Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2005/3 side 88
Refleksioner
Et lille åndeligt varemærke
af Erik Gerner Larsson
Erik Gerner Larsson
Går de kosmiske analyser af mode? – Ikke lige med det samme. Nedenstående linier er skrevet i 1946, da Kina sultede, og dødsdommen over nazisterne i Nürnberg netop er eksekveret. Men bortset fra det synes Erik Gerner Larssons tanker at være mere aktuelle end nogen sinde.
 
Kære læser!
De kender sikkert alle det lille internationale stempel, der med ordene "Made in England" eller "Made in Germany" fortæller om en vares nationale oprindelse. Engelsk er jo her blevet hovedsproget, hvorfor jeg i det efterfølgende vil formulere et lille åndeligt varemærke, som De, med den viden om livet, De efterhånden sidder inde med, sikkert vil kunne goutere, nemlig mærket "Made in Hell".
Udtrykket dukkede op i min bevidsthed en aften, hvor jeg i samtale med en interesseret skulle forklare lidt om begrebet "begærledet vilje" og dette begrebs konsekvens. Før jeg rigtig vidste af det, var jeg inde på ovennævnte udtryk, idet det bedre end noget, jeg i det øjeblik kunne komme på, dækkede virkningerne af det jordiske menneskes egenkærlighed. Vi ved fra Martinus, at vi i øjeblikket lever i selve "Helvede", hvilket vil sige det livsafsnit, hvor samtlige ulogiske tankekombinationer kulminerer i ydre udfoldelse. Overalt bliver vi vidne til både enkelte og kollektive handlemetoder, hvis konsekvenser bærer nyt ved til det smertensbål, der fortsat flammer så højt i verden. Det er kun få dage siden, vore aviser kortfattet og nøgternt bragte bud om, at ca. 50 millioner kinesere i vinter er dømte til at dø sultedøden – 50 millioner – omtrent 15 gange Danmarks befolkning!!! – og det blot, fordi den begærledede vilje har overherredømmet i samfundets mentalitet! Jeg tænkte, da jeg læste det: "Gud ved, hvor mange procent, der reagerer på den måde, at de ønsker at tage en lille, stumpet, vatindpakket, skævøjet kineserstump til sig blot for en vinter og dermed redde hans liv." – Næppe ret mange. Jeg tænker mig, at de fleste i de dage blot bladede videre og på en af de næste sider med en vis fryd i hjertet konstaterede, at nu var samtlige slyngler i Nürnberg da Gud være lovet blevet klynget op. Jeg ønsker ikke at genere Dem med disse ting, men læg mærke til, at så vante er vi blevet til nød og elendighed, forbrydelse og vold, at de fede overskrifter, der bringer os bud om disse tilstandes fortsatte udfoldelse, af os nærmest noteres som noget selvfølgeligt. Nej, det er umuligt at bortforklare, at vi er i Helvede, og at en hvilken som helst forkyndelse, der går ud på, at vi også efter dette skal opleve et nyt helvedes rædsler, blot udspringer fra en manglende viden om det virkelige liv og en manglende forståelse af livet her. Thi begynder vi at gå det daglige liv efter i sømmene, vil vi uundgåeligt se, at langt det meste af det, vi her bliver hvirvlet ind i, et eller andet sted bærer ovennævnte lille varemærke skjult i sig. Hvor mange mennesker fandt ikke i deres ægteskabelige eller familiemæssige liv ordene "Made in Hell" skjult på et i begyndelsen usynligt sted? Og hvordan med forretningslivet? Dækker udtrykkene "fup" og "fiduser" ikke gang på gang den samme lille sentens? Hvor mange venskaber er ikke i tidens løb gået itu, fordi livet pludselig afslørede den ene af parternes sande motiv? Nej, gå De trygt livet efter i sømmene, og De vil uundgåeligt se, at det ikke er ret meget af det, De har oplevet, der ikke i enten forgyldt eller forniklet tilstand har dette lille beske varemærke indprentet i sig. Og hvad betyder så dette lille tegn? Betyder det ikke ensomhed og bitterhed, kort sagt voksende livslede? Kan noget menneske, der atter og atter oplever sine illusioner briste, det være sig i kærlighed, venskab, forretningsliv, ja, hvad form for liv nævnes kan, undgå at blive angst for dette liv, der gang på gang møder os så venligt smilende og ikke forlader os, før et par kraftige hugtænder udlader deres gift i vore mentale årer? Næppe. Men angsten har en fordel. Den lærer os at sætte pris på den vidunderlige kendsgerning, at vi i os selv ejer de kosteligste evner til, om vi selv vil udvikle dem, at hindre livet i at gøre os fortræd. Jeg nævnte det i mit sidste brev og vil gentage det her: alt for mange mennesker, selv højt begavede, tror på, at de lever "deres eget liv", tror på, at deres fornemste opgave kun er den, at beskytte sig selv og de efterhånden tilskrabede værdier. Ingen illusion er større, og ingen giver den enkelte mere smerte, både i form af bitter ensomhed og isolation og i form af mindre livsfylde. Har De nogen sinde tænkt over, hvorfor så mange jager efter forlystelser, der intet har med livsfylde at gøre? Har De ikke på film set ansigter omkring en boksering? Prøv næste gang, De ser det, at lægge mærke til udtrykkene i disse ansigter, og De vil forstå, hvad jeg mener med livsfylde. Optaget af de prygl, der falder oppe i ringen, afslører tilskuernes ansigter en sådan mangel på ånd, at det formeligt vil gyse inde i Dem, når De betænker, at de selv samme mennesker, fordi de udgør et udsnit af "flertallet", er dem, der omtrent bestemmer livet omkring os. Jeg skriver "omtrent", fordi vi Gud være lovet også selv har noget at skulle have sagt. Vi er, på store områder, afhængige af flertallets tænkemåde eller rettere sagt: mangel på tænkemåde, men vi har også mulighed for, ved vor egen tænkeevne, i en ret betydelig grad, at forbedre de livsvilkår, de andre giver os. Vi har det f.eks. i vor magt selv at stemple vore egne mentale energikombinationer med udtrykket "Made in Heaven" og nyde frugten deraf. "Made in Heaven" – skabt i himlen – vil jo her sige: udløst i kontakt med de principper, på hvilke en kommende virkelig varig fred må hvile. Vi kan gøre det, fordi vi ved, hvordan det bør gøres. Jeg siger ikke, at vi kan gøre det totalt, men jeg siger, at vi kan og bør gøre det inden for endog meget store områder. Jeg ved så udmærket, at mange bærer på den tanke: "Hvad kan det hjælpe, at jeg prøver på at forædle mit eget sind, jeg risikerer jo blot, at de andres træden på mig bliver så meget mere smertefuld" ja – den risiko løber man. Man oplever virkeligt at se både sig selv og sine venner i et andet lys, den dag man begynder at tænke, og jeg skal være den sidste til at påstå, at denne oplevelse er behagelig. Men den er sund, og det er det vigtigste. Den giver vækst. Og vækst giver glæde. De må ikke tro, at dette at tage kampen op med sine egne sløve naturer, er en proces der kun giver lidelse. Den gør det i begyndelsen, det er vel derfor, så mange hurtigt kommer til kort. Men fortsætter man, vil man uundgåeligt opdage, at et nyt liv har holdt sit indtog i ens bevidsthed. Det er hyggeligt at lulle sig selv ind i, at livet er sådan og sådan, og at man jo ikke kan gøre for, at det går denne eller hin skidt. Men det er en dundrende løgn, man lever på, og livet skal nok en dag belære en herom. Vi har alle ansvar for hinanden. Flygt fra dette ansvar, og virkningerne melder sig uundgåeligt. Tag det op, og virkningen vil da også være der. Og trods alle sine smerter er den sidste virkning så uendeligt at foretrække, at den, prøvet en kort tid, ikke efterlader ønske om nogen tilbagevenden. Livsspørgsmålet er ikke et spørgsmål om modgang eller lidelse, det er et spørgsmål om vækst eller ikke vækst. Vi er evige, prøv engang at tænke denne sandhed igennem. Den indebærer nemlig noget, enhver har brug for, den enkle kendsgerning, at overlader vi opbruddet fra junglen til livet selv, bliver det betydeligt hårdere end det opbrud, der sker som et aktivt udslag fra vor egen sjæl – det udslag, der kommer den dag, vi selv vågent og bevidst ændrer det skæbnesvangre tegn "Made in Hell" til det både for os selv og for de andre så betydningsfulde "Made in Heaven".
Fra korrespondanceafdelingen, brev nr. 131, dateret 25.10.1946.