Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Lignelsen om den barmhjertige Samaritan i en let omskrevet form:

"Og se, en lovkyndig stod op og fristede ham og sagde: "Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt liv?" Men han sagde til ham: "Hvad er der skrevet i loven, hvorledes læser du?". Men han svarede og sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv."

Men han sagde til ham: "Du svarede ret; gør dette, så skal du leve."

Men han ville gøre sig selv retfærdig og sagde til Jesus: "Hvem er da min næste?"

Men Jesus svarede og sagde: "Et menneske gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt iblandt røvere, som både klædte ham af og slog ham og gik bort og lod ham ligge halvdød.

Men ved en hændelse gik en præst den samme vej ned, og da han så ham, gik han forbi.

Ligeså også en der havde læst Martinus' samlede værker; da han kom til stedet, henvendte han sig kærligt til den lidende og sagde: "Min gode mand "alt er såre godt"! Der findes det behagelige gode og det ubehagelige gode, alt er kun til for at vi kan udvikle os. Du vil få stort udbytte af de lidelser, du her har pådraget dig, og som du selv – husk det – er den dybeste årsag til. Tænk over det!" Og så gik også han videre endda med ro i sindet.

Men en ateist, som var på rejse, kom til ham, og da han så ham, ynkedes han inderligt.

Og han gik hen til ham, forbandt hans sår og gød olie og vin deri, løftede ham op på sit eget dyr og førte ham til et herberg og plejede ham.

Og den næste dag tog han to denarer frem og gav værten dem og sagde: Plej ham! og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer igen.

Hvilken af disse tre tykkes dig nu at have været hans næste, der var falden iblandt røverne?"

Men han sagde: "Han, som øvede barmhjertighed imod ham." Og Jesus sagde til ham: "Gå bort, og gør du ligeså!"" (Originalen: Luk. 10,25-.)

Nu er jeg ret sikker på, at alle, der har læst Martinus, ville nøjes med at tænke som beskrevet ovenfor, men handle som ateisten. Og ateisten ville nok taste 112 på sin mobiltelefon, og slippe langt nemmere fra det end i denne lignelse.

Hvad nu hvis mennesket, der var faldet blandt røvere, er en repræsentant for de måske 2 milliarder mennesker på denne planet, der lever i større eller mindre fysisk nød, for ikke at glemme de der lever i åndelig/psykisk nød. Det er nemt for det vidende følsomme menneske at sætte sig handlingsmæssigt skak mat – hvilket også er en slags psykisk nød – for er elendigheden ikke uoverskuelig? Nytter det at foretage sig noget?

Er det ikke både sandt og bekvemt at forholde sig til den indsigt, at på trods af elendigheden er alt på denne planet præcis, som det skal være og kan være på det nuværende trin i udviklingen? Jeg ved, at det giver mig stor indre ro at tænke sådan. Jeg ved ikke, hvordan jeg ville have haft det, hvis jeg ikke havde et åndsvidenskabeligt syn på tilværelsen. Jeg ved også, at jeg før jeg skæbnemæssigt løb ind i åndsvidenskaben, var meget aktiv i Mellemfolkeligt Samvirke med bl.a. oplysning om forholdet mellem u- og i-lande. Nu er jeg mere pacifistisk anlagt. Jeg ved, jeg ikke kan redde verden! Men hvad med næstekærligheden? Om den ved jeg, at den i mig kun er i sin spæde udvikling. Måske er indsigten i, at "alt er såre godt", blot en bekvem sovepude, understøttet af mangel på kærlighed? Der er rigeligt, man kan plage sig selv med. Lykken må være at kende sit ansvarsområde. Hvad kan jeg bidrage positivt med, vel vidende at vi er sat i verden for at tjene vores næste?

"Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv" – selve lovens fylde! Så enkelt og dog så svært. Ifølge Martinus, er det ikke er et spørgsmål om nok så stærk en tro og ej heller om en viljesakt alene at udvikle denne stærke rene kærlighed til Gud og næsten, det er et spørgsmål om udvikling – mange livs udvikling – også fra det tidspunkt, hvor det går op for en, at dette enkle budskab udtrykker det hele i den korteste form.

Det handler om at udvikle og forene "hjerne" og "hjerte" – at intellektualisere sit følelsesliv. Her spiller lidelseserfaringer en central rolle, for det er bl.a. disse lidelseserfaringer, der skal intellektualiseres. De skal renses for vrede, bitterhed, uforsonlighed, offermentalitet, sorg, depression m.m. Uden denne overvindelse af fortidens mørke, ingen næstekærlighed. Lidelsen spiller med andre ord den helt centrale rolle i menneskets udvikling af menneskelighed/humanisme. Derfor er intellektualiserede lidelseserfaringer også en afgørende forudsætning for at kunne opfylde "loven" om at elske Gud og næsten uden forbehold. "Loven" handler derfor ikke om et – du skal – for man kan ikke påbyde nogen en evne eller egenskab, som der skal mange livs udvikling i mørke og lys for at opnå. "Loven" skal blive et hjertets/sjælens/sindets anliggende som udtryk for en omfattende åndelig forvandling fra jordmenneske til rigtigt menneske.

Den lovkyndige svarer rigtigt på Jesus' spørgsmål. Han kender sin tros læresætninger, og Jesus kender naturligvis hans svagheder, derfor fortæller han en i virkeligheden ret provokerende lignelse med en samaritaner i "helterollen", for samaritanerne var en gruppe, som jøderne ikke måtte omgås. Næstekærligheden handler netop ikke om at tro på sin Gud og kende hans bud, men om at handle næstekærligt mod hvem som helst – selv en fjende eller "hedning".

Måske ligner den lovkyndige os åndsforskere mere, end vi bryder os om, for sikke spørgsmål han kan stille Jesus. For at friste Jesus vil han gerne vide, hvordan han arver evigt liv. Jesus svarer ikke, men stiller et ledende spørgsmål, som den lovkyndige svarer rigtigt på. En direkte forklaring på "det evige liv" får han ikke. Derefter: "Men han vilde gøre sig selv retfærdig og sagde til Jesus: "Hvem er da min næste?"" På den måde bliver lignelsen et koncentreret svar på tre centrale spørgsmål: Hvad kendetegner næstekærligheden, og hvem er min næste, samt at opfyldelse af "loven" fører til vågen dagsbevidst erkendelse af det evige liv.

Hvad svarer Martinus på spørgsmålet, "hvem er da min næste?": ""Næsten" er et hvilket som helst væsen, der måtte komme inden for vort sanseområdes rækkevidde..." (LB 3 stk. 703). I artiklen "Hvem er min næste" skriver han bl.a.: "Hvis begrebet "næste" skal forstås helt bogstaveligt, er det en stedbetegnelse. Vor næste er således i denne forbindelse det væsen, der i det fysiske rum er os nærmest... Når det hedder, at man skal elske sin næste som sig selv, vil det altså bogstaveligt sige, at man først og fremmest skal elske det eller de væsener, der er inden for vor observationsevnes rækkevidde, og som vi derfor ikke kan undgå at opleve eller sanse... Hvis alle væsener inden for denne sansernes nærzone opfyldte nævnte lov, og alle således var til glæde og velsignelse for alle, ville Himmeriges Rige dermed for længst have været en kendsgerning på jorden..." (Kosmos 1987/5 s. 218-219). (Martinus' "næste"-begreb dækker også f.eks. plante-, dyre-, organ- og cellelivsenheder).

Ved første øjekast et måske noget overraskende svar, for hvad med alle de lidende i lande langt herfra? Men ved nærmere eftertanke også et fuldstændig logisk nødvendigt svar. Man må tage udgangspunkt i loven for årsag og virkning – "som du sår, skal du høste" – der betinger en fuldkommen lovbundet logisk udvikling mod næstekærlighed for hvert eneste menneske. Skal jeg møde virkningerne af mine mørke såvel som lyse handlinger, må det nødvendigvis primært være det sted, hvor jeg er med min krop og fysisk kan møde min næste – hvorved "næsten" bliver en stedbetegnelse. Det må dreje sig om familie, venner, fjender, kolleger eller den næste, som vi slet ikke kender, men som vi ligesom den barmhjertige samaritan har som skæbne at blive bragt til at måtte hjælpe. Spørgsmålet "hvem er da min næste" har således et lige så enkelt svar, som lignelsen fortæller.

Jamen! der er da mennesker, der frivilligt i den grad formår at placere sig på de hårde skæbners holdeplads – læger, sygeplejersker, social- og sundhedshjælpere, nødhjælpsarbejdere osv. – og derved får mulighed for at gøre rigtig meget godt, der hvor næsten, der har hjælp behov, er. Sådanne mennesker aflaster professionelt på områder, som ellers ville have været et personligt skæbneområde for familie og venner. Forhåbentlig befinder disse hjælpere sig der, hvor de finder glæde og inspiration ved at være. Martinus skriver flere steder, at f.eks. udviklingen af et Røde Kors er udtryk for "den barmhjertige samaritan". Praktisk næstekærlighed skal både opøves og udbredes i verden. Men livet og tilværelsen byder jo tydeligt på mere end lidelse og dette at hjælpe mennesker ramt af en hård skæbne – f.eks. sport, kunst, hobbyer, videnskab og ikke mindst mange slags arbejde, der på et utal af områder består i at tjene næsten og samfundet. Der vil i ethvert menneskes udvikling være perioder, der er præget af mørke og modgang såvel som lys og medgang, ligesom vi skal gennemspille mange udgaver af rollen som hjælper eller den, der behøver hjælp.

"Alt er såre godt", fordi enhver møder den skæbne, som de har noget at lære af. Det gælder om at "våge og bede", om at være vågen for, om der er noget i mit forhold til min nære næste – og dermed også i mit forhold til Gud – som jeg har overset eller kan gøre bedre. For ligesom man skæbnemæssigt af lyst kan placere sig på de hårde skæbners holdeplads, eller blot være aktiv i at være til glæde for andre, kan man også af ulyst krybe uden om alt, hvad der lugter af besvær og problemer. Dét er selvfølgelig også udtryk for, at "alt er såre godt". Alt er så hårfint afstemt. Den, der hjælper sin næste, får som skæbne at blive hjulpet.

Det er på indsigt i den fuldkommenhed, der står bag alle menneskers udvikling mod humanisme kombineret med bøn, vi skal udvikle dét personlige gudsforhold, der efterhånden skal blive til et indre, der udtrykker: At elske "Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv". Martinus' omfattende bogværk er skrevet for at skulle føre til praksis i den samme ånd. Hvis ikke Martinus havde dette som værkets kerne, ville det ikke kunne kaldes en fortsættelse af Bibelen og bære titlen Det Tredje Testamente.

Som Jesus spørger den skriftkloge: ""Hvilken af disse tre tykkes dig nu at have været hans næste, der var falden iblandt Røverne?" Men han sagde: "Han, som øvede barmhjertighed imod ham." Og Jesus sagde til ham: "Gå bort, og gør du ligeså!""