Kosmos 2006/4 side 119
Arv og talent!
af John Klemens Nielsen
Mon ikke de fleste af os husker de første slingrende meter på cykel som barn? Og mon ikke vi også husker de første vaklende skridt, om ikke vores egne, så vore børns eller børnebørns?
De første stadier af enhver læreproces er altid vanskelige, og når man tænker på, hvor mange, mange ting man skal lære, ja faktisk hele livet igennem, for blot at kunne leve en ganske almindelig tilværelse her på jorden, så er det ikke så underligt, at man indimellem mister pusten og vegeterer i kortere eller længere perioder.
Det er tydeligt at se, allerede fra barndommen, at der er forskel på børns evne til at indlære de forskellige færdigheder. Der tales om, fra arveligheds og genforskere, at det arvelige eller genetiske materiale afgør, hvilke evner det enkelte menneske begaves med. Hvis man er "heldig", kan man arve fremragende fysiske fortrin og blive en stor idrætsstjerne, og hvis det genetiske materiale ellers er til stede, kan man ligeledes få en fremragende karriere og stor succes indenfor litteratur, videnskab, kunst eller andet. Det, der i denne fremstilling er "problemet", er jo, at de "heldige" får de gode gener, og de "uheldige" får de dårlige. Disse anlæg, ved man, er helt afgørende for kvaliteten af den tilværelse, man kommer til at skabe, og de pågældende bliver således "sagesløse" ofre for tilfældighedernes spil. Det er således helt baseret på de omtalte tilfældigheder, hvilke begavelser og færdigheder, man udstyres med, idet de altså bestemmes af forældrenes arve/genetiske anlæg. At vore børn ikke bliver eksakte kopier af os selv, via denne "genetiske mekanik", er til dels en brist i denne forklaring, ligesom strålende begavelser, der ligger milevidt fra forældrenes evner, ligeledes undergraver logikken og det "videnskabelige bevis" i arv og miljøteorierne. Der argumenteres dog ofte for, at generne fra forældrene mikses og konstant skaber nye anlæg, men i al sand videnskab skal årsag og virkning kunne dokumenteres nøje, og spørges der til retfærdigheden i fordelingen af talenter, så findes den ikke ud fra disse teorier.
Den fysiske krop
I mange tilfælde kan man tydeligt se, hvilke af forældrenes fysiske arveanlæg, der er dominerende hos vedkommendes børn og i nogle tilfælde så markant, at der næsten er tale om fysiske kopier. At børn arver forældrenes anlæg og begavelser eller mangel på samme og intet andet, er så indgroet en forestilling, og den indlysende uretfærdighed i denne tilstand anses for værende naturlig og uundgåelig, som et udslag af tilværelsens luner.
Det skal imidlertid slås fast, at arvemassen og de genetiske anlæg fra en kosmologisk synsvinkel ikke er et udslag af de rene og skære tilfældigheder. Det er i nøje overensstemmelse med hvert enkelt individs skæbne, hvor og hos hvem man inkarnerer, og hvilke begavelser man fødes med, ja "selv vores hovedhår er talte", som det skrives.
Omstændighederne i de første tredive år er et nøje samspil mellem skæbneforhold og den personlige udvikling, hvilken skal bringes frem til det stadium, vedkommende var nået til i sine tidligere inkarnationer. Det skal dog bemærkes, at det enkelte menneskes individuelle skæbne afgør, hvor meget af talentmassen man kommer til at råde over. Det, der er væsentligt, er, at vi hver især bliver udstyret med præcis de egenskaber, der er nødvendige for den erfaringsdannelse, det kommende fysiske liv tilbyder. Den samlede talentmasse vil rumme egenskaber, der er ringe udviklede, ligesom der vil være talenter, der er meget udviklede og gør os i stand til at være eksperter på visse områder. Livets omstændigheder vil igennem vores fysiske tilværelse udvikle og provokere til nye talenters dannelse og andre talenters degeneration.
Martinus fortæller, at hele vores fremtræden er baseret på disse talenter. Alle vores fysiske funktioner, alle vores moralske kvaliteter, alle vores begavelser indenfor håndværk, kunst, musik, arkitektur, sport, teknik osv., alt er styret af "talentkerner".
Talentkerner
Mig bekendt er begrebet talentkerner kun at finde i Martinus litteratur og ligeledes analyserne af talentkerners dannelse og degeneration. Selve talentkernen er dannet af rent åndeligt stof, og dens sæde er skæbneelementet i overbevidstheden. Her findes alle de talentkerner, som hver enkelt væsen råder over. Det gælder både talentkerner for dannelse af det fysiske legeme og organer og ligeledes alle vores psykiske eller åndelige begavelser. Talentkernerne fremtræder i forskellige tilstande, lige fra de første spæde stadier til fuldkommenhed. Den første spæde start på dannelsen af et nyt talent er et ønske eller begær. Man kan forestille sig, at et menneske, man omgås, har nogle personlige kvaliteter, som man beundrer så meget, at man kunne tænke sig selv at beherske denne kvalitet, og dette ønske begynder at tiltrække åndeligt stof, der efterhånden, som ønsket bliver mere og mere konkret, bliver en i åndeligt stof fortættet kerne. Helt elementært vil det sige, at hvis man ønsker at blive en dygtig pianist, så starter det med en lyst til at opnå denne bestemte evne, for derefter, via øvelse og atter øvelse, at blive til en færdighed, som efterfølgende igennem flere liv vil blive trænet op til et virtuost stadium. Martinus kalder de omtalte stadier i et talents skabelse for A, det teoretiske stadium, B, øvelses eller træningsstadiet og C genistadiet, hvor man kan sin metier indtil perfektionisme. Det siger næsten sig selv, at der igennem mange tusinde liv er opbygget mange, mange talenter, talenter som vi ikke i det nuværende liv har brug for, og hvis eksistens vi end ikke har nogen anelse om. De ligger så at sige i dvale og kan i kommende tilværelser blive "vakt til live" igen. Hvor mange og hvilke talenter den enkelte har "aktive" i dette liv, afgøres af den pågældendes skæbne. Hvis man således skulle få den tanke om et andet menneske, at det er "primitivt" eller "ubegavet", så er det jo i sagens natur ud fra en meget begrænset indsigt, der kun strækker sig til dette ene liv, og det er et meget begrænset udsagn. Vi har jo ingen anelse om, hvilke latente kvaliteter dette menneske har, men kan kun se de øjeblikkelige, der skal støtte den erfaringsdannelse og moralske uddannelse, vedkommende har brug for.
At et talent ligeledes kan degenerere, er indlysende idet det, nøjagtig som når en plante ingen næring får, mangler næring, når det ikke bruges. Det betyder dog ikke, at det forsvinder over en kort tidshorisont, for det gør det ikke. Selve den åndelige kerne vil stadig have sit sæde i overbevidstheden, medens den fysiske del, som sagt, degenererer. Skal man på et senere tidspunkt genoptræne dette talent, så vil det ikke være som at starte forfra på ny, man vil have "anlæg" for den pågældende egenskab og vil forholdsvis let kunne træne det op igen. Hvis et talent, f.eks. anlæg for alkoholisme, ikke tages op igen, vil det selvfølgelig, ligesom alle andre talenter, degenerere fuldstændigt over en længere periode. I sådanne tilfælde kan man ved sin viljestyrke og indsigt, støttet af bøn, svække talentet for dette unaturlige behov, hvorefter det vil degenerere. Man ser ikke sjældent, at unge mennesker repeterer visse uhensigtsmæssige stadier, og at de inden de når skelsår, 30 år, igen lægger disse egenskaber bag sig. Her repeteres den pågældende fase og vækker de fra tidligere liv indhøstede erfaringer, ligesom også erfaringerne i dette liv under repetitionen vil påvirke de "skadelige" talenter frem mod en degeneration.
Reinkarnation
Erkendelsen af, at vi alle er evigt eksisterende væsener, giver en ny dimension i forbindelse med vores udvikling og dannelse af talenter.
Det giver først og fremmest mening, at talenterne eller egenskaberne har to former for fremtræden. Dels er der tale om en fysisk del, der er inkarneret i den fysiske krop og går til grunde, når vi forlader legemet og går ind i den åndelige tilstand, vi kalder "døden", medens den åndelige del, der er som et elektrisk kraftcenter, er lejret i overbevidstheden i det, Martinus kalder skæbneelementet. Her vil de blive båret videre fra inkarnation til inkarnation i latent eller slumrende tilstand og således sikre, at ingen af de anstrengelser, vi måtte have gennemlevet under skabelsen af talentet, har været forgæves. I kommende liv kan vi, afhængig af de individuelle skæbneforhold, arbejde videre på skabelsen af talentet, som således kommer ud af sin dvaletilstand og bliver aktivt og levende igen.
Det andet og meget væsentlige aspekt er, at alle er sikret fuldkommen retfærdighed. Via skæbneelementet, hvor talentkernerne har deres sæde, åbnes der som sagt mulighed for at arbejde videre med talenter dannet i tidligere liv. Man ser ofte, hvordan unge mennesker allerede tidligt nærmest er destineret til et bestemt livsforløb, der er dikteret af et meget stort talentpotentiale, som f.eks. musikalitet, skuespil, kunstmaler, diplomat, teknisk eller praktisk begavelse ud over det almindelige. At dette også bliver afgørende for den "livsscene", deres tilværelse kommer til at udfolde sig på, er indlysende. Jeg husker fra min barndom, hvordan min fætter på blot 15 år kunne spille på et hvilket som helst instrument, han fik stukket i hånden, og spille på det uden forudgående øvelse, ligesom han tegnede fremragende. Det faldt dog i hans lod, at hans forældre syntes, han skulle uddanne sig indenfor den offentlige administration, så hans kunstneriske karriere var blot en repetition, han ikke kom til at videreføre i dette liv
Det er altså fuldstændig afgørende for at kunne reinkarnere, at vi i vores overbevidsthed har alle de talentkerner, der skal bruges til dannelse af et nyt legeme med alle dets organer og fysiske funktioner. At forældre, specielt moderen, har en særdeles aktiv rolle, ændrer ikke på det faktum, at det er det inkarnerede individs talentkerner, der "styrer" dannelsen af legemet. Igennem tusinder af år har vi udviklet talenterne til dannelse af det fysiske legeme således, at vi ikke med vores dagsbevidsthed skal koncentrere os om, at alt nu går rigtigt til. Alle disse organtalentkerner, der danner grundlaget for vor fysiske organismes skabelse, er automatfunktioner. Et talent, der har nået sit fuldkomne stadium, skaber mulighed for, at nyt mikroliv inkarnerer i vores legeme og danner et organ, hvor de uden vores bevidste medvirken er automatisk virkende. Disse automatfunktioner frigør vores bevidsthed til at kunne danne nye interesser og opleve glæden ved at udvikle dygtighed og ekspertise på et eller andet felt.
Kredsløbet
Hver enkelt inkarnation former sig som en del af et lille kredsløb gennem de seks tilværelsesplaner, Martinus har beskrevet. Alt liv foregår i kredsløb. Når livet i den fysiske verden ophører af den ene eller den anden årsag, overgår vi derfor til en tilværelse, der er rent åndelig. Efter en tilpasningsperiode, hvor vi ligesom ved fødslen til den fysiske verden skal lære at bruge ganske andre talenter end i det fysiske liv, vil vi opleve "det rigtige menneskerige" som en åndelig realitet i det omfang, vi hver især er udviklede til at komme i kontakt med, hvorefter vi passerer videre til "visdomsriget", "den guddommelige verden" og "hukommelsesriget", hvor vi i sidstnævnte lever dybt inde i vor egen personlige erindringsverden. Omfanget af kontakten med de nævnte tilværelsesplaner afgøres ligeledes af personlige interesser og udvikling. I "hukommelsesriget", hvor omgivelserne domineres af erindringerne fra mange tilværelser i den fysiske verden, udvikles længslerne efter atter at komme til at leve i den fysiske verden. Man kan måske tænke, at det er mærkeligt, at man ønsker sig tilbage i den fysiske verden med alle dens strabadser, men i denne åndelige tilstand ses livet fra et helt andet perspektiv. Her er lidelserne "rustet" bort, og alt fremtræder i et kosmisk og forklaret lys. Man vil også under passagen af de åndelige verdener blive klar over, hvilke fejltagelser man har gjort og få en inderlig trang til at gøre det bedre, hvilket igen vil stimulere længslerne. Hermed er kimen til endnu en inkarnation skabt. I det øjeblik et forældrepar med de rette betingelser i en elskovsakt danner mulighederne, dvs. en befrugtning for lige præcis de gener, den arvemasse og skæbneforhold den pågældende skal bruge, dannes der en åndelig kontakt af elektrisk art mellem den diskarnerede og det potentielle forældrepar, og det fysiske liv tager sin spæde begyndelse.
Den moderne teknik og forskning af fosterstadierne har vist, at vi som fostre passerer forskellige dyrestadier. Eksempelvis har vi i en kort fase en slags gæller ligesom en hale tydeligt ses i et senere stadium. Disse stadier er dog kun repetitioner af dyretilværelser meget langt tilbage i dette kredsløb, der i miniformat gennemleves før fødslen til den fysiske verden.
Repetitioner
Martinus har omtalt dette fænomen flere steder i sine analyser, og det går ganske kort ud på, at vi gennemlever alle de tilbagelagte stadier i kredsløbet i mikro- og miniformater, afhængig af, hvor langt tilbage i forhold til den nuværende position, de befinder sig. Når vi kommer frem til fødslen til den fysiske verden, er alle stadierne fra planteriget og dyrerigets primitive stadier repeteret, således at der nu repeteres faser fra de mere primitive menneskestadier. Det er ret almindeligt, at drengenes krigerinstinkter er veludviklede i en periode. Kampe, dannelse af "hærenheder" eller "bander" og interessen for våben er udtalte. Ligeledes er det ikke ualmindeligt, at pigerne i samme periode er ultrafeminine og leger far, mor og barn, og babyplejeinstinkterne udleves på sagesløse dukker, der bliver vasket, madet, skældt ud osv. Man skal dog nok være varsom med at fortolke børns adfærd i forhold til deres glæde ved omtalte lege, i forhold til børn der ikke har samme interesse for de til tider voldsomme lege, og dermed mene at kunne kortlægge deres udviklingsstadium. Der kan opstå mange andre faktorer senere i livet, der giver helt andre indikationer. I repetitionsfaserne fra fødslen og frem til omkring de tyve år gennemleves mange hundrede inkarnationer, hvor det går ganske hurtigt, jo tættere på fødslen de ligger, og tager længere tid, jo tættere på de tredive år, man kommer. Martinus giver udtryk for, at årene fra tyve til tredive år rummer repetitionerne af de sidste 3-4 inkarnationer, hvoraf den sidste repeteres fra ca. 28 - 30 år. Ved det 30`te år står man således først på tærsklen til den nye inkarnation, klar til i overvejende grad at tage sine egne talenter i anvendelse, og her ser man ofte temmelig store forandringer både mentalt og fysisk for de pågældende. Hele dette fantastiske udviklingsforløb, individet har gennemløbet fra undfangelse som foster til "skelsår" (30 år), er en opsummering af de personlige erfaringer gennem plantestadier, dyrestadier og tusinder af liv som jordmenneske, helt fra primitive stadier og frem til dets nuværende udviklingsniveau.
Nu står vedkommende på toppen af sin udvikling, klar til at tage fat på livet. Her er de lange studier ofte overstået, karrieren er måske valgt, familielivet er etableret, eller man har valgt livet som single, og man har lyst og mod på at udvikle sig videre.
Skæbnen vil være den overordnede faktor i forbindelse med vore muligheder for at engagere os i nye spændende ting. Det altafgørende, overordnede mål er jo den moralske udvikling eller udviklingen af kærlighedsevnen. Her menes naturligvis ikke egenkærligheden, den har haft plads nok, men derimod næstekærligheden, dette at have sin næstes ve og vel som sit afgørende livsmål.
I denne forbindelse er det af største vigtighed, at man hver især finder den åndelige næring, som vil være stimulerende i disse bestræbelser og fungere som inspirator for den måde, vi lever sammen med vore medvæsener.
Martinus sagde ofte, "det er ikke nær så vigtigt, om vi er enige, som at vi er venner", så her er et talent, der er værd at arbejde på!
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige