Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Efter at stormene har lagt sig, både den konkrete, som drog ind over det sydvestlige Sverige, og den rystende oplevelse, som flodbølgekatastrofen i det sydøstlige Asien blev årsag til, føles det skønt at kunne fortælle om en mere positiv begivenhed. Måske var disse dramatiske hændelser lidt af en forberedelse før eventuelt kommende kriser og krige, som Martinus og andre har forudsagt. I så fald føles det betryggende med tanke på den velvilje og hjælpsomhed, som både enkeltpersoner, organisationer og stater har vist. Det er netop godheden i mennesket, og hvordan den kan vokse videre ved hjælp af stimulerende projekter, jeg gerne vil belyse.

I begyndelsen af det nye årtusinde samledes en række fremstående videnskabsfolk (inden for neurologi, psykologi og filosofi), to buddhistmunke og Dalai Lama i hans residens i Dharamsala (Indien). De mødtes for at holde et seminar om, hvordan man skulle kunne lære og motivere mennesker til bedre at håndtere deres destruktive følelser og begynde at tænke mere konstruktivt og positivt. Anledningen til mødet var, at de vesterlandske forskere ville vide mere om den buddhistiske psykologi omkring bevidstheden, tanker og følelser, og samtidig fremlægge for Dalai Lama og de øvrige repræsentanter for østerlandsk visdom de seneste erfaringer om udviklingspsykologi og neurologi. Begge grupper var lige ivrige efter at lytte til hinanden. Og Dalai Lama var meget inspireret af, om det gik an at finde et fælles sprog for human opdragelse og udvikling uanset kultur, religion eller et sekulariseret livssyn, som de fleste vesterlændinge har. En af initiativtagerne var psykologen Daniel Goleman, forfatteren til den internationale bestseller Følelsernes intelligens. Det er også ham, som har sammenfattet mødet til en bog: Samtaler med Dalai Lama.

Seminaret var arrangeret sådan, at der hver dag i ugen blev holdt et foredrag, som berørte emnet følelser og følelsesstyring, af en repræsentant for begge kundskabstraditioner. Det gav anledning til livlige diskussioner og interessante berigelser, hvor ikke mindst Dalai Lama selv var en inspirerende faktor, oplevede deltagerne. De vesterlandske forskere, som stadigvæk begrænser deres forskning om bevidstheden til hjernens funktioner, havde dog meget interessante og værdifulde iagttagelser at formidle, blandt andet hvordan man i dag kan påvise, at hjernen besidder en plasticitet eller formbarhed og derfor til en vis grad kan repareres og udvikles videre, selv når vi er voksne. Man kunne også påvise, hvordan de forskellige hjernedele arbejder fra fx en stærk følelse til en positiv tankemæssig håndtering, og hvordan den funktion kan udvikles bedst gennem rigtig stimulans og støtte under barndommen.

Den hjernedel, som er mest betydningsfuld her, er pande- eller frontallappen, som er senest udviklet i menneskets udviklingshistorie, dvs. de nerveceller, som vi aktiverer, når vi tænker logisk, anvender vort sprog (fx sætter ord på vore følelser), har situationsoverblik og forudseenhed. Man har også opdaget, at det er den venstre del af frontallappen, som aktiveres, når vi tænker positivt og håndterer følelser godt. Der findes også bevis for, at deprimerede mødres spædbørn sjældent kommer til at opleve positive følelser, dvs. har dårligere aktivitet i venstre frontallap. Det er på en måde tragisk, da forskerne mener, at andelen af positive følelser, fx glæde i den tidlige barndoms relationer, er afgørende for dannelsen af sunde neurologiske netværk i hjernen.

På den anden side er det jo ingen tilfældighed, kosmologisk set, at komme til en pessimistisk eller depressiv mor, hvis man selv som diskarneret væsen har et sådant anlæg i sin sjælestruktur. Tværtimod bliver en sådan skæbne vigtig for som teenager og voksen at begynde at længes efter mere varigt velbefindende, der hos os alle skaber en modtagelighed for nogen form for hjælp og undervisning. For en del handler det måske en tid om terapi, for andre om fx selvhjælpsbøger eller åndelig-psykologisk litteratur og undervisning, men hvor alt leder til mere positiv tænkning og dybere kundskab om livet. På den måde kan vi regne med, at flere og flere efterhånden kommer til at blive bedre voksne – forældre, pædagoger, forbilleder og medmennesker – og dermed som voksen selv skabe sig en lysere skæbne – stadig bedre barndom og livsmiljø i kommende liv.

Det, som er betydningsfuldt for at kunne skabe et lykkeligt liv, er altså kundskaber om, hvordan vi i hvert liv udvikler positive tanke- og adfærdsmønstre, dvs. gode aktivitetsmønstre i vor fysiske hjerne, hvis information overføres til vor sjælestruktur for lagring til næste liv. Denne biologiske og psykologiske proces sker enklest og hurtigst ved, at forældre og andre voksne giver hjælp og støtte til barnets følelsesoplevelser. Forskerne fortæller, at hvis forældrene er ligeglade med eller afstraffer deres børns negative følelser, (hvilket som bekendt er ganske almindeligt) lærer barnet sig med tiden, at det ikke må udtrykke sine følelser, hvilket gør, at det holder op og fortrænger dem. Det kan gøre barnet stresset fysisk og psykisk, eftersom følelsen stadig er der og hindrer barnet i at udvikle en grundlæggende tillid til voksne i sine omgivelser, mener man. Vi ved, siger forskerne, at børn, som udvikler den type af konflikt, får svært ved at lære sig at håndtere sine følelser på en sund balanceret måde. Derimod, hvis forældre erkender deres børns negative følelser – deres vrede og sorg – og hjælper barnet til at håndtere disse, lærer barnet sig med tiden at kontrollere sine følelser og opviser også en mere positiv adfærd i det hele taget.

Tænk, hvilke fordele det her vil komme til at give, når voksenverdenen i bredere forstand begynder at forstå disse årsags- og virkningssammenhænge. I de "bløde" menneskelige miljøer resulterer det i mindre fysisk og psykisk lidelse, og i de "hårde", økonomiske, mindre summer til at bekæmpe kriminalitet og vold. Glædeligt nok synes det allerede at være i gang. Det kom frem, da en af forelæserne, Mark Greenberg, beskrev sit undervisningsprogram: PATHS (Promoting Alternative Thinking Strategies/Parents and Teachers Helping Students). I USA anvendes programmet i stor skala, i over 100 forskellige skoledistrikter, og også i andre lande, bl.a. Australien, England og Holland. Daniel Goleman beskriver Mark Greenberg som en pioner inden for en ny psykologisk gren, grundlæggende forebyggelse, som forsøger at beskytte børnene mod fremtidige livsproblemer ved at lære dem en form for livskundskab. "Den voksende pædagogiske bevægelse, som formidler social og emotionel uddannelse, virker for at livskundskab skal indgå på alle læreplaner", fortæller Goleman. Dette lyder forventningsfuldt. Om jeg ikke husker forkert, har også Martinus sagt, at livskundskab eller "skæbnevidenskab" vil blive et skolefag i fremtiden. Er dette mon den "plante", som nu skal vokse videre?

På grund af pladshensyn i en normal artikel blev dette et kort sammendrag af det, som Mark Greenberg fortalte om. Men afslutningsvis kan jeg nævne, at Dalai Lama var meget glad og fornøjet, da han havde hørt Mark Greenbergs foredrag, og det blev jeg også ved at læse kapitlet "Planteskoler for godhed". Og jeg formoder, at Martinus smiler i sin himmel, når han nu ser, hvad der er på færde …

Oversættelse: EW