Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2007/6 side 187
Til eftertanke
Skønnest af alt
Den 29. januar 1673 holdt den danske anatom Niels Steensen et foredrag i det anatomiske auditorium under Københavns Universitet. Hans tale er helt i overensstemmelse med den tankegang, som også gennemstrømmer Martinus' litteratur. For Steensen var anatomen ligesom en pegepind i Guds hånd. Mest kendt fra denne tale er måske ordene: "Skønt er det vi ser, skønnere er det vi erkender, langt det skønneste er det, vi ikke fatter."
 
"Den som på årets skønneste tid ser en eng i det fjerne, får gennem øjnene et stærkt skønhedsindtryk af de prægtigste farvers mangfoldighed. Men når man derefter på selve engen bøjer sig ned for nøjere at betragte de enkelte planters blade og blomster, da viser der sig en sådan forskellighed og finhed i former og farver, at man må udbryde: Set på afstand er de skønne, men nærved er de langt skønnere!
Men hvis man går endnu videre og for eksempel i en enkelt plante undersøger de enkelte deles indre struktur, de altgennemtrængende safters bevægelse og hele den række forandringer, der sker under fremvæksten fra et frø til en fuldt udvokset plante, som atter sætter frø, ja, selv om man af alt dette kun opfatter en ganske lille smule og kun som gennem en tåge, så vil man dog se nok til at forstå, at den glæde, som kom af hvad man erkendte, intet er imod den, man ville føle, dersom man kunne nå til den fulde erkendelse af det, som er skjult…
Når allerede en ganske lille del af det menneskelige ydre er så skønt, at det fængsler beskueren så stærkt, hvilken skønhed ville vi da ikke få at se, hvilken glæde ville vi føle, hvis vi kunne se hele legemets kunstfærdige bygning og sjælen, der har så mange og så forunderlige instrumenter til sin rådighed, og se alt dettes afhængighed af den alvidende årsag, som vi er uvidende om? Skønt er det vi ser, skønnere er det vi erkender, langt det skønneste er det, vi ikke fatter. Lad os altså ikke blive hængende ved sanserne, men lad os se med sindets øjne ud gennem legemets øjne som gennem et kunstfærdigt slots vinduer, ud på denne dejligste eng, hvor hver en blomst er et organ, og hver detalje er et vidunder…
Og dette er anatomiens sande formål, at tilskuerne gennem legemets kunstfærdige bygningsværk skal hæves op til at fatte sjælens værdighed og følgelig gennem legemets og sjælens vindundere skal lære at kende og at elske Skaberen. Da nemlig anatomiens genstand er det dyriske og især det menneskelige legeme, hvis enkelte dele skal adskilles og blotlægges for sanserne, kan en så stor og åbenlys skønhed ikke undgå at fremkalde beundring og derigennem vække ønsket om at kende de ting, som unddrager sig sanserne. Derved løftes fornuften fra betragtningen af de enkelte dele og en sammenligning mellem dem op til at søge Skaberen af så store undere, og man erhverver sig desto større kundskab herom, des mindre forudindtaget man er, og des mere man udrydder sine fordomme ved gennemsøgningen af denne vidstrakte skov for erfaringer. For hvis intet sundt dømmende menneske kan betragte en statue, et maleri, et ur eller maskiner af enhver art, som er kunstfærdigt udført, uden at føle sig ansporet til at elske og højagte skaberen af dem, hvorledes skulle man da opmærksomt kunne betragte det menneskelige legemes bygningsværk, som uendeligt langt overgår al menneskelig kunst, uden at man føler en stærk dragelse mod at ære og elske dets skaber? Hvad mere er, Guds underfulde forsyn har for de fornuftbegavede skabninger indrettet det således, at først overvældes de med tusindfoldig glæde ved deres forskellige iagttagelser, dernæst opvækkes i dem ønsket om at søge den virkelige årsag til disse glæder, og sluttelig vil de erkende giveren af gaverne, så hele deres kærlighed føres videre fra gaverne til giveren. Man begår altså en fejl og behandler anatomilæren under dens værdighed, når man gør den til en tjener, der blot skal forebygge eller helbrede sygdomme. Ganske vist gør den derved sin nytte, dog ikke så meget som vi tror, fordi kendskabet til den unormale tilstand ikke kan overgå kendskabet til den normale, og da dette kendskab endnu er stærkt begrænset, kan heller ikke det førstnævnte udvide sit område væsentligt. Den sande anatomi er, sådan som den kan tilrettelægges for alle tilskuere, den måde, hvorpå Gud ved anatomens hånd fører os til kundskab, først om det dyriske legeme og dernæst om Gud selv…"
Kilde: Sr. Miriam Mortensen OSB: "Skønnest af alt. En biografi om Niels Steensen", Katolsk Forlag , København 1993