Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Lad os antage, at du forventer af verden, at der er en mening med den. Og lad os yderligere antage, at du tager det som en selvfølge, at der skulle være en sådan mening. Du har nu taget det store skridt ind i naturvidenskabernes verden, hvor man prøver at finde ud af, hvad der kan være årsagen til dette eller hint. Men lad os gå et skridt videre. Lad os antage, at der ikke blot er en mening med verden, men at der også er en mening med, at netop du befinder dig i den. Indrøm, at det er et kæmpe skridt at tage, for det kan du jo sådan set ikke vide noget som helst om. Og hvis du nu oven i købet opfatter denne antagelse som en selvfølge, så er du lige på nippet til at kunne få glæde af Martinus' verdensbillede. Det sidste store skridt, som står tilbage, er at antage, at denne mening skulle være god, at der virkelig skulle være et godt formål med verden, noget som ikke blot du, men alle mennesker, dyr og planter kan få glæde af. Kan du gå med til det, så har du vovet dig så langt ud ad antagelsernes usikre landevej, at du tænker akkurat som Martinus, da han var barn og endnu ikke havde gennemgået den udvikling, der gav ham sikkerhed for, at denne antagelse var rigtig. I hans artikel på de næste sider vil du sikkert kunne nikke genkendende til hans oprindelige udgangspunkt: "Hvad mon det er for noget – hele verden?"

Dette spørgsmål er denne måneds tema, og i virkeligheden burde du slet ikke læse videre, kære læser, men selv finde ud af det hele på egen hånd. Men har du ikke tålmodighed til det, og er du tilmed nysgerrig, så læs endelig videre. For Martinus har netop skrevet for sådan nogle som dig, der er utålmodig og nysgerrig. Folk, der ikke helmer, før de får fast grund under fødderne. Og hvis du ikke lige ved, hvad jeg mener med det, så tænk på alle de skridt, du har taget ud i det uvisse, før du kunne få tålmodighed og nysgerrighed nok til at læse Martinus. Tænk på alle dem, der har nok i at tro på Bibelen og andre hellige skrifter, folk der har nok i at støtte sig til noget, som en hel masse andre også støtter sig til og på et sådant grundlag finder hvile i deres overbevisning. Eller tænk på alle dem, der tror så stærkt på sig selv og deres egne evner, at de med de med største forhåbninger begiver sig ud på årsagernes og virkningernes uendelige landevej. Det er dem, der sværger til naturvidenskaberne som deres eneste livsanskuelse.

Spørger du nu, om jeg tror på Martinus, så svarer jeg, at jeg tror på ham i det omfang, han kan bekræfte mig i de løse antagelser, jeg allerede har gjort mig. Jeg tror på ham, fordi han giver mig ret i det, jeg føler er rigtigt. Og har du det på samme måde, kære læser, så kan du i dette nummer af bladet se svaret på spørgsmålet om, hvad det mon er for noget – hele verden. Så kan du endelig få hold på dine løse antagelser, din tro, dit håb og dine længsler. Og sådan var det også for Martinus, han ville vise os andre, at alt det, han følte så inderligt, også var rigtigt og sandt. Og tænk, det kom der et stort forfatterskab ud af!