Kosmos 2007/8 side 243
Kærligheden 2 – medlidenhed
af Søren Olsen
Der er et Martinus-citat, jeg har forholdt mig til jævnligt gennem flere år, fordi det fortæller noget væsentligt og måske overraskende om næstekærligheden eller "kærligheden", som Martinus ofte blot skriver, hvormed han mener den kærlighed, som endnu ikke er i denne verden.
"Når man derfor hører sådanne udtryk som: "Det er forfærdeligt, at de mennesker skal rammes så hårdt", "det er forfærdeligt, at han (hun) skal lide sådan" e. l., så er disse opfattelser udtryk for total uvidenhed. De røber en direkte kritik af forsynet, naturen eller den altomfattende intellektuelle og dermed kærlige magt, der repræsenteres gennem stoflovens absolutte ubønhørlighed.
Men disse udtryk har dog et vist lysende skær over sig, idet de jo samtidig mere eller mindre er udtryk for medlidenhed overfor dem, der lider, og opfylder således i en tilsvarende grad loven for tilværelse: Du skal elske din næste som dig selv." (LB2, stk. 306)
Der er den mulighed, at Martinus slet ikke forstår sig på næstekærlighed – for er det ikke det reneste udtryk for næstekærlig, vi kender, at udvise medlidenhed? Alternativet til medlidenhed med den lidende er følelsesmæssig ligegyldighed! Eller er det? Måske er der i dette lille stykke en kraftig ledetråd mod erkendelse af, hvad begrebet "kærligheden"/næstekærlighed reelt dækker, og samtidig en påmindelse om, at vi som jordmennesker har meget svage forudsætninger for at forstå, hvad det indebærer af forfinede evner.
Jamen! – er det da ikke forfærdeligt at han (hun) skal lide sådan, at nogen mennesker skal rammes så hårdt? Er det ikke følelsesmæssigt oprørende? Er det ikke skrigende mod himlen uretfærdigt og urimeligt? Martinus ved udmærket, hvordan vi kan reagere følelsesmæssigt, og sådanne reaktioner er der absolut intet forkert ved. De er helt naturlige for vores udviklingstrin. Disse reaktioner er imidlertid også udtryk for noget andet, end de umiddelbart kan se ud til – noget der "samtidig mere eller mindre er udtryk for medlidenhed ….". Dette "mere eller mindre" – hvad kan der ligge i det?
Åndsvidenskabeligt betragtet kan man sige, at vores følelsesmæssige oprørthed i forbindelse med lidelse og medlidenhed viser, at dele af vores egne lidelseserfaringer endnu ikke er blevet tilstrækkeligt bearbejdede af livet og af os selv. Vi har endnu ikke nyttiggjort det mulige udbytte af vores lidelseserfaringer. Vi hænger fast i en form for medlidenhed, der er meget følelsesladet, og som peger tilbage på vores egne psykiske hængepartier. Det urimelige, min kære næste her har oplevet, har jeg ubevidst eller bevidst også erfaringer med. Jeg ved, hvordan det føles! Jeg ved, hvor svært og hvor hårdt det er! Det er som at få pillet i gamle sår, der ikke er helet. Medlidenheden er skjult forbundet med selvmedlidenhed – offerrollen eller martyriumfornemmelsen. Derved bliver "medlidenheden" i mindre grad udtryk for næstekærlighed.
Nu skal dette ikke opfattes som en anklage, for vi besidder netop endnu ikke den næstekærlighed, Martinus beskriver, vi udvikles mod. Derfor er vores næstekærlighedsbegreb endnu forbundet med mange almindelige jordmenneskelige træk.
Vi ved f.eks., at hvis der i "det forfærdelige" indgår vold, da bliver medlidenheden med offeret naturligt blandet med vrede og måske had rettet mod bødlen – hvis ikke angsten lammer os. Her ved vi godt, at "medlidenheden" er blevet slemt besmittet af noget, der ligger langt fra "kærligheden".
Det er i fuldkommen tråd med Martinus' åndsvidenskab, at begrebet "medlidenhed" vil ændre sig gennem vores udvikling i takt med, at "kærligheden" udvikler sig i vores indre. Lidelseserfaringer spiller en central rolle i "kærlighedens" udvikling, og spiller samtidig en central rolle i udviklingen og forfinelsen af medlidenhedsevnen.
Når vi hænger fast i selvmedlidenhed og måske forestillinger om livets og lidelsens meningsløshed, er dén medlidenhed, vi udviser overfor andre, ikke ren. Den mangler udvikling. "Det er forfærdeligt, at de mennesker skal rammes så hårdt", "det er forfærdeligt, at han (hun) skal lide sådan" e. l … "Martinus skriver, vi "røber en direkte kritik af forsynet, naturen eller den altomfattende intellektuelle og dermed kærlige magt, der repræsenteres gennem stoflovens absolutte ubønhørlighed."" Vi mangler en intellektualisering af følelseslivet. Der er med andre ord for meget tungt uforløst instinkt-, tyngde- og følelsesenergi i medlidenhedsudtrykket. Intelligensenergien er næsten fraværende som i første omgang forklaringsmodpol til de endnu primitive følelsesreaktioner.
Denne "forklaringsmodpol" er på ingen måde så fremmed for os, som den kan lyde. "Det er forfærdeligt, at det menneske skal rammes så hårdt!" På den anden side var det uundgåeligt, da hun har røget 20 cigaretter dagligt de sidste 30 år! På den anden side var det uundgåeligt, da han har ædt og drukket og undgået enhver form for motion, så længe jeg kan huske! Vi kender masser af gennemskuelige eksempler på lidelsessammenhæng, der på en måde tilfører en ny form for energi til medlidenhedsfølelsen. Underforstået – det er synd for ham, men det er også forståeligt. Det giver mening. Det ville faktisk være mærkeligt, hvis det ikke skulle ende galt.
For 100 år siden vidste vi meget mindre om sammenhæng mellem adfærd og sygdom, end vi gør i dag. De sammenhænge, vi kan gennemskue i dag, er endnu yderst simple og overfladiske. Der er en række erfaringer, vi ikke har gjort endnu, som gør, at der er rigtig meget i livet, vi ikke kan se nogen sammenhæng i, skønt årsag og virkning her er lige så ufravigelig som i tilfælde med f.eks. rygning og druk.
De færreste kender "den altomfattende intellektuelle og dermed kærlige magt, der repræsenteres gennem stoflovens absolutte ubønhørlighed". Denne næsten totale uvidenhed på stoflovens område giver god baggrund for en ægte medlidenhed, for grundlæggende ved vi ikke, hvad vi gør, og vi kan ikke vide det, for vi har endnu ikke gjort de nødvendige lidelseserfaringer. Det gælder både offer og bøddel. Offeret forstår ikke, hvorfor det skulle blive offer, og bødlen aner ikke, at som han sår, skal han høste.
Kun "den altomfattende intellektuelle og dermed kærlige magt, der repræsenteres gennem stoflovens absolutte ubønhørlighed", kan lede os til at gøre erfaringer med godt og ondt i en sådan grad, at vi til sidst kun bliver repræsentanter for det gode – "kærligheden". Vi vil af samme lov blive ledt til at se den hele sammenhæng i alt. Det er det begyndende syn af den store sammenhæng i tilværelsen, der efterhånden intellektuelt vil farve vores medlidenhedsudtryk mod en højere grad af renhed og dermed kærlighed.
Der er tale om en intellektualiseringsproces i flere/mange trin gennem mange fysiske tilværelser. Et første stort skridt er det at tage den tanke til sig, at der findes en sådan lov for årsag og virkning (se symbol 16 "Evighedslegemet").
Et næste stort skridt er at indse, at denne lov er udtryk for den absolutte kærlighed. Den er udelukkende et gode for alle levende væsener. Selv hvor vi invalideres af krigens helvede. Selv hvor vi kæmper en tilsyneladende håbløs kamp mod kræften. Selv hvor vi lemlæstes i trafikken. Selv når vi vinder i lotto. Selv når vi løber ind i en dejlig livsledsager. Selv når vi får vores største ønsker opfyldt. Selv når vi skuffes bitterligt. Selv når forskeren afslører en fantastisk sammenhæng i naturen. Intet, der kan opleves i livet noget sted i spiralkredsløbene, ligger uden for årsags- og virkningslovens konsekvens. Uden denne konsekvens ingen næstekærlighed/"kærligheden". Ingen udvikling. Ingen oplevelse. Intet liv. Det ville være umuligt at skabe nogen form for logisk sammenhæng.
At kende og forstå årsags- og virkningsloven er et vigtigt element i dette at få løftet sin medlidenhedsevne fri af selvmedlidenhed og andre tunge følelser, som reelt intet har med næstens lidelse at gøre, og som i mange tilfælde forhindrer hjælperen i at hjælpe. Hvordan skal man kunne hjælpe i en svær situation, hvis man selv er trukket ned i kulkælderen af "det forfærdelige, der er sket". Det er helt klart nemmere beskrevet end gjort, ikke mindst hvis "det forfærdelige" virkelig er meget personligt traumatisk. Er det slemt, ved vi, at vi har meget at lære af det skete. At det er en personlig skæbne, der skal lære "mig selv bedre at kende", så jeg engang i fremtiden kan få kastet åndeligt lys på noget, som indtil videre synes dystert mørkt.
Min næstes skæbne som lidende kan blive min skæbne som medlidende hjælper, med præcis de evner og forudsætninger jeg har levet op. Det sørger årsags- og virkningsloven også for. Den, der giver megen hjælp, får også megen hjælp. Traumerne, vreden, bitterheden, utilgiveligheden, angsten, sorgen, håbløsheden, meningsløsheden og troen på døden skal gennemleves, udleves og forløses til fordel for en tilstand, hvor mørket/uvidenheden ikke længere kan få fodfæste. Vi er alle på denne udviklingsrejse og vil efterhånden kunne se med hvilken fuldkommenhed, Forsynet bringer hver eneste af os mod lysere tilstande med mindre tunge former for lidelse og medlidenhedsfølelse og samtidig mod en større og renere form for evne til "kærlighed", om end der endnu vil være meget at lære.
Måske kan medlidenhedsevnen i en overgang ligefrem blive inficeret af for meget intelligens og for mange analyser, således at andre menneskers lidelser kun i meget begrænset omfang får lov at trænge ind og ruske op i et måske endnu noget traumatiseret ømt følelsesliv. Vi kan måske blive så forelskede i den intellektuelle indsigt i årsags- og virkningsloven, at kærligheden til næsten bliver kølig. De er jo selv den dybeste årsag til deres lidelser, og lidelserne lærer os på fuldkommen måde det, vi skal lære, så hvorfor have medlidenhed?
Vi skal ikke bilde os ind, at vi kan intellektualisere vores følelsesliv alene ved åndelig viden. Det følelsesmæssigt uforløste kan kun livet selv gennem årsags- og virkningsloven forløse, gennem at bringe os i livssituationer, der direkte prikker til eller "roder op" i det uforløste.
Vi kan og vil falde i mange grøfter gennem vores udvikling. En ting kan vi dog være sikre på, at den kosmisk kemiske sammensætning af medlidenhedsudtrykket vil ændres, fordi det farves af det helhedssyn, der følger med næstekærlighedens vækst. Det indebærer, at medlidenhedsevnen vil blive helt befriet for noget, der overhovedet kan forbindes med trist, nedstemt eller mørkt. Jamen er der da tale om medlidenhed? Måske bliver udtrykket så dårligt dækkende, at vi vil vælge at bruge et andet. Barmhjertighed måske – eller næstekærligheden/"kærligheden".
"Det "forfærdelige" eller "hårde" i de levende væseners lidelser kan ikke tilskrives Forsynet, men udelukkende disse væsener selv. Deres lidelser eksisterer jo kun på basis af deres anvendelse af selvvalgte forkerte skæbneenergier. At de i et sådant tilfælde ikke kan opleve det samme resultat, som hvis de havde anvendt de rigtige energier, kan ikke i noget som helst tilfælde være udtryk for ukærlighed fra naturens eller Forsynets side, tværtimod, det kan netop kun udtrykke den allerhøjeste absolutte orden og lovmæssighed i verdensaltets struktur, en lovmæssighed, der igen bliver grundlaget for al skabelse af intellektualitet hos de levende væsener, en lovmæssighed, på hvilken al udvikling dermed udelukkende er baseret, en lovmæssighed, der gør det muligt for det levende væsen at hæve sig til højere og højere eller fuldkomnere tilværelsesplaner, mod større og større lykke og lys.
Verdensaltets lovmæssighed eller struktur er således i allerhøjeste grad baseret på Kærlighed. At de levende væsener får lov til at opleve, hvorledes de forskellige energier eller stoffer reagerer eller virker, når de sætter dem i forkerte kombinationer, kan jo kun være ligeså guddommeligt som deres oplevelse af de samme materiers reaktioner i de rigtige sammensætninger. At de rigtige sammensætninger skaber kærlighed, guddommelig harmoni eller fuldkommen skabelse, og de forkerte det modsatte, kan jo kun give det levende væsen en hundrede procents frihed i skabelsen af enhver detaille i sin skæbne." (LB.2,. stk. 307)
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige