Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Gud opfinder altid nye og pragtfulde lege," skriver Børge Christiansen i sit eventyr for børn. Og selv om Gud ifølge Martinus altid har været til og aldrig været alene, så må ethvert eventyr dog begynde et sted. Alle eventyr er skabt, for at vi skal forstå noget principielt, noget evigt. Og selv om evigheden ikke begynder nogen steder, så gør vores forståelse det. Lad os derfor lege, at der var engang, hvor Gud var helt alene. Hvis vi nu siger, at det er uendelig længe siden, så er det jo ikke helt galt. I øvrigt anbefaler Martinus ikke, at man forsøger at påvirke sine børn, men eventyret viser faktisk, at hans evige verdensbillede er så let at forstå, at selv børn vil kunne fatte det.

 

Engang for uendelig længe siden var Gud helt alene. Verden var ikke til; der var kun Gud. Og fordi Gud var helt alene, kedede han sig noget så gudsjammerligt. Hvad gør du, når du keder dig? Du går ud og finder nogen at lege med. Men Gud kunne jo ikke gå nogen steder hen, for verden var der jo ikke, og så var der selvfølgelig heller ingen at lege med. Nu er det jo heldigvis sådan, at Gud er en almægtig skaber. Ligesom når du er ved stranden eller hjemme i din sandkasse, så kan du skabe et sandslot af sandet. Nu havde Gud stadig et problem. Han havde ikke noget sand at skabe et slot af. Ja, det var nu heller ikke et sandslot, han ville skabe. Nej, han ville skabe verden. Og så tog han en rask beslutning; han skabte sig selv om til verden. Og sådan går det til, at alting: stjernerne, solen, jorden og alt, hvad der er på den af hav og land og skyer og træer og dyr og mennesker og også du, er en lille bitte del af Gud. Men selv om Gud skabte sig om, så er han dog stadig til, for nu er han jo bare det alt sammen. Så nu havde Gud både et sted at lege, og nogen at lege med. Nu ved du godt, at hvis du f.eks. leger skjul, så er det ikke særlig spændende, hvis alle ved, hvor alle har gemt sig. Gud synes heller ikke, det var særlig spændende, hvis alle vidste, at de var en del af ham. Derfor ordnede han det sådan, at vi alle har glemt, hvad vi i virkeligheden er. Vi tror bare, at vi er vort eget lille jeg; og på den måde kan vi lege lege, der er spændende, pragtfulde og undertiden frygtelige og skræmmende. Men de er bare som drømme, og om ikke før, så når vi dør, så vågner vi op af drømmen og opdager, at vort lille jeg er en del af Guds jeg, og at vi derfor aldrig er helt alene. At dø er bare at hvile sig, og når det bliver for kedeligt, så glemmer vi atter, hvem vi er, kommer til verden og begynder atter den spændende leg, der hedder at leve og opleve livet. Og for hver gang, vi leger legen, bliver vi bedre og bedre til det, og Gud opfinder altid nye og pragtfulde lege til os, så vi kommer aldrig nogen sinde til at kede os.

Ja, nu ved du det, min ven. Men én ting er at vide det; noget andet er at erfare det, men det har du heldigvis fremtiden til.