Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Spinoza, der levede i 1600-tallet, satte sig for at lave en statsvidenskab. Det var en tradition, der gik helt tilbage til Platon, som mente, at filosofferne skulle regere verden. Det mente Spinoza ikke; ligesom Martinus erkendte han, at det skulle der politikere til. Men som filosof kunne han alligevel give et par vink med på vejen. Det blev – ligesom vi kender det fra Martinus – til et "defensorat" for menneskene, som de nu engang er. Blandt andet med en lille afhandling om – hvad Martinus 300 år senere kaldte – "tankeklimaer". Men her altså i Spinozas version:

 

"De følelser og sindsbevægelser, vi må kæmpe med, anses af filosofferne for fejl, som menneskene selvforskyldt er bukket under for. Derfor plejer de at le ad dem, græde over dem, dadle dem, eller – med endnu større skinhellighed – afsky dem. De tror nemlig dermed at have gjort noget meget fint, at have nået toppunktet af visdom, når de på alle måder priser den menneskelige natur, som den ikke er, mens de taler nedsættende om den, som den virkelig er. De tager ikke menneskene, som de er, men som de gerne ville have, at de var. Og dette er grunden til, at de for det meste har skrevet satire i stedet for etik og aldrig har skabt en brugbar statslære, altid kun én, der må regnes for illusorisk, eller én, der kun kunne gøres til virkelighed i utopier, eller i digternes gyldne tidsalder, hvor der var mindst brug for den.

Da man nu for alle anvendte videnskabers – specielt statslærens – vedkommende mener, at teori og praksis står i et modsætningsforhold, så regner jeg da også teoretikeren eller filosoffen for den mindst egnede til at regere en stat.

For at gennemforske denne videnskabs område på samme fordomsfri måde som i matematikken, har jeg ikke forsøgt at le ad de menneskelige handlinger, ikke at klage over dem, heller ikke at afsky dem, men forstå dem. Jeg har derfor ikke betragtet de menneskelige følelser – kærlighed, had, vrede, misundelse, ærgerrighed, medfølelse og de andre sindsbevægelser – som fejl ved den menneskelige natur, men som egenskaber, der passer lige så godt til den, som varme, kulde, storm, torden og den slags passer til luftens natur. Lad så være, at de kan være ubehagelige, – nødvendige er de! Og de har deres bestemte årsager, ud fra hvilke vi vil forsøge at forstå deres natur. Ånden glæder sig over sande betragtninger af dem, akkurat som ved erkendelse af ting, der er ubehagelige for sanserne."

Fra Spinoza: Tractatus politicus. Her frit citeret fra Arne Næss: Filosofiens historie, bind 1, side 499, Hans Reitzels Forlag, 1991.