Kosmos 2006/1 side 20
Tid og tilstand
af John Klemens Nielsen
Det ville være lidt svært at forestille sig vores komplicerede tilværelse uden begrebet tid. Tiden er den akse, hvorom hele det fysiske liv drejer sig. Vi går på arbejde på bestemte tider, vi rejser på ferier og justerer for tidsforskelle, vores computersystemer er styret af den eksakte tid, vi holder fødselsdage, hvor vi fejrer den dag og tid, vi kom til verden, og meget, meget mere. Tid styrer hele vores praktiske tilværelse, og uden denne tidsstyring ville hele den komplicerede moderne tilværelse være totalt kaos.
Hele dette strukturerede tidssystem er dikteret af solens gang på himmelen i det, vi kalder døgn, måneder og år osv. Vi er så indgroede og vante med dette system, at vi har svært ved at forestille os en tilværelsesform, hvor tid ikke er styrende. At vi dog selv godt kan opleve, at tiden spiller os et puds, kommer klart til udtryk, når vi i nogle timer er sammen med et menneske, vi er rigtig glad for. Her kan vi, som det siges, helt glemme "tid og sted", medens vi omvendt kan stå på en jernbanestation i isnende kulde og vente på et tog i fem minutter og føle det som en "evighed".
Tid-kvantitet – Tilstand-kvalitet
Foruden den helt eksakte tid findes begrebet tilstand, som er en langt mere reel og virkelig oplevelse end tiden. Når vi taler om tid, kan vi ikke komme uden om rum. Tid og rum er uadskillelige.
Forelskelse, begejstring, ekstase, vrede, sorg, intenst nærvær, melankoli og mange, mange andre facetter af tilstande rummer i sig selv ingen tid.
Alle disse stemninger eller tilstande eksisterer i nuet, nuet som er den eneste virkelige "tid", der eksisterer. Vores tilværelse, med alt hvad det indebærer, er en endeløs serie af indtryk af vidt forskellig karakter, der gennem vort sanseapparat og bevidsthed sorteres som værende de ovennævnte tilstande. Martinus siger, at vi på denne måde oplever selve evigheden, dog ikke som evighed, men som begrænsninger. At vi oplever dette møde med omverdenen som vidunderligt, smukt, saligt, hæsligt, eller hvad det ellers måtte være, beror helt på, hvem vi er, og hvad vores udvikling og erfaring rummer. Når man synes, at noget er smukt, er det jo fordi, det i en brøkdel af et sekund bliver oplevet, kategoriseret og fornemmet som smukt i modsætning til vores opfattelse af noget grimt. Således er grundlaget for alle vore og vore medvæseners oplevelser. Vi oplever det helt konkret som virkelighed, og det er den eneste virkelighed, der eksisterer for os. At andre kan have den stik modsatte opfattelse af vores virkelighedsbillede, fortæller blot, at de har andre erfaringer og en anden udvikling.
Sandheden er, hvad den er for den enkelte, anden sandhed findes ikke.
Alle disse oplevelser lagres så at sige i vor erindring i det tidselement, vi kalder fortiden. Udover dette findes der et tidselement, vi kalder fremtiden, som udmærker sig ved ikke at have nogen konsistens overhovedet udover det, der dækkes af det lyriske udtryk: "det stof, som drømme er lavet af". Fremtiden kan derfor kaldes forventningernes eller drømmenes tidszone – modsat de oplevede nu'er, der danner fortiden. Mellem disse to tidszoner har vi det evige dynamiske, virkelige nu. Alle de oplevelser, vi har haft gennem alle tider, lagres så at sige og gennemgår en åndelig proces, hvorigennem de optages i vores erfaringsmasse. Denne erfaringsmasse kontaktes automatisk, når vi oplever tilstande og situationer i vores daglige liv, der ligner det, vi oplever, – så kan vi bruge af dette "erfaringernes skatkammer". Uden erfaringsdannelse og muligheden for at kunne bruge disse erfaringer ville udvikling og dermed selve livet være en umulighed.
Nuet – broen til den fysiske verden
Nuet er identisk med tiden, idet alle oplevelser som nævnt danner et tidspanorama bestående af fortid, nutid og fremtid. Man kan med rette kalde nuet for livsoplevelsens fokuspunkt, der i en stadig strøm danner oplevelser af vidt forskellig karakter. I nuet oplever vi det levende væsens kontakt med den materielle verden, med alle de andre medskabninger i form af mineraler, planter, dyr og andre mennesker.
Vores eneste mulighed for at kontakte og skabe i den fysiske verden er altså gennem nuet, og det er derfor vigtigt, at vi er til stede og så at sige ikke "hænger fast" i en tankeverden af fortidige begivenheder eller et drømmespind af forhåbninger til fremtiden.
John Lennon udtrykte det på denne måde: "life is what happens to you, while you´r busy making other plans". Her har vi helt tydeligt en situation, hvor den pågældende er så optaget af sine egne tanker i fortid eller fremtid, at chancen for at være tilstede med hele sin bevidsthed i nuet passerer forbi.
Erfaringer dannes af modstand
Mens nuet er den fysiske verden med dens glæder og sorger, krig og fred, venskab og fjendskab og alle de mange andre oplevelser, som vi tilsammen kalder vores liv, så er fortiden og fremtiden at sammenligne med åndelige oplevelser. Man kan ikke gøre sig reelle erfaringer i disse åndelige oplevelser, kun bevæge sig rundt i allerede oplevede erfaringer eller forventninger til en endnu ikke eksisterende fremtid, og det er ikke den mission vores liv her på jorden har.
Man kan egentlig godt sammenligne situationen med den, Martinus beskriver omkring meditation eller andre tilstande af åndelig eller psykisk karakter. Det er ikke muligt reelt at udvikle sig i disse tilstande. Forudsætningen for at kunne opleve en udvikling er, at man er nødt til at skabe denne gennem en praktisk væremåde. Det er en betingelse for udvikling, at den sker gennem skabelse i et stof, der gør tilstrækkelig modstand til, at vi oplever virkningerne som glæde, sorg, smerte, sygdom, sundhed o.m.a. Det er jo heller ikke muligt at skabe en bygning på tegnebordet i tegnestuen, kun planerne, der senere rent praktisk skal resultere i et hus, en bil, et skib eller andet. Igennem skabelsen direkte i stoffet fås de nødvendige erfaringer, der således kan danne basis for fremtidige projekter. Den fysiske verden er altså en nødvendighed for al udvikling. Af samme grund kaldes den fysiske verden for "livets skole".
Selvfølgelig har vi alle vores såkaldt frie vilje til at "drømme" os igennem et liv, skønt det nok vil være en tænkt historie, men det vil i den situation ikke give os den store livserfaring fra den praktiske fysiske verden.
Martinus har nævnt, at der findes tilværelser, som kan kaldes for "et hvileliv" og i en sådan inkarnation vil de skæbnemæssige opgaver være af et beskedent omfang. Der kan forud for sådan et liv ligge en serie tilværelser med meget store belastninger, hvorved "et hvileliv" vil komme som en kærkommen afbrydelse.
At blive en "saltstøtte"
Jeg fristes til at bruge begivenheden fra det gamle testamente, hvor Lot af Gud fik besked på at forlade Sodoma og Gomorra, syndens byer, som symbol. Herren Gud sagde til dem, at de ikke måtte se sig tilbage under flugten. Lot skulle med sine to døtre og sin hustru begive sig væk fra de omtalte byer, da både byerne og deres indbyggere ville blive udslettet af svovl og ild fra himmelen på grund af deres "syndige levned". Lot´s hustru vendte sig imidlertid under flugten og kiggede tilbage på de brændende byer, trods advarslerne, og blev omgående til en saltstøtte. Jeg tillader mig at associere begivenhederne som forholdet til tidligere erfaringer og om ikke at blive "hængende i fortiden". Livsoplevelsen og den fulde opmærksomhed bør være i nuet.
Alle de tidligere indhøstede erfaringer lagres som sagt i lutret form i vores bevidsthed. Vi har i et vist omfang fri adgang til disse ressourcer, men der findes dog situationer, hvor vi "overhører" vores indre stemme og advarslerne. Vi skal i dagliglivet bevare fokus i nuet og via bøn og skærpet opmærksomhed drage nytte af vores erfaringer.
Apropos fortiden og erindringerne så sagde Martinus engang, at det er udmærket, at vores hukommelsesevne er så ringe udviklet på dette udviklingsstadium, som den er, for hvis vi huskede bedre, så ville vi ikke skabe plads til nye oplevelser i vores bevidsthed, men netop blive hængende i de allerede oplevede begivenheder fra fortiden, rækkende helt tilbage til tidligere liv. Man skal huske på, at skønt der har været tale om både dejlige og mindre behagelige oplevelser, så har afstanden i sig selv bevirket, at smerten og lidelserne er "rustet væk", således at alt fremtræder "i funklende guld", som Martinus udtrykker det, og det kunne sikkert være fristende at svælge i disse gamle "guldkopier".
Vejen ud af mørket
Med den fremadskridende udvikling har de menneskelige vilkår ændret sig markant. Hvor den fysiske nedslidning tidligere var den "store fjende", så er de psykiske problemer i dag langt mere udbredt. I forbindelse med det tidspanorama, der består af fortid, nutid og fremtid, så ses der i dag lidelser som traumer og fobier, hvor fortiden og i en vis grad angst for fremtiden spiller en afgørende rolle. Disse tilstande kan være en smertefuld kobling af nutid og fortid. Begivenheder i nuet kan "vække" eller koble sig til fortidige ubearbejdede hændelser af lignende karakter, der, på grund af deres voldsomhed eller grusomhed, så at sige er indkapslet i bevidstheden. Som de to e-strenge på en guitar svinger de på samme resonans. I denne situation forstærkes den nutidige oplevelse, måske af ret beskeden karakter, ganske voldsomt af de fortidige begivenheder, der så at sige vækkes til live igen. Psykologer, psykiatere og terapeuter har en stigende søgning af mennesker med disse problemer. Virkeligheden kan sikkert også for mange mennesker være så barsk, at de trækker sig tilbage i det, vi kalder eskapisme, virkelighedsflugt, der også kan forstærkes af alkohol eller medicinmisbrug.
Der skal nok være en del mennesker, der frygter, at kloden er ved at gå sin undergang i møde. Et kig ud i verden i dette år afslører ret massive problemer, der godt kunne støtte denne antagelse. Vi kan nærmest vælge mellem, som det hedder i en lidet flatterende talemåde, pest eller kolera. Hvad enten vi ser på det individuelle menneske eller på verdenssituationen som helhed, så kan det fra den fysiske verden godt se præcis sådan ud. Vi har de nævnte psykiske og de hermed forbundne fysiske lidelser, vi har miljø- og klimaproblemer, hungersnød og ikke mindst et stort antal mere eller mindre lokale krige og meget, meget mere. Martinus' symbol "Ragnarok" med brændende byer og kulturskatte samt mennesker i stor nød er virkelighed. Det er ikke sært, at selv superoptimisten mister gnisten.
Er der overhovedet noget at se frem til? Ja, hvis vi indser, at vi er udødelige væsener og uundgåeligt udvikler os fra mørke til lys, så indser vi også, at jo "mørkere" det bliver, des tættere er vi på "lyset". Den nuværende verdenssituation er de sidste krampetrækninger fra "den gamle verdensimpuls", hvis epoke er ved at rinde ud. Hvor mange mennesker er i dag reelt interesserede i krig, mord, sygdomme, had og intolerance? Et nyt verdenssamfund er under opbygning; se blot på FN, og mange andre humane tiltag. Skønt mange måske vil være uenige i den betragtning, at EU ligeledes er begyndende dannelse af "Verdens forenede Stater", så skal man dog tænke på, at sådanne sammenslutninger også kan og vil udvikle sig fra mere primitive politiske og økonomiske unioner til humane foranstaltninger.
Samfundslovene vil altid være bagefter i forhold til den individuelle udvikling, ja disse love vil i sidste instans være et resultat af den samlede indstilling til moral og etik, men samfundet vil naturligvis ikke ændre sig nær så hurtigt som individet.
Vores ansvar
Har vi som individer og verdensborgere noget ansvar for udviklingen og integrationen af "Den nye verdensimpuls", som Martinus kalder det nye livs- og eksistensgrundlag? Ja, det har vi i høj grad. En ny verdenskultur kommer ganske vist "fra himmelen", båret af verdensgenløsere, men den er nødt til at blive integreret i den fysiske verden gennem vor bevidsthed og væremåde, hvilket på sigt vil føre til ændret kultur og lovgivning. Det er muligt, uden at missionere, at vise sine omgivelser, hvilket humant, tolerant livsgrundlag man står for, og der er bestemt ingen grund til at bøje hovedet. Det kræver selvfølgelig lidt mod og en vis robusthed at "skille sig ud fra mængden" og gå mod strømmen, men mange flere mennesker, end vi aner, føler og tænker det samme som os selv, så når en tør gå forrest, følger mange hurtigt efter. Det er selvfølgelig vigtigt ikke at skabe ufred eller skænderier med sine holdninger, det ville være stik imod hensigten.
For at relatere til nuet og frigørelsen af fortiden, så er det jo i denne forbindelse vigtigt at være modtagelig for nuets strømninger og ikke være bundet af fordomme og bindinger til den "gamle kultur". Den gamle kultur er en døende kæmpe, der vil vige for sand retfærdighed baseret på kærlighed og indsigt. Fattigdommen, der er verdens svøbe, vil blive udryddet og dermed også hungersnøden. Boligerne vil blive lyse og sunde, og verdensøkonomien vil blive afløst af det pengeløse samfund. Arbejdsløshed vil blive udryddet, og fritidsbeskæftigelserne vil blive af en karakter, så de udelukkende er til glæde og velbehag for vores medvæsener. Ingen vil have lyst til at provokere eller vække forargelighed, ikke mindst fordi tolerancen overfor anderledes tænkende og handlende vil være mere udstrakt end i dag. Kunst og arkitektur vil nå hidtil usete og uanede højder, og vores miljø vil undergå en forvandling.
Det kunne umiddelbart lyde som det rene fatamorgana, men er i realiteten menneskehedens inderste håb og tanker, som vil blive materialiserede i form af væremåde og lovgivning, der vil være nødvendig indtil den dag, hvor ingen love vil være nødvendige, fordi ingen har lyst eller moral til at overtræde dem.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige