Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Kan du huske, hvordan det er at være rigtig bange? Den store norske digter og forfatter Tarjei Vesaas beskrev det således i en af sine noveller: "Det, som hændte nu, gik i ét skred og måtte for al eftertid stå i en ramme af vildskab og trolddom og hjertet i halsen – og en lykkelig svimlen, da alt var overstået og trygt."

I dette nummer af Kosmos skal vi tegne et billede af frygtens betydning, set med Martinus' øjne. Vi skal se, at frygten ikke bare får os til at passe på næste gang, der er optræk til noget. Frygten har så at sige sin egen kulturhistorie, der beskriver forskellige måder, man kan komme frygten til livs på.

Og nu skal du bare høre. Vi skal helt tilbage til tidernes morgen, da de første mennesker var på jorden. Også de gik rundt og var bange. De var bange for, at deres byttedyr skulle forsvinde. Sådan noget skete nemlig engang imellem. Og det skete også, at regnen til deres afgrøder udeblev. Så stod sulten for døren. Men disse folk havde en måde at løse problemet på. De gjorde verden ny for sig selv ved at opføre en lille teaterforestilling – og vips! – så var verden sig selv igen. I hvert fald fik disse mennesker deres kræfter og livsmod tilbage, og dermed kunne de også med skærpede sanser gå ud og se og fornemme, at nu skulle alting nok blive godt igen. Og det blev det naturligvis også. Det var bare et spørgsmål om tålmodighed. Og det har man meget mere af, når man har fået sit livsmod tilbage.

På den måde overlever menneskene. De laver ikke verden om, men de laver sig selv om. Den teaterforestilling, jeg nævnte før, kaldes også en kult. Det er det tekniske udtryk, som bruges af folk, der studerer den slags. Når de kristne går til alters og får syndernes forladelse, så er det en kult. Noget tilsvarende gælder materialister og gudløse. Deres syn på verden fylder dem med ungdommeligt vovemod. Og endelig kan man måske sige, at vi med Martinus' åndsvidenskab har set det sidste skud på stammen, et sidste kapitel i frygtens lange kulturhistorie. Her har det gamle spil om menneskenes livsmod fundet udtryk i logisk sammenhængende tankerækker, der munder ud i, at det nok skal gå alt sammen. Alt er såre godt. Dermed er forbindelsen knyttet helt tilbage til naturfolkene, der med deres religiøse kult gjorde kaos til kosmos.

Denne tradition, der som en rød tråd går gennem alt, hvad mennesker har foretaget sig, er også kendt under betegnelsen kosmologi. I Martinus' kosmologi får døden en ny betydning, den er der ingen grund til at være bange for. Det skal vi se i den anden af de to artikler, vi bringer af ham. Og i spørgerubrikken får vi et eksempel på, hvordan man i frygtens mest intense sekunder kan genfinde sit livsmod. Resten af bladet handler om det samme, nemlig at skaffe sig et nyt syn på verden. For som du ser, kære læser, så gælder det nu som før om at overvinde "vildskab og trolddom og hjertet i halsen".