Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus taler i sine bøger om de tre kosmos'er: Makrokosmos, mellemkosmos og mikrokosmos. Kosmisk set findes der egentlig kun én eneste stor levende organisme, Guddommen. Oplevelsen af denne organisme kan dog kun ske gennem det "kosmiske perspektivprincip", der viser sig som de nævnte tre kosmos'er.

Ethvert levende væsen vil altid opleve sit eget kosmos, som "mellemkosmos". Det er i dette kosmos, vores dagsbevidsthed har sin primære sanseevne, og det er derfor også her, vores sansebegavelse fungerer mest optimalt. Vores sanser er så at sige beregnet på oplevelser i mellemkosmos, hvor alle vores "artsfæller" befinder sig, og med dyr, planter og mineraler som en overdådig kulisse.

Her vil vi også almindeligvis opleve både de største prøvelser og de største glæder gennem kontakten med vores medvæsener. I dette kosmos skal vi desuden opleve "den store fødsel", som Martinus benævner vores indvielse til "kosmisk bevidsthed". Det er her, vi i samspil med vores artsfæller skal udvikle vores kærlighedsevne og humanitet frem til det, der er målet for alle mennesker, "at elske vor næste som os selv og vor Gud over alle ting".

Vejen til indvielsen i vores eget mellemkosmos forgår, som det sikkert er bekendt, gennem de lidelseserfaringer, vi høster af skæbneudløsninger fra egoistiske, ukærlige og mere eller mindre grusomme handlinger, vi tidligere har sået af ren og skær uvidenhed om de sande konsekvenser. Der er således i virkeligheden ingen mennesker, der i absolut forstand er "onde", en kendsgerning, som også Jesus dokumenterede på korset i udtalelsen, "tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør", om sine bødler. Naturligvis vender alle de gode og kærlige handlinger også tilbage til os, og på den måde kan man lære at skelne mellem, hvad der giver glæde, og hvad der giver modstand og problemer, så når man har tilstrækkeligt mange erfaringer, vil man kunne handle derefter.

Hele vores daglige panorama er i bund og grund begivenheder, der vender tilbage til os gennem vores medvæsener og den omgivende natur. Her kommer vi til at opleve livets mest fornemme pædagogik, "som du sår, skal du høste", der er den fuldkomne indlæring, idet alle er sikret hundrede procent retfærdighed via "loven om årsag og virkning". Det er selvfølgelig sådan, at både kærlige og ukærlige handlinger udløser skæbnesituationer. Man vil aldrig nogensinde kunne opleve anden skæbne end den, man selv har skabt, og udløsningen af denne skæbne er nøje afstemt med den formåen, hvert enkelt individ er i besiddelse af.

De tre kosmos'er opleves gennem "perspektivprincippet", idet "makroperspektivet" dannes af universet omkring og over os med vores egen jordklode som det daglige livsrum. "Mikroperspektivet" oplever vi i vores egen organisme, med dens myriader af atomer, celler og organer, medens vores eget primære oplevelsesområde er "mellemkosmos". Vi kigger således ud i større og større enheder i "makrokosmos" og ned i mindre og mindre enheder i "mikrokosmos".

Nøjagtig, som når man står ved en kornmark og sanser de enkelte strå i de nærmeste omgivelser, således bevirker også "det kosmiske perspektivprincip", at jo længere væk detaljerne kommer, i jo højere grad opleves de som tæt stof eller masse. Tænk blot på et fodboldstadion, tæt pakket med tilskuere. På lang afstand vil alle disse individer forekomme som værende én samlet, tæt masse. Omvendt forholder det sig med makrokosmos, hvor "tomrummet" mellem de enkelte detaljer perspektivisk gør, at man netop ikke kan se disse store himmellegemer som en samlet masse, f.eks. i form af et fysisk legeme, men oplever dem som "gigantpartikler og tomrum" i form af solsystemer og mælkeveje.

I det daglige liv, sådan som de allerfleste af os oplever det, kan "indvielser" forekomme på mange niveauer. De fleste mennesker er dog tilbøjelige til at bruge begrebet "indvielse" i sammenhænge, hvor der er tale om større gennembrud af kosmiske glimt i bevidstheden, men realiteten er dog den, at alle former for erhvervelse af viden er en større eller mindre grad af indvielse. Der kan naturligvis også skelnes mellem indvielse i mørket og indvielse i lyset, hvor det jordiske menneske er på vej mod lyset og den højeste viden.

"Men lys i mørket er indvielse, indvielse er oplevelse af "Guds billede", Guds billede er den højeste viden, kunnen og salighed."

Således definerer Martinus indvielser i Livets Bog 4, stk. 1578, hvilket ganske enkelt understreger, at "indvielse" set fra dette synspunkt er tilegnelse af viden i form af "den højeste viden". Viden er det samme som oplysning, og det siger næsten sig selv i denne formulering, at oplysning er at skabe lys, hvor der før var mørke, at skabe vished og indsigt, hvor der tidligere var uvidenhed og overtro. Mørke er i åndsvidenskabelig sammenhæng det samme som uvidenhed om livets store facitter og det fulde omfang af kærlighedsloven, "alle loves lov", så derfor er det "mikroskopiske indvielser" på vejen mod den store indvielse, hver gang vi erstatter uvidenhed om de kosmiske realiteter med viden. At indvielser virkelig eksisterer, har vi både nutidige og fortidige eksempler på. Af de nutidige er Martinus jo et enestående eksempel, ligesom andre før ham har haft forskellige grader af indvielse, f.eks. de store profeter Buddha og Muhammed, og i vort århundrede, Khrisnamurti, Brunton o.m.fl.

At der i fortiden på vores klode har eksisteret kulturer, der havde visse grader af indvielse i "den hellige ånds domæne", nævner Martinus i den lille bog Påske: "Her vil der være at bemærke, at der for mange årtusinder tilbage i tiden har eksisteret et samfund af væsener med en vis grad af indvielse, altså en vis form for åbenbarelse af "den hellige ånd". Men dette samfund talte alt for få individer, var alt for svagt til i længden at kunne stå mål med den omgivende og dominerende barbarisme, som jo i virkeligheden på det daværende tidspunkt var jordens fundamentale og kulminerende tankeklima. Nævnte samfund blev derfor standset i sin udvikling, men efterlod sig uafviselige monumentale udtryk for sin eksistens i form af pyramider, sfinkser, templer, kunstgenstande osv., der naturligvis efterhånden af tidens tand blev forvandlet til ruinhobe, men som alligevel trods denne sin tilstand for det almindelige jordiske menneske den dag i dag er af imponerende vælde og for det udviklede okkulte væsen funkler med den hellige ånds ufejlbarlige klarhed."

De efterhånden talrige krige koster hver eneste dag hundreder eller tusinder af menneskeliv, og selve "ragnarok" har formentlig endnu ikke nået sin endelige kulmination. Mange af de væsener, der således omkommer i disse krige, og for hvem krige ses som den eneste måde at løse konflikter på, vil som allerede nævnt for en stor dels vedkommende ikke inkarnere på jordkloden igen, fordi klodens bevidsthed er nået til et stadium, hvor "den store fødsel" er umiddelbart forestående.

Det er naturligt, at vores opmærksomhed er meget koncentreret om at løse de problemer, der tårner sig op og kræver en indsats eller løsning. Vi ser, hvordan lovgivningen hele tiden må korrigeres og ændres, fordi udviklingen går så hurtigt. Lovgivningen vil jo af naturlige årsager altid være bagud i forhold til tendenserne i befolkningen og blandt politikerne, idet et problem først skal opstå og bevidstgøres, før man kan lovgive om det. De store unioner og globaliseringen stiller også meget store krav til samarbejde og konstant politisk aktivitet mellem nationerne, fordi udviklingen i de pågældende lande er så forskellig. Men det er en udvikling, der ligesom en lavine kan starter med en lille snebold og ende i et gigantisk sneskred.

Ethvert indgreb fra omgivelsernes side, der begrænser det normale velvære og den personlige frihed, vil automatisk bevirke, at vi forsøger at overvinder disse begrænsninger på en eller anden måde. Det. der allerede er afprøvet, og som verden vånder sig under i dag, er, at man har forsøgt at udrydde, nedkæmpe og eliminere disse begrænsninger, hvad enten det drejede sig om mennesker, dyr eller naturen, i stedet for at forstå dem og sætte sig ind i deres mission som "Guddommens tale" til menneskene. "Indvielsen i mellemkosmos" er netop at forstå og indrette sig på problemets kosmiske natur, der er, at alle de begrænsninger og lidelser, man måtte opleve, er skæbneudløsninger forårsaget af selviske og uhensigtsmæssige handlinger fra fortiden. Denne erkendelse bør i sig selv afføde en vældig trang til at finde ud af, hvordan man kan undgå fremtidige lidelser, og det kan udelukkende undgås ved at ændre den adfærd, der skabte dem. Vi har altså i egentlig forstand ingen "fjender", kun væsener der er mere eller mindre uvidende om deres rolle som "budbringere fra fortiden". Fejltagelserne vil give kolossale erfaringer, og tilværelsens "guddommelige kerne" afføder, at først, når vi handler i total kontakt med kærlighedsloven, vil vort samfund og tilværelse være i harmoni.

Skønt de store udfordringer kunne mane til pessimisme på grund af de mange fejltagelser, vi gør, så er det dog indlysende, at udviklingen går mod en stadig fremadskridende humanistisk udvikling, såvel på det personlige plan som på det kollektive.

Vores boliger bliver bedre, vores fødevarer bliver bedre, vores sundhedstilstand bliver bedre, vores infrastruktur bliver bedre, og uddannelsesniveauet øges ligeledes. En del af verdens nationer har desuden underskrevet forskellige traktater, der skal sikre, at disse nationer ikke bekriger hinanden, men i stedet har til opgave at udvikle de demokratiske processer og medvirke til en udligning af de sociale og kulturelle forskelle, således at der bliver tilstræbt et ens niveau for disse nationers borgere. Disse bestræbelser er kimen til fremtidens verdenssamfund.

Det er desværre også relevant at nævne fattigdommen og de usle vilkår, som mange, mange mennesker lever under i nogle verdensdele, og at en stor del af disse ulykkelige tilstande skyldes den økonomiske situation i verden, der er præget af begærlighed og grådighed, og en lovgivning, der stadig velsigner disse forhold og tillader nærmest "kriminelle" tilstande.

Der er således stadig lang vej igen, før der er tale om, at vores sameksistens og hele tilværelse er i total kontakt med "den højeste viden", men alligevel ikke så lang, som man kunne forledes til at tro. Det er nøjagtig, som når man i det tidlige forår betragter den golde jord i sin have og tænker, at det vil "vare en evighed", før det hele står i flor. Men lige under mulden og i knopperne på grenene venter det spirende liv, og i løbet af ganske kort tid udfolder det hele repertoiret af farver og dufte. Lige så usvigelig sikkert "gror" den spirende humanisme og alkærlighed i de hundredtusindvis af mennesker sind, der allerede på nuværende tidspunkt er færdige med de mørke tilstande, der forekommer så dominerende lige nu.

Indvielsen i mellemkosmos nævner Martinus som værende lig med det bibelske udsagn: "Lad os skabe et menneske i vort billede efter vor lignelse". Dette udsagns sandhedsværdi ligger måske langt væk fra rigtig mange menneskers begrebsverden i dag, hvor man i langt højere grad er vant til at forstå og håndtere mere videnskabeligt orienterede udtalelser, men Guds væsen er jo at være alkærlig, og det er ikke så svært at oversætte til daglig tale (kærlig overfor alle). Dette ideal repræsenteres da også i et vist omfang af forskellige kulturpersonligheder, som nyder stor respekt for deres antivoldelige holdninger, f.eks. Dalai Lama, Desmond Tutti og afdøde Mahatma Ghandi.

Man skal gøre sig klart, at næstekærligheden ikke alene skal omfatte alle væsenerne i "mellemkosmos", men i høj grad også skal gælde væsenerne i det "mikrokosmos", vor egen organisme dannes af. Det er ikke muligt at opnå "kosmisk bevidsthed" uden også at omfatte dette "mikrokosmos" med samme kærlighed og respekt, som man omfatter sin næste i "mellemkosmos" med. Under normale omstændigheder opleves kroppen som "en enhed, der fungerer af sig selv", og hvor man sædvanligvis ikke har nogen bevidst kontakt med alle de mange tusinde processer, der konstant holder kroppen i god og funktionsdygtig form. At kroppen i sig selv besidder en suveræn intelligens på sit eget område, er jo en kendsgerning, når man ser de fantastiske processer i form af blodkredsløb, fordøjelse, udskilning af affald, hjerneaktivitet, nervebanernes impulser, heling af sår og meget, meget mere – alt sammen funktioner, vi slet ikke deltager bevidst i.

Der sker imidlertid det for mange mennesker, at de på et eller andet tidspunkt i deres liv rammes af et uheld, en ulykke eller en fysisk sygdom i mildere eller sværere grad, som kan ændre dette ideelle forhold.

Man kan groft set kategorisere den bevidste oplevelse af den kropslige tilstand som grader af behag – og i sit klimaks: ekstase. Eller som grader af ubehag – helt ud i næsten ubærlig smerte. I alle tilfælde vil overskridelser af det "normale velbefindende" tiltrække sig vores opmærksomhed, men dér, hvor der kan tales om tiltag til en "indvielse i mikrokosmos", er dér, hvor ubehaget eller smerten kræver, at man bliver nødt til at skaffe sig en viden og indsigt, der kan føre til erfaringer om, hvad årsagerne til denne smerte, det være sig fysisk som psykisk, kan være. Alle grader af velbehag vil omvendt blot være til nydelse og så at sige være frugten eller belønningen for bestræbelser og adfærd, der fører til tilfredsstillelse af de øjeblikkelige behov.

Når vi taler om de fysiske sygdomme, vil de i en eller anden grad være forbundet med smerte og eventuel nedsat livskvalitet, der igen i nogle tilfælde kan afføde psykiske tilstande som sorg, depression, bekymring og angst. Det kan være meget grænseoverskridende at opleve kroppens skrøbelighed, og afhængig af, hvor alvorlig sygdommen er, vil vi blive mindet om den "fysiske forgængelighed" og den kendsgerning, at "livet er noget, vi kan dø af ". Denne kendsgerning kan være meget angstprovokerende for mange mennesker. Når samarbejdet mellem et menneske og dets "mikrokosmos", i form af det fysiske legeme, resulterer i større eller mindre sammenbrud, skyldes det, at vi selv, som "makrovæsen", på et eller andet tidspunkt, oftest i uvidenhed, har påført vores "mikrovæsener" smerte og lidelse i form af ukærlig adfærd og levevis.

Der findes naturligvis mange, mange former for misbrug af kroppen, der kan føre til invaliditet, sygdom, sammenbrud og nedsat livskvalitet. Ofte er det ikke et bevidst udslag af uhensigtsmæssig levevis, der fører til sygdom, men i højere grad uvidenhed eller et hårdt arbejdspres, man ikke føler, man kan sige nej til, der skaber de fysiske og psykiske disharmonier.

Martinus gør opmærksom på, at det menneskelige nervesystem er "broen" mellem den fysiske og den åndelige verden, og det vil sige, at der, selv ved ganske "normal" levevis, i nervesystemet forekommer en stor slitage, og ved store permanente overbelastninger vil man ligefrem kunne tale om "kortslutninger" og nedbrud. Nervesystemet formidler impulser fra de åndelige legemer til kroppens organer, hjernen m.m., og det er ligeledes "broen", der omsætter fysisk sansning til åndelige impulser og oplevelse. Nervesystemet er også det organ, der transformerer alle impulserne rundt i organismen og sørger for, at det store samarbejde fungerer optimalt.

"Indvielse i mikrokosmos" er en proces, der begynder, når vi møder de vanskeligheder, vi har skabt af ren og skær uvidenhed, og som fører til svækket helbred eller livsglæde. De har imidlertid til formål at danne erfaringer om, hvordan vi kan leve sundt og harmonisk gennem udvidelse af "næstekærlighedsbegrebet" til også at omfatte "mikrokosmos". Disse mange problemer er, ligesom de mellemkosmiske, helt uundgåelige, da kendsgerningen jo er, at vi er på vej fra uvidenhed til viden og indvielse.

Har man oplevet et sammenbrud af fysisk/psykisk art, er det naturligt, at bevidstheden "trækkes ind" i en øget opmærksomhed på den fysiske krop, fordi problemerne er mere vedkommende fra kroppen end fra de "normale" omgivelser i "mellemkosmos". Det kan i visse tilfælde udvikle sig til en uhensigtsmæssig overvågning af kroppen og dens funktioner i en sådan grad, at der kan blive tale om sygdomsangst eller "hypokondri", som denne tilstand tidligere har været kendt under, en lidelse, der endda er lavet komisk teater over i Molières "Den indbildt syge". Denne overeksponering af opmærksomheden på de fysiske tilstande og reaktioner drives af angst, angst for sygdom og "udslettelse", kaldet "døden", og kan være en meget pinefuld tilstand, der dræner vedkommendes livsenergi og livsglæde. Her er det vigtigt at tolke og lytte til "kroppens intelligens", forstå og respektere den og lade den arbejde uden konstant overvågning. Man kan kort sagt sige, at det i denne sammenhæng er kroppens reaktion på de "overgreb", den har været udsat for, og at den på denne måde påkalder sig vores opmærksomhed som en slags bøn til det "forsyn", vi er for vores krop.

Det indebærer, at vi omfatter vores organisme med samme kærlighed og omsorg som vores børn, venner og bekendte og ikke belaster den over evne. Specielt det sidstnævnte kræver, at man indleder et "samarbejde" og en kommunikation med kroppen om dens behov og begrænsninger, hvilket for de mange vil være fuldstændig uvant, men ikke desto mindre absolut nødvendigt.

Vores kropskultur og psyke er i dag så forfinet, at den i mange tilfælde ikke kan holde trit med de krav, der stilles fra hverken os selv eller omgivelserne, og dér må vi selv, som forsyn, lære at sige fra. På grund af denne forfinelse af krop og psyke oplever vi, hvordan voldsomme overbelastninger, sygdomme og sammenbrud og den manglende evne til at lytte efter og reagere på kroppens signaler, ofte får et psykisk efterspil i form af de omtalte tilstande som sygdom, depressioner og angst.

En "indvielse i mikrokosmos" vil være ensbetydende med læren om, at man skal omfatte kroppen med kærlighed, pleje og respekt som alle andre, der er vores "næste", og som, hvis ikke disse basale behov indfries, ligefrem kan resultere i kroppens totale sammenbrud, kaldet "døden". Vejen tilbage fra en sygdom kan ofte være en lang og smertefuld proces, der tilsigter at genoprette forholdet mellem os selv og vores mikroverden til et harmonisk samarbejde, hvor kroppens intelligens får "hovedrollen", ofte i form af en hvileperiode og en eller anden form for behandling. Skønt det er "dyre lærepenge", vi oplever, når vi bliver syge, er resultatet en uundværlig udvikling og værdifuld lærdom i, hvad kærlighed til "mikrokosmos" indebærer.

En "sundhedsbølge" har i de sidste 25-30 år affødt, at sund levevis er kommet i fokus, men også på dette felt skal der erfaringer til. Det kan virke lidt ukærligt overfor kroppen at martre den med de voldsomme strabadser, der er blevet så "moderne". På veje og stier, ved søer og skove, ses et stort antal mennesker med ansigtet fortrukket i smerte, i færd med at tugte kroppen til at flytte dens smertetærskel og opnå det eftertragtede "kick", når kroppen endelig får fred ovenpå strabadserne. Skønt det nok vil være en lidt upopulær påstand, at det skulle være usundt, vil jeg alligevel mane til besindighed med disse strabadser og opfordre til at lade kroppen selv bestemme farten og belastningen som det kærlige forsyn, vi bør være. Martinus selv anbefalede altid en god afslappet cykeltur eller en dejlig gåtur.

Opstår der en disharmoni mellem jordklodens og vores behov og adfærd, vil jordkloden svare igen som makrovæsen, et væsen, hvis viljesudløsninger vi på ingen måde vil kunne sætte os ud over, idet energiudløsningerne er af enorm styrke i forhold til vores egen formåen. Det er jo faktisk præcis det samme forhold, der gør sig gældende for os i forhold til vores egen krop, der også er helt underkastet vores forgodtbefindende. Hvis vi f.eks. forestiller os, at vi gerne vil afvænne os fra at ryge tobak e.l., vil vores mikroindivider i starten stritte voldsomt imod det at blive berøvet deres "føde", og først efter en vis periode vil de diskarnere og give plads for mikrovæsener, der ikke er belastet med denne trang. Denne proces kalder vi abstinenser.

Ifølge Martinus, står jordkloden umiddelbart foran sin "kosmiske indvielse", selvfølgelig i makrokosmisk tidsmål, og man kan derfor nemt forestille sig, hvordan de meget krigeriske og aggressive mikroindivider i form af de mennesker og kulturer, der repræsenterer disse "idealer", vil være på linie med de ovenfor nævnte mikrokosmiske forhold. Kloden vil ikke have interesse eller behov for at bevare denne form for kultur eller tendenser i sin bevidsthed, men vil i stedet forsøge at undgå at tiltrække dem for at kunne erstatte dem med mikroindivider, der harmonerer med dens nutidige udvikling og behov. Martinus giver udtryk for, at den tilspidsede situation på jordkloden er et udtryk for "den gamle verdensimpuls" sidste krampetrækninger.

Vi oplever, hvordan jordkloden reagerer på de disharmoniske tilstande, vi påfører den, med forskellige former for voldsomme energiudladninger såsom flodbølger, tyfoner, lyn og torden, hedebølger, brande, jordskælv og alle de andre udladninger, der volder os så mange vanskeligheder og koster så mange menneskeliv.

Der er en vis sammenhæng mellem vores egen evne som forsyn og beskytter for vores mikroverden, og de omgivelser vi befinder os i på vores eget makrovæsen, "jordkloden". Et gammelt ord siger, "som i det store, så også i det små", eller "for Herren er tusind år som én dag, og én dag som tusinde år", hvilket antyder, at der i kosmisk forstand ikke er forskel på stort og småt. Disse størrelsesforhold er jo 100% afhængige af, hvor man selv befinder sig, så selv om det kan forekomme urimeligt, at vores egen skæbne er afhængig af, hvordan vi behandler vores eget "univers" i "mikrokosmos" , så er der i realiteten ingen principiel forskel.

Vores livsrum på kloden kræver også omsorg og hensyn, noget som specielt op gennem det 19`århundrede er blevet ignoreret under industrialiseringen. Vi har forårsaget mange alvorlige forureninger af både hav og land. Vores fødevarer forventes i dag produceret i en mængde, der får landbrug og grøntavlere m.fl. til at fylde jorden med giftstoffer for at undgå ukrudt og for at fremme den naturlige vækst.

Specielt atomkraften er "en tikkende bombe", fordi produktionen af denne energi frembringer affald, der ikke foreløbig kan gå tilbage i naturen igen. Det har ført til store ophobninger af dette dødsensfarlige affald, som der reelt ikke findes nogen kendt teknik, der kan uskadeliggøre.

Der har også været foretaget forskellige forsøg med manipulation af naturen, såsom at vende strømmen i en flod i det fhv. Sovjetunionen og inddæmme kolossale områder i Kina. Ligeledes har der i mange år været brugt kemiske produkter med henblik på at fremkalde regn og solskin for på den måde at kunne brødføde flere mennesker og skabe bedre klimatiske betingelser. I de fleste tilfælde med meget uheldige følger, fordi det store makrokosmiske kredsløb er mere kompliceret forbundet med resten af klodens organisme, end vi mennesker umiddelbart kan gennemskue. Det hører også med til denne del af vores misbrug af "makrovæsenet", at det bærende princip i ovennævnte tiltag er ønsket om en øget profit.

Indvielsen i Makrokosmos indebærer, at vi viser respekt, kærlighed og taknemmelighed over for det store makrovæsen, der brødføder os og skaber det klima, som vi næres ved. På denne klode kan vi opleve det mest fuldkomne velvære og den mest utrolige skønhed. Hvad kan måle sig med en solnedgang i hele spektrets farver? Hvad kan erstatte de fabelagtige panoramaer, naturen tilbyder?

Det, der skal ske med vores tilværelse, er en harmonisering af alle tre kosmos'er i vor bevidsthed, således at de smelter sammen til én eneste stor kosmisk kærlighedsoplevelse.

Vejen til den store indvielse eller "kosmisk bevidsthed" går, som det forhåbentlig fremgår, gennem træning af evnen til "at elske sin næste", hvad enten denne fremtræder i mikrokosmos, mellemkosmos eller makrokosmos. Selve oplevelsen af den "store indvielse" kan ikke forceres eller fremskyndes ad "unaturlig vej", hvilket vil sige gennem hjælpemidler, rusmidler eller forskellige okkulte processer eller ritualer. Det er heller ikke et mål, der er forundt en udvalgt skare med specielle holdninger eller overbevisninger, hvad enten man er katolik, lutheraner, muslim, okkult eller esoterisk interesseret, ja end ikke det at læse eller være tilhænger af Martinus' analyser er i sig selv "adgangsbillet" til den store indvielse, hvis ikke interessen for den ene eller den anden åndelige retning resulterer i en ændret og kærligere væremåde.

Når man kolliderer med kærlighedsloven, oplever man at blive bremset af modgang og vanskeligheder, hvis budskab skal forstås som en kærlig undervisning i stedet for som en straf.

Der er et gammelt ord, der siger, at "Gud giver de bedste elever de sværeste opgaver", og det er uden tvivl de svære og uundgåelige perioder i livet, der her menes. Selv om det er en stor opgave at have det indsigtsfulde forhold til "de sværeste opgaver", medens det står på, så ved den "udviklede åndsforsker", at det naturligvis er sådan, det forholder sig.

Selv mennesker, der ikke har nogen interesse eller indsigt i de åndelige realiteter, taler jo om, at "modgang gør stærk", og selve livet demonstrerer gennem stadierne fra barn til voksen, at modgang og overvindelse af modgang fører til vækst og fremgang.

Jeg vil afslutte med at citere Martinus fra den lille bog Hvad er sandhed, kap. 30. Bogen kan i øvrigt anbefales som inspiration til yderligere fordybelse i emnet:

"En dag, når man mindst aner det, vil man i et for formålet gunstigt øjeblik komme til at opleve at se "en i overjordisk ild strålende levende Kristus" komme sig i møde og fuldstændigt tage ens eget, både fysiske og sjælelige, legeme i besiddelse. Men det mest guddommelige ved denne oplevelse er, at det fremmede, funklende "kristusvæsen" ikke er noget fremmed væsen, men derimod "ens eget absolut højeste åndelige selv". Dette "højeste selv" har man igennem jordlivene trænet op til at efterleve verdensgenløsningens kristusidealer så fuldkomment, at dette selv nu er blevet en fuldkommen materialiseret funklende og lysende "kristusform" eller "kristusskikkelse" på det åndelige plan. Det må dog her bemærkes, at hvis det havde været ved "buddhaidealer" eller "muhamedidealer", man igennem livene havde trænet sig op til ovennævnte oplevelse eller indvielse, ville det tilsyneladende fremmede, funklende væsen (altså ens højeste selv) henholdsvis have formet sig som en funklende eller strålende "buddha-" eller "muhamedskikkelse". Og med det guddommelige møde med sit eget fuldkommengjorte, højeste selv har man oplevet noget af den indvielse eller åndelige proces, jeg i mit hovedværk "Livets Bog" udtrykker som "den store fødsel". Man har dermed fuldendt sit kredsløb i mørket og er nu midt i en jordisk, fysisk tilstand, vågen, dagsbevidst trådt ind i himmelen."