Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den pågældende ven og spørger, som siden sin barndom havde tilhørt en baptistisk menighed, plejede ofte under vores samtaler at karakterisere sig selv som en Tomas-natur og mente dermed, at han som disciplen Tomas nødvendigvis måtte stikke fingrene i naglegabet for at kunne tro, i nævnte tilfælde på opstandelsens mirakel. Han ville altså så vidt muligt basere sin tro på erfaring og viden, og ikke kun på en kanoniseret og autoriseret åbenbaring, som den Bibelen og kristendommen angiveligt er udtryk for. Selv kaldte han det, han søgte, for trosvisheden, og det er formentlig et dækkende udtryk. Derfor befandt den pågældende ven sig – i al fald en overgang – mentalt i den situation, at hans religiøse tvivl ved skæbnens gunst – modstandere af troens tvivl vil nok mene ugunst – havde ført ham til at studere Martinus' kosmologi. Men dette studium førte ham i første omgang kun længere ind i tvivlens usikre, men samtidigt også frugtbare sfære, hvor han vaklede mellem sin baptistiske barnetro og den angiveligt åndelige, men for ham selv teoretiske viden, han lærte om hos Martinus. (2)

Mit personlige tilknytningsforhold til den kristne lære var (og er) uortodokst og udogmatisk og skyldtes alene et fordomsfrit selvstudium af Bibelen. Desuden studerede jeg som ung også i en del år de klassiske indiske filosofier Sankhya, Yoga og Vedanta, alle baseret på de såkaldte vediske Upanishader, og vel at mærke uden at jeg kunne se noget direkte modsætningsforhold mellem den kristne lære og den vediske lære. Begge talte primært næstekærlighedens sag, og begge havde hver for sig en stor og usædvanlig personlighed som fortaler og ophav, nemlig henholdsvis Kristus (= den oplyste eller indviede) og Krishna (= den oplyste eller indviede. Bemærk navneligheden!). Men jeg studerede også Buddhas lære (Buddha = den oplyste og indviede), som var i en vis opposition til traditionel indisk filosofi, omtrent som Luther var i opposition til katolicismen, men uden sammenligning i øvrigt. Èn stor og på sin vis afgørende forskel var/er der dog mellem kristendom og hinduisme, idet førstnævnte som bekendt er monoteistisk, medens sidstnævnte er polyteistisk. Dog forstået sådan, at de mange guder reelt er udtryk for den eneste gud, som i indisk religionsfilosofi kaldes Brahma = den skabende, opretholdende og nedbrydende kraft, som igen er et udtryk i tid og rum for Brahman, den universelle urkraft eller ursubstans 'forud for' tid og rum og alt overhovedet. Begrebet Brahman svarer i øvrigt i princippet fuldstændig til Martinus' begreb X1 = Jeget.

Men tilbage til spørgsmålet om Martinus' kosmologi. Man kan primært spørge, hvad det er, der er specielt godt ved det verdensbillede, han har forelagt verden. Efter min mening er der for det første det særlige gode ved det, at det i lighed med Kristi lære udelukkende sigter på at fremme menneskers virkelige og uselviske kærlighed til hinanden. Men da uselviskhed i henhold til Martinus er et spørgsmål om etisk-moralsk modenhed, og sidstnævnte igen et spørgsmål om en åndelig udvikling, som størsteparten af menneskeheden endnu ikke har opnået, er næstekærlighed som bekendt derfor ikke nogen ligetil og nem evne at praktisere i det daglige liv. De fleste af os er fortsat "sig selv nærmest", når det gælder. Det fine ved Martinus er blandt andet, at han begrunder, hvorfor det netop er og må være sådan, og hvorfor det indtil videre faktisk ikke kan være anderledes.

Buddhas svar lyder måske umiddelbart kryptisk, men er i virkeligheden udtryk for en dyb indsigt i menneskelig erkendelse. Det bliver måske forståeligt, når svaret kommenteres på følgende måde: De, der ikke har studeret og tænkt over livet, kan sammenlignes med, hvad man indenfor erkendelseslæren kalder for den naiv-realistiske opfattelse, som tager tingene for givne, sådan som de umiddelbart fremtræder. De, der har studeret og tænkt en del, er naturvidenskabsfolkene, som gennem deres forskning har opløst alt i atomer, molekyler og elementarpartikler, og i det perspektiv er tingene ikke, hvad de giver sig ud for, men er i virkeligheden helt anderledes, end de umiddelbart tager sig ud. Men de, der har studeret og tænkt til bunds, er dem, der har opnået indsigt i livsmysteriet og dermed i den kosmiske erkendelseslære, ifølge hvilken tingene er, hvad de giver sig ud for, men vel at mærke på den måde, at de i en vis forstand faktisk er illusionistiske fænomener uden objektiv eksistens i videnskabelig forstand. Fænomenerne er reelt set af samme art og natur som vore tanker og forestillinger, idet de nemlig er en projektion af bevidsthed, primært af Guds bevidsthed og sekundært af det levende væsens, herunder menneskets, bevidsthed. De er faktisk, som Shakespeare siger i skuespillet "Stormen", gjort af samme stof, som det, drømme dannes af. (5)

Nu er alt dette med de såkaldte kosmiske facitter og disses analyser jo mere eller mindre ren teori, især for mennesker, der ikke har følt behov for at tænke nærmere eller dybere over tilværelsen, hvilket naturligvis er en fuldkommen ærlig sag. Men for mennesker, hvis religiøse behov er vokset ud over indflydelsen fra "den guddommelige suggestion" i form af især verdensreligionerne, og som samtidig er uerfarne 'søfarere' på 'livets hav', der søger et pålideligt 'søkort' at manøvrere efter, som formentlig vil kunne bringe dem i åndeligt set sikker 'havn', vil Martinus' kosmologi for nogles vedkommende helt afgjort lige være sagen. I hvert fald teoretisk, for – som sagt – ét er at fatte de kosmiske analyser med sin forstand og følelse, et andet at føre denne viden og indsigt ud i livets praksis.