Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I denne artikel reflekterer Per Frandsen over fænomenet relativitet i forhold til naturvidenskab, humaniora og Martinus' åndsvidenskab og forsøger at sætte de tre nævnte erkendelsesformer i forhold til hinanden.

 

Nutidens menneske er konfronteret med tilværelsens relativitet på en langt mere omfattende måde, end det har været tilfældet for mennesker i tidligere kulturepoker. Selve det moderne liv er tæt knyttet til denne grundlæggende relativitet. En relativitet som både viser sig i mødet mellem forskellige kulturer og som relativitet i naturvidenskabelige og humanistiske erkendelser. I dette essay vil der blive fokuseret på og reflekteret over den erkendelsesmæssige relativitet inden for områderne fysik og oplevelsesfænomener – nærmere bestemt over bevægelsers relativitet og farvers relativitet. Ligesom disse emner vil blive belyst ud fra Martinus' formuleringer.

Helt tilbage i den klassiske græske kulturepoke og frem til Newtons formulering af bevægelseslovene var det en gængs opfattelse, ja nærmest et indlysende faktum, at for at en ting kunne bevæge sig, måtte den være påvirket af en kraft. Og underforstået var der den forestilling, at bevægelsen foregik i forhold til rummet, der i sig selv var ubevægeligt. Det er i øvrigt en form for tankegang, som stadig er meget udbredt. Newton (1642-1727) gør op med forestillingen om, at en ting skal være påvirket af en kraft for at kunne bevæge sig. I hans første bevægelseslov formulerer han, at en ting, der ikke er påvirket af nogen kræfter, enten er i hvile eller bevæger sig i en retliniet bevægelse. Newton reflekterer ikke over det rum, som bevægelsen foregår i forhold til. Rummet forudsættes som noget absolut og stationært. Og tilsvarende optræder bevægelser i Newtons formuleringer som noget absolut. Enten bevæger en ting sig, eller den bevæger sig ikke. Denne opfattelse bygger på, at virkeligheden beskrives ud fra ét sted i rummet. For eksempel at vores solsystem beskrives ud fra solens centrum. Bevægelserne vurderes da i forhold til solens position.

Omkring år 1900 får Einstein (1879-1955) den ide, at de fysiske love og lysets hastighed må være uafhængige af, hvorfra man betragter virkeligheden. Det må være lige så gyldigt at beskrive virkeligheden fra en planet som fra solen. Og man kan også vælge at beskrive virkeligheden fra en raket, der bevæger sig med stor fart i forhold til jorden. At man har friheden til at beskrive virkeligheden fra forskellige steder, at de fysiske love skal være formuleret, så dette kan lade sig gøre, og at lysets hastighed er den samme uafhængigt af, hvorfra der måles, det er kernen i relativitetsteorien. Denne frihed til at vælge det perspektiv, hvorfra man vil beskrive virkeligheden, får som konsekvens, at målingerne af virkeligheden bliver relative. En måling får sin værdi i forhold – i relation – til, hvorfra der måles. Når man betragter virkeligheden fra en raket, er rakettens fart nul. Den er i hvile i forhold til sig selv. Til gengæld bevæger jorden sig i forhold til raketten. Set fra jordens perspektiv er det selvfølgeligt omvendt. Herefter giver det ingen mening at tale om bevægelse som et absolut fænomen. Raketten kan ikke siges at have en fart. Den afhænger nemlig af, hvorfra raketten betragtes. Set fra jorden har raketten en fart. Set fra raketten har den ingen fart. Der er ikke længere noget absolut rum, man kan beskrive rakettens bevægelse i forhold til. Bevægelse er noget relativt.

Fysikerne stod således over for det faktum, at målinger af virkeligheden afhænger af, hvorfra der bliver målt. For eksempel vil man overraskende nok måle forskellige bølgelængder af lyset fra stjernerne afhængig af, om man måler fra jorden eller måler fra en raket, der bevæger sig med meget stor fart i forhold til jorden. Når fysikerne måler noget forskelligt fra de to beskrivelsespositioner, hvordan kan de da blive enige om en beskrivelse af virkeligheden? Det kan de ved at tage hensyn til, hvordan raketten bevæger sig i forhold til jorden, i de matematiske ligninger, som de opstiller. Ved hjælp af Einsteins relativitetsteori kan man oversætte fra det ene beskrivelsessystem til det andet beskrivelsessystem. Altså oversætte fra virkeligheden beskrevet fra raketten til virkeligheden beskrevet fra jorden. For eksempel vil en måling af rakettens længde give forskellige resultater afhængig af, om målingen foretages af én i raketten eller én på jorden. Og det må læseren gerne undre sig over. Men de to forskere vil kunne bruge Einsteins relativitetsformler til at omregne fra det ene system til det andet, og på den måde kan de sammenligne de to målinger af rakettens længde. En så elementær egenskab som længde er således ikke nogen absolut størrelse. Længden af noget afhænger af, hvorfra der måles. Mere præcist: af måleinstrumentets fart i forhold til det, der måles. Fysikerne beskriver virkeligheden ud fra måleinstrumenternes data, og den form for relativitet, fysikerne udforsker og kan beskrive, er således den instrumentelle relativitet.

Til gengæld er der andre faggrupper, der har som metode at fordybe sig i livsoplevelse. De kunstneriske skabelsesprocesser tager deres udgangspunkt i oplevelsesfænomener – herunder livsoplevelse. Og enkelte kunstnere har tilføjet et refleksionsniveau til deres kunstneriske virke med en refleksion af en sådan styrke og kvalitet, at det har udviklet sig til en videnskabelig undersøgelse af oplevelsesfænomener helt på linie med de videnskabelige undersøgelser af det fysiske stof. En af de store kunstnere i europæisk åndsliv, som har ført sit kunstneriske virke videre frem til en videnskabelig praksis om elementære oplevelsesfænomener, er Goethe (1749-1832). Han udvidede sin digteriske skabelses- og refleksionsproces til et sensitivt studie af farveoplevelser. Og han gik frem med en systematik, der svarer til de former for systematik, som benyttes af forskere, der studerer det fysiske stof.

En farve er ikke et absolut fænomen. På samme vis som forskere har fået afklaret, at bevægelse er et relativt fænomen, har Goethe påvist, at en farve er et relativt fænomen. Goethe, der i mange år arbejdede som digter og derved udviklede et kvalificeret og sensitivt forhold til oplevelsesfænomener, arbejdede i en årrække koncentreret med at fordybe sig i farveoplevelser i naturen og arbejdede med en serie af farveeksperimenter og systematiserede disse elementære farveoplevelser. Man kan sige, at hans metode var at fordybe sig i elementære sanselige oplevelser for at finde og formulere det principielle i det sansede. Og dermed må man sige, at hans metode var videnskabelig. Det er en form for videnskab, hvor der tages udgangspunkt i sanseoplevelser. Dette udgangspunkt er et ganske andet end det, de traditionelle naturvidenskabelige forskere tager, hvor sanseoplevelser ignoreres til fordel for det målbare. For de naturvidenskabelige forskere gælder det, at de undersøger og formulerer det principielle i det målbare. Mens Goethe som nævnt fandt det principielle i elementære sanseoplevelser.

Goethe fandt, at det ikke er muligt at isolere farve som et enkeltstående fænomen. En genstands farve er en oplevelse, der er påvirket af genstandens omgivelser, og at få en farveoplevelse er en skabelseshandling i bevidstheden. Der er ikke kun tale om en passiv modtagelse af en bestemt farve. At bevidstheden arbejder dynamisk under farveoplevelsen kan man forvisse sig om ved at se koncentreret et stykke tid på for eksempel en rød cirkel på en hvid flade. Fjerner man herefter hurtigt cirklen, vil man opleve at se en blågrøn cirkel på den hvide flade. Den dynamiske proces i bevidstheden med at skabe den røde farveoplevelse, skaber også den komplementære farve som et efterbillede i bevidstheden – her altså den blågrønne cirkel. Tilsvarende er det sådan, at for en rød cirkel på en farvet baggrund vil farveoplevelsen af den røde cirkel ske i forhold – i relation – til den farvede baggrund. Oplevelsen af cirklens farve påvirkes af baggrundsfarven. Bevidstheden justerer farveoplevelsen af cirklen i forhold til baggrundsfarven. Farver er således et relativt fænomen. Og Goethes refleksion og systematik over elementære farveoplevelser – altså hans farvelære – er et udtryk for det, vi kan kalde det oplevelsesmæssige relativitetsprincip.

Man kan således konkludere, at Goethe ved hjælp af empirisk forskning fandt frem til et relativitetsprincip, lang tid før Einstein formulerede sit matematiske relativitetsprincip for måling af det fysiske stof og de tilhørende felter (gravitation, elektriske og magnetiske). Igennem tiderne har en lang række af filosoffer og psykologiske forskere ladet sig inspirere af Goethes videnskabelige arbejde. Ligesom der er mange naturvidenskabsfolk og naturvidenskabeligt inspirerede filosoffer, der har været oprørte over Goethes arbejde, fordi de fandt, at Goethe blot havde misforstået Newtons farvelære. Der har ofte manglet en forståelse af, at Goethe havde valgt et helt andet udgangspunkt end det, de traditionelle naturforskere arbejder ud fra. Goethes arbejde har været et vægtigt værk for de humanistiske forskere, der har insisteret på, at livsoplevelse er et centralt udgangspunkt for den filosofiske refleksion. Helt parallelt til, at Newtons videnskabelige værker har været vægtige for de videnskabsfolk, der har valgt at koncentrere deres udforskning af virkeligheden om det, der kan måles med instrumenter. Den oplevelsesmæssige forskningstradition og den instrumentelle forskningstradition har således eksisteret side om side i europæisk kulturliv – og har ofte været i strid med hinanden. De to forskellige typer af forskere har pudsigt nok hver især opdaget og formuleret et relativitetsprincip – det oplevelsesmæssige relativitetsprincip og det instrumentelle relativitetsprincip.

I de europæiske filosofiske traditioner har der enten været plads til Goethes erkendelser, som er forbundet til livssituationer og livsoplevelser, eller været plads til de traditionelle naturvidenskabelige erkendelser. Det er dog muligt at have et åndsfilosofisk udgangspunkt, hvor der både er plads til livserkendelser og de naturvidenskabelige erkendelser. Det er for eksempel tilfældet i Martinus' åndsvidenskab. Martinus formulerer sig endda på en måde, der vidner om indsigt i både det naturvidenskabelige relativitetsprincip og i det oplevelsesmæssige relativitetsprincip.

Først om Martinus' forhold til det naturvidenskabelige relativitetsprincip. Hvis vi, ligesom de traditionelle naturforskere, udelukkende fokuserer på det, der kan måles, beskæftiger vi os kun med forskellige udgaver af bevægelse, og ifølge Martinus' intuitive filosofi har det som konsekvens, at vi så må nøjes med relative beskrivelser af virkeligheden. En bevægelse kan nemlig beskrives fra mange forskellige steder, og den kan derfor ikke karakteriseres på nogen absolut måde. Martinus skriver (stk. 243): "Hvis vi således udmåler en bevægelse, der ud fra et såkaldt fysisk fast punkt udgør 20 kilometer i timen, fra en bevægelse i samme retning, der udgør 16 kilometer i timen, får vi et facit, der udviser en bevægelse på kun 4 kilometer i timen. Ligesom dette facit ikke kan være udtryk for den virkelige analyse af nævnte bevægelses virkelige fart, således kan heller ikke noget som helst facit være udtryk for en bevægelses virkelige natur". Martinus er således enig med de traditionelle naturforskere i, at bevægelse isoleret set må være underlagt det, der her er betegnet som et instrumentelt relativitetsprincip. Så længe bevægelser kun forstås i forhold til deres eget virkelighedsniveau – og ikke sættes i forbindelse med den vilje og hensigt, som ligger bag en bevægelse – kan man ikke komme til en absolut forståelse af fænomenet bevægelse.

Herefter om Martinus' forhold til det oplevelsesmæssige relativitetsprincip. Ifølge Martinus' åndsfilosofi er enhver oplevelse baseret på en vis grad af genkendelse og er dermed betinget af individets erindringslager og sansestruktur. En oplevelse er påvirket af særlige forhold i det enkelte individ; nemlig af hvad der er på erindringslageret, og af hvilken udviklingsgrad sansestrukturen har. Heraf følger det, at en oplevelse af en genstand ikke kun afspejler træk ved genstanden, men også afspejler træk ved betragterens bevidsthed. Med andre ord: oplevelsen er relativ. Den er et udtryk for forholdet – relationen – mellem bevidstheden og genstanden. Men dermed er ikke sagt, at enhver oplevelse er udelukkende individuel. Der er nemlig også almene træk ved den måde, som for eksempel relativiteten i farveoplevelser manifesterer sig på. Og det er opdagelsen og formuleringen af disse almene træk, der gør Goethes farvelære til et videnskabeligt værk. Om lysets, og dermed farveoplevelsers, relativitet skriver Martinus (stk. 500): "Betegnelsen "lys" og "mørke" og de herunder henhørende forskellige farver i farveskalaen, bliver derfor ingen betegnelse for "lyset"s absolutte analyse, men udgør i sig selv kun en "relativ" analyse, hvilket igen vil sige: en "forholdsanalyse" ". Martinus' forholdsanalyse af lysoplevelser svarer således til det, der her er betegnet som Goethes oplevelsesmæssige relativitetsprincip. Og lige som Goethe fandt almene træk ved oplevelsesfænomener, har Martinus intuitivt set en række almene fænomener, der er forudsætninger for, at oplevelse overhovedet kan finde sted. Af sådanne forudsætninger kan nævnes kontrastprincippet og perspektivprincippet.

Martinus' åndsvidenskabelige værk vidner om, at det er muligt at undgå den ellers dybe splittelse mellem en traditionel naturerkendelse og en humanistisk livserkendelse, som i mange århundreder har plaget europæisk filosofi, videnskab og kulturliv. Løsningen ligger i, at der tages udgangspunkt i en intuitiv – og dermed helhedsorienteret – erkendelsesform, som er vidtrækkende nok til at omfatte både de grundlæggende naturvidenskabelige årsagsvirkningsforhold og de humanistiske refleksioner over livs- og oplevelsesfænomener. En sådan form for erkendelse er den kosmologiske åndsvidenskab, der spænder over både de automatiske processer i det fysiske og biologiske stof og over individers oplevelse af og refleksion over livsvirkeligheden.