Kosmos 2006/7 side 205
Vort forhold til kritik
af Søren Grind
Den sunde selvdistance
Det tager tid at udvikle en sund selvdistance, der gør, at vi ikke tager andres eventuelle kritik og spejlinger som personlige angreb, som vi må forsvare os imod. Martinus taler om, at vi kan være angrebsvæsener, forsvarsvæsener og fredsvæsener. Dette gælder ikke blot i krig mellem nationer. Det gælder i høj grad også i vort daglige menneskelige samspil. Gang på gang mærker jeg hos mig selv og mine nærmeste, at vi bliver ilde til mode og kommer i forsvar og modangreb, mere eller mindre dygtigt camoufleret under vor menneskelige fernis. Jeg fascineres over, hvor effektivt vort psykologiske forsvar og vor fantasi arbejder for at beskytte os mod det, der truer vort selvbillede og vor overbevisning om, at det er vor egen opfattelse, der er den rigtige. Vi behøver endnu disse forsvar for at holde os i psykisk balance. Det er heller ikke realistisk at skrotte landets militære forsvar i morgen. Alt er en organisk proces.
En større forankring i vor evige identitet og kundskab om vore ubevidste reaktioner kan dog hjælpe os til trin for trin at afvikle vore angrebs- og forsvarsstrategier og finde en tredje fredelig vej, som fremmer selverkendelse og vor menneskelige udvikling.
At tage sig af kritik
Gennem evolutionen har vi opbygget en mængde funktioner og talenter til at opretholde vor fysiske og psykiske balance. Når en udefra kommende energi griber ind i vor fysiske eller psykiske organisme, mobiliserer vi de funktioner, som kan bevare vor ligevægt. Det er nemt at se disse talenters automatik, hvis nogen skubber til os fysisk. Vi vil da rent muskulært, i samarbejde med vor ligevægtssans, reagere sådan, at vi hurtigst muligt får vor fysiske balance igen. På samme måde fungerer i princippet også vort psykiske forsvar. Hvis nogen retter negativ kritik eller anklage mod vor person eller mod noget, vi har gjort, vil denne udefra kommende energi ofte komme til at ændre vor psykiske balance. Da træder vort psykiske forsvar automatisk ind for at genskabe vor ligevægt.
Ifølge Martinus har vi en falsk identitet, når vi identificerer os med det, vi har skabt, f.eks. vor fysiske krop og vore præstationer. En sand identitet får vi gennem at identificere os med vor evige side. Vor falske identitet får os til at føle os truet, hvis der bliver sat spørgsmålstegn ved det, vi har skabt. Vi kan så ikke skelne mellem kritikken mod vor skabelse og mod os selv. Hvis nogen ikke bryder sig om vor krops udseende, vort valg af klæder, noget vi har sagt, skrevet eller gjort, oplever vi det som et angreb på vort jeg. Hvis kritikken retter sig mod en svaghed, vi selv kan se og accepterer, føles det ikke så truende. Retter den sig derimod mod noget, vi aner kan være rigtigt, men ikke vil se, føles det mere truende, og vi forsvarer os. Er den andens kommentarer helt uden grund og uden kontakt med vore svagheder, er det lettere for os at bevare vor psykiske balance og se, at det er kritikerens egen projektion.
Derfor er det specielt den kritik, som gør os vrede og aktiverer vort forsvar, som vi bør tage op til nærmere overvejelse. Her findes ofte den mest værdifulde information og spejling.
Tre principielt forskellige reaktioner over for kritik
Lad os se på tre forskellige strategier for at genoprette ligevægt. Jeg beskriver dem her i deres rendyrkede form.
1) Vi diskvalificerer kritikkens indhold og/eller det kritiserende individs person gennem et modangreb. Vi lægger hele problemet over på den anden. Vi forsvarer hermed vort selvbillede og vort psykiske territorium for at forsøge at genoprette det balancepunkt, vi havde før kritikken. Vi lader os ikke påvirke af kritikkens faktiske indhold og skubber normalt den kritiserende person længere ud i periferien af vort sympatifelt.
2) Vi retter ureflekteret den udtalte kritik mod os selv og mobiliserer eventuelt yderligere en mængde lignende tidligere kritiske udtalelser fra vor erindring. Vi håber derved, at vi ved at identificere os med de kritiserendes angreb og ved at dressere os selv til at følge deres påbud, at kunne værge os mod nye angreb i fremtiden.
3) Vi lytter uden forsvar og forsøger at leve os ind i kritikerens opfattelse, vel vidende at denne er hans/hendes særlige oplevelse. Ud fra et ønske om at forstå den anden stiller vi evt. nogle efterfølgende spørgsmål, som forstærker vores indlevelse i den andens perspektiv. Hvis kritikken ikke kræver et umiddelbart svar, tager vi den med os hjem og tænker stille over den. Vi overvinder de eventuelle torne, som formidledes gennem kritikerens affekter eller verbale angreb på vor person og finder frem til det indhold, der kan ligge til grund for en sund selvransagelse. Vi sover på sagen og lader eventuelle egne affekter falde til ro for at kunne finde et mere neutralt udgangspunkt for vor undersøgelse. Vi beder om gode råd hos fortrolige venner, som er præget af en upartisk holdning til spørgsmålet. Vi anvender bøn for at få hjælp til at tage vare om situationens mulighed for vækst. Hvis det er passende, kommer vi tilbage til kritikeren med vore refleksioner og det, vi har lært af kritikken og vort håb om at kunne forandre os på det omtalte punkt.
Den første måde at reagere på oplever jeg som en oprindelig maskulin måde at forholde sig på, der bygger på, at jeg ubevidst reagerer ud fra den automatiserede forsvarsindstilling, at de andre principielt må tage fejl, eftersom de retter kritik imod mig. Jeg har suggereret mig selv til en overbevisning om, at min horisont altid er den sande. Selvransagelse er et helt ukendt fænomen. Livet opleves som en kamp mod ydre fjender, der skal overvindes. Den stærkeste må sejre. Magt er ret.
Den anden måde at reagere på oplever jeg som en oprindelig feminin måde at forholde sig på, hvor underkastelsen har været en måde at beskytte sig på mod den stærkere part. Underkastelsen er ofte en dresseret overflade, hvorunder protesten stadig lever og bryder ud i skjulte angreb, i behov for kontrol eller på andre måder.
Nutidens mere dobbeltpolede mænd og kvinder veksler mellem disse måder at reagere på og kan meget vel være præget af den modsatte pols tendens. I vor kulturs hverdag kan i det enkelte individ aggressive udfald og dybe selvbebrejdelser leve side om side. Ingen af disse måder fører til en udvikling, hvor modtageren vokser som menneske. At slå fra sig eller at underkaste sig er forsvarsstrategier, som svækker os og hindrer os i konstruktivt at tage vare på vore udviklingsmuligheder.
Præges vi af en forsvarsstrategi, der bygger på, at vi hele tiden slår igen og er indstillet på for enhver pris at bevare vort idealiserede selvbillede, bliver vi følelsesmæssigt ensomme. Vi kompenserer eventuelt vor ensomhed i en gruppe eller en sekt af ligesindede, hvor vi kan nyde en indbyrdes beundring. Den indre konflikt mellem det, som omverdenen forsøger at påpege og det billede af os selv, som vi ikke vil ændre, vokser og skaber før eller senere en tendens til indre uro og kan evt. føre til angst.
Hvis vi hovedsageligt anvender underkastelse og tilpasning, tenderer vi imod at rette aggressionen mod os selv, parallelt med et martyrium, som mere eller mindre fører os ind i depression.
Den tredje måde at forholde sig på kræver en relativ udviklet selvindsigt og ydmyghed. Disse egenskaber lever i et gensidigt afhængighedsforhold. Med den tredje vej lærer vi af livets tale og vokser som menneske. Jo mere vi udvikles som menneske og bliver dobbeltpolede, jo mere fri er vi fra selvopholdelsesdriftens rædsler og overvågning af positioner. Vor voksende identifikation med vor evige natur gør os mere åbne, levende og bevægelige i forhold til vore forskellige delpersonligheder og roller. Vi er da vokset mere og mere i evnen til bevidst at gennemgå en proces og reflektere over vor måde at reagere på og vort forhold til omverden. Vi har udviklet et indre rum eller område mellem indtryk og udtryk, som giver plads for bevidste valg og en bevidst omdirigering af vore tanker, følelser, handlinger og vaner. I det rum kan vor indre sceneinstruktør træde ind som medskaber i vor udvikling mod at blive mere menneske.
Loven om at så og høste
Til vor store hjælp er livet så vist indrettet, at alt, hvad vi sår i forhold til vor næste, kommer tilbage til os selv. Det gælder også den negativitet og kritik, vi retter mod andre. Derfor er det ikke bare vigtigt at udforske, hvordan vi reagerer på og modtager kritik. Centralt bliver det at se sig selv i spejlet og opdage, hvor vi selv sår negativ kritik mod andre. Det kan være svært at se i og med, at det ofte sker så automatisk og derfor mere eller mindre ubevidst. I vor iver efter at bevidstgøre de andre om deres ufuldkommenheder, så de kan blive bedre mennesker, kan vi ind imellem glemme at undersøge den tone, der følger med i vor tilsyneladende saglige kritik. Vi glemmer også, at vor fantasi er genial til at legitimere vor tilsyneladende sande horisont og ædle motiv. Vi vil jo bare det gode. Dem, der kritiserer os, oplever vi derimod ikke som nogle med god vilje. De er ude efter os. Vi er mere følsomme over for andres irriterende undertoner mod os end dem, vi selv sender ud. Det er det, som er forskellen og som gør det så svært for os at afsløre os selv. Takket være at vi oplever, hvorledes det svier og føles ubehageligt, når andre kritiserer os, får vi mere og mere en indre resonans for forståelse af andres oplevelser af undertonerne i vor kritik af dem. Dette erfaringsmateriale gør os mere forsigtige. I bedste fald begynder vi først at fjerne bjælken fra vort eget øje, inden vi påtaler de andres svagheder.
Når vi har lært at forstå og håndtere vor egen svaghed, kommer vor tone og formulering af eventuel kritik inden for området til at være så nuanceret, at det bliver betydeligt lettere for modtageren at tage det positivt. Vi kommer til at tale ud fra et ikke-dømmende udsigtspunkt og føler da mere klart, om og hvornår en eventuel spejling kan være til nytte og glæde for vort medmenneske.
Den stille kritik
På vor indre scene udspilles ofte mere dramatiske skuespil end på den ydre. Vi har lært at stoppe de groveste angreb på vore omgivelser. Inden i os kan der dog udspilles indre dialoger, hvor uudtalt kritik får frit råderum. Vi skælder ud på den ene og anden, som ikke kan holde op og som burde opføre sig bedre, klæde sig pænere, have en anden frisure, holde op med at være så dominerende osv. Disse indre scener, monologer eller dialoger, lever ofte deres eget liv lige under dagsbevidsthedens ydre i et instinktivt forsvar for vor egen sandhed og psykiske ligevægtspunkt. Når vi lader dagsbevidsthedens lys kritisk gennemgå manuskriptet i disse indre skuespil, åbner der sig et indre rum af muligheder. Vi kan skrive om disse ofte negativt ladede manuskripter og bevidst vælge mere positive selvreflekterende indre dialoger. Igennem bøn kan vi lade overregissøren være med og skabe kontakt med vore højere hensigter og idealer. Vi kan øve os i at nyde mangfoldigheden af individuel klædestil, udseende, karaktertræk og livsudtryk. Vi kan lære os selv at se den generøsitet, hvormed livet indbyder os til at samle vore forskellige erfaringer i stedet for at tillade vor gamle diktatoriske tendens at forsøge på at ensrette andre efter vores smag og behag, lære at styre vore tanker.
Vore tanker skaber en atmosfære omkring os. Denne atmosfære kan bidrage til at udløse lignende tankeklimaer i vore omgivelser. Vore negative tanker kan sætte andres lignende tanker i resonans, og så kan vi sammen hengive os til vor kritik mod andre eller mod hinanden. Sædvanligvis er vi bagefter overbeviste om, at det var den anden, der begyndte.
Vor indre stille kritik vækker også en forestilling om, at andre har lignende tanker om os. "Tyven tror, at enhver stjæler". Ofte kan man mærke, at den, der huser en hel del kritik inden i sig imod andre, går rundt med en ubehagelig følelse af, at de andre kigger kritisk og dømmende på dem selv. I værste fald kan vor egen kritiske natur skabe forfølgelsesforestillinger. Jesus sagde, at vi skulle bede for dem, der forfølger os. Lige så vigtigt er det at bede for dem, man selv forfølger i sit indre. Ved bønnens hjælp kan vi træne os til at se på vore medmenneskers lyse sider. Det skaber også en atmosfære omkring os, der sætter andres mere positive tanker i resonans. Vi bryder så også mange af de ængstelige forestillinger, vi har om, hvad andre synes om os. Når vi koncentrerer os om at tænke positivt og kærligt om andre mennesker, bliver vi også mere tilfredse med os selv og bliver automatisk bedre til også at se de lyse sider hos os selv. Det er en klog måde at bygge en god selvtillid op på.
At forvandle sig selv
Vi er gennem evolutionen blevet så dygtige til at omskabe materien efter vore behov. Vi er på mange måder blevet materiens herre. Når vi forsøger at anvende samme strategi på vore medmennesker, får vi et problem. De er nemlig ikke materie, som er til for at tilfredsstille vore behov. De har deres egne behov. Meningen med vor nuværende udvikling er, at vi skal afvikle denne diktatoriske tendens inde i os og opdage, at vi ikke er her for at lade os tjene, men for selv at lære at tjene. Vi er her ikke for at lave de andre om, men for at forandre os selv. Denne opmærksomhed på sig selv kan, set overfladisk, virke selvoptaget, men hele dens formål er at man omskabes til et lydhørt medmenneske med næstens ve og vel i fokus for sin kreativitet og livsglæde. Når alle ud fra eget ønske har lært sig at have sin næste i centrum, behøver man ikke mere at værne om sig selv, for det gør alle andre jo.
Oversættelse: EG
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige