Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I et af de mange skrifter, som Søren Kierkegaard (død 1855) efterlod sig, finder man et mærkeligt lille notat. Han har ikke kommenteret det, så det er ikke nemt at vide, hvad han har ment med det. Det lyder sådan: "Ånd er den anden gang". Når jeg nævner det her, er det naturligvis fordi det straks fik mig til at tænke på Martinus og hans analyser. Nu kendte Kierkegaard af naturlige grunde ikke noget til Martinus, der først blev født i 1890, og Martinus kendte næppe heller noget til Kierkegaard, bortset fra navnet, som nok er kendt af enhver dansker. Men blandt de mange fælles interesser, de nu havde, så var der netop dette med at forstå og tolke tilværelsen som noget åndeligt.

Fra gammel tid har man delt verden op i det fysiske og det metafysiske. Det sidste var det, der rakte ud over det fysiske. Man kunne ikke sanse det, men man kunne bag det fysiske ane nogle strukturer, der ligesom gjorde det muligt for os at sanse og observere den fysiske verden, som den trådte frem for os. Det er dette, man fra gammel tid har kaldt metafysik eller ånd.

Det vil jeg gerne give et eksempel på. Lad os antage, at vi vil vide noget om Australiens urbefolkning. Vi kan nu gå på biblioteket og finde en masse bøger om emnet. På den måde kan vi lære dette gamle folk at kende gennem studiet af deres land og deres myter. Men ligegyldigt hvor godt vi sætter os ind i disse ting og alle de mange faktuelle oplysninger, så ved vi dog ikke rigtigt noget, før vi også har indlevet os i emnet. Det er ikke nok bare at vide en masse ting, man må også kunne forestille sig, hvordan Australien så ud før koloniseringen. Man må kunne danne sig et indre levende billede af forholdene med lys, lyde og dufte. Og ligeledes må man have en levende forestilling om hverdagslivet hos disse folk. Man må kunne sætte sig ind i deres tankegang og føle sig som én af dem. Man må – mens man læser om dem – kunne finde glemte erindringer og billeder frem fra sit eget liv, som matcher med disse folks tankegang i en svunden tid. Man må kunne gøre det så godt, at man ligefrem kan tænke og føle som den første indfødte australier, der den 28. april 1770 fik øje på kaptajn Cooks skib Endeavour i en lille bugt på østkysten af Australien.

Dette med at leve sig ind i noget fremmed er en evne, som vi alle sammen – med vekslende succes – bruger i det daglige. Det sker i parforholdet, i forholdet mellem forældre og børn, i forholdet mellem individ og samfund – ja, overalt. Det kaldes også introspektion, empati og intuition, skønt disse tre ord ikke dækker det samme. Det er en evne, som vanskeligt kan forklares. Det handler om at kunne tolke den andens tonefald, kropssprog osv. Måske mere end lytte til det, der rent faktisk bliver sagt, selv om det naturligvis også spiller en rolle. Det drejer sig kort sagt om en intuitiv, empatisk kommunikation. Det drejer sig om at forstå, indse og føle, uden det dog er muligt helt at fatte, hvordan det går til.

Og dog kan vi få en antydning af det. Her er det nemlig, at Martinus' analyser og Kierkegaards korte notits spiller ind. Og lad mig bare bekende, at havde jeg ikke først læst Martinus, så ville jeg heller ikke have forstået Kierkegaard. Men jeg tror nok, jeg forstår ham. Hvad han mener er, at ånd først virker "anden gang", dvs. når det ukendte bliver "genkendt" og dermed erkendt eller forstået. Undertiden bruger man udtrykket: "Der gik en prås op for mig". Al forståelse er genkendelse via refleksion. Det sker måske ikke lige på én gang, men i et kredsløb eller snarere en spiral. Man genkender mere og mere, efterhånden som man med stigende forståelse (refleksion) vender tilbage til det ukendte og belyser det med den ny forståelse, man i mellemtiden har vundet. Forklaringer og informationer, man endnu ikke helt har fordøjet, optages lidt efter lidt og bliver til en del af én selv. På den måde indlever man sig i emnet og bliver til sidst en del af det. Man kan identificere sig med det før så fremmede, ukendte og uforståelige. Man er ét med det.

Forestil dig, siger han, at du var blad på et træ og levede hele din tilværelse som et blad, der ikke vidste andet, end at du var et blad. Og sæt nu, at en eller anden kom og fortalte dig, at du sad på en gren, der var forbundet til en stamme, som endte i rødder, der sugede det vand og de næringsstoffer op, du som en lille "bladmand" levede af og omsatte. Og Martinus fortsætter: "Den matematik, de små "bladmænd", hvilket vil sige den moderne videnskab, docerer, er således i virkeligheden kun en "lokal" matematik. Den understreger kun en viden om almindelige materielle felter i den daglige tilværelses fysiske materier og detaljer. Videnskabens docering af verdensaltets love har intet som helst med matematik at gøre, så længe den ikke indeholder en serie facitter, der understreger et helt kredsløb."

I dette eksempel bruger Martinus naturvidenskaberne eller det rent fysiske som eksempel på, hvad man med Kierkegaard kunne kalde "ånden den første gang". Her er vi på det stadium, hvor vi samler informationer og måske også ubevidst aner en dybere struktur, noget matematisk eller metafysisk bag det hele. Noget økologisk kunne vi også sige. Men først, når vi er i stand til at forbinde enderne i et kredsløb, siger vi – aha! Derfor er ånden "den anden gang", og derfor kalder Martinus også naturvidenskaberne for "søluften i nærheden af havet". De er ligesom ånden "den første gang".

I et andet eksempel fra Livets Bog 2, stk. 634 ff. kommer Martinus ind på, hvad det egentlig vil sige at forstå noget. Al forståelse beror på genkendelse. Som et tænkt eksempel nævner han en pygmæ fra det indre Afrikas urskove, som for første gang ser et tog. Han vil da ikke kunne begribe, hvad det er. Men har han først mødt det én gang, vil han kunne genkende andre tog, selv om de ser anderledes ud. Han har nu en idé om, hvad et tog er. Martinus skriver: "Erindringen giver os således evnen til at genkende princippet eller kernen i beslægtede oplevelser. Og vi kan derfor inddele den i to faser. Den første fase er den, i hvilken vi alle oplever den som ren og skær "hukommelse", og hvor den giver os en klar detaljering af en bestemt oplevet foreteelse. Den anden fase er den, i hvilken den ikke mere udgør en klar bogstavelig detaljering af den oplevede særlige foreteelse og derfor kun er tilbage i bevidstheden som en kundskab om foreteelsens princip eller kerne."

Endelig i et tredje eksempel (Livets Bog 2, stk. 635) kommer Martinus mere ind på dette med at kunne indleve sig i et andet menneskes sjæleliv – netop ved hjælp af genkendelse. Martinus bruger som tænkt eksempel et menneske, der gennem mange strabadser omsider dør af kræft. I sit næste liv vil dette menneske intet kunne huske om sin sygdom i det forrige liv, men ved synet af en kræftsyg patient vil det straks kunne mobilisere en masse ubevidste erindringer i form af genkendelse. Martinus skriver: "Og det er netop i virkeligheden denne glemte oplevelses princip, der bliver levende for det, uden at det derfor bliver klar over, at dette princips levende billede i dets egen bevidsthed af den andens sygdom i virkeligheden kun er reminiscenser af dets egen oplevelse af den samme foreteelse i en ukendt fortid. Denne levendegørelse af andres lidelser i individets egen bevidsthed sker udelukkende i kraft af en ubevidst mobilisering af dets egne "erindringer" fra fortidige liv, men fremtrædende i fase nr. 2."

Til slut vil jeg blot tilføje et par ord om det, Martinus kalder for en "analyse". Hele hans værk bygger på analyser, dvs. på genkendelse. Og har man først forstået det, mener jeg ikke, det er så svært at forstå, hvad hele hans sag drejer sig om. Det drejer sig om – "ånden den anden gang".