Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Hvor kommer noget så ubehageligt som dårlig samvittighed fra? Måske synes du, det er et dumt spørgsmål, for selvfølgelig skal man da opføre sig ordentligt, og det er jo ikke altid lige nemt. Men ærlig talt, hvem siger, at man skal opføre sig ordentligt? Er det noget, dine forældre har fortalt dig, er det noget, du har læst i en bog, eller hvor ved du det fra?

Så vidt jeg ved, er Martinus den eneste, der virkelig har kunnet forklare, hvor den dårlige samvittighed kommer fra. Den kommer ikke udefra, men ligger dybt indfældet i dig selv, fordi du har en evne til at føle, hvor ubehagelig du af og til kan virke på andre mennesker. Ja, du kan tilmed føle deres smerte, som om det var din egen. Derfor lider du, men ofte med en vis forsinkelse. Og det er denne eftersmerte, du oplever som dårlig samvittighed.

Kort sagt, så gør dårlig samvittighed dig til en filosof. Det er her, al filosofi tager sin begyndelse. Den begynder med din egen smerte ved at opleve andres smerte. Opleve den, som om det er dig selv, der er den anden.

Så uanset om du i øvrigt mener, at verden er fuld af mening, eller den er ganske blottet for samme, så bliver du nødt til at opføre dig ordentligt. Og jeg tør vædde på, at du ikke kan lade være med af og til at spekulere over, hvad det hele går ud på.

Det handler Martinus' verdensbillede om. Det er et bud på, at det faktisk handler om noget, at der er en mening.

Og forudsætter vi først, at der er sådan en, så vil vi med kyshånd tage imod ethvert billede af verden, der understreger og bekræfter denne mening ved at vise den frem og demonstrere den.

Når du nu går i gang med at læse Martinus' to artikler, som indleder dette nummer af bladet, så vil du hurtigt se, at han bruger ordet "logik". Og han forudsætter også, at du selv som læser opfatter verden som så meningsfuld, at det ikke virker fremmed på dig at gå ud fra som en selvfølge, at naturen er mindst lige så logisk opbygget som din egen tankegang. Det er kort sagt en religiøs tanke, du står over for, men den er ikke baseret på dogmer og trossætninger. Det eneste, du skal tro på for at følge Martinus, er din mistanke om, at der må være en eller anden højere mening skjult med, at din dårlige samvittighed gang på gang minder dig om, at du skal opføre dig ordentligt. Martinus' verdensbillede er først og fremmest tilegnet mennesker, der er begyndt at spekulere over deres egen smerte og stiller sig de store, undrende spørgsmål: Hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvor er vi på vej hen. Det er henvendt til mennesker, der ikke lader sig nøje med mindre end et helt verdensbillede, hvor det daglige liv forbinder sig med både tid og evighed. Sådan et billede står du nu over for, kære læser. Tro ikke på, hvad jeg siger, tro ikke på Martinus, men undersøg selv sagen. Vær kritisk, og vær hele tiden vågen. Velkommen til 10 nye numre af et blad om Martinus' verdensbillede. Og godt nytår!