Ældre Kosmos og Kontaktbreve

At kende til Martinus' analyser er ingen garanti for et lykkeligt liv. Men ved hjælp af analyserne kan man i det mindste få en forklaring, og det kan medvirke til at give os livsmod og støtte til at holde fast ved beslutninger, som af og til må tages for at bryde en ond cirkel. Det beretter Majvor Dahlgren om i denne lille historie om depression og nyt livshåb.

 

Lidelse er ikke behageligt. Det har jeg oplevet meget klart i løbet af de sidste par år. Jeg synes næsten, at jeg har haft en nærdødsoplevelse.

Sådan var det: I begyndelsen af juni 2002 cyklede jeg (frisk og glad og helt uvidende om, hvad der ventede mig) for at sende et brev. Netop da jeg begyndte at cykle tilbage fra postkassen, ramtes jeg af et slagtilfælde, væltede af cyklen og brækkede lårbenshalsen.

Detaljerne, som bagefter fulgte, er af mindre betydning. Men jeg vil fortælle om, hvordan jeg gik til bunds i smerten. Dette at give op samt tanker om at afslutte mit liv cirkulerede bestandigt i min hjerne.

I næsten to år var jeg helt bundet til sengen. Besøg af venner og bekendte var meget sporadiske. Det føltes som om, jeg ikke skulle få en chance for at overleve.

Men skæbnen ville noget andet. En særlig dag i foråret 2004 bestemte jeg mig for at ville begynde at leve igen – for enhver pris. Vaklende forlod jeg sengen hver morgen kl. 7 og forbød mig selv at nærme mig sengen igen før aften. Jeg vejede dengang 50 kg mod normalt ca. 80 kg. Benene føltes som spaghetti.

Langsomt kom lyset tilbage i mit sind. Nu er der gået over et halvt år, og jeg takker Gud for, at jeg fik dette gode at kunne gå gennem denne lidelse og disse prøvelser.

Det er nemlig sådan, at efterhånden har jeg fået "nye øjne" og "nye ører" samt en mund, der næsten altid ler. Det er så vidunderligt at leve, når mørket er forsvundet, og lyset næsten blænder mine uvante øjne.

Det må vel være kontrastprincippet, som har virket i mit liv. Jeg er inderlig taknemlig, for at jeg gennem Martinus' analyser kan forstå og glædes over alt det, der skete.

Jeg bliver snart 70 år, men det føles, som om man kunne tage nullet bort. Jo, jeg føler mig, som var jeg syv år og skulle begynde i første klasse i grundskolen. Men nu er jeg altså halvfjerds og går i livets fantastiske skole, som bestandigt forsyner os med nye lektioner, og til slut får vi del i den store overvældende livsglæde.