Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I 1954 viste Martinus sine symboler på en international kongres i Japan, hvortil han var blevet inviteret af en religiøs bevægelse ved navn Ananai-Kyo. Som det fremgår af Martinus' beskrivelse nedenfor, var det ikke uden problemer at formidle en dybere forståelse af, hvad det i virkeligheden var, man her fik lejlighed til at overvære.

 

Kl. 17.00 fyldte kongresdeltagerne en til foredraget beregnet mørkelagt sal. Og det spændende øjeblik indtraf, da jeg skulle vise verdensbilledets kosmiske analyser for den store og meget forventningsfulde, asiatiske forsamling. At man var spændt på at se de kosmiske analyser i lysbilleder kom til udtryk ved en stor klapsalve fra de unge mennesker på Ananai-Kyos kontor, da det dagen før var lykkedes at få fremskaffet et lysbilledapparat fra det amerikanske kulturcenter i Japan. Dette, at se verdensaltets analyser i en så gennemført kortlægning i grafisk fremstilling overført til lysbilleder, var her, ligesom i Indien, noget ganske nyt og uvant, så forventningen hos de tilstedeværende var stor. Men desværre var tolken alt for lidt kvalificeret til at kunne udføre den meget krævende sprogmæssige opgave, der her blev stillet ham. Han ikke alene skulle oversætte min tale fra dansk til engelsk, men også til japansk. Og da det helst skulle foregå i et meget hurtigt tempo, da der var alt for lidt tid reserveret foredraget, måtte det nødvendigvis bryde sammen for den unge tolk. Allerede ved et af de første billeder, der blev fremført, måtte foredraget lægges helt om, så jeg måtte nøjes med – ikke at forklare analyser – men derimod kun ganske kort at nævne, at med det og det symbol kunne den og den kosmiske analyse forklares. Men selve analysen måtte således udelades. Foredraget blev således i virkeligheden kun en påvisning af, hvilke analyser symbolerne kunne bruges til at forklare eller var en kortlægning over. Jeg har aldrig før eller siden holdt et så lidet talende foredrag ved hjælp af mine symboler. Hvis kongressens ledelse havde kunne holde, hvad den lovede i sit telegram til mig, nemlig dette, at en fuldt kvalificeret tolk forefandtes, ville den ikke således i blinde være kommet til at overvære det budskab, som jeg følte, Gud havde givet mig at bringe den. Nu var de så begejstret og fuldt optaget af små, intetsigende, lokale analyser, såsom at verdensreligionen skulle have det engelske sprog til hovedsprog, og at man skulle det og det til fordel for den, men selve verdensaltets kosmiske analyser, udarbejdet i intelligensmæssige tankerækker, kontrollable for enhver human udviklet tænker, fattede de ikke. Og dog var denne analyserække det absolut eneste, der kan være fundament for et åndeligt ståsted for hele menneskeheden. Kun denne kosmiske analyserække som videnskab kan blive hele menneskehedens absolut faste punkt. Alle disse ellers så elskelige mennesker var netop her samlede i denne kongres for at skabe et ståsted for alverdens mennesker, men de var så optaget af deres egne på dogmetro og hypoteser baserede forestillinger om "verdens frelse", at de tilsyneladende ikke fattede, at Gud eventuelt kunne have en hel anden mening om denne menneskeheds fremtid. I denne deres mentale indstilling havde de derfor ingen mulighed for at fatte det guddommelige svar på deres bønner, der i form af verdensaltets kosmiske analyser viste sig for dem i farver og lys fra mine symboler på det hvide lærred. Den stemme, der på deres eget sprog kunne have indviet dem i det guddommelige budskab, der var et svar på alle de store livsspørgsmål for menneskeheden, og som udtrykte Guds almægtighed, alvisdom og alkærlighed og betinger, at ikke ét eneste menneske eller noget som helst andet levende væsen nogen sinde vil blive fortabt, men at absolut alt liv uundgåeligt til sidst vil blive i Guds billede efter hans lignelse, havde de tilsyneladende ikke lagt vægt nok på at skaffe til veje. De måtte derfor nu se på manifestationen af den guddommelige verdensplan uden at vide, hvad det var, de så. Men jeg havde gjort min pligt. Jeg havde rejst 16.000 kilometer hen over verden, støttet af mine venners kærlighed for at bringe det Guds budskab til Ananai-Kyo bevægelsen, som den tilsyneladende søgte og igennem kongressen håbede at støtte. Men selv om man manglede den helt fuldt ud kvalificerede tolk, så var der dog enkelte af de tilstedeværende, der anede noget af den sandhed, de var vidne til. Og en videnskabsmand fra Indien udtalte om mig: "Den mand er mere videnskabsmand, end han er filosof". Men selv om man således ikke havde forstået ret meget af denne mit symbolforedrag, kunne jeg dog mærke, at det havde givet dem en vis respekt for mit arbejde. Og den store elskværdighed og sympati, man hele tiden havde vist mig, var ligesom blevet endnu mere inderlig. Der var måske alligevel ind i deres hjerter sivet lidt af den guddommelige virkelighed, der lå skjult i symbolernes farver og streger.

Efter min oplæsning var der fælles the. Og jeg havde lejlighed til at være sammen med nogle ældre japanere, som var overordentlig venlige. De syntes intuitivt at have en følelse af mit arbejdes betydning og var tilsyneladende levende interesseret i min person og i mit arbejde. Men også her var tolkens alt for ringe kendskab til det danske sprog en hindring. Men det kan ikke lægges tolken til last, han gjorde sit bedste. Dog, det var altså en fejl, at man ikke i tide havde fået anskaffet en virkelig kvalificeret tolk. Men rent bortset herfra knyttede japanerne sig til mig ved et kærlighedens sprog, en tolerance og venlighed, som senere nok skal gøre dem til noget af den gode jord, i hvilket mine kosmiske analyser af verdensaltet og den evige Guddom vil blive det daglige livs bærende fundament til glæde og velsignelse for alt og alle. Og dermed sluttede kongressen i Shimizu.