Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Fra julen 2004 og et par måneder frem var hele verden specielt optaget af den store tsunamikatastrofe i Asien. Globaliseringen har gjort, at vi på TV og Internet får den slags begivenheder direkte ind i vore hjem, sommetider live. Vi så, hvordan vandmasser væltede ind over strande, vi så mennesker, der fejedes med eller fortvivlet klamrede sig fast til noget i håb om at overleve, vi så bygninger, der raseredes, borde, stole, køleskabe, biler og busser, der skylledes langt bort fra stranden, vi så fortvivlede mennesker, der hjælpeløst iagttog det hele osv. Katastrofen har berørt os på en måde, det er svært at finde en parallel til. Desuden blev mange mennesker fra Danmark og Sydsverige dræbt af en orkans ødelæggelser. Med disse hændelser blev vi pludselig og meget tydeligt bevidste om vor sårbarhed, og om hvor magtesløse, vi er over for naturens kræfter. At mennesker er små, er igen blevet åbenbart.

Katastroferne har skabt ufattelige lidelser, men desværre kan man ikke regne med, at dette vil være kulminationen af lidelser. Der er sket større katastrofer tidligere i menneskets historie, store katastrofer sker andre steder i verden lige nu (sult, krig, terror osv.), og flere vil indtræffe i fremtiden. Tidligere katastrofer fik ikke nogen større opmærksomhed, da de skete inden globaliseringens tid og fandt sted i mere isolerede dele af verden eller i lande, som af forskellige grunde ikke havde hurtige kommunikationsmuligheder. Når en eventuel besked om naturkatastrofer blev kendt, var det ofte for sent med en hjælpeindsats. I dag får vi ofte sådanne ting at vide lige efter, og det stiller helt andre krav til, hvorledes vi skal forholde os til dem. Pludselig kræves hurtig moralsk og politisk stillingtagen og derefter lige så hurtige beslutninger omkring økonomi, administration, logistik osv.

Vinterens begivenheder viste tydeligt, at vi ikke er tilstrækkeligt udrustede til katastrofer af et sådant omfang, selv om det, der er sket, langt fra er en engangsforeteelse. Set fra et kosmisk perspektiv er det brudstykker af en mere kronisk proces, som først og fremmest har sin årsag i jordklodens mentalitet, og som for vor del bunder i det materialistiske verdensbillede. Dette verdensbillede er en konsekvens af den 'kosmiske død', som 'Adam' og 'Eva' skulle opleve som følge af, at de 'spiste af frugten' fra 'kundskabens træ' og uddrivelsen af 'Paradiset'. Martinus(1) har beskrevet, hvorledes historien om Adam og Eva er en symbolsk fortælling om menneskets udvikling fra en åndelig tilværelsesform i kontakt med eller èt med Gud ('Paradiset'), til en form, hvor vi er så 'indviklede' i materien, at vi tror, at vi er èt med den. Ved at vi har vendt os bort fra Gud, er 'synden' kommet ind i vore liv.

Den 'dommedagsepoke', vi har været inde i siden første verdenskrig, er en konsekvens af menneskets tidligere handlinger – mod andre og mod dets egen krop. Disse handlinger er sket i uvidenhed ud fra den kosmiske eller åndelige død, menneskeheden endnu i høj grad befinder sig i, og hvis udtryk kulminerer i materialisme. Dertil kommer den personlige 'arv' fra dyreriget. Denne arv har under evolutionens gang farvet handlemåden i 'det dræbende princips' favør, hvilket har gjort handlingerne mere eller mindre destruktive. Det er konsekvenserne af disse handlinger, som nu i kraft af karmaloven vender tilbage på forskellig måde og forårsager de skrækkelige skæbnesituationer, vi ser i verden i dag.

Vi har her at gøre med en slags genklangsprincip – dels mellem væsnets handlinger og skæbne, dels mellem mikrovæsnets og makrovæsnets skæbneforhold. Hver handling er en energiudløsning. I det første tilfælde er det sådan, at energien, som udløses, skaber en 'mangel' eller en 'minustilstand' i væsnets psyke i forbindelse med udløsningen. Denne tilstand virker som en dragning mod samme slags energi for at kompensere manglen. Efter udløsningen gennemløber energien et kredsløb. Da det er et kredsløb, betyder det, at væsnet er bundet til sin egen handling, hvis konsekvenser det før eller senere selv må tage del i. Det muliggøres ved, at der opstår en genklang eller tiltrækning mellem psykens minustilstand og den udløste energi (som modsvarer samme minus), hvorfor energien automatisk søger tilbage. I det andet tilfælde er det spørgsmålet om, at mikro- og makrovæsnets psyke – nærmere betegnet deres skæbneelement – har samme bølgelængde, om end på to forskellige 'oktavområder' (mikrokosmisk og makrokosmisk). De drages mod hinanden, fordi en 'streng' i psyken hos det ene væsen skaber en resonans eller genklang i en 'streng' hos det andet væsen. Dette forhold kobler på en naturlig måde makrovæsnet og mikrovæsnet til hinanden.

På denne måde hænger den personlige skæbne sammen med karmaen og mikrovæsnets skæbne sammen med makrovæsnets. Det, der sker på kloden, er for makrovæsnets vedkommende mikroskopiske hændelser, nærmest reflekser eller bivirkninger af jordklodevæsnets psykiske liv. Dette liv består i høj grad af, at jordklodevæsnet er ved at gøre op med resterne af sin dyriske side. Man kan tale om en slags 'udrensning' eller neutralisering af de dyriske tendenser. Det er de fysisk manifesterede reflekser af denne proces, vi oplever som f.eks. store naturkatastrofer og krig.

Jordklodevæsnets arbejde med sig selv leder det frem til et afgørende eller kritisk punkt, hvorfra der ikke findes nogen vej tilbage. Det er dette punkt, som for os mikrovæsner kommer til at virke som et 'ragnarok'. Gennem ragnaroksepoken kommer jordklodevæsnet til, i den resterende del af sit indeværende spiralkredsløb, totalt at have overvundet og fået magt over den sidste rest af sin dyriske natur til fordel for den rendyrkede humanitet og næstekærlighed. Da har kloden kun det absolut sidste trin at tage, der hvor det står på tærskelen mellem 'helvede' og 'himmel'. Når dette trin tages, får jordkloden permanent kosmisk bevidsthed, og da åbenbares "en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor". Jordkloden har passeret uvidenhedens zone, gennemgået indvielsen i mørket og skal for første gang i dette spiralkredsløb træde ind i 'det forjættede land' og dér, med Gud sikkert rodfæstet i hjertets dyb, vandre mod lysets højeste tinder.

Men endnu kæmper jordkloden mod sin lavere natur. Denne kamp bliver samtidig på det fysiske plan til de betingelser, som gør det muligt for dens mikrovæsner at vandre mod samme 'forjættede land' eller 'himmel' som jordklodevæsnet. Indvielsen i mørket foregår lige nu. Dette mørke skabes af menneskets dyriske side og uvidenhed om en åndelig tilværelsesform. Gennem intelligensudviklingen er det blevet materialist, og ved at intellektualisere de dyriske tendenser er det blevet et sfinksvæsen med 'djævlebevidsthed'. Dets motto har været og er i høj grad endnu:"Enhver er sig selv nærmest", men nu er der igen sket noget, som har ændret denne indstilling. Gennem tsunamien i Asien er de voksende næstekærlighedstalenter, som alle har, blevet vakt til live hos millioner af mennesker, og hos de direkte eller indirekte ramte er der igennem lidelsen sket en forøgelse af den menneskelige kapacitet. Pludselig ses livet med andre øjne. Hele tilværelsen og meningen med livet sættes i et andet perspektiv. For en del sker der umiddelbare forandringer. For andre toner det hele væk efterhånden, og livet vender tilbage til det sædvanlige, men hos alle ramte medfører det varige (bevidste eller ubevidste) virkninger i form af en forfinelse af psyken.

Gennem tsunamien er forudsætningerne vokset for, at vi her i den forholdsvis trygge del af verden bedre kan indse, hvorledes de mennesker (ofte i den fattige del af verden) har det, der med jævne mellemrum rammes af jordskælv, jordskred, oversvømmelser, tyfoner, skovbrande osv.

Hvad var det, der chokerede verden? Mennesker dør og rammes dagligt. Var det katastrofens omfang? Ja, den betyder i hvert fald en del, men set ud fra den enkeltes perspektiv spiller det ingen rolle, om det var en stor katastrofe eller en lille personlig hændelse. Om man trækkes med i og skades eller drukner i en flodbølge sammen med tusinder af andre, eller om det samme sker, når man helt alene trækkes med i et vandløb, gør ingen forskel mht. lidelse for den involverede. Men for andre gør det åbenbart.

Bortset fra at der ud fra et åndsvidenskabeligt perspektiv og ud fra det, som tidligere er sagt om karmaloven, ikke er nogen, der rammes uretfærdigt, viser katastrofen i Asien, ligesom andre katastrofer, at det først er, når noget løftes frem og tydeliggøres – når vi næsten er med i hændelserne – at det bevæger sig ind under huden på os. Først da aktiveres i særlig grad det humane potentiale, som findes hos os alle. Vi har sikkert alle Estoniakatastrofen i hukommelsen, angrebet mod World Trade Center, mod teatret og skolen i Rusland og flere lignende hændelser, hvor massemedier var med næsten fra begyndelsen og fulgte hele udviklingen. Sådan noget berører os. Sådan noget taler vi om i kaffepausen, men at tre millioner mennesker årligt dør af AIDS, en million af malaria og ti millioner af sult, tales der ikke så meget om; heller ikke om alle dem, som i store mængder dør af forskellige 'glemte' krige rundt om på jorden. Muligvis kommer det frem, hvis der laves indsamlingsfester eller lignende. Da berører det os igen. Vi giver penge og får ro i sindet. Således ser det moderne skriftemål ud.

Det er naturligvis en velsignelse, at en overflod kan flyttes til et område, hvor der er mangel, men velgørenhed kan ikke løse verdens problem. Heller ikke bistand, selv om det er bedre end velgørenhedens hist og her indsatser, men problemet er heller ikke politisk. Det er et kærlighedsproblem. Verden lider af mangel på kærlighed, siger Martinus. Kærligheden er i bedste fald betinget. Et eksempel på dette fremhæver forfatteren Frank Schätzing i en artikel i Die Zeit. Han skriver der i anledning af katastrofen i Asien:

Svære begivenheder, som berører flere nationer, gør at disse nærmer sig hinanden. Tidligere blev landene knyttet sammen gennem handel, transport og kommunikation. Dette har efterhånden opløst landegrænserne, så at de i dag er nærmest formelle. Praktisk set er de borte, selv om man på mange måder endnu forsøger at opretholde dem. Det er en unaturlig opretholdelse baseret på en materialistisk eller fysisk vanebevidsthed, for en "nation" er i dag ikke så meget et rumligt fænomen. Det er mere en formalitet, en tilstand, en indstilling eller noget, der findes i den enkeltes bevidsthed.

Ved siden af denne proces findes den materielle egoisme. Ellers ville der ikke være tale om en proces, thi denne er jo identisk med bevægelsen fra egoisme til altruisme. Egoismen er dybt rodfæstet i vor sjæls dyriske side og florerer på mange måder endnu temmelig frit. Forrige århundrede var et krigens århundrede, men ikke engang to verdenskrige kunne ændre den egoistiske verdensstruktur. Dommedag er ikke slut. Netop nu opfyldes Bibelens profetier, som de er udtrykt i Johannes Åbenbaring. Kampen mellem 'det onde' og 'det gode' træder tydeligere frem. Det tiltagende lys skærper kontrasten. Nationalismens, magtens og egoismens fortalere er 'Adam' og 'Eva', som blev drevet ud af 'Paradiset'. De befinder sig i en fase, hvor de har fået en stor mængde kundskaber, men endnu ikke er blevet som Gud. Snarere tværtimod. De har 'dyrets tal' indskrevet i deres pande, hvor de står med 'djævlebevidstheden'. Men de er 'nøgne' og kan ikke længere beskytte sig mod virkningerne af deres handlinger. Disse virkninger skal forvandle dem fra 'bukke' til 'får'.

Adams og Evas forvandling fra 'bukke' til 'får', dvs. menneskets forvandling fra dyr til menneske, er en drastisk proces, som går via oplevelsen af krig, terror, naturkatastrofer, sygdomme og andre former for lidelse. Det er en proces, som vi alle uden undtagelse i forskellig grad enten har været igennem, er midt i eller kommer til at gå igennem. Den er synonym med den indvielse i og totale kundskab om mørket eller 'døden', som skulle blive følgen af 'at spise af kundskabens træ'. Denne indvielse kommer nu til at kulminere i et 'ragnarok', som en gang for alle medfører, at menneskene tager afstand fra deres gamle motto til fordel for et nyt: 'Enhver er sin næste nærmest'. Ja, verden og kundskaben synger da på ny næstekærlighedens lovsang! Og denne sang skal føre mennesket gennem hele den tidsepoke, hvor en 'ny jord' og en 'ny himmel' skal bygges op, efter at den gamle er forbi. Denne opbygning er det samme som jordklodevæsnets sidste trin fra tærsklen mellem 'helvede' og 'himmel'. Den ny 'himmel' er det samme som alkærlighedens, altruismens eller humanitetens mentalitet, medens den ny 'jord' er det helt nye næstekærlighedens internationale samfundssystem, som bliver en naturlig konsekvens af den ny 'himmel'. I dette kommende samfundssystem er det retten, som udgør magten og ikke omvendt som i dag. Menneskene er da færdigudviklede og står selv på tærskelen til den ny 'jord' og 'himmel' parate til at tage det sidste skridt ind i 'det forjættede land' for der – med Gud sikkert rodfæstet i hjertets dyb – at fortsætte deres vandring mod lysets tinder. Vi går mod en strålende og fantastisk fremtid! Men det bliver værre, før det kan blive bedre.

(1) Martinus, Logik.