Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mon H..C. Andersen kunne gennemskue dybden i sit eventyr Snedronningen? I en åndsvidenskabelig tolkning beskriver eventyret en udvikling, der kun var i sin spæde start, da Andersen skrev det i 1843-44. Hovedpersonerne er Kay og Gerda. I denne artikel er der fokus på Kay, for vi lever i en tid, der domineres af Kay'er, der er blevet så kloge, at de har glemt deres fadervor og kun kan huske "den store tabel". Fra fadervor til "den store tabel" – så præcist beskriver H.C. Andersen overgangen fra tro til materialistisk videnskab. Jeg vil lige indskyde, at Kay selvfølgelig lige så godt kan være en kvinde, for det handler om det gennembrud i den seksuelle polforvandling, hvor intelligensen i stigende grad begynder at spille hovedrollen i det enkelte menneskes bevidsthedsliv. Intelligenslegemets udvikling er knyttet til den modsatte pol i mennesket. Hos manden er intelligensen således knyttet til den feminine pol og hos kvinden til den maskuline pols udvikling. Der hvor intelligensen trænes – og her spiller videnskaben en afgørende rolle – der får instinktlegemet et modspil. Da sider af instinkt- og følelseslegemet er fundamentet for vores evne til at tro, bringer intelligenslegemets udvikling os i indre konflikt med os selv. Det jeg kan tro på den ene side, og det jeg kan vide på den anden. Resultatet er givet på forhånd, mennesket forlader troen på den store sammenhæng i tilværelsen med Gud i midten, til fordel for en lokal logisk viden om sammenhænge der kan måles, vejes og beregnes i den fysiske del af verden – "den store tabel".

Denne udvikling af intelligensen har naturligvis mange udtryk. I den ene ende af skalaen finder vi rendyrket "djævlebevidsthed". Mennesket der, frigjort fra troens, moralens og etikkens bånd, kun har magt og penge som mål i livet. I den anden ende finder vi den gruppe, Martinus kalder humane materialister. Intelligente, følsomme, etiske, ofte erklærede ateister, der er ulykkelige over tilstandene på kloden, men desværre ser det ikke ud til at retfærdighed og menneskerettigheder er andet end noget, menneskene kan drømme om. Jeg ser Kay som en repræsentant for de humane materialister. Der er selvfølgelig også på skalaen mange intelligente og følsomme mennesker, der til dels formår at holde fast i troen, men udviklingen vil hver dag sætte dem på en prøve – "hvordan kan Gud tillade, at noget sådant sker!" – tænker de hver gang noget forfærdeligt hænder.

Eventyret Snedronningen er opdelt i 7 historier, og der er en del i historie 3, 4, 5 og 6, jeg finder svært at gennemskue meningen med. Det er de historier, der omhandler Gerdas udviklingsrejse. Man kan læse eventyret som en fortælling om to små søde legekammerater Kay og Gerda, der bliver væk fra hinanden. Kay bliver ramt af noget trolderi, der gør ham så klog, at Gerda forsvinder ud af hans liv. Gerda beholder kontakt til sit smukke følelsesliv. Kærligheden til Kay sætter ingen grænser for hendes offervilje – hun må finde ham, hun må forløse ham. Hun skal så meget igennem i sin søgen – men kærligheden sejrer. Gerda genforenes med Kay, og det kommer der noget meget smukt ud af.

Et eventyr om to små søde børn – eller, følelsen Gerda og intelligensen Kay der skilles ad i ét menneske. Vi bliver så forstandsbetonede, at vi mister vores barnlige uskyld og evnen til at tro. Religionen erstattes med materialisme og videnskab. Store dele af klodens befolkning skulle blive fanger i snedronningens sale af is. Det skulle tage mange inkarnationer at udvikle det nye harmoniske samliv mellem følelsen og intelligensen – et harmonisk samliv der, ifølge Martinus, åbner for intuitionen, hvorved vi bl.a. kommer til at opleve at have evigt liv. Med H.C. Andersens ord får vi først vores frihed, når vi kan udfinde det ord evigheden.

H. C. Andersen var samtidig med og kendte personligt den berømte naturforsker H. C. Ørsted (opdager af elektromagnetismen). Følelsesmennesket over for forstandsmennesket? Joh, Ørsted var et forstandsmenneske, men ikke som i vore dage. Han repræsenterer et interessant overgangsfænomen til vor tids objektive materialistiske videnskab. Ørsted så naturen og mennesket som styret af en højere fornuft. Meget af det, han skriver i sit værk "Ånden i naturen" (1849-50), er rene åndsvidenskabelige betragtninger.

Den overdrevne intelligensbetoning havde taget sin begyndelse på H. C. Andersens tid – de lærde. Her 150 år senere er både naturen og mennesket helt og aldeles afsjælet. Gud er skrevet ud af skabelsesberetningen. Næsten alt, hvad der kan måles og vejes, er blevet målt og vejet – og skrevet ind i vældige databaser. Det ord evigheden har vi intet personligt forhold til – for mennesket lever kun én gang! Den tanke – ånden i naturen – som Ørsted var optændt af, står som et historisk vidnesbyrd om en svunden tids "videnskabelige" naivitet. Men indefra i mennesket er der noget, der trænger sig på – noget, der kan varme nedkølede hjerter. Noget, der helt vil ændre vores syn på os selv og verden. Noget, der vil give den store mening og sammenhæng tilbage til mennesket.

Den gamle søde bedstemor læser højt af Bibelen og fortæller historier for de to små uskyldige legekammerater Kay og Gerda. Alt ånder fred og idyl.

Men ude i verden er en ond trold, og han havde lavet et spejl – "alt godt og smukt, som spejlede sig deri, svandt dér sammen til næsten ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det trådte ret frem og blev endnu værre". Troldene – for der var mange – havde stor succes med spejlet, "og til sidst var der ikke et land eller et menneske, uden at det havde været fordrejet deri. Nu ville de også flyve op mod himmelen selv for at gøre nar ad englene og Vor Herre." Da de nærmer sig Gud og englene, begynder spejlet at sitre og ender med at splintres "i hundrede millioner, billioner og endnu flere stykker, og da netop gjorde det meget større ulykke end før". En splint fra troldspejlet ramte Kays øje og satte sig fast i hjertet, der frøs til is. Den ellers så rare dreng blev så forstandig og fik evnen til at vende alting på hovedet. "...og så sagde folk: "Det er bestemt et udmærket hoved, han har, den dreng!" Hans hjerte bundfrøs, for følelser regnede Kay ikke, og det bragte ham til snedronningens slot."

Hans slæde løb af med ham i en snestorm. Han for vild. Ingen hørte hans råb om hjælp. "Han ville læse sit Fadervor, men han kunne kun huske den store tabel". Kay bliver fange hos snedronningen gennem en dyb betagelse af hendes skønhed og klogskab. "Nu får du ikke flere kys!" sagde hun, "for så kyssede jeg dig ihjel!" "... han fortalte hende, at han kunne hovedregning og det med brøk, landenes kvadratmile og "hvor mange indvånere", og hun smilte altid; da syntes han, det var dog ikke nok, hvad han vidste,..."

"Den lille Kay er rigtignok hos snedronningen og finder alt der efter sin lyst og tanke og tror, det er den bedste del af verden, men det kommer af, at han har fået en glassplint i hjertet og et lille glaskorn i øjet; de må først ud, ellers bliver han aldrig til menneske, og snedronningen vil beholde magten over ham!" lyder det fra den kloge finnekone i sjette historie. Og det lyder videre!

"Men kan du ikke give den lille Gerda noget ind, så hun kan få magt over det hele?"

"Jeg kan ikke give hende større magt, end hun allerede har! Ser du ikke, hvor stor den er? Ser du ikke, hvor mennesker og dyr må tjene hende, hvorledes hun på bare ben er kommet så vel frem i verden. Hun må ikke af os vide sin magt, den sidder i hendes hjerte, den sidder i, hun er et sødt, uskyldigt barn. Kan hun ikke selv komme ind til snedronningen og få glasset ud af lille Kay, så kan vi ikke hjælpe!"

Som Gerda nærmer sig snedronningens slot – i snestorm uden sko og vanter – møder hun snedronningens forposter i form af underlige og truende skikkelser. Men Gerda bad sit Fadervor og en hel legion af engle dukkede op og bekæmpede snefnug og "klappede hende på fødderne og på hænderne, og så følte hun mindre, hvor koldt det var, og gik rask frem ..."

På snedronningens slot sidder Kay ved en frossen sø, som er revnet i tusinde stykker. Han er beskæftiget med en slags ord-puslespil. Brikkerne er flade isstykker, som han slæber rundt på. Han forsøger at lægge figurer i et forstandsisspil. "...for hans øjne var figurerne ganske udmærkede og af den allerhøjeste vigtighed; det gjorde det glaskorn, der sad ham i øjet! han lagde hele figurer, der var et skrevet ord, men aldrig kunne han finde på at lægge det ord, som han just ville, det ord: evigheden, og snedronningen havde sagt: "Kan du udfinde mig den figur, så skal du være din egen herre, og jeg forærer dig hele verden og et par nye skøjter." Men han kunne ikke."

"Da var det, at lille Gerda trådte ind i slottet, gennem den store port, der var skærende vinde; men hun læste en aftenbøn, og da lagde vindene sig, som de ville sove, og hun trådte ind i de store, tomme, kolde sale – da så hun Kay, hun kendte ham, hun fløj ham om halsen, holdt ham så fast og råbte: "Kay! søde, lille Kay! så har jeg da fundet dig!""

"Men han var ganske stille, stiv og kold; da græd den lille Gerda hede tårer, de faldt på hans bryst, de trængte ind i hans hjerte, de optøede isklumpen og fortærede den lille spejlstump derinde; han så på hende, og hun sang salmen (genhør fra barndommen):

"Roserne vokse i dale, der få vi barn Jesus i tale!"

"Da brast Kay i gråd; han græd, så spejlkornet trillede ud af øjnene, han kendte hende og jublede: Gerda! søde lille Gerda! – hvor har du været så længe? Og hvor har jeg været?..." ".... og han holdt sig fast til Gerda, og hun lo og græd af glæde; det var så velsignet, at selv isstykkerne dansede af glæde rundt om, og da de var trætte og lagde sig, lå de netop i de bogstaver, som snedronningen havde sagt, han skulle udfinde, så var han sin egen herre, og hun ville give ham hele verden og et par nye skøjter."

Kay får ikke kun sit normale syn på tilværelsen tilbage. Det, han havde været igennem, gav ham en indsigt, han kunne dele med Gerda. De to fik et skæbnefællesskab, en fælles forståelse af noget meget smukt, som H.C. Andersen vælger at udtrykke på bl.a. denne måde:

"Bedstemoder sad i Guds klare solskin og læste højt af Bibelen: "Uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds rige!""

"Og Kay og Gerda så hinanden ind i øjet, og de forstod på een gang den gamle salme:

"Roserne vokse i dale, der få vi barn Jesus i tale!"

"Der sad de begge to, voksne og dog børn, børn i hjertet, og det var sommer, den varme, velsignede sommer."