Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvad havde Martin Luther (1483 – 1547) og Martinus til fælles bortset fra fornavnet (Martinus latin for Martin)? Ikke så lidt. De havde begge oplevet en krise i deres liv, som gjorde det klart for dem, at der måtte ske noget nyt og epokegørende. De hellige skrifter måtte gøres forståelige for almindelige mennesker. Luther sørgede for, at Bibelen blev oversat fra latin, og Martinus gjorde pointen i det hele forståelig ved at give den en videnskabelig form. Men de havde også en tredje ting fælles: Humoren og forståelsen for det daglige livs betydning. Man behøvede ikke at isolere sig for at beskæftige sig med de store og hellige ting i livet. Skuespilleren og forfatteren Per Ragnar, som i mange år har interesseret sig for Martinus, forsøger her at give plads på scenen for Luther. De fleste af Kosmos' læsere ved en hel del om Martinus og hans liv. Men hvem var i grunden Martin Luther?

 

Det er en julidag i begyndelsen af år 1500, at vi møder den unge Martinus Luther. Han har været hjemme og har bedt om lov til at slippe for at studere jura, han vil læse teologi, hans hoved er så fuldt af eksistentielle spørgsmål, af spørgsmål om hvordan og hvorhen. Hans fader var urokkelig: – Sjælebekymringer skal ikke styre mine otte børn. Du skal blive retslærd, min dreng, og dermed basta! Om du derved bliver en dårlig kristen? Er nutidens præster måske rigtige mandfolk!

I den tyveåriges hoved dunker spørgsmålene: Når jeg hører, at Gud blev menneske, kan jeg forstå, hvad der bliver sagt, men ikke hvad det betyder. For hvilket menneske ville, hvis det var Gud og fulgte sine naturlige impulser, ydmyge sig og lade sig føde i en krybbe eller hænge på et kors?

Pludselig forvandles den smukke julidag, skyerne trækker sig sammen, himlen formørkes, det bliver regn, lyn og torden, og ifølge de fleste biografer søger den skrækslagne Martin ly under et træ og udråber i dødsangst: – Overlever jeg dette, hellige Anna, så lover jeg at blive munk.

I et brev vidner Luther selv om en lysoplevelse af den slags, som mystikere til alle tider har vidnet om: – Et syn fra himlen har kaldt mig!

Han går i kloster, og han er nu parat til at gøre alt for at blive salig. Han læser de store helgeners beretninger, han faster tre gange om ugen, han beder og grubler på en måde, som de fleste af Kosmos' læsere nok kan genkende som forstadier til læsningen af Martinus' værk:

– Gud ved alt, hvad der skal ske. Hvis det er sådan, så ved Han jo, om jeg bestemmer mig for den vej, der fører til himlen eller den vej, der fører til helvede. Hvad har jeg da at gøre? Har jeg en fri vilje til at gøre det, Gud vil?

– Men hvad ville Han da, da Han har skabt synden? Hvorfor skal jeg synde for at blive frelst, hvis Han nu ved, at jeg må synde for at blive frelst, og at jeg ikke ville synde, hvis jeg dermed vidste, at jeg blev fri for helvedesilden...

– Ikke en dag, hvor jeg ikke må fare hen til min skriftefader, ikke en time, hvor jeg ikke må bekende nye synder, mine tankers vildrede, min sjæls utilstrækkelighed, min ånds slaphed, min angst, min fortvivlelse. Hvordan skal jeg kunne tro på Guds ord, når vi har så svært ved at tolke dem, forstå dem?

– Nu ved jeg i hvert fald, hvad skærsilden er. En uendelig længsel efter hjælp, et dybt suk fra en sjæl, der tror, den aldrig vil finde ro!

Der er meget at fortælle om Luthers lærdomsvej og hans enorme arbejdskapacitet, hans kamp mod en pave, prangende som en påfugl og så langt fra vandringsmanden Kristus, man kan komme. Her er bare nogle antydninger.

Pave Leo X sender dominikanerbroderen og kætterdommeren Tetzel ud som afladsprædikant for at skaffe penge hjem til sig til bygningen af St. Peterskirken i Rom. Denne apostoliske kommissær kunne fritage fra alle synder, bevidste eller ubevidste, angrede eller ikke angrede, kunne i dødsstunden give fuld aflad for skyld og al straf og uddele skriftebreve med fuldstændig aflad – bare man betalte godt. – Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer!

Luther rasede mod aflad og relikvier af enhver slags. – Man peger på hø, Kristus skulle have sovet på. Ve over sådanne skrøner. Bare synd, så ordner afladen alt. Sikke en forfærdelig fare, vi lever i. O, sovende præster, o mere end ægyptisk mørke!

Han slog sine 95 teser mod aflad op på kirkedøren, og budskabet var, at Kristi overdådige fortjenester kan opnås uden de pavelige nøgler. Hvis paven har magt til at befri nogen fra skærsilden, hvorfor afskaffer han da ikke i kærlighedens navn skærsilden ved at udfri alle derfra?

Martin Luthers tale blev mere og mere distanceret fra kirken. Han bad: – Gud, hvis du vil begynde noget stort med mig, så gør det for dig alene og bevar mig fra, at min egen klogskab skal blandes i det. Thi, vist har kirken brug for en reformation! Og han ved, ligesom Martinus, hvordan det forholder sig.

– Jeg har ikke evangeliet fra mennesker, men alene fra himlen. Man har ret til at betvivle, at jeg er kaldet af Herren. Man jeg kan aldrig betvivle det, jeg har set og oplevet. Helligånden taler gennem min mund.

– Ikke desto mindre har jeg, Fader, og det ved Du, ikke lært min teologi på én gang, men jeg er blevet tvunget til at gruble dybere og dybere. Nu forstår jeg, at selv min angst og mine anfægtelser har været mig til hjælp. For hvordan skal man kunne lære noget om Livet uden erfaring og praksis?

Det er åbenbart, at Luther har haft et eller andet kosmisk glimt og har været på sporet af det, som senere Hjælperen Helligånden via Martinus har åbenbaret i klar tekst og analyser. Når Livet er allerbedst, hviler Martin i et evigt nu:

– Aldrig er jeg lykkeligere end i de der få, gyldne øjeblikke af urørlig ro. En stille, fri, fuldkommen ligegyldighed overfor alle ting, enten det gælder ondt eller godt.

Eller oplevelsen af en evigt foregående skabelse, spiraludviklingen og kontrastprincippet:

– Men mest, Gud, er du for mig ikke en hvilende magt, men en handlende magt og en stadig virksomhed, som uden ophold er i bevægelse og handler. Hviler gør du ikke, Gud, men handler uden ophør!

Den katolske kirke fordømmer hans søgen og gudssyn: – Djævelen har i en munks skikkelse rørt gamle vildfarelser sammen til en stinkende pøl og desuden fundet på nye. Vi har imødegået ham, men den eneste autoritet, han godkender er Skriften – og den tolker han, som han selv synes! Hans skrifter skal tilintetgøres, han selv lyses i band.

Fordømmes for denne anskuelse blandt andet, så lig Martinus' budskab, at alle analyser og teorier skal tages ned på jorden, blive inkarneret i Nuets materie og de højtravende hallelujaord skal afløses af praktisk handling og en stadig stræben efter at vokse i næstekærlighed.

– Ingen af os lever for vores egen skyld. Ingen af os dør for vores egen skyld, men ved Gud, i hvem alt lever, røres og er til. Derfor er det umuligt for et menneske at være uvirksom eller at undlade at handle mod sin næste. Vi må tale med, omgås, forholde os til vore medmennesker, på samme måde som Kristus gjorde, da han tog menneskelig skikkelse.

I et kloster er Kristus ikke tilstede, han er udelukket, fordi der er det almindelige menneske, næsten udelukket. I et kloster udfører man gerninger for selv at blive mere hellig. Den, der opsøger et kloster, søger på forskellige måder at undgå almindelige menneskers hårde prøvelser, arbejde og slid i hverdagen.

Martin Luther, den lærde munk, gifter sig 43 år gammel med en 26-årig nonne, Katharina von Bora, som han har hjulpet med at stikke af fra sit kloster. De får seks børn. Hør her hans budskab, der er aktuelt i dag:

– Se på det diende barn, omfavn din kvinde! Undgå ensomheden, diskuter, hvad der skete i Venedig eller noget andet meningsløst. (Vi har brug for sladderen som et mentalt afløb i hverdagen.) Eva kom galt af sted, da hun spadserede rundt alene i Edens have. Jeg får mine værste fristelser, når jeg er alene.

Dans, mor jer, syng! Spil! Djævelen afskyr musik, fordi den skænker glæde. Og glem aldrig, at Vorherre har humor. Benyt jer gerne af den, så får I færre bekymringer.

Det sidste budskab, gætter jeg på, er højaktuelt også for en del Martinuslæsere. Der eksisterer så mange analyser, vi kun teoretisk kan tro, vi aner sandheden i og bagved. Se da Martinus for jer med sin milde smil eller buldrende latter, glimtet i hans strålende øjne. I dette hans ansigt hvilede og åbenbaredes hele Det Tredje Testamente, så svært, så enkelt er det!

Og hvad rummer disse ord af Luther, om ikke kosmologiens essens og sum:

– Der er et "øjeblik" for alt, hvor det må ske. Uret kan ikke slå ét, førende det har slået tolv. Det kan ikke blive sommer, førend det har været vinter, og heller ikke aften, før det har været dag. Men det er ikke mig givet at vide, hvad der er forudbestemt. Det er mig tværtimod forbudt at vide, hvad der er forudbestemt. Kun Gud ved, hvad der er forudbestemt.

Gud rækker mennesket Nuet, sammen med de i Nuet liggende relationer til mennesker i omgivelserne og til bestemte af Gud givne indhold i "øjeblikket", i hverdagens Evige Nu.

Eller med Martinus' ord:

"Den virkelige selvoplevede udødelighed kommer til ethvert menneske, når det i sit sanseområde, sin mentalitet eller i sin intellektuelle kunnen, har en tilstrækkeligt dybtgående psykisk indlevelsesevne. Hvordan udvikler man da denne evne? Ja, det er udelukkende kun ved at være indstillet på sine omgivelser, sin næste. Og denne indstilling bliver kun dybtgående, når den udelukkende er indstillet på denne næste, altså hundrede procent i uselviskhedens tjeneste. Man kan umuligt have en dybere indstilling til vor næste end den, der inspirerer os til udelukkende at forstå, at vi kun er kommet til verden for at tjene denne næste og ikke for at lade os tjene. Det bliver derfor rigtigt, at dette at elske sin næste som sig selv er al lovens fylde. Kun et af hjertet tjenende væsen kan på fuldkommen måde være i Guds billede efter hans lignelse og opfylde den guddommelige vilje med menneskets skabelse. Kun igennem denne levemåde kan Guds befaling:" der blive lys", blive til realitet igennem verdenskulturen.
 

(Martinus: Er der et evigt liv?
Kosmos nr. 8 – 2004)
Oversættelse HL