Kosmos 2006/8 side 242
Indvielsens vej
af Edith S. Grønbæk
I den seneste tid har det optaget mig meget, hvorledes den vej er, som vi følger frem mod indvielsen eller den kosmiske fødsel. Og det har været en dejlig oplevelse at opdage, at Martinus beskriver denne vej mange forskellige steder i sine værker – og på flere forskellige måder.
En "eventyrlig" pædagogik
Da jeg selv har arbejdet en del af mit liv som lærer, ved jeg, hvor betydningsfuldt det er at kunne belyse et tema på flere forskellige måder for elever eller studerende. Dette fremmer forståelsen og derved indlæringen. Gentagelsen er bl.a. et vigtigt princip. Gentagelse med variationer.
Selv folkeeventyr og kunsteventyr indeholder dette pædagogiske princip – denne hemmelighed. Helten i eventyret må f.eks. igennem 3 prøver, før han når sit mål. Prøver af tiltagende styrke. Helten, der skal vinde prinsessen – eller sagt med kosmologiens ord – skal forenes med sin modsatte pol.
Hele vort liv – eller vor livsrække – er et strålende eventyr – men vi møder så mange forhindringer på vor vej mod målet.
Derfor har livet givet os sande lærere, der kan fortælle om vejen mod målet. Martinus var en fantastisk lærer og pædagog, som formåede til fulde at levendegøre indvielsens vej. Han havde selv vandret den…
Når vi taler om indvielsen, er det ikke mindst vigtigt at sætte fokus på selve oplevelsen. Ligesom at fastholde målet. I skildringen af Martinus' egen oplevelse af den kosmiske indvielse begynder vi måske for første gang at forstå lidt af det, som venter os engang i fremtiden.
Men Martinus har gennem hele sit værk villet hjælpe os til at forstå den vej, som fører til denne indvielse.
Instinkt – intelligens – intuition
I småbogen "Ud af mørket" fortæller Martinus om indvielsens vej som en vej i 3 afsnit: Det levende væsen fornemmer i første fase Guds eksistens gennem sin instinktive religiøsitet. Således lever det i første fase af indvielsens vej. Sådan har vi været religiøst troende i mange inkarnationer. Dog, dette varer som bekendt ikke ved, thi med intelligensens udvikling, vender mennesket sig bort – kan ikke mere tro – og optages af den materialistiske verdensopfattelse.
Troen på tilfældighedernes spil og den naturvidenskabelige tolkning uden Gud kommer nu til at præge mennesket i anden fase. Men hvad sker der så? Jo, lidelserne vil føre mennesket videre til tredje fase, føre til udvikling af medfølelse, humanitet, til en begyndende balance mellem følelse og intelligens, der leder det til udvikling af intuitionen og de kosmiske glimt.
Væsnet vender så at sige tilbage til Gud.
Disse kosmiske glimt beskriver Martinus som: "… nedslag i bevidstheden af et uendeligt skønt velvære, en behags- eller glædesfornemmelse, man ikke før har kendt mage til – undertiden en fornemmelse af at være indhyllet i et stærkt hvidt lys."1
Væsnet, der skaber lidelse, må også høste denne lidelse, og udvikles altså til – gradvist – at blive et "menneske i Guds billede".
Vejen til Det Allerhelligste
Også i småbogen "Hinsides dødsfrygten", hvori indgår "Det psykiske tempel", inddeler Martinus indvielsens vej i 3 afsnit. Han illustrerer hvert afsnit ved at vise os Salomons tempels konstruktion og funktion på Det gamle Testamentes tid. Dette bestod af 3 dele: Forgården, Det Hellige og Det Allerhelligste. Man kan ifl. Martinus sammenstille disse afsnit med 3 forskellige psykiske tilværelsesplaner. Forgården, hvor alle måtte komme ind, er billedet på de mennesker, i hvis mentalitet flokbevidstheden er den dominerende faktor. Man evner ikke at "slå igennem" personligt; man gør, som andre gør, for ikke at være udenfor. Der har vi været alle sammen.
Men det næste afsnit af Salomons tempel, som er Det Hellige, hvortil præsterne måtte komme, symboliserer de mennesker, som har udviklet mod til at have egne meninger, mod til at vælge egne veje, tage egne beslutninger – og de bliver samtidigt ledere for dem, som er i Forgården. Dog må man sige, at dette drejer sig om ledere på både godt og ondt – nogle af dem vil ikke vælge den humane vej – og derved fører de andre samme vej, som de selv går.
Inde i Det Allerhelligste kom kun ypperstepræsterne. Disse udtrykker med deres væsen den totale kærlighed, forståelse og tilgivelse. Deres mission er at frigøre – og de er selv frigjorte – lever sammen med Guddommen og ønsker kun, at Guds vilje må ske.
Martinus bruger dette som billede på de mennesker, der er de rene af hjertet. Disse skal se og opleve Gud. De ydmyge af hjertet skal se Gud. Dermed har han – på en anden måde, som dog fortæller det samme – illustreret vor vej til indvielse – til kosmisk bevidsthed.
Det rene sind
I et foredrag, som Martinus holdt i 1951 – det hed "Indvielsens 3 stadier" – belyser han atter vor vej mod fuldkommenhed ved at bruge 3 inddelinger: For det første "krigsmentalitetens" stadium, hvor princippet "øje for øje og tand for tand" gælder. Vi er her væsner, som ikke er nået frem til at ville tilgive vor næste. Vi ønsker hævn og krig – selv om vi måske selv opfatter det og kalder det "retfærdighed", som vi efterstræber. Det næste stadium kalder Martinus "fredsmentalitetens" stadium. Gennem religionernes budskab – og specielt gennem Kristi budskab og eksempel – har vi lært, at den eneste vej til fred er tilgivelse og forståelse.
Martinus skildrer ovennævnte så levende med billedet af et glas, som indeholder urent vand. Dette er som vort sind. – Dette sind får igen og igen tilført rent vand ved at tilegne sig Kristi sandhed og kærlighed. – Og gradvist vil det urene vand i glasset blive mere og mere rent ved at blandes med det rene. Martinus' budskab er jo en fuldkommengørelse af Kristi budskab, så derfor vil processen fortsætte – ved at tilegne os og leve efter kosmologiens ord. Vort sind vil blive mere og mere rent.
Vi vil da gradvis føres frem til at modtage kosmiske glimt, fortæller han i artiklen. Kosmiske glimt, der ofte viser sig at indeholde symbolske vejledninger. "Kristusbevidsthedens" stadium er det efterfølgende og tredje stadium. Da er vi blevet et "menneske i Guds billede", et Kristusvæsen.
Hovmod lukker sanserne
Hvad angår småbogen "Vejen til indvielse" – så er denne bog naturligvis også en virkelig fremstilling af vor udviklingsvej. Martinus understreger mange gange heri, at det er hovmodet, der er den allerstørste hindring for vor udvikling. Hovmodet lukker sanserne, så vi ikke kan bedømme rigtigt – og forhindrer en højere okkult oplevelse / et kosmisk klarsyn. Hovmodet illustreres bl.a. via eksemplet af farisæeren, der takker Gud for, at han ikke er som de andre. Fornemmelsen af egen ophøjethed er et åndeligt hovmod. Martinus henviser også til "Kejserens nye klæder" og sammenligner vort hovmod med kejseren, der slet ikke havde noget tøj på i virkeligheden og derfor intet havde at rose sig af.
Et andet sted i småbogen fortæller han om en lille tælleprås, der vil udgive sig for at være selve solen. Dette skulle også – ifl. Martinus – være et godt billede på vort hovmod og vor manglende selvvurdering.
Og så slutter han af med at fortælle os, at alt alligevel vil ende godt, for hovmodet vil nødvendigvis ende med at føre til ydmyghed. Vi vil nemlig lære af alt det mørke, som vore egne handlinger medfører.
En bitter og hård tid vil forvandle os.
Som "den fortabte søn", der også blev forvandlet og til sidst vendte hjem.
Ydmyghed – vejen til den store fødsel
– Men hvad er så ydmyghed? Vi kan jo hver især have vor egen opfattelse og definition af dette begreb. Dog, Martinus definerer dette i samme småbog således: "Ikke en af et mindreværdskompleks affødt slavekrybende mental holdning over for næsten – men derimod den rene virkelige og absolut normale erkendelse af sin egen ufuldkommenhed eller mentale begrænsning".2
Ydmyghed er vejen til den store fødsel, fortæller Martinus. Den er nøglen til visdommens port.3
Mange af Martinus' symboler viser os indvielsens vej. Symbol 33 har for mig været en virkelig undervisning i, hvordan vor udvikling sker. Hovmodet vises også som en af de figurer på symbolet, der stadig forekommer højt oppe i vor udvikling. Vi går måske ikke og praler åbenlyst af os selv, men det skjulte hovmod kan leve i os – og desværre uden at vi er bevidste derom – som en forvisning om, at vi er mere åndelige, mere seriøse, mere dygtige, mere flittige, mere humane osv. end andre. Jeg har læst flere steder, hvor Martinus stærkt advarer os mod sådanne tanker.
Og alligevel – en dag i et andet liv, der ligger foran os – skal det ske, at vi skal opleve det samme, som Martinus og Jesus oplevede. Den kosmiske fødsel. Martinus fortalte os det mange gange. Fortalte os, at han blot var gået forud for os. Jesus skulle også have sagt, at vi skal blive som ham – og at vi endda skal gøre de samme gerninger som ham.4
Og hvilken glæde – og hvilken dag!
Som Martinus oplevede kristusvæsnet, der gik ind i ham, skal vi også møde vor verdensgenløser:
"På dette stadium møder aspiranten til den store fødsel altså verdensgenløseren eller kristusvæsnet. Aspiranten bliver da vidne til dette væsen, der viser sig for ham i sin overjordiske herlighed. Han ser ham i et altgennemtrængende hvidt strålevæld, udgående fra verdensgenløserens kosmiske legeme, der tilsyneladende er bygget op af millioner og atter millioner af mikroskopiske stjerner, der hver især funkler et lille strålevæld af snehvidt lys ud, der sammen med mangfoldigheden af de øvrige små stjerner danner det snehvide, altoverstrålende lysmateriale, af hvilket kristusvæsnets organisme er bygget op. Med denne sin altoverstrålende kosmiske lysorganisme gennemtrænger kristusvæsnet nu aspirantens ånd og åbner hermed dennes talentkerner for oplevelse af kosmisk bevidsthed. At få kosmisk bevidsthed er det samme som at blive vågen dagsbevidst på de åndelige eller kosmiske tilværelsesplaner. Aspiranten får således allerede her i fysisk tilværelse evne til dagsbevidst at opleve og iagttage i den kosmiske verden hinsides den fysiske. Og nævnte væsen er herefter, som vi allerede har berørt, et færdigt menneske i Guds billede efter hans lignelse."5
En ny slags oplevelse og manifestation
Vi oplever altså fra da af med vor nye kristusbevidsthed – og vi skal handle ud fra samme bevidsthed. Vi skal opleve en frigørelse fra tid og rum. En universalbevidsthed i modsætning til vor nuværende lokalbevidsthed. Vi skal opleve Guddommens røst i naturen, omgivelserne, hændelserne… Vi skal blive som solen, der varmer og oplyser alt i dens nærhed, være et geni i moral, i næstekærlighed, et organ i Guds primære bevidsthed, og vi er da fuldkommen dobbeltpolede. Vi elsker ikke mere manden frem for kvinden eller modsat – vi elsker alle levende væsner. Vi ser, at alle naturens skabelser er livsytringer, resultater af en forudgående tænkning, planlægning og viljeføring.
Vor største glæde er da at give og skabe glæde for andre levende væsner…
Veerne før fødslen
På symbol 33 findes også en figur, der symboliserer veerne før vor dobbeltpoletheds udvikling. Forvirring og kriser bliver måske også en del af den vej, vi må gå hen imod dette mål. Foruden kampen imod vort hovmod og resterne af vor ærgerrighed og lidelsesfremkaldende tanker – kan de ulykkelige ægteskaber eller følelsen af at være seksuelt "anderledes" på flere måder også være et af trinene på vejen. Vi kan opleve en "mættelse" af det, at leve i ægteskab sammen med det modsatte køn, og dette er ifølge Martinus naturligt, fordi vi jo har gjort det i mangfoldige inkarnationer. Men vor trang til at give og modtage kærtegn vil vokse. Martinus opfordrer os ikke til at opdæmme vore følelser – men til at leve dem ud, såfremt vi dermed kan glæde og være til velsignelse for andre. Dette er et meget vigtigt punkt, dette ikke at søge vort eget på bekostning af vor næste.
Men ønsker andre måske ikke vore kærtegn, da kan vi "omfavne dem i vore tanker", som Martinus selv nævner et sted.
Vi er altså ikke nået det endelige mål endnu, vi har stadig mange ufærdige sider og kæmper mod "tærskelens vogtere" hver især, men derfor har vi da lov til at glæde os alligevel – virkelig glæde os.
Jeg har selv en meget stor længsel efter lyset og fuldkommenheden og ved, at det betyder, at jeg må øve mig i dette: at tilgive og forstå andre.
Mørket er et guddommeligt led i den store indvielse.
En del af livets eventyr.
Mørkets indvielse ses på bagsiden af Livets bøger.
Forsiden viser mennesket i Guds billede.
Henvisninger
- Martinus: "Et glimt fra verdensgenløsningen" i: Ud af mørket, småbog 15, kap. 12.
- Martinus: Vejen til indvielse, småbog 12, kap. 1.
- Martinus: Vejen til indvielse, småbog 12, kap. 1.
- Joh. Evangeliet, 14,12.
- Martinus: Det Evige Verdensbillede 2, stk. 23.8.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige