Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Der er ikke sket så meget gennem årene. Jeg kan ikke forklare, hvorfor det er sådan."
 

Således udtaler en statistiker fra den svenske Kriminalforsorgsstyrelse sig i bladet Stockholm City 05-05-04 apropos en undersøgelse fra samme myndighed over tilbagefaldsstatistikken blandt "forbrydere", som er blevet behandlet inden for den svenske kriminalforsorg i årene 1999-2002. Den viser, at 4 ud af 10 personer, som idømtes fængsel eller forvaring, falder tilbage til forbrydelse. Størst risiko for dette har "forbrydere" af kategorien "tyve" i aldersgruppen 25-44 år. Undersøgelsen viser nemlig, at inden for 3 år dømmes 87% af dem for nye forbrydelser. Også inden for andre aldersgrupper, som dømmes for tyveri og indbrud, er risikoen for tilbagefald stor.

Statistikken viser således klart, at den, som én gang er havnet i fængsel, åbenbart har svært ved at holde sig derfra. Hvorfor det er sådan, kan Kriminalforsorgsstyrelsens forskere og statistikker altså ikke hjælpe os med at forstå. Mon åndsvidenskaben har noget bud på det?

Ja, det har den. Og dens første bud i denne sammenhæng er den måske noget overraskende eller forbavsende påstand, at der ikke findes nogle "kriminelle" eller "forbrydere"! I et kosmisk udviklingsperspektiv "afkriminaliseres" nemlig alle "kriminelle" ved, at man forstår, at det jo ikke kan være forbryderisk at befinde sig på et lavere udviklingstrin end det, som den autoriserede samfundsmoral og dens love udtrykker eller repræsenterer – lige så lidt som det kan være forbryderisk f.eks. blot at være 15 år gammel, når der findes nogle, der er 30 år eller er endnu ældre. I Livets Bog 4 skriver Martinus:

"Samfundet skal først og fremmest lære at forstå, at "forbryderne" ikke er "forbrydere" eller "amoralske" væsener, men er fuldstændig normale udtryk for de trin på udviklingsstigen, de repræsenterer eller tilhører, akkurat som den juridiske, lovlydige og ansete borger inden for staten er det for de trin på udviklingsstigen, han eller hun repræsenterer. Der er kun den forskel, at sidstnævnte repræsenterer selve statens trin eller plads på udviklingsstigen."(1)

Det er den ene side af sagen. Den anden side af sagen er naturligvis, at samfundet må beskytte sig og sine medborgere mod disse "yngre sjæles" primitive og ind imellem livsfarlige angreb og tendenser. Det gælder blot om, at vi må lære at gøre dette på en kærlig og logisk måde. Og dertil er der jo åbenbart et stykke vej endnu. Og da erfaringerne først må gøres, inden de moralske konklusioner kan drages og også omsættes til praktisk eller funktionel visdom, så må vi indtil videre trøste os med, at der er en vældig fart på denne erfaringsdannelse – på alle planer – i vore dage.

Dette kan måske med nutidens farvede briller se ud som et "apartheidsamfund", men Martinus mener, at man i fremtiden kommer til at betragte dette med "junior- og seniorsamfund" som lige så naturligt, som når man i dag betragter det som naturligt, at man ikke kan begynde i gymnasiet, før man er færdig med grundskolen. At give grundskoleelever fri adgang til gymnasiet eller universitetet ville ikke være – det indser nok de fleste – særlig kærligt hverken mod dem selv eller mod dem, der studerer på vore gymnasier og universiteter. Det er altså i begge parters interesse, at enhver må udvikles og stimuleres på sine egne vilkår. (2)

Men naturligvis kommer denne idé om et junior- eller udviklingssamfund ikke til at kunne realiseres, inden det moralske niveau og den åndelige kundskab og indsigt i hovedsamfundet er anderledes end i dag. Det handler jo nemlig ikke om at rydde "forbryderne" bort til en afsides beliggende øde ø for at slippe af med problemet (som England gjorde med sine "forbrydere" i 1800-tallet, da man sendte dem til Australien), selv om man måske kan forestille sig, at et ø-kontinent er en naturlig geografisk afgrænsning for et sådant samfund.

I artiklen "Dom og beskyttelse"(3) har Martinus givet en fængslende (!) beskrivelse af denne fremtidige løsning af det store samfundsproblem, vi nu kender under navnet "kriminalitet". Han skriver der bl.a.:

"Et sådant juniorsamfund vil altså være en slags forgård til det virkelige samfund, hvis videre udvikling ligefrem vil være afhængig af, hvorledes undervisningen og udviklingen i juniorsamfundet skrider frem."(4)

Af dette kan man forstå, at juniorsamfundets ve og vel også er seniorsamfundets ve og vel, altså noget, som senior- eller hovedsamfundet må vise megen omsorg, hvilket også fremgår af følgende citat fra samme artikel:

"Omtalte undersamfund skal ikke på nogen måde have præg af fængselsvæsen, og dets ansvarshavende skal ikke være dommere og fængselsbetjente. Det skal være videnskabsmænd, psykologer i dette ords mest udvidede betydning. Det skal være mennesker, som selv engang har været forbrydere, selv om det er længe siden, mennesker, som ved, hvad det er, de kosmisk set har med at gøre. De skal være skolede væsener i tålmodighed og beherskelse af deres eget sind. Deres opgave vil først og fremmest være at finde ud af de forskellige forbryderes specielle anlæg og finde frem netop den lille spire af højere livsgnist i dem, der kan bringes til en sådan vækst, at den vil kvæle og underminere de dyriske og morderiske anlæg.(5)

Og videre:

"Undersamfundets borgere vil ikke føle sig set ned på som "lavere væsener". De betragtes som samfundets yngste, og da de samtidigt ved, at de betragtes som evige væsener, ligger der ikke noget nedsættende i den betragtning, eftersom der ikke kan være noget diskriminerende i, om ét væsen er kommet ind i en udviklingsspiral på et senere tidspunkt end et andet. At undersamfundets borgere ikke har adgang til hovedsamfundet, vil være lige så naturligt, som det i en skole er naturligt, at eleverne i 1. eller 2. klasse ikke har adgang til gymnasiet. Inden for deres eget område lever "de yngste" i fuld frihed, og efterhånden som det fornemmes, at deres ansvarsbevidsthed vokser, vil de også selv kunne mærke virkningerne deraf. (6)

Undskyld citatet, men i dette spørgsmål har vi jo endnu ikke selv, af naturlige årsager, så mange egne erfaringer og eksperimenter at pege på (selv om der findes eksperimentsamfund for forhenværende kriminelle misbrugere, som synes at have opnået bemærkelsesværdige positive resultater netop gennem dette, som Martinus nævner i et af citaterne ovenover, at tage vare på og stimulere disse menneskers positive og kreative anlæg og interesser).

Som en generel refleksion kan man vel også notere, at det jo er en almenmenneskelig erfaring, at "krage søger mage", eller "lige børn leger bedst", og derfor lærer "juniorsamfundets" fremtidige indbyggere nok – så længe de er på bølgelængde med flertallets mentalitet og moral i dette samfund – også at trives bedst med dette selskab. Det er jo heller ikke normalt eller sædvane, at elever i grundskolens lave klasser foretrækker legekammerater, der går i de højere klasser eller i gymnasiet...

Endeligt ligger nok problemets kerne i vor egen vurdering af, hvad der er "godt" og "dårligt". Kan vi, samtidig med at vi ikke lukker øjnene for individernes forskellige udviklingstrin og forudsætninger, stadig i dybet af vor sjæl se og fornemme, at alle er absolut lige meget værd – at menneskers værdi eller rettere sagt livsværdien er helt uafhængig af såvel biologisk som sjælelig "alder" – da er vi på en vej, der leder frem mod humanismens og kærlighedens virkeliggørelse, ikke blot i teorien, men også i praksis.

Men hver ting har sin tid i verdensordenen. Intet varer evigt. Selv om hver tidsepoke og hvert samfund altid har troet og tror, at man har fundet den eneste mulige, naturlige eller normale ordning. Således er det også med pengesystemet. Vi kan i dag se, hvorledes dette er blevet et skalkeskjul for det, som Martinus kalder et "maskeret røveri" (7), som også stimulerer og optræder sammen med det åbne og umaskerede "røveriprincip".

Problemet har sin årsag deri, at det, som skulle være et byttemiddel for at lette udvekslingen af varer og tjenester, selv er blevet en vare, hvis værdi ændres i henhold til loven om udbud og efterspørgsel, og ved hjælp af hvilken man kan skaffe sig arbejdsfrie indkomster – og magt. Med andre ord: et genialt værktøj for gerrigheden og magtbegæret. Vi kan jo også i dag se, at valutahandel og handel med værdipapirer, der kan omsættes i valuta, er blevet verdens største industri.

Martinus viser, at den eneste virkelige værdi er den menneskelige arbejdsevne, eftersom den er det eneste, der kan omskabe naturens råmateriale til noget nyttigt – eller det, der kaldes brugsværdi i økonomisprog – for os mennesker. I fremtidens verdensstat kommer derfor den menneskelige arbejdsevne – målt i tid – til at være den eneste virkelige værdi eller det eneste betalingsmiddel. Uafhængigt af om man udfører et såkaldt manuelt eller intellektuelt arbejde, får man altså sine ugentlige arbejdstimer noteret på det, som Martinus kalder en "arbejdskvittering", der altså kommer til at erstatte det nuværende pengesystem og fungere som fremtidens eneste betalingsmiddel.

Eftersom arbejdskvitteringen er personlig udfærdiget, betyder det, at den ikke kan misbruges eller udnyttes af andre. Man kan altså hverken stjæle eller låne nogen andens arbejdskvittering, som man jo kan gøre med penge. Dette skal garantere, at der i verdensstaten ikke findes noget betalingsmiddel eller nogen værdi, som der ikke findes dækning for i form af menneskeligt arbejde. Dermed bliver også "inflation" og andre sygdomsepidemier, som hærger i vort nuværende økonomiske system, umulige i fremtiden.

Da arbejdskvitteringen kun er personlig og ikke kan købes eller sælges af nogen – fordi der ikke er tale om "salgsværdi" – kan økonomiske bedragerier ikke forekomme. Og der er jo heller ingen, der behøver at begå forbrydelser af økonomiske årsager, da ingen i verdensstaten på nogen måde kommer til at lide nogen økonomisk nød. Tværtimod siger Martinus, at alle kommer til at få adgang til at leve på et materielt niveau, som kun millionærer i vort samfund i dag kan tillade sig (derefter er det en anden sag, at interessen for den materielle levestandard efterhånden kommer til at aftage, når mennesket bliver mere åndeligt indstillet – men alle mennesker skal altså også have ret til en sådan høj materiel standard; hvorledes og i hvilken grad, de siden vil benytte sig af den, er naturligvis deres egen sag).

Hvornår kan dette blive til virkelighed? Når et flertal af jordens befolkning virkelig ønsker det. Ikke før. Først da findes forudsætningen for en sådan radikal forandring. Ellers skulle det jo – som i den materialistiske "kommunisme" – handle om en form for "diktatur", hvor "velmenende" og "oplyst" det end kan være. Men da mennesker i dag befinder sig på forskellige udviklingstrin, så vil der jo også i fremtiden, dvs. indtil hele menneskeheden er blevet kosmisk bevidst, findes mennesker, som er både forud for og efter det gennemsnitlige udviklingsniveau, og når det gælder denne sidste kategori, vil der altså blive skabt et specielt "samfund i samfundet" i fremtiden for dem, hvor de på en for dem mere naturlig og afpasset måde kan "afvikle" deres endnu – i højere grad end gennemsnitsbefolkningen – resterende del af dyrisk natur eller primitivitet.

"Her er naturligvis ikke medregnet sådanne individer, der under begrebet "seksualforbrydere" fejlagtigt bliver henregnet til "forbryderverdenen". Disse individer tilhører nemlig i de allerfleste tilfælde et langt højere bevidsthedsniveau end "forbryderne", men er syge eller abnorme personer, der, ifølge senere afsnit af Livets Bog, må behandles efter helt andre metoder end disse. De væsener, vi her skal omtale, er derimod fuldt ud normale individer, men er yngre sjæle inden for civilisationen." (8)

Det er altså ifølge Martinus vigtigt at skelne mellem de sædvanlige "tyve og banditter" og dem, der er seksuelt afsporede. De sædvanlige "forbrydere" fornemmer også instinktivt, at "seksualforbryderne" er af en helt anden slags end dem selv. Det er bevidnet af dem, der arbejder på vore fængsler og "behandlingshjem", at "seksualforbryderne" oftest bliver mobbet og behandlet som "pariaer" af de andre indsatte, så derfor må man ofte beskytte dem på en særlig måde. Passende behandlingsmetoder og terapier – baseret på en kosmisk forståelse af de afsporede væseners specielle situation – er også noget, vi kommer til at kunne udvikle og forske i, efterhånden som indsigten om denne problematik, og på hvilken måde den adskiller sig fra de sædvanlige "forbrydere", øges eller tiltager. Eller med Martinus ord:

"Men videnskabens utrættelige udforskning og menneskenes vækst i moral og "kosmisk viden" bliver efterhånden til en urokkelig og sikker guddommelig medvind for det ulykkelige jegs eller den forlorne søns tilbagevenden til Faderen, tilbage til normaliteten, tilbage til livet." (9)

Oversat af EG