsteparten af den tredje verden efter anden verdenskrig. En undtagelse er Afrika syd for Sahara.

Det historiske mønster med forbindelse mellem institutionelle forandringer og fremkomsten af moderne økonomisk vækst går altså igen i den tredje verden i dag.

Den, som har været i kontakt med opfindervirksomhed, ved, at processen fra ide til færdigt produkt er møjsommelig. Den økonomiske risiko må håndteres i løbet af processen. Nogen må således indskyde den nødvendige risikovillige kapital. Opfinderen må udføre meget ubetalt arbejde i den indledende fase. I en lang periode er der kun omkostninger.

En sådan proces bliver næppe sat i gang frivilligt, medmindre opfinderen og dennes støtter har nogle "gulerødder" at gå efter. Dermed være ikke sagt, at udsigten til at tjene penge behøver at være den eneste drivkraft. Der findes ingen garanti for fremgang. De fleste produktideer bliver aldrig til et færdigt produkt, men opgives i løbet af udviklingsfasen. I bedste fald fører en ide – efter et møjsommeligt, men også spændende forarbejde – til, at en virksomhed bliver etableret. Hvis virksomheden derefter skal vokse og give arbejdspladser, kræver det nye talenter. Opfinderen må ofte, men ikke altid, afløses af en iværksætter, dvs. en leder med evnen til at lede virksomheden på et konkurrencepræget marked. I sjældne tilfælde vil den nystartede virksomhed i løbet af årtier blive til en stordrift med tusindvis af ansatte. Også store virksomheder er dog sårbare og kan ikke betragtes som uudtømmelige oliekilder, uden at det får alvorlige konsekvenser. Dette illustreres pt. dramatisk af et firma som Ericsson i Sverige.

Ressourcerne i den private sektor må derfor fornys uafbrudt, for at den offentlige sektor kan have en langsigtet og vedvarende finansiering til sin rådighed. Dette har intet med vurderingen af den offentlige sektor at gøre. Uanset vigtigheden af behovene i denne sektor, kræver de finansiering, og i en markedsøkonomi kan dette kun ske gennem den private sektor.

I markedsøkonomien er det erhvervslivet og de ansatte, som står for disse nyskabelser. Så længe et lands erhvervsliv kan gøre sig gældende i den internationale konkurrence, skaber dette ressourcer, som kan finansiere de offentlige forpligtelser.

Der må således hæges om den private sektor. Samtidig med, at gamle virksomheder nedlægges, må nye skabes. I modsat fald må den offentlige sektors ressourcekrav sænkes til det niveau, som en mindre og mere ineffektiv privat sektor kan præstere. I de materielt rige lande vokser den offentlige sektor i takt med udviklingen. Den har dog forskellig størrelse i de forskellige lande. Den private sektor er på sin side afhængig af den offentlige. Gunstige institutionelle forhold i form af bl.a. politisk stabilitet, retsvæsen, privat ejendomsret, overenskomstaftaler og en veluddannet og sund befolkning opretholdes primært af den offentlige sektor.

Set i dette perspektiv bliver selv politik et marked. Her optræder der lobbyorganisationer og vælgergrupper med en "efterspørgsel" i form af reformer og fordele for dem selv. Markedets anden part er de stemmetalsfokuserede politikere, som kan levere de politiske beslutninger og bestemme den offentlige sektors omfang. Ud fra samme synspunkt ønsker tjenestemændene i den offentlige administration at bevare og helst udvide deres domæner.

For at få arbejdsfordelingen til at fungere, må de forskellige led i arbejdet og de færdige produkter knyttes sammen og virke sammen. Dette finder sted på markedet, som altså påtager sig rollen som den store koordinator. Dette er dog et idealbillede, som ikke eksisterer i virkeligheden. Markedet kompletteres altid og begrænses af indgreb og reguleringer fra samvirkende tiltag, fra den politiske magt og fra forskellige organisationer. Resultatet af dette plejer man at kalde "en blandingsøkonomi".

I en planøkonomi styres økonomien derimod helt og holdent af politiske og administrative beslutninger. Et centralt planlægningsorgan træffer alle beslutninger om, hvordan landets ressourcer skal anvendes. Her besluttes det, hvilke produkter der skal forarbejdes, deres antal og kvalitet, samt hvilke halvfabrikata der skal indgå i produktionen. Herefter udfærdiges produktionsordrer til virksomhederne. Dette kan synes enkelt, men problemerne er store. Enorme mængder af informationer må indsamles og bearbejdes centralt. Kundernes ønsker afspejles ikke altid i de varer, som produceres. Det er svært at opmuntre initiativ og innovation. I planøkonomien er magten koncentreret i de øverste, styrende organer. Indtil nu har intet land kunnet kombinere en planøkonomi med et politisk flerpartisystem. Planøkonomien kan fungere ordentligt, så længe produktionen er indstillet på forholdsvis enkle varer eller få prioriterede områder. Det er straks mere besværligt at tilfredsstille et bredt marked for sofistikerede konsumentvarer med højere kvalitetskrav. I årene 1989-91 opgav Sovjetunionen og dens "satellitstater" i Østeuropa det planøkonomiske system og gik over til markedsøkonomi.

Martinus siger, at vi har meget at takke selviskheden for. Uden den ville vi ikke have haft alle de fantastiske opfindelser og tekniske vidundere, som han betegner som de modne frugter på egoismens eller selviskhedens vældige mentale træ. Vist holdes disse ting endnu fast i egoismens favntag, men med tiden er det meningen, at de skal blive hver mands eje.

Den voksende intelligens anvendes således først og fremmest til at forstærke egoismen. Dette skaber et økonomisk system med forskellige markeder, hvor aktørerne forsøger at få "størst mulig værdi for mindste mulige præstation". Martinus kalder disse bestræbelser for "det falske forretningsprincip". Her finder man roden til mange af menneskehedens lidelser.

Forretningsprincippet er falsk ud fra den moral, som skal blive enerådende i det rigtige menneskerige, nemlig altruismen eller kærligheden til næsten. Eftersom skabelsen af dette rige allerede er i sin spæde vorden, kommer "det falske forretningsprincip" efterhånden til at fremstå som anti-produktivt. Når tiden er moden til det, bliver det derfor afløst af "det ægte forretningsprincip", som bygger på, at "enhver værdi må betales med en tilsvarende værdi". Dette kommer dog ikke til at ske gennem diktat eller politik, men gennem alle de kriser og lidelser, som følger i det falske forretningsprincips kølvand. Hvordan kan man da bestemme et produkts "sande" værdi ifølge det ægte forretningsprincip? Jo, værdien bliver udelukkende bestemt på grundlag af den arbejdspræstation, som er lagt i produktet. Værdien bestemmes ene og alene ud fra det antal arbejdstimer, som er brugt til at fremstille produktet. Der findes således ingen markedspriser, som varierer løbende som følge af ændringer i udbud og efterspørgsel. I stedet vil en vares værdi være konstant, så længe varen fungerer, som den skal.

Synet på jordens forsyninger af råmaterialer vil også ændre sig radikalt. De er ikke resultatet af menneskelige præstationer. De bør derfor betragtes som jordmenneskenes fælles arvegods, hvori alle mennesker har lige stor andel. Konsekvensen af det bliver, at råmaterialerne ikke skal medregnes i et produkts sande værdi. Kun den arbejdspræstation, som lægges i at udvinde og forædle råmaterialerne, indregnes i værdien. De færdige produkter bliver derfor "billigere". En anden fundamental nyhed bliver, at pengene forsvinder. Penge ville være et uskyldigt middel, hvis de blev brugt i henhold til det ægte forretningsprincip. I stedet har de i praksis fungeret som en slags camouflage for det falske forretningsprincip. Et andet problem i forbindelse med penge er, at de bliver brugt som middel til at tjene flere penge. Dette forstærker virkningen af det falske forretningsprincip.

I det rigtige menneskerige er den menneskelige arbejdsevne således det eneste gangbare betalingsmiddel. Alle voksne, som er arbejdsdygtige, vil aflægge et vist antal arbejdstimer om ugen og dermed tjene til deres levebrød. Arbejdstimerne bliver noteret i et personligt livspas og anvendes derefter ved indkøb. Hver enkelt vare eller tjeneste, man køber, kommer til at "koste" et vist antal minutter eller timer. Den enkelte vil have ansvaret for at forsørge sig selv i både barndommen og alderdommen. I de år, man arbejder, betaler man for ydelserne på forhånd eller bagefter. I det rigtige menneskerige bliver velstanden større, end vi kan forestille os i dag. Desuden bliver velstanden lige stor for alle. Arbejdet bliver en glæde og ikke en byrde. Vi slipper for en kunstig opdeling i offentlig og privat sektor. Drivkraften er ikke længere konkurrence, men derimod altruisme og ønsket om at udføre et godt stykke arbejde. Når vi er kommet så langt, er jordens lande blevet forenet i ét rige under et internationalt, demokratisk verdensstyre. Al ejendom, der tidligere var privat, er efterhånden blevet verdensstatens ejendom. Til slut vil der kun være èn eneste ejer af værdierne på jorden, nemlig den forenede menneskehed.

Der vil være sofistikerede produktionsanlæg, som forsyner os med alle de produkter, vi kan ønske os. Det bliver en del af vores arbejde at overvåge disse sindrige processer. Nogle af os vil være interesserede i at videreudvikle de industrielle teknikker. Alle vil for øvrigt kunne arbejde med det, som ligger deres hjerte nærmest. Nutidens form for varetransport vil blive reduceret til et minimum. Alt bliver så vidt muligt produceret lokalt.

Martinus siger, at arbejdstiden bliver kort – et par timer om dagen eller nogle timer om ugen. Der bliver med andre ord rigeligt med fritid og rige muligheder for at "realisere sig selv". Kun fantasien vil sætte grænser for, hvilke talenter vi vil begynde at dyrke. En velstand på dette niveau indikerer, at fænomenet "økonomisk vækst" vil følge os ind i fremtiden, selv om vi på sigt vil kunne overføre ressourcerne fra de "udlevede erhverv" som fx det militære forsvar. Den største del af velstanden er dog svær at forestille sig uden en enestående udveksling af kreativitet, omsat i produktion af alt det gode, som det rigtige menneskerige vil indeholde.

Nået så langt har vi lagt alt det "ubehagelige gode" bag os. Vi slipper for at leve med fattigdom, sult og arbejdsløshed. Kampen for tilværelsen, både mellem mennesker og mellem nationer, er en saga blot. Stress og uro for morgendagen er et overstået stadium. I stedet kan vi helt og holdent slappe af sammen, arbejde med glæde og tage os af hinanden.
 

Oversættelse: LHC