Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus' inspirerende lille bog "Påske" er en fortræffelig "sjælelæge". Det vover jeg at påstå ud fra min egen erfaring. Det er sket mere end én gang, siden jeg er kommet i forbindelse med Martinus' litteratur for nu godt 30 år siden, at jeg, når jeg mere eller mindre har lidt af sjælelig smerte eller nedstemthed, har brugt denne bog som min egen lille "sjælelæge" eller "terapeut". Og jeg behøver ikke at læse særligt længe i bogen, før jeg mærker, at mine "sjælsbatterier" igen er blevet opladte med livskraft og inspiration, som også plejer at give "psykosomatiske" reaktioner i form af en livgivende og styrkende strøm af tårer. Livgivende og styrkende fordi jeg oplever, at det er et udtryk for eller en virkning af bevægelser og strømme på et dybere sjæleligt plan, som også virker helende på egne smerter og/eller nedstemthed. I denne bog forklarer Martinus, hvorledes han ser på Jesu mission, og på hvilken måde denne mission adskiller sig fra andre lyse verdensgenløseres (som f.eks. Buddhas) mission (se kapitel 2, som handler om "Verdensgenløserne i Østen og Vesten").

Martinus forklarer der, at Østens folk – takket være at de endnu levede i kontakt med "brudstykker af den virkelige hellige ånd"(1) eller en gammel åndelig højkultur – "kunne tage imod visdommen i en mere fyldig teoretisk form" (2) (f.eks. reinkarnations- og karmaloven), end hvad der var muligt her i Vesten for et par årtusinder siden." Alt var her barbari, mørke eller mordmoral" (3), skriver Martinus. Derfor var Vestens folk på den tid ikke modtagelige for nogen forfinet eller ophøjet teoretisk formidling af visdommen eller "den hellige ånd". Det eneste, de var modtagelige for, dvs. det eneste, som kunne tænde et lys i dette kompakte sjælsmørke, var en praktisk demonstration af, hvad det indebærer at være besjælet af "den hellige ånd". Den demonstration fik de (vi) jo på Golgatas kors. Her kulminerer hele Jesu mission, og her indtræffer det, som gør denne mission speciel i forhold til alle andre "verdensgenløsningsmissioner" (hvilket givetvis ikke, som Martinus påpeger i "Påske", fjerner eller formindsker betydningen af disse andre "missioner").

Dermed blev han eksemplet på eller modellen for den handlemåde eller væremåde, som er den eneste, der kan befri jordmennesket fra mørket og lidelsen. Og derfor siger han jo også: "Tag dit kors og følg mig". (5). Vort "kors" er jo den smerte og lidelse, vi møder i vort eget liv. Ved at følge Jesu eksempel , dvs. ved at tilgive alt og alle, kan vi også "sejre" over "døden" og mørket og "opstå" til et nyt liv. Det er dette, dvs. vort mørke og vor smerte og vejen ud af dette, som Jesu mission og Golgata-begivenheden handler om. Og hvad kan være mere aktuelt i en verden så fuld af smerte og så mange "store" og "små" ragnarok som vor nuværende jordiske "jammerdal"?

Det er altså her tydeligt, at Jesus opdeler sin eller den virkelige kristendoms manifestation i vor verden i to adskilte epoker eller tidsafsnit af menneskehedens udvikling. Først får vi altså et par tusind år til at fordøje og grunde over betydningen af det revolutionerende praktiske eksempel, som blev vist på Golgata for en forundret omverden. Siden får vi forklaringen gennem "sandhedens ånd" eller "den intellektualiserede kristendom", dvs. Det Tredje Testamente. Så det, der skete for 2000 år siden på Golgata, var altså udgangspunktet for den forklaring, som nu serveres for os. På baggrund af dette er det heller ikke vanskeligt at forstå, hvorfor Martinus har valgt de symboler, som han gjorde, på for- og bagsiden af Det Tredje Testamente. Hvad viser eller siger disse symboler? Siger de ikke netop: "Tag dit kors og følg mig"? Dermed er Kristus-missionen, i form af en åndelig videnskab, fuldbyrdet.

Når man foretager videnskabelige undersøgelser, har man ofte en hypotese som sit udgangspunkt, en hypotese, som eksperimentelt kan prøves – og dermed enten bekræftes eller forkastes. Det, som Det Tredje Testamente eller "den intellektualiserede kristendom" giver os, er altså en forklaring på lidelsens og mørkets mysterium og en anvisning på vejen ud af denne tilstand (med henvisning til Jesu praktiske eksempel). En anvisning, som er mulig for os praktisk at prøve i vort eget liv og dermed – i hvert fald på sigt – enten bekræfte eller forkaste. Åndsvidenskab kan altså kun foretages med ens eget liv som "indsats." Og Jesu eksempel eller den virkelige kristendom er, skriver Martinus et sted, i virkeligheden ikke en religion, men en måde at leve på. En måde at leve på, som altså for den tilstrækkeligt motiverede åndelige forsker, er mulig at prøve eller undersøge i sit eget liv her og nu.

På den måde bliver "ordet" til "kød". Studiet af "ordet" er jo det, som Martinus også kalder A-viden eller første stadium i skabelsen af en ny evne eller et nyt talent. Men Martinus ønskede ikke, at hans verdensbillede blot skulle blive stående ved en "A-viden" eller en teori for os, hvilket f.eks. fremgår af det, han skriver i artiklen "Den kosmiske læreanstalt" om hensigten med hans "kosmiske analyser":

"Der er mange mennesker, som nu er lærlinge eller elever inden for denne kosmiske uddannelse. Men De må ikke tro, at denne uddannelse blot består i at lære kosmiske analyser at kende og at interessere sig for dem. Det, at De studerer åndsvidenskab, kan sammenlignes med, at lærlinge som et led i deres uddannelse går på teknisk skole, og der kan eleven eller lærlingen jo lære mange umådeligt nyttige ting. Men han lærer jo alt dette for at kunne bruge det i det praktiske liv, ellers har det ingen betydning. Det samme gælder for åndsvidenskabens vedkommende, den må bruges i det praktiske liv i hverdagen for at have betydning. Et væsentligt led i den kosmiske undervisning, alle disse lærlinge og elever nu kommer ud for, består i at prøve, om de kan bruge deres nye kundskaber i det praktiske liv. Derfor ser vi alle disse mennesker i højst forskellige situationer."(7)

Meningen med "ordet" eller denne A-viden er altså, ifølge Martinus, at det skal inspirere os til at praktisere teorierne i vort eget liv og dermed i størst mulig udstrækning gøre dem til "kød" eller det, han kalder B-viden (øvelsesstadiet i skabelsen af et nyt talent eller en ny evne) og til sidst til C-viden (talentets eller evnens færdige stadium). I den anledning mener jeg, at den gave, Martinus har givet os i form af Det Tredje Testamente, kan ses som et "arbejdsmateriale" og ikke bare som en teoretisk eller intellektuel forklaring af verdensbilledet, eftersom dette begreb også antyder den praktiske side af sagen og formålet med de kosmiske analyser.

Åndsforskning er altså i sidste – eller inderste – instans et spørgsmål om livsindstilling. Den går ud på at finde en livsholdning, der er i harmoni med livet og dets love. Selve forskningsmetoden består altså i at forsøge at forstå og tilgive alt og alle, og det gør den enestående i forhold til al anden forskning. Det er en forskningsmetode, som gør, at vi kan gennemføre mindst 7x70 videnskabelige eksperimenter hver dag (og hvilken anden videnskab klarer det? ;-), og dermed også opnå 7x70 bekræftelser på, hvad det hele handler om og går ud på, dvs. at lære at forstå og tilgive alt og alle.

Martinus har udtrykt disse eksperimenters betydning og hensigt lige så klart som kort og præcist i spørgsmålet: "Hvem bliver aldrig fornærmet?"(8). Ikke engang den 491. gang om det så skulle være.

Men som Tage Buch (tror jeg, det var) en gang sagde ved et foredrag i Klint: Det varer jo lidt, inden vi kan lade os korsfæste, uden i hvert fald at blive lidt irriterede ;-).

Et held at mulighederne for træning er så rigeligt forekommende her i jammerdalen. Øvelse gør mester!

Oversættelse EG