Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I første bind af Livets Bog, stk. 2, skriver Martinus om livsoplevelsen. Den eksisterer, fortæller han, som "en vekselvirkning mellem to former for energi, nemlig den fra universet i form af vore omgivelser, og den fra vort eget indre – i form af vor manifestation – udstrålende energi." Livsoplevelsen er også kendt som den subjektive virkelighed, mens energierne ude fra universet i form af vore omgivelser er kendt som den objektive virkelighed. Og det har nærmest været en sport for filosofiens kloge hoveder i mere end 2000 år at finde ud af, hvad man kan vide om den objektive virkelighed, når vi nu engang er afskåret fra at komme i direkte kontakt med den. For lige meget hvor udspekuleret vi går til værks, så vil vi jo altid betragte og bedømme den gennem vores egen subjektivitet – eller med Martinus: "den fra vort eget indre – i form af vor manifestation – udstrålende energi."

Den tyske professor i filosofi, Edmund Husserl (1859-1938), meldte sig i rækken af bejlere til dette problem. Han startede med at sætte en parentes om den objektive virkelighed og koncentrere sig om den subjektive, idet han som eksempel valgte at undersøge nogle konkrete fænomener. Han kunne fx stille spørgsmålet: "Hvorfor oplever jeg dette møbel som en stol, hvorfor ikke som en sofa?" På den måde kunne han nærme sig til det, som han kaldte fænomenets væsen, dvs. meningen med det. Hans fænomenologi handlede kort sagt om det, vi alle sammen lige med det samme kan genkende som en stol, en sofa, en hest, et hus, et menneske osv. Mens vore tanker forløber højst forskelligt og individuelt, så forbliver en hest dog en hest, og en stol en stol for os alle sammen, – og det uanset hvad vi ellers hver for sig ved om heste og stole. På den måde kunne Husserl alligevel finde noget objektivt i den ellers så subjektive livsoplevelse.

Går vi til Martinus, vil vi se, at han benytter en tilsvarende metode. Også han spørger til det, som vi alle sammen straks kan gå med til som indlysende. Men han går langt ud over Husserls projekt. Ikke bare menneskene skal finde det indlysende, men også dyr og planter skulle kunne været med i enqueten, om de ellers havde haft evnen til at reflektere over deres eget liv. Hør blot, hvordan Martinus indleder Livets Bog: "Ethvert levende væsen, der kommer til verden, ligegyldigt hvad enten det hører ind under det væsenssamfund, vi kalder "den jordiske menneskehed", eller det hører ind under de former for liv, der ytrer sig gennem det, vi er vant til at opfatte som "dyr", "planter" og "mineraler", er alle uden undtagelse genstand for livets oplevelse." Og som vi vil se, er det den ultimative objektivitet, Martinus sætter sig for at undersøge, når han i Livets Bog 3, stk. 773 ff. opregner 63 "livssubstanser", som alle levende væsener har tilfælles. Kunne de alle tale og udveksle tanker, ville de sige: – Sådan oplever jeg det også!