Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2007/7 side 219
Revisionen har ordet
Kommentarer til årsrapporterne 2006
af Linnea Weinreich og John Cubbin
Linnea Weinreich og John Cubbin
Årsrapporterne 2006
Hovedtallene fra årsrapporterne 2006 fremgår nedenfor. Vi gør opmærksom på, at der er tale om et uddrag af de væsentligste hovedtal fra årsrapporterne, og henviser til de officielle årsrapporter for yderligere specifikation og uddybning. Ligesom vi såvel som Instituttet gerne står til rådighed for besvarelse, såfremt der måtte være spørgsmål eller kommentarer til regnskaberne. Vi kan oplyse, at vi har forsynet begge årsrapporter med en revisionspåtegning uden forbehold eller supplerende oplysninger den 24. april 2007.
Bemærk, at alle beløb i det følgende er angivet i hele tusinde kroner, forkortet til "t.kr.".
Idealfonden
Som det fremgår af regnskabsuddraget har resultatet i Idealfonden udgjort t.kr. 2.116 i 2006 mod t.kr. 540 i 2005. Resultatet i 2006 skyldes hovedsagelig, at der i året er modtaget t.kr. 2.957 i bidrag og gaver. En stor del af midlerne i 2006 er anvendt til istandsættelse, reparation og vedligeholdelse såvel på Mariendalsvej som i Klint.
Af resultatet på t.kr. 2.116 er der foretaget uddelinger med t.kr. 1.900, hvorefter t.kr. 216 overføres til den bundne egenkapital, der herefter udgør t.kr. 26.498. Hensættelser, der endnu ikke er uddelt, udgør t.kr. 4.491.
Aktivitetsfonden
Resultatet i Aktivitetsfonden har i 2006 udgjort t.kr. -46 mod t.kr. 245 i 2005. Resultatet skyldes hovedsagelig anskaffelser i året i forbindelse med udskiftning af teknisk udstyr m.v. Årets resultat er overført til egenkapitalen, der herefter udgør t.kr. 4.677.
Afslutning
Årets resultat for 2006 må for begge fondes vedkommende anses for tilfredsstillende, særligt set i lyset af de modtagne arv, bidrag og gaver samt moderniseringen af Instituttets ejendomme. Det er revisionens opfattelse, at rådene for begge fonde udfører et ansvarsfuldt arbejde og fuldt ud lever op til Instituttets formål.
Hovedtal fra årsregnskabet 2006
Økonomisk kommentar
Af Instituttets bestyrelser
Instituttet har i 2006 været begunstiget af gaver og arv på godt 3 mio. kr., som vi takker hjerteligt for. Det er udryk for en generøs og uselvisk indstilling, som kommer til stor nytte og glæde i arbejdet med Martinus' analyser. Midlerne bliver hurtigt brugt både til de løbende opgaver og til de mange nye aktiviteter, der er iværksat. Vi kan bl.a. nævne, at der udføres forskellige projekter, hvor mennesker knyttes til Instituttet i kortere eller længere tid for at løse særlige opgaver eller styrke indsatsen på områder, hvor der er særligt behov for det, f.eks. på hjemmeside- og IT-området. I år genoptrykkes og nyudgives en række af bøgerne på flere sprog og arbejdet med de elektroniske udgaver af værkerne fortsætter. Der ydes støtte til oversættelser og til filmprojektet "Martinus – som vi kendte ham". Det har været nødvendigt at udskifte det tekniske udstyr i foredragssalen i Klint, hvor vi har fået nyt tolkeanlæg, projektor og teleslynge. Derudover er der kommet solafskærmning og store parasoller på Terrassen. Og sidst, men ikke mindst, har vi afsluttet de to store langsigtede byggeinvesteringer, nemlig moderniseringen af Instituttet på Frederiksberg og opførelsen af den nye værksteds- og servicebygning i Klint.
Det er dejligt at se de gode resultater af den økonomiske støtte, Instituttet får. Vi mærker en glæde og optimisme over udviklingen både hos de frivillige og faste medarbejdere og hos de mange interesserede, der er i kontakt med Instituttet og centret i Klint. Vi ser også optimistisk på de mange kommende opgaver og udfordringer. Blandt dem kan nævnes behovet for at styrke Instituttets information og service i pagt med tidens professionelle standard. Der er også behov for en styrket indsats med at få registreret og bearbejdet det historiske materiale på Instituttet. Og vi håber selvfølgelig, at det bliver realistisk på lidt længere sigt at planlægge en udbygning af kapaciteten i Klint med flere moderne værelser og kursuslokaler, der kan bruges året rundt... Det er godt at vide, at de mange planer på ønskelisten bliver realiseret i den naturlige og tålmodige takt, som gaverne og det frivillige arbejde giver mulighed for.