Kosmos 2006/3 side 79
Hjernen og personligheden
af Harry Rasmussen
I en stort anlagt engelsk dokumentarserie om moderne hjerneforsknings resultater vedrørende menneskehjernen, kunne man i Tekst TV for DR2 den 11. januar 2005 læse følgende præsentation af tv-programmet:
"Hjernen og personligheden
Mennesket har omkring 5.000 forskellige karakteristika i sig, og blandet på alle mulige måder, gør det hver enkelt til noget enestående.
Alle disse egenskaber ligger i hjernen. Man kunne tro, at det begyndte ved fødslen, men faktisk begynder personligheden at forme sig i undfangelsesøjeblikket, hvor fostret får sin egen enestående kombination af forældrenes personligheder fra deres gener.
Andre dele af personligheden bliver dog først formet i de første leveår. Men det forhindrer ikke, at man kan arbejde med sin personlighed hele livet igennem."
I et kalejdoskopisk og flimrende billedsprog og i en populærvidenskabeligt udformet speakertekst på niveau med f.eks. tidsskriftet Illustreret Videnskab, berettede programmet bl.a. om, hvordan moderne hjerneforskere forestiller sig, at menneskets personlighed dannes og bliver til. En væsentlig del af forklaringen mener man ligger i hjernecellers (herunder dendritters og synapsers, se senere) dannelse, vækst og degeneration, som da også bruges som delvis forklaring på personlighedens forskellige karakteristika. Forklaringen indbefatter naturligvis også arvelighedslovene, og ligeledes miljøets indflydelse på personlighedsdannelsen.
Det er med andre ord og som forventeligt en helt igennem fysisk-kemisk forklaringsmodel, den moderne hjerneforskning, herunder neuropsykologien, benytter sig af. Ved hjælp af psykologiske tests kombineret med avancerede elektroniske scanninger af hjernen, mener man med sikkerhed at have fundet frem til, hvilke centre og områder i hjernen, der er ansvarlige for og som genererer bestemte funktioner, herunder bl.a. tanker og følelser. Disse er dermed blevet gjort målelige og indlemmet under de objekter eller fænomener, som naturvidenskaben kan befatte sig med.
For en del år siden var den helt store 'nyhed' og mediebegivenhed, at man nu mente at have veldokumenteret bevis for, at menneskets to hjernehalvdele fungerer hver for sig. I forvejen vidste man, at de motoriske centre for venstre legemshalvdel er lokaliseret i højre hjernehalvdel, medens de tilsvarende centre for højre legemshalvdel er lokaliseret i venstre hjernehalvdel. Venstre hjernehalvdel blev nu også udråbt som hovedsagelig intellektets styringscentral, og højre hjernehalvdel som følelseslivets styringscentral. Den 'viden' blev især søgt udnyttet i reklame- og managementbranchen, og der var næsten ingen grænser for, hvad denne branche mente og annoncerede med, at mennesker kunne opnå gennem at specialtræne sine to hjernehalvdele. Kun få hjerneforskere og psykologer mente på det tidspunkt, at hjernen i realiteten arbejder og samarbejder som én sammenhængende, funktionel instans, som den altid har gjort, men deres mening druknede nærmest i begejstringen over den nye 'viden'.
Martinus' opfattelse af hjernen
Det kan naturligvis ikke overraske kendere af Martinus' kosmologi, at han bestemt ikke er enig med hjerneforskernes konklusioner vedrørende den menneskelige personlighed, men tværtimod afviser disses fysisk-kemiske forklaringsmodel som i bedste fald utilstrækkelig og i værste fald forfejlet. I samme moment forklarer Martinus imidlertid også, hvorfor hjerneforskernes og den øvrige naturvidenskabs forskningsresultater må være og blive som tilfældet er. Det hænger helt enkelt sammen med forskernes udviklingsbestemte, mentale begrænsninger og den grundlæggende forskningsmetodes ensidige fysisk-kemiske orientering. (1)
I henhold til Martinus' kosmiske analyser udgøres menneskets tilværelse af kombinerede åndelige og fysiske funktioner, nemlig i kraft af seks forskellige, men indbyrdes samarbejdende legemer eller organsystemer, hvoraf det ene udgøres af det fysiske legeme. De seks legemer kendes på deres respektive hovedfunktioner, som for de fem legemers vedkommende henholdsvis viser sig i form af instinkt, følelse, intelligens, intuition og hukommelse. Men når den almindelige opfattelse er, at menneskets tilværelse kun er af rent fysisk art og natur, skyldes det den omstændighed, at dagsbevidstheden endnu kun befordres af det fysiske legeme. Dette legeme betegnes også som tyngdelegemet, og sammen med et endnu spædt og uudviklet følelseslegeme, der dog med tiden og udviklingen skal overtage og videreføre dagsbevidstheden, danner det basis for de fysiske sanser, som imidlertid ikke er i stand til at sanse den åndelige verden, der følgelig er absolut usynlig eller ikke-eksisterende for individet – og for videnskaben. Sidstnævnte betragter indtil videre de åndelige fænomener som uselvstændige biprodukter af hjernefunktionerne.
Det jordiske menneskes fundamentale legeme, som befordrer dets dagsbevidsthed, er altså det fysiske legeme, og det er gennem hjerne- og nervesystemet, at dette legeme er forbundet med de forskelligt udviklede, men endnu spæde åndelige legemer, der er ansvarlige for funktionen af individets åndsevner. Det forholder sig ifølge Martinus sådan, at alle åndsfunktioner er af en med elektricitet beslægtet natur, og disse kan derfor kun reagere fysisk gennem et lednings- eller antennesystem. Dette sidstnævnte er netop hjerne- og centralnervesystemet.
Martinus fremhæver blandt andet, at så længe det jordiske menneskes sjælelige struktur, det vil sige dets åndelige legemer og dermed dets åndelige sanser, endnu er uudviklede og ubevidste for individet, vil det være et offer for den overtro, at hjerne- og nervesystemet er den egentlige årsag til dets åndsfunktioner. Denne overtro bliver desuden bestyrket af, at der i hjerne- og nervesystemet findes særlige centre eller komplekser af centre for de forskellige åndsfunktioner. Men ifølge Martinus er det en overtro eller illusion at tro, at disse særlige centre er selve årsagen til åndsfunktionerne. De nævnte centre udgør derimod særlige "indstillingsorganer" for fysisk afsendelse og modtagelse af tilsvarende åndelige energibølger eller vibrationsmønstre. For forståelsens skyld drager Martinus en parallel til et radioapparat, hvor det jo ikke er antennen, der er årsag til den musik eller tale, man hører. Antennen er den instans, hvorigennem musikkens eller foredragets elektriske form kan modtages og bringes videre til apparatets øvrige centre. Når modtagelsen eller transmissionen af radiobølgerne i nogle tilfælde er umuliggjort, vanskelig eller forvrænget, skyldes det normalt kun, at der er noget i vejen med apparatet eller dettes tilbehør. På principielt tilsvarende måde fungerer hjerne- og nervesystemet som et afsender- og modtagersystem for reaktionerne mellem det fysiske legeme og grundenergierne, instinkt, følelse, intellekt, intuition og hukommelse, i form af elektriske bølger eller vibrationer. Denne vekselvirkning finder sted via hjerne- og nervesystemet, og kan ligeledes blive forvrænget eller disharmonisk, hvis og når de særlige centre eller komplekser af centre ikke fungerer normalt og optimalt. (2)
Et spørgsmål om udvikling og moral
De ovenfor anførte synspunkter og betragtninger blev fremført af Martinus allerede i første bind af hans hovedværk, Livets Bog, som udkom i juli 1932. Det sker særlig i stk. 223-244, og herunder påpeger og gennemgår han også de grundlæggende faktorer, som den jordmenneskelige viden eller videnskab både principielt og i praksis baserer sig på. Men videnskaben udvikler sig til stadighed, og fremskredne videnskabelige forskere befinder sig i grænseområdet mellem den fysiske og den åndelige verden, ikke mindst i kraft af deres hypoteser og matematiske modeller af den såkaldte virkelighed. Dette gælder måske især inden for kernefysikken, hvor nogle forskere da også i bedste fald stiller sig spørgende over for, hvad det i virkeligheden er, der udgør forskningsobjektet, når man f.eks. udforsker den fysiske materie med dens molekyler, atomer og elementarpartikler, samt de specielle lovmæssigheder, der gælder for disse.
Det er en af Martinus' væsentligste påstande, når det gælder den videnskabelige forskning, at der stilles store moralske krav til især avantgarde-forskere, fordi disse er med til at bane nye veje og stier for den menneskelige erkendelse og viden om naturen og mennesket. Det vil jo nemlig normalt ikke være muligt for ikke-forskere eller almindelige mennesker at kunne kontrollere forskningsresultaterne. Følgen heraf bliver derfor meget nemt uklarhed, forvirring og mere eller mindre sandsynlige eller ligefrem urigtige populærvidenskabelige gætterier om det ene og det andet emne. Blandt de videnskabelige hypoteser og populærvidenskabelige anskuelser eller gætterier, der i henhold til Martinus rent faktisk ikke stemmer med virkeligheden, er den opfattelse, at hjernen er sædet for bevidstheden og dermed for personligheden.
I sin småbog nr. 1, Menneskehedens skæbne, som første gang blev trykt i januar 1933, behandler Martinus i kortfattet og præcis form forholdet mellem ånd, bevidsthed og fysisk legeme. Herunder påpeger han, at individets samlede fysiske oplevelse foregår via samspillet mellem jegets seks manifestationslegemer, og siger ligeud, at det er en fatal fejltagelse at tro, at hjernen er det endelige sæde for sansningen. Denne fejltagelse beror primært på en tilsidesættelse eller ignorering af den subjektive faktor i sansnings- og erkendelsesprocessen. Herom siger Martinus i bogens 14. kapitel:
"Grundenergierne fremtræder i grader af forskellig tæthed. De mest fortættede grader udgør "fysisk materie" og de mindre fortættede "åndelig materie". Da det jordiske menneskes sansning af åndelig materie hovedsagelig endnu kun er latent, medens sansningen af fysisk materie derimod befinder sig omkring kulminationen, bliver kun den del af jegets struktur, der er bygget op af fysisk materie, synlig eller bevidst tilgængelig for samme væsen. Og da den nævnte del koncentrerer sig i legemet for tyngdeenergien, hvilket vil sige det fysiske legeme, bliver det således kun dette legeme med tilsvarende fysisk sansning, der kan opleves som realistisk virkelighed af det jordiske menneske. Da de fem andre af jegets generalorganer eller legemer i forhold hertil for det samme væsen endnu kun fremtræder i mere eller mindre latente former, bliver dets oplevelse af disse og de pågældende fem andre tilværelsesplaner i tilsvarende grad ligeledes latent. Da det fysiske legeme imidlertid ikke er et selvstændigt organ, men et organ i underbevidstheden, og derfor forbundet med denne eller de fem andre grundenergiorganer ved særlige centre i det fysiske hjerne- og nervesystem, opstår der en vekselvirkning mellem det nævnte væsens fysiske og åndelige oplevelse. Den fysiske tilværelse er således ikke i absolut fysisk renkultur, men er baseret på denne vekselvirkning. Da den fysiske oplevelse er kulminerende, medens den åndelige kun fremtræder i latente former for det jordiske menneske, bliver denne sidstnævnte helt overskygget eller sammensmeltet med den fysiske. Og individets erkendelse af sin åndelige identitet bliver derved illusorisk. Det tror, at alt er fysisk, og at det selv er ét med sit fysiske legeme." (3)
Når jegets ønsker og begær (behov) omsættes i praksis i form af gentagen øvelse i en eller anden bestemt færdighed, dannes der automatisk et lille selvstændigt arbejdende energicenter i form af en såkaldt "talentkerne", i analogi med blomsterfrø poetisk kaldet et "skæbnefrø", i individets overbevidsthed. En sandhed med modifikationer
Det må på baggrund af Martinus' kosmiske analyser og facitter altså konstateres, at den videnskabelige påstand om, at personligheden er lokaliseret i hjernen, subsidiært i det fysiske legeme, og desuden at personligheden i det væsentlige er et produkt af genetisk arv og miljøpåvirkning, er en sandhed med modifikationer. Det levende væsen, herunder mennesket, er andet og mere end sit fysiske legeme og sin fysiske hjerne. Den synlige, fysiske organisme udgør 'kun' et redskab for et usynligt ophav i form af jeget, der via sin sjælelige struktur benytter denne organisme som et sanse- og manifestationsredskab i forholdet til sin omverden. Genetisk arv og miljøpåvirkning udgør i henhold til Martinus, hvad man kunne kalde sekundære årsager til personligheden, medens de primære årsager til denne er tilvejebragt gennem individets (jegets) gentagne bestræbelser på at tilegne sig de færdigheder, evner, talenter eller anlæg, som jeget ønsker eller begærer at kunne mestre, vel at mærke uafhængigt af hjernen. Dette hænger sammen med det levende væsens evighedsstruktur som et treenigt væsen, nemlig jeget, bevidstheden og organismen. Når jegets ønsker og begær (behov) omsættes i praksis i form af gentagen øvelse i en eller anden bestemt færdighed, dannes der automatisk et lille selvstændigt arbejdende energicenter i form af en såkaldt "talentkerne", i analogi med blomsterfrø poetisk kaldet et "skæbnefrø", i individets overbevidsthed. En sådan talentkerne er inkorporeret i individets såkaldte skæbneelement i overbevidstheden i form af et ultramikroskopisk energi- eller vibrationsmønster, der svarer til den opbyggede og opnåede færdighed, og som herefter vil kunne udløses efter behov eller behag. Parallelt og synkront hermed opbygges der via vækst af nerveceller, nervetråde (dendritter) og nervekoblinger (synapser) et eller flere centre i den fysiske hjerne, som derved bliver i stand til interaktivt at vekselvirke med de tilsvarende psykiske centre. (4)
Påstanden om genetisk arv og miljøpåvirkning som årsager til personligheden er i henhold til Martinus udtryk for ukendskab til, hvordan det rent faktisk forholder sig. Noget kan imidlertid ikke komme eller opstå af intet, heller ikke evner, talenter og egenskaber. Hvis det derfor var således, at faktorerne arv og miljø er hovedårsag til dannelsen af personligheden, ville udvikling aldrig kunne finde sted, idet alle levende væsener i al evighed måtte være og blive en fuldkommen kopi af deres forældre, som igen måtte være en kopi af deres forældre osv. Men dette er jo som bekendt ikke tilfældet, heller ikke når det gælder personligheden, idet der som nævnt i henhold til hjerneforskerne forekommer omkring 5.000 forskellige personlighedskarakteristika, som blandet på alle mulige måder gør hvert eneste menneske til noget enestående. (5)
Konklusion
Moderne hjerneforskere, psykologer og biogenetikere ser altså hovedårsagen til personlighedens dannelse i de genetiske kombinationer mellem de forskellige typer af menneskelige gener og psykologiske karakterer. Sociologerne ser desuden årsagerne i de økonomiske, sociale og kulturelle vilkår. Men herimod indvender Martinus, at det enestående ved hvert individ er, at enhver udvikling og højnelse af mentalitet udelukkende kun kan finde sted på basis af individets egne oplevelser og erfaringer gennem ihærdigt slid med studium og øvelser, som igen bliver til nye vaner eller automatfunktioner, hvilket vil sige: nye evner, talenter eller anlæg, herunder bl.a. karaktertræk, men også automatfunktioner som f.eks. vækst-, hjerte-, blodkredsløbs-, lunge-, lever-, kirtel- og fordøjelsesfunktionerne. Men vel at mærke ikke kun opnået i et enkelt jordeliv, men gennem utallige liv i stadig nye fysiske og forbedrede legemer, rækkende fra planteriget og over dyreriget til det jordiske menneske, eller i en del tilfælde eventuelt gennem fysiske legemer, der midlertidigt er degenererede som følge af ønsker og begær, der har ført til misbrug eller misligholdelse af den fysiske og/eller mentale organisme. (6)
Hermed er naturligvis ikke alt sagt om, hvorledes personligheden dannes, for der er selvfølgelig tale om en kompliceret proces af et kompleks af årsager. Desuden rejser Martinus' påstande måske flere spørgsmål, end de umiddelbart besvarer, og som det kræver et nøjere studium at få klarhed over. Det turde også stå klart, at påstanden om den åndelige verden, reinkarnation og skæbnelov vil være en stor kamel at sluge, måske især for moderne videnskabelige forskere af enhver art og kategori. Men det, som blandt andre hjerneforskere imidlertid synes at overse, er den helt basale rolle subjektet (jeget og dets overbevidsthed) og selve livsoplevelsen spiller i sammenhængen. Man mangler nemlig endnu at forklare, hvordan eller på hvilken måde det er muligt for basalt elektrokemiske processer i hjernens nerveceller, nervecentrer og associationscentrer, at omsætte sig til eksempelvis syns- og bevidsthedsindtryk af en omverden, hvis karakter ikke umiddelbart vil kunne aflæses af de elektrokemiske impulser og processer i hjernen. Det, der derfor endnu mangler for forskningen, er anerkendelsen og indførelsen af et subjektivitetspostulat, som vægtes på lige fod med objektivitetspostulatet. (7)
Noter og kilder:
- Martinus omtaler hjernen i flg. værker: Livets Bog (LB) 1, stk. 51, 223-4. LB 3, stk. 688. LB 5, stk. 1924, 1927, 1935-6. LB 6, stk. 2022, 2152, 2159, 2303. Småbog nr. 1: Menneskehedens skæbne, 19. kap. Småbog nr. 16: Universets Mælkeveje, 7. kap. Dr. Heinz Graupner. De udforskede livet. Biologiens historie. Rosenkilde og Bagger. København 1961. Side 184-194.
- I henhold til Martinus er det dog ikke kun den fysiske hjerne, der kan være mere eller mindre defekt i sine funktioner, men også skæbneelementet, mere specielt organtalentkernerne, som er ansvarlige for den sjælelige struktur og derigennem indirekte også for den fysiske genetiske struktur. Når et menneske derfor eksempelvis rammes af Alzheimers sygdom, er det altså ikke kun fysiske hjerne-celler, der degenerer og destrueres, men også tilsvarende områder i den sjælelige struktur. Se note 6.
- Se Knud Højgaard: "Fremtidens Land" 1933-1993 (del I). Kosmos 4,1993, s. 69.
- Vedr. talentkerner m.v., se f.eks. LB 2, stk. 326-8, 357, 372-3, 381, 402, 413, 465, 528, 588, 591.
- Martinus om arv og miljø: se f.eks. Logik, kap. 93.-94. Vedr. arternes oprindelse og udvikling: se LB 1, symbol nr. 8: Livets vej. – Kosmiske udviklingsbaner.
- Vedr. Martinus' symbol og forklaring ang. skæbneelementet og talentkernerne: se E. Gerner Larsson: Kursus i Martinus' Åndsvidenskab I-III, s. 145-155.
- Se Per Bruus-Jensen: Åndsvidenskab og virkelighedserkendelse 1-6. (Video-kursus + skriftligt materiale). Idé Produktion 1995. Se endvidere samme forfatters Eksistens og udødelighed, bind 1, stk. 2.1. 1.om hjerneteorien.
Spørgsmålet om hjernen er i øvrigt behandlet i flg. artikel af Olav Johansson: Din smerte er min smerte. Kosmos 1, 2005. Desuden i flg. artikler af Harry Rasmussen: Hjernen og livsoplevelsen. Den Ny Verdensimpuls 2, 1998. Sjæl og legeme, Kosmos nr. 5, 1998. Er sjælen en hallucination? Kosmos 12, 2001. Materiens forunderlige verden. Kosmos 3, 2004. – Arv og miljø er behandlet i samme forfatters artikel Det ligger i generne… Kosmos 6, 1999.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige