Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det hører til sjældenhederne, at Martinus nævner andre forfattere i sit værk. En lille undtagelse er, at Martinus i 8. kap. i bog nr. 12 "Vejen til indvielse" nævner H.C. Andersen i forbindelse med analyser af ydmyghed og hovmod. Når "små mænd" for hurtigt er blevet til "store mænd", køber de sig ofte et nyt fornemt navn. Her undtager Martinus naturligvis de tilfælde, hvor navneforandringen sker af rent praktiske grunde af hensyn til telefonbog og vejviser. Men der er ingen fare for, at den virkelig "store mand" eller geniet skulle drukne i mængden. Er H.C. Andersen ikke kendt over hele verden? – Ville han være blevet mere berømt, hvis han havde fundet på et eller andet mærkværdigt navn og taget navneforandring? – Ville hans bøger være blevet oversat til flere sprog, hvis han havde skjult, at han var fattig og kom fra "underklassen"? – Nej, geniets storhed kan ikke skjules, heller ikke selv om man blot hedder Andersen.

I 19. kap. i "Vejen til indvielse" går Martinus ind på H.C. Andersens eventyr "Kejserens nye klæder", igen i forbindelse med analyser om hovmod og indbildt standshøjde. Overklasse og underklasse er baseret på hovmod eller den overtro, at man er bedre end andre mennesker, hvis man er rig og har mange materielle besiddelser. Men sagde Jesus ikke, at det er sværere for en rig at komme ind i himmeriges rige end for en kamel at komme igennem et nåleøje? – Løsningen er ydmyghed, hvorom Martinus skriver følgende: "Ydmyghed er det eneste, der kan fritage jordmennesket fra, ligesom kejseren i H.C. Andersens eventyr, at gå rundt i bar skjorte og være til latter for hele folket, fordi han levede i indbildningen af at vandre rundt i verdens fineste klæder. Et bedre billede af hovmodets og forfængelighedens tomhed eller hulhed end dette guddommelige eventyr kan vel næppe tænkes. Den indbildte ophøjethed eller standshøjde, som hovmodets natur i sig selv er, kan ikke i længden holde stand over for den absolutte virkelighed."

H.C. Andersen bliver også nævnt i et af Martinus' rejsebreve fra 1954, hvor Martinus er på en udflugt i Japan sammen med en dansk sømandspræst: "De buddhistiske præster i templet her var meget interesserede i at få at vide, hvilket land vi kom fra. Og da pastor Jensen som svar på deres spørgsmål meddelte dem, at vi var fra Danmark, fik vi følelsen af at være særligt velkomne. De kendte godt Danmark. Og det var vist igennem H.C. Andersens værker, de var blevet så sympatisk stemt overfor os og vort lille land. Jeg kan for øvrigt her tilføje, at jeg mødte den samme sympati og elskværdighed overalt hos myndighederne, hvor jeg senere kom frem, når de fik at vide, at jeg var fra Danmark. Det var en dejlig følelse at opleve, at vort lille land stod så godt anskrevet hos menneskene i disse fjerne egne."

I sin lysbilledsamling havde Martinus et farvebillede af den lille pige med svovlstikkerne, der i en vision ser et strålende juletræ og sin afdøde kære bedstemoder. Dette billede brugte Martinus ofte i sine lysbilledforedrag om døden, bl.a. i Instituttets foredragssal den 19.1.1956. Her forklarer Martinus, hvordan man ovre på den anden side ved et skytsengelprincip bliver modtaget af gode venner og kære slægtninge, når man dør. Den lille pige tør ikke komme hjem, fordi hun ikke har kunnet sælge nogle tændstikker, og hun fryser ihjel på gaden. Men H.C. Andersen beskriver meget smukt, hvordan den lille pige, da hun dør, møder den, der elskede hende højst på jorden, den kære bedstemoder, der tager hende med op til Gud.

Dette sidste tema kommer Martinus også ind på i artiklen "Den tabte horisont" (Kosmos 8/1984), hvor Martinus også nævner H.C. Andersen ved navns nævnelse. Eventyrets verden er skabt og digtet af fantasifulde mennesker, men eventyrenes indhold og visdom viser, at det ikke blot kan forklares med fantasi eller noget, der er grebet ud af luften. Ad intuitiv vej kan kunstnere og digtere opleve åndelige realiteter og livets sandheder. I stk. 1150 i Livets Bog 4 skriver Martinus, at "kunst" er evnen til at inkarnere "højintellektualitet" i materie, og det gælder i høj grad i H.C. Andersens eventyr.

Hvert år i december måned sendte Martinus alle sagens venner og interesserede en julehilsen, der blev udsendt sammen med kontaktbrevene eller Kosmos. Julehilsenen fra 1954 er speciel ved, at den er skrevet på rejsen til Japan og Indien. Martinus skriver, at han sidder i det teosofiske samfunds verdenshovedkvarter i Adyar, Madras, Sydindien og skriver denne julehilsen i den dejligste sommervarme, og udenfor svajer kokos- og bananpalmerne i tropernes dejlige sommerbrise. – I brevet nævner Martinus princippet "Den lille pige med svovlstikkerne". Jeg ved, at der er nogle interesserede, der har prøvet at optælle, hvor mange forskellige principper Martinus har skrevet om. Optællingen er vist oppe på 17-18 stykker, men mon princippet "Den lille pige med svovlstikkerne" er blevet talt med? – Her citeres et uddrag fra Martinus' julehilsen 1954: