Ældre Kosmos og Kontaktbreve

..... "Instinkt", "Tyngde", "Følelse", "Intelligens", "Intuition" og "Hukommelse". Alt, hvad der kan forekomme i Bevidstheden i Form af Tanker, Sjæleliv eller bevidsthedsmæssige Rørelser, vil uundgaaeligt være et Spil, i hvilket de nævnte Energier hver for sig er mere eller mindre repræsenteret. Uden disse Energier vilde der saaledes ikke være nogen som helst Form for Liv. Alt, hvad der eksisterer, er i Virkeligheden kun en Kombination eller et Sammenspil af disse Tankeenergier. Det er dette Sammenspil af Kræfter, der udgør den "Blæst", med hvilken Gud "indblæste Adam Livsens Aande". Disse Energier udgør saaledes, for det levende Væsens Jeg, en Slags Atmosfære, ved hvis Hjælp det "aander", hvilket vil sige, manifesterer eller levendegør sig selv. Denne Atmosfære rummer billedlig set baade Solskin og Graavejr, Regn og Tørke, Snesjap og Slud, Storm og Stille, Vulkaner og Jordskælv, med andre Ord, den danner forskellige Slags "Klimaer" i Jeg'ets Bevidsthed eller Tankeverden. Vi kan derfor kalde disse "Klimaer" for "Tankeklimaer". Disse er bedre kendt i den daglige Tilværelse under Begreberne: Glæde, Sorg, Angst, Længsel, Fanatisme, Ærgerrighed, Hovmod, Hidsighed, Had, Gridskhed, Forelskelse, Skinsyge, Misundelse samt mange flere.

 

Et tankeklima er en kombination af 6 grundenergier til en særlig åndelig/psykisk "atmosfære". Det begreb, vi kalder tidsånden, og som vi ser udtrykt i bl.a. filosofien, historieskrivningen og kunsten, udgør også en åndelig atmosfære – et tidens overordnede tankeklima.

Hvis man går en tur på et større kunstmuseum, vil der være mange slags tidsånd repræsenteret. Klassisk egyptisk, græsk og romersk kunst, renæssancen, romantikken, impressionismen, ekspressionismen osv. Ved kombination af ganske få grundfarver samt valg af motiv (eller mangel på samme) har kunstnerne formået at give tidsånden et fysisk udtryk i form af billeder. Tilsvarende indenfor musikken har kunstneren ved kombination af et begrænset antal grundtoner givet tidsånden et "fysisk" udtryk i form af musikstykker.

Jeg har netop besøgt Nationalgalleriet i Oslo, hvor der var en særudstilling af værker fra den national romantiske periode (sidste halvdel af 1800-tallet). Overdådigt smukke naturtro scenerier, arbejdende mennesker, religiøse mennesker – mennesket endnu i harmoni og i pagt med en guddommelig natur. Utroligt godt malet, men efter af have set mere end 100 af den slags billeder begyndte jeg at kede mig – jeg var mæt. Jeg savnede at opleve den originale kunstners personlighed udtrykt i billedet. Ikke en ensartet romantiseret naturtro gengivelse af naturen, men naturen (hvad som helst) gengivet med et stærkt personligt islæt af kunstnerens egne følelser. Impressionismen er et svar på det behov. Den fødtes i Frankrig omkring 1870 som en reaktion på romantikken, national romantikken og naturalismen. Ekspressionismen opstår i starten af 1900-tallet som en reaktion på impressionismen og går længere i den personlige frihed til at udtrykke sig.

Hvis vi skal forstå den skiftende tidsånds dybere årsag, er vi nødt til at lede hos dét levende væsen, i hvis krop vi mennesker, ifølge Martinus, udgør en slags hjerneceller. Det er jordklodevæsnet, der ved sin særlige ånd tiltrækker mennesker (celler) af en særlig psykisk/åndelig natur til inkarnation i det fysiske område af jordklodevæsnets fysiske organisme, vi kalder Europa. I Kina og Afrika har der på samme tid hersket en anden ånd, der har tiltrukket andre typer mennesker. Klodevæsnets særlige ånd tiltrækker altså mennesker, der er præget af en vis fælles ånd. Det må være en slags essens af denne menneskenes fælles ånd, der kommer til udtryk i tidsånden som kunst. Både mennesket og klodevæsnet er underlagt en udvikling, og det får tidsånden til at skifte. Jeg blev mæt af nationalromantikken på museet og måtte søge noget nyt til at inspirere mig (mættelse – ny sult / kontrast / udvikling).

Mennesket udvikler sig langsomt, men sikkert, mod mere individualisme gennem 1800-tallets påvirkninger. Skolesystemet lærte børnene at læse, og læsningen åbnede nye verdener, nye åndelige rum. Et nyt blandingsforhold af grundenergierne (en ny "farvesammensætning") i mennesket begyndte at sætte sit præg på samme menneskes handle- og oplevelsesmåde og dermed på det sociale liv. Lidt mindre instinkt- og tyngdeenergi i grundenergiblandingen og lidt mere følelses- og intelligensenergi. Lidt mindre flokmentalitet, lidt mere individualisme. Lidt mere vågenhed for og accept af at udtrykke personlige følelser. Enkelte kunstnere begyndte at udtrykke dette nye i farver og lyd og blev naturligvis hverken forstået eller accepteret endsige respekteret af det brede udsnit af samtidens bedsteborgere. En smuk naturtro gengivelse af et landskab kan ikke få sindene i kog, men et personligt inspireret og "følelsesfordrejet" billede af et landskab eller et menneske, det har vi skullet vænne os til.

Musikken som kunstart er af natur mere abstrakt end billedkunsten. At male selv et naturtro landskab med lyde er vanskeligere end med farve og pensel. Musikken er på en måde en mere åndelig kunstart. Der kan gå mere end en time før et musikværk er skabt færdigt, og selv da kan det ikke ses, men kun fornemmes i kraft af de følelser og tanker, det har sat i gang hos lytteren. I grunden kan det undre, at udviklingen overhovedet har givet så mange mennesker så avancerede forudsætninger for at opfatte musik. Det har krævet en lang udvikling med langsom tilpasning til stadig mere komplekse lydbilleder.

Tænk at de øjne, der i dyreriget blev udviklet i overlevelsens tjeneste, i dag er indgangen til oplevelse af f.eks. billedkunst; og tænk hvorledes de ører, der ligeledes i dyreriget blev udviklet i overlevelsens tjeneste, i dag er indgangen til nydelsen af mange former for musik. Det har åndsvidenskabeligt set hele tiden været forsynets plan, at der til øjne og ører med tiden skulle kobles en stadig finere åndelig overbygning – en sans for kunst – i form af talenter/evner. For at det kunne ske, har vi skullet udfordres og beriges af mange forskellige tiders ånd og lære mange "åndelige sprog".

Kunstnerne har givet tidsånden et fysisk udtryk og har derigennem medvirket til udviklingen af menneskets indre. At lære at læse er adgangen til bøgernes verden. Billedkunsten og musikken har også sit "alfabet". Kunstnerne konfronterer os med stadig mere abstrakte og udfordrende udtryk, som vi kan lade os befrugte af. Det udgør alt sammen små led i den omskabelse af mennesket, der skal gøre os til "det færdige menneske i Guds billede".

Hver dags oplevelser (ikke mindst de der gør ondt) bidrager til små forskydninger i styrkeforholdet mellem bare 6 grundenergier. Forskydninger der har næstekærligheden som mål. Forskydninger der åbner op for skabelse og oplevelse af kunst på alle livets områder. En lovbundet udvikling mod fremtidige epoker, hvor tidsånden vil inspirere til kunst, der er bevidst præget af samme kærlige fuldkommenhed, som til alle tider stod og står bag alles udvikling.

Fra Gyldendals Leksikon på CD-rom – i uddrag:

romantikken: eur. kulturstrømning fra ca. 1800-50. Var en reaktion på oplysningstidens fornuftdyrkelse og i Tyskland udsprunget af Kants filosofi. Karakteristiske træk ved romantikken var det subjektivt følelsesfulde, samlet om jeg'et, dvs. det menneskelige individ; endv. længselen efter poesiens uopnåelige "blå blomst" (Novalis), den panteistiske naturopfattelse, nationalbevidsthed med interesse for folkekultur, især digtning, og for middelalderen.

nationalromantik: retning inden for arkitektur, billedkunst og musik i sidste halvdel af 1800-t.; søgte at skabe nationale stilarter med udgangspunkt i de enkelte landes storhedsperioder eller i nationale myter, sagn og folkemusik. I musikken repræsenteret af bl.a. Smetana, Glinka, Gade, Grieg og Sibelius.

naturalisme: fil. standpunkt som benægter eksistensen af en højere virkelighed, som står over den, der kan sanses. Naturen udgør hele virkeligheden. Litt.: retning som sidst i 1800-t. søgte at overføre naturvidenskab på litteraturen, fx ved at lade personkarakteristik stemme overens med psykologiens og genetikkens love. Naturalismen bruges tillige om billedkunst, der søger at genskabe virkeligheden nøjagtigt i alle enkeltheder; anv. ofte synonymt med realisme.

impressionisme(af fr. impression: indtryk): retning i malerkunsten der opstod i Frankrig o. 1870 og dyrkedes af bl.a. Degas, Manet, Monet, Berthe Morisot, Pisarro, Renoir og Sisley. En udstilling i Paris 1874 vakte stor skandale, og malerne fik øgenavnet impressionisterne efter titlen på et billede af Monet, Impression, soleil levant (1872). At gengive sol, lys og luft i den stærkeste koncentration var et fælles mål for impressionisterne, der malede med korte pletagtige penselstrøg i lyse, kontrastrige farvetoner, uden interesse for detaljer, fast form og konventionel komposition. Musikken kendetegnes af understregning af det klanglige element ved en sløring af de harmoniske funktioner og en afspændt rytmik; hovedskikkelsen er Claude Debussy.

ekspressionisme (af fr. expression: udtryk): kunstretning der i beg. af 1900-t. fremtrådte i opposition til impressionismens virkelighedsskildring og til naturalistisk kunst overhovedet ved at lægge vægt på at udtrykke sjælelige oplevelser snarere end at gengive indtryk fra en ydre verden. Ekspresssionismens første betydningsfulde kunstnere var van Gogh og Edvard Munch. I Tyskland bl.a. Nolde og Kokoschka; Frankrig bl.a. Chagall og Rouault.

Musik: den retning, der ca. 1908-23 gjorde op med tonaliteten og skrev i en fri, atonal sats. Hovednavne er Schönberg, Alban Berg og Anton Webern. Ekspressionistiske træk lever dog videre i megen musik i dag.