Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kernen i Martinus' forfatterskab er næstekærligheden eller "kærligheden", som han ofte blot kalder den. Kærligheden som videnskab – en åndsvidenskab! Og hvorfor gøre den rene kærlighed til nøgtern videnskab? Fordi det er muligt! Fordi det er nødvendigt! Fordi "kærligheden" er universets grundtone, ifølge Martinus. "Kærligheden" er – og vil for os jordmennesker med tiden blive – et udtryk, der er dækkende for den kraft, det omdrejningspunkt, den livskilde, det ophav, der står bag absolut alt, hvad der overhovedet kan opleves i verdensaltet. Derfor har naturvidenskaben selvfølgelig også "kærligheden" som studieobjekt, de ved det bare ikke, for de kan ikke med deres fokus og metode se dybt nok, og evnerne rækker ikke. Det gælder formentlig også for åndsforskeren. Evnerne rækker næppe endnu til at se det som en personligt erfaret og oplevet viden, men måske mere som en til vished grænsende sandsynlighed for, at sådan hænger det sammen. I kraft af Martinus' grundige forklaringer, og den store sammenhængskraft i hans åndsvidenskab, tegnes et velunderbygget billede af virkeligheden meget forskelligt fra naturvidenskabens, der gør den tanke mulig, at "kærligheden" er det, det hele drejer sig om.

"Kærligheden ophører aldrig; men hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde; thi stykkevis erkender vi og stykkevis profeterer vi; men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forsvinde. Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; efter at jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnagtige. Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden." (1 Kor. 13.8-13.13)

"...når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forsvinde". Et grundvilkår for os jordmennesker er, at vi har kun evner til at se på tilværelsen stykkevis opsplittet i f.eks. tusindvis af snævre forskningsområder på alverdens universiteter, som måske engang kan stykkes sammen til en samlet videnskab om alting. Det kræver, at vi får syn for en fælles samlende faktor bag alt.

Ifølge Martinus ligger nøglen til det hele i at forstå os selv dybere, og "at forstå sig selv" dybere er et udviklingsspørgsmål. "Noget" i naturen driver hvert enkelt menneskes evolution i retning mod gådens løsning. Når næstekærligheden / "kærligheden" er blevet fuldkommen i vores indre, da skal vi "se ansigt til ansigt", at samme "kærligheden" er genspejlet i alt i vores ydre.

"Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde", skriver Paulus, men selv om vi kunne se mere af os selv, i et særligt dybdespejl, ville vi kun kunne se det som er, og ikke det der mangler. På vores nuværende udviklingstrin dækker begrebet "kærligheden" reelt over noget, som vi stort set ikke kender og forstår, fordi vi næsten ingen nære livserfaringer har med den. "Kærligheden" bygger på et helt andet åndeligt fundament end tosomhedskærlighed og moderkærlighed.

Jesus liv og væremåde er den reneste kilde, vi har, til at tro på og måske forstå "kærligheden", men vi mennesker har med vores meget blandede mentale forudsætninger misforstået kilden efter bedste evne. De såkaldte kristne nationer er i dag de mest våbenmagtfuldkomne, og intet kan vel være længere fra Kristi budskab om at stikke sit sværd i skeden, og at bede for de, der forfølger en.

Dertil kommer, at en stor gruppe af menneskene i de såkaldte kristne nationer er ved at forlade troen til fordel for naturvidenskabens udviklingslære og ateisme. Endelig ser det ud til at lysne, siger mange. Menneskene er ved at frigøre sig fra troens dogmer og al dens intolerance, krig og elendighed til fordel for almindelig sund fornuft!

Problemet er, at naturvidenskabens udviklingslære i sig selv afkræfter enhver mening med livet. Et følsomt tænkende menneske – og dem bliver der stadigt flere af – kan ikke i længden leve med erkendt skinbarlig meningsløshed. Hvis denne meningsløshed var selve den højeste sandhed om tilværelsen, da måtte man bøje sig for dette tilsyneladende faktum og humpe sig igennem livet til den bitre og absolutte ende – døden.

Men sæt nu man kom i kontakt med en udviklingslære, der har et så ophøjet udsigtspunkt på livet og evolutionen, at netop udviklingen væk fra troen viser, at "kærligheden" er noget mere og langt større, end hvad der kan rummes i nok så mange ritualer og dogmer i en trosreligion. At troen på Gud og "kærligheden" "kun" er en vigtig og nødvendig epoke i samme "kærligheds" evolutionære udvikling i mennesket.

"Kærligheden", Jesus udtalelser og væremåde og begrebet Gud skal ikke forblive en trossag! Jesus var ikke selv troende! Man tror ikke på en Gud, som er så nærværende som en far, og som man oplever sig åndeligt ét med. Som Jesus udtrykker det henvendt til disciplene i f.eks. Luk. 8.13: "Jer er det givet et kende Guds riges hemmeligheder; men de andre gives det i lignelser, for at de skal se og dog ingenting se, og høre og dog ingenting forstå." Nej Jesus var ikke troende, men den visdom han besad kunne kun i begrænset omfang forstås af få mennesker dengang – lidt som i dag, om end evolutionen har bragt os meget nærmere en mulighed for at forstå, hvilket afspejles i videnskabens og ateismens udbredelse.

Kristusbevidstheden, "kærligheden" er, ifølge Martinus' åndsvidenskab, hvad vi alle udvikles mod at besidde, uanset hvad vi i dag måtte tro, ikke tro eller tænke. Af samme grund er "kærlighedens" endemål ikke troen, men en viden der er integreret med "det rene hjerte", der igen udløser den intuition, det altomfattende helhedssyn, der opløser al stykkevis erkendelse. Det er således ikke det udpræget intelligensbetonede menneske, "der skal se Gud" – tværtimod – på dette trin i udviklingsprocessen rækker evnerne til netop dette "ikke at se Gud" med indlysende tydelighed.

"Kærligheden er ikke nogen viljesakt. Den er et organisk produkt ligesom kød og blod, ligesom kirtelsekreter, ligesom ens brune eller blå øjne, ligesom ens lyse eller mørke hår. Hvordan skulle et organisk produkt, et mentalt kirtelsekret, som ikke havde nogen mulighed for at kunne danne sig i ens legeme eller organisme, i samme organisme kunne udløse sine virkninger? – Hvordan skulle det almene jordiske menneske kunne elske med en sympati eller kærlighed, der endnu ikke var blevet en organisk funktion?" (LB 5, stk. 1715)

Vi udtaler, at vi med vores vilje vælger at tro på det ene eller det andet, men på et dybere skjult plan er det summen af oplevelser og erfaringer – ikke mindst lidelseserfaringer – gennem mange fysiske inkarnationer sammen med endnu dybere ubevidste åndelige urevner, der betinger hvad vi tror, og om vi overhovedet kan tro. Når en person således hævder at være frigjort fra troens lænker, og nu opfatter sig som et frit tænkende menneske, der kun følger sin egen vilje, da bygger denne såkaldte frie vilje på en sum af ubevidste livserfaringer. Dybest set er det ikke en viljesakt at tro, ligeså lidt som det er en viljesakt ikke at tro. Man kan således ikke tvinge sig selv til at tro, hvis man har "mistet" eller rettere gennem udvikling afviklet evnen til at tro. "Kærligheden er ikke nogen viljesakt", dens udvikling i den enkelte er et så omfattende projekt, at der skal mere end vilje til at gennemføre den. Den samme "kærligheden" var jo i det skjulte drivkraften hele vejen gennem plante- og dyreriget, altså på udviklingsstadier hvor vi var ganske uvidende om, hvad der foregik og hvorfor. At vi er underlagt en evolution er udviklingshistorisk en meget ny erkendelse for os mennesker, som vidner om, at vi er på vej mod en åndelig opvågning, der kan nå meget dybere.

Hvad, der er sket i samfundene i historiens forløb, burde vække til videnskabelig eftertanke, ikke mindst hvad der er sket teknisk og socialt indenfor de sidste 150 år. Martinus skriver, at vi jordmennesker ganske enkelt ikke har fantasi til at sætte os ind i, hvad denne "kærlighedens" styrkelse i den enkelte vil afføde i samfundet. Den tekniske og turbulente sociale udvikling er kun en begyndelse, en forsmag på endnu mere utrolige forvandlinger. Og dog – "utrolige"? Har man fundet ind til den sammenhængskraft, der ligger i Det Tredje Testamente, da bliver det ikke utroligt, men indlysende, at "kærligheden" vil udvikles og afføde store smukke forandringer og en del svære problemer og udfordringer i overgangsfasen. Altså i tiden indtil "kærligheden" har sejret. Det indebærer nemlig et personligt indre opgør med dyrerigets livsbetingelse, at være sig selv nærmest. Noget dyrisk vi hver især rummer side om side med noget menneskeligt. Kærligheden står for det menneskelige i mennesket. Humanismen, når den er smukkest, er i dag måske det begreb, der står "kærligheden" nærmest. En side i os mennesker, der efterhånden vil blive så stærk, at den må have en mere dækkende betegnelse – "kærligheden" / næstekærligheden.