Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Igennem hele den menneskelige udviklingshistorie har vi set, at der på givne tidspunkter i denne udvikling er fremkommet vejledere, der i kraft af deres udvikling og karisma har tjent som åndelige forbilleder for grupper af mennesker. "Grupper af mennesker" er nok, i nogle tilfælde, en underdrivelse, når vi taler om de store religiøse vejledere, der mere har tjent som "åndelige forældre" for hele verdensdele, som f.eks. Kristus, Buddha og Muhammed.

Mange vil sikkert kalde nogle af disse vejledere for folkeforførere og diktatorer, idet de ofte har haft nogle kontroversielle budskaber og idealer, der førte folkemasserne i ulykke og fordærv, her tænker jeg på statsledere og diktatorer i nyere tid med Lenin og Stalin, Hitler, Mussolini, Saddam Hussein, den rumænske diktator Ceauşescu, Pinochet i Chile og mange andre, der som "landsfaderen" førte store dele af deres nation til armod og undergang og var udløsende faktorer for millioner af menneskers frygtelige døds og torturrædsler. Retfærdigvis skal dog også nævnes de mange store politiske idealister, som har grundlagt de demokratiske samfund, der i dag nok må kaldes for de mest udviklede i vor verden, selvom demokratiet bestemt også har sine svagheder.

Hvis man opdeler udviklingen i de faser, der har præget menneskeheden, så startede en markant del af "kultiveringen" af mennesket med de store religioners oprindelse. Før denne fase var udviklingen i de forskellige områder på kloden og i verdens nationer overvejende domineret af "stammekulturer" med lokale høvdinge og ledere, men med verdensreligionernes opståen samledes hele nationer eller verdensdele fortrinsvis under samme religiøse idealer. Der opstod dog ofte "religionskrige" og stridigheder om hvilken religion, der var den "sande", og hvem der havde deres Guds absolutte bevågenhed og støtte, ofte indenfor for de samme landsdele, hvilket paradoksalt nok startede talrige borgerkrige, alle med Gud som garant.

Vejlederne eller de åndelige "overhoveder" for de store religioner eller åndsretninger inkarnerede dog ikke her på jorden ved en såkaldt "tilfældighed", hvorefter de pludselig befandt sig i begivenhedernes centrum. De var så at sige "himmelske sendebud", i mange tilfælde uden selv at vide det, men dog ofte med en stærk indre fornemmelse af at have en "mission", hvis opgave det var at samle og lede større eller mindre befolkningsgrupper "på rette vej". Hvad der hermed menes er, at de inkarnerede på bestemte tidspunkter, i bestemte verdensdele og nationer, som repræsentanter for det guddommelige princip, Martinus kalder "forældreprincippet", hvis mere dagligdags orienterede "lillebror" af alle kendes som forældreværdigheden både hos dyr og mennesker.

Kernen i dette princip udstråler omsorg, kærlighed og en stærk indre, ikke forstandsstyret, trang til at beskytte og hjælpe det "ufærdige væsen", der i konsekvens af denne status ikke kan klare sig selv uden støtte og vejledning. Hvad skulle det lille nyfødte væsen stille op uden sine forældres omsorg og kærlighed? Præcis som i dyreriget lærer menneskebørnene deres vigtigste lektie fra forældrene, på "godt og ondt". Desværre ses der en del eksempler på, at denne rolle varetages af mennesker, der ikke formår at udfylde den, fordi de selv moralsk, åndeligt eller fysisk er "kørt af sporet" på den ene eller den anden måde, ligesom det mange steder på kloden er særdeles vanskeligt at varetage hvervet på grund af ydre omstændigheder i form af naturkatastrofer eller hungersnød.

Til en sådan fødsel hører der naturligvis, som til enhver anden fødsel, fødselsforløsere, om end forløsningen i denne forstand er af "makrodimensioner" i forhold til fødslen af et lille menneskebarn, og så lige den "detalje", at her er tale om en åndelig fødsel i modsætning til den fysiske fødsel af et spædbarn.

Verdensgenløsningen er uløseligt forbundet med forældreprincippet, for hvordan skulle en sådan begivenhed ellers kunne finde sted? En forløsning eller fødsel af åndelig karakter vil altid have markante åndelige personligheder som "fødselshjælpere" eller åndelige "forældre".

Før den store omfattende "Verdensgenløsning", som nu er umiddelbart forestående, har der været mange, mange mindre faser i menneskehedens "opvågnen" eller åndelige genfødsel. Da mennesket, i den bibelske fortolkning, forlader "Edens have", hvor Edens Have er lig med dyreriget, er der tale om den proces, hvor menneskets bevidsthedsudvikling (herunder specielt intelligensudviklingen) og individualiseringen starter på en fase, der indebærer inkarnation af "åndelige vejledere", idet det ikke vil være muligt for "det ufærdige menneske" selv at finde vejen til "kosmisk genfødsel". Disse "åndelige vejledere" vil i kraft af deres mere fremskredne udvikling og den tildelte mission, sætte sig i stand til at være det samlende punkt for grupper af mennesker med et bestemt niveau af erfaringer og moralsk udvikling. Uden disse "forløsere" og vejledere ville menneskeheden åndeligt set tumle rundt uden noget mål, nøjagtig som to fodboldhold ville gøre det i en fodboldkamp uden dommer og bold.

Takket være "forældreprincippet" har vi set dannelsen af bl.a. Islam, Buddhismen og Kristendommen med hver deres store profet eller åndelige leder som samlende moralske centrum og forbillede. Vi ser også, hvordan der, f.eks. i inkarnationen af Jesus fra Nazareth, er et eksempel på, hvordan han udviklingsmæssigt er langt, langt forud for sine samtidige, men alligevel formår at "transformere" sit budskab om næstekærlighedens vigtighed og dermed blive det moralske forbillede for de kristne tilhængere.

Disse kristne havde en selvoplevet basis af lidelseserfaringer, der var det "moralske råstof" eller "den gode jord", der netop betingede udviklingen af et af kristendommens bærende principper, – "tilgivelsens vej". Tilgivelsen var jo netop et af de meget banebrydende principper i Jesu budskab, der bl.a. kommer til udtryk, når han siger, "du skal ikke blot tilgive syv gange, men syv gange halvfjerdsindstyve gange", hvilket i realiteten svarer til hver eneste gang, der er noget at tilgive. Overordnet set er kursen i menneskehedens udvikling markant ændret, fra at opfatte verden, samt "hvad der er i den", som sin fjende og Gud som sin velynder eller hævnende dommer, til at indse, at vi alle er "Guds sønner", uanset køn, og at vi alle er ansvarlige for det liv, vi lever og oplever. Kærligheden og det lykkelige liv skal ikke tildeles os som en gunstbevisning for regelmæssig kirkegang og kendskab til skrifterne, men hviler udelukkende på, hvordan vores forhold til vor næste er, og anbefalingen er, som skrevet står, "at elske sin Gud over alle ting og sin næste som sig selv". Vor næste skal forstås, i bredeste forstand, som alle levende væsener og livet omkring os.

Om verdensgenløsere skriver Martinus i LB 1, stk. 39: "Skabeprincippet bliver nemlig for den menneskelige moraliserings vedkommende manifesteret gennem dertil særligt indviede væsener, eller væsener der i udviklingen er så langt fremskreden, at de ved deres egen oplevelse har tilegnet sig et overblik over livet og dets love i et sådant omfang, at de er i stand til at skabe den moral og idealisme, på hvilken menneskehedens kulturer bliver opbygget."

Sådanne store verdensgenløsere var Jesus og Martinus, og deres mission er på mange måder nært forbundne, idet Martinus ofte citerer fra Det Ny Testamente, og Kristus fortæller jo om "Talsmanden den hellige ånd", som skal komme efter ham, og denne "Talsmand" er det samme som "Livsmysteriets løsning" og altså ikke nogen person. Martinus var i højeste grad klar over sin rolle, ikke som en ny Kristus, hvis genkomst jo er blevet bebudet, men som budbringer af "talsmanden den hellige ånd". Denne "Talsmand" er som nævnt ikke en person, men "hellig viden", og denne "hellige viden" vil være tilstrækkeligt til at føre menneskeheden det sidste stykke vej mod det fuldkomne samfund og "den fuldkomne bevidsthed".

Der er to kategorier af verdensgenløsere, "de mørke" og "de lyse", hvoraf de mørke verdensgenløsere primært har haft deres epoke i vores fortid. De var repræsentanter for "skaberprincippets mørke udstråling" som forfølgelse, hævn og straf i stedet for tilgivelse. Tænk blot på bl.a. Det Gamle Testamente og katolicismens jernnæve, der holdt deres menigheder i forestillingerne om Guds straf for deres synder. For disse menigheder var det den højeste viden, og kirkens repræsentanter var den højeste autoritet. De troende var knuget af angst for Guds hævn og forsøgte gennem bodsofre, skriftestole og kirkegang at formilde Gud, hvis kærlighed kun rakte til de rettroende. At masser af mennesker oplevede, at deres skæbner fortsat var ulykkelige trods disse ihærdige bestræbelser på at formilde deres skaber, affødte, at deres tro på at dette kunne være den højeste retfærdighed, var vaklende. Ja, det var jo nærmest uretfærdigt. Denne mistillid til de dæmoniserende forkyndere fik næring med det budskab, som Kristus forkyndte, at Gud var alkærlig, at "synder" kunne tilgives, og at netop tilgivelsen og kærligheden til "næsten" var essensen i budskabet. I Kristus' tilfælde var missionen som verdensgenløser en fysisk og åndelig demonstration, idet mennesket på den tid ikke ville have haft intellektualitet til at kunne forstå livslovene, sådan som Martinus har præsenteret dem for os her i det tyvende århundrede. Kulminationen på Kristus' mission blev, som det er alle bekendt, hans korsfæstelse på Golgatha, hvor han blotlagde sin herkomst og suverænitet ved at bede om tilgivelse for sine bødler på korset. Uden disse vores åndelige forældre og forbilleder ville humaniteten ikke have fundet nogen konkret form, hvilket understreger verdensgenløsernes uundværlige tilstedeværelse og mission for det kommende fuldkomne menneskesamfund, der vil være uden krig, sult, sygdom og med en verdensorden, der har de kosmiske livslove som fundament.

Det hører dog med til historien, at udviklingsniveauet hos mennesket under "De mørke verdensgenløseres epoke" var af en noget robust og barsk karakter. Her ville "næstekærlighedsbudskabet" have haft meget ringe betingelser, idet barmhjertigheden generelt hos den enkelte kunne ligge på et særdeles lille sted. Det har således ikke været et udslag af ondskab eller "djævelens værk", at omstændighederne var barske, men et udtryk for den absolut mest kærlige og hensigtsmæssige "vejledning" på det givne tidspunkt.

Det er nemt at se i den materialistiske del af verden, at netop disse religiøse kerneværdiers degeneration har affødt, at netop "det syndige levned" i stor udstrækning er blomstret op i takt med, at kirkens budskaber har mistet deres indflydelse på vores tilværelse. Det vil være nærliggende at antage, at religionernes mission har slået fejl, og at opfatte deres repræsentanters arbejde som latterligt og naivt. Det vil dog være en fuldstændig forkert konklusion og en underkendelse af "forældreprincippets" guddommelige karakter, der til enhver tid vil forme udviklingen hårfint efter det givne behov. Religionerne har i udviklingsøjemed været fuldkommen uundværlige.

Der er det væsentlige moment, som er værd at huske på, at frigørelsen fra de religiøse bud og dogmer i en eller anden forstand har ført tilhængere af "antikrist" ud i en situation, hvor ingen regler gælder. Alkoholisme, narkotikamisbrug, utroskab, ludomani og sprogligt forfald er jo netop kendetegnene for de "ukristelige", hvad enten der er tale om en "frafalden" muslim, kristen eller andet. Sædernes forfald er, hvis vi tager den øjeblikkelige situation som udgangspunkt, som bebudet i religionerne et "Sodoma og Gomorra" i moderne tid. Autoritetstroen må bestemt også siges at være på retur, specielt for de yngre generationer, og samtidig ser vi en individualisme i kolossal vækst. At være bundet af, hvad andre tror og tænker, er ikke kendetegnet for de nye generationer længere. De slutter sig dog sammen i grupperinger med hver deres bestemte "kultur", som ofte opstår ud fra nutidige behov og overbevisninger, der ikke er bundet af de gængse traditioner.

Det kan ikke nægtes, at misbrug og afhængighed af alkohol og narkotika ofte fører kriminalitet i et eller andet omfang med sig, ligesom prostitution ligeledes ofte fører til omtalte misbrug og på denne måde skaber et kredsløb af ulykkelige situationer, der ikke sjældent ender med en alt for tidlig degeneration, død eller selvmord. I de sidste mange år er misbrug af alkohol og narkotika både blandt helt unge og ældre nærmest eksploderet, ligesom den seksuelle debut finder sted tidligere og tidligere. Det fører i mange tilfælde til psykiske problemer og uønsket graviditet, således at de unge tidligt i livet kommer ind i meget belastende problemstillinger. Konklusionen må være, at der, hvor det autoritative samfundssystem i form af religioner o.a. udspiller sin rolle som moralsk vejledning og håndhæver, bliver de pågældende i større eller mindre grad overladt til sig selv og deres egen indre dømmekraft. Det ligner jo i forbløffende grad den situation, "Den fortabte søn" befandt sig i efter at have forladt sin fader, og det er da også denne situation, lignelsen beskriver.

Lignelsen fortæller, at den yngste søn drager bort fra hjemmet efter at have fået udbetalt sin arv. Han vil ud at se verden og opleve livet borte fra den beskyttede tilværelse i faderens vingård, og det fører ham ud i den situation, som mange mennesker i vor tid befinder sig i. Martinus fortæller, at lignelsen netop beskriver mennesker, der forlader trosreligionerne, repræsenteret ved "faderen og hans vingård", og bliver det, vi kalder materialister. Uden Gud og uden troen som moralsk ror bliver man i høj grad overladt til egen dømmekraft, hvilket i kombination med den iboende selviskhed ikke kan undgå at føre til, at man stræber efter fordele på andre menneskers bekostning. Det kunne synes, som om disse mennesker nu er overladt til "de frie kræfters spil", men via "forældreprincippet" er de som alle andre "ubeskyttede væsener" under åndelig overvågning. Martinus skriver i LB 6, stk. 2394: En hel verden af væsener på det åndelige plan er i et permanent beredskab for at hjælpe alle de nødstedte og hjælpeløse væsener på det fysiske plan. Intet levende væsen kan befinde sig udenfor denne beskyttelse uden i kraft af dets egen eventuelle misforståelse og den heraf følgende uvilje og protest. Men også her bliver der våget grænseløst tålmodigt over et sådant væsen og befordret hjælp i gang, ligeså snart dets egen uvilje ikke længere er nogen hindring, og det selv føler hjælpens nødvendighed.

I de faser af verdensgenløsningen, hvor mennesket i kosmisk forstand er "barn", træder "forældreprincippet" således i funktion for at vejlede, støtte og inspirere til større og større indsigt og visdom. Mere kærlige og tålmodige "forældre" end de skarer af skytsånder og fysiske vejledere, der er til rådighed og fungerer som guddommelige sendebud, kan man ikke ønske sig.

Samlet set er det forståeligt, hvis det materialistiske menneske opgiver at få en mening ud af tilværelsen, hvis der overhovedet er en mening!

Man arbejder og forsker intenst for at finde løsningen på klimaproblemerne – der bliver afholdt og taget initiativer til fredsbestræbelser og våbenhvile i de krigsramte områder – der afholdes verdenskonferencer og topmøder for at imødekomme fødevare og sundhedssituationen og meget andet, men der mangler "noget", der samler alle de løse ender! Der mangler den kosmiske indsigt.

Vores politiske ledere er under kraftig kritik for forfejlet indenrigs og udenrigspolitiske strategier, der har sat verdensfreden over styr, og vælgere i stort tal har helt mistet tilliden til disse politikeres kompetence og gode hensigter.

Her er det, at førnævnte citat skal bringes i erindring. Der er, trods det at det kan se anderledes ud, ingen her på vores klode, der ikke er under forsynets og forældreprincippets indflydelse, medmindre de lukker sig selv ude fra denne styrelse og vejledning ved at være stædige og selvkloge. Selv da, i denne selvophøjede position, vil vise og kærlige væsener vente tålmodigt på, "at øjnene må åbne sig", og da vil disse væsener omgående træde til.

Man skal her huske på, at bag alle de store politiske ledere og præsidenter arbejder forsynet for at bringe verden frem til en tilstand af fred og fordragelighed. Martinus har ved flere lejligheder udtalt, at de politiske ledere ligefrem i visse tilfælde er indsat i deres embeder fra den åndelige side, fordi deres mission f.eks. kan være at bringe verden frem til en krisesituation, ja ligefrem til krige, der jo i sidste instans skal gøre menneskeheden så lede og kede af dette ragnarok, mætte af ufred og intolerance, så de bliver pacifister i dette eller kommende liv. Verdensfreden opstår ikke, før vi mennesker er modne til det, og det samme gælder for alle de omtalte ulykkelige tilstande. Det er også værd at huske på, at der er masser af gode og humane "materialister" med fremragende moralske kvaliteter, og de vil have en umiddelbar modtagelighed for "den hellige ånd" og begavelse til at føre "de kosmiske livsprincipper" ind i konkrete former.

Situationen i verden er under intens overvågning fra den åndelige verden, og skønt lidelserne er og bliver store en tid endnu, så er begivenhederne ikke ude af kontrol. Nøjagtig som de gode og kærlige forældre lader deres små eller store børn gøre sig deres nødvendige erfaringer under nøje overvågning, på samme måde afventes det, at situationen modnes til en modtagelighed for en ny verdensorden, sådan som Martinus har beskrevet den. Kærlige og gode forældre træder først til, når situationen kræver det, og ligeledes forholder det sig m.h.t. verdenssamfundets tilstand. Når tiden er moden, vil store personligheder med åndelig indsigt træde til og medvirke til dannelsen af det bebudede fredens verdenssamfund, hvor den sande og ultimative politik, der stiller alle verdensborgere lige, vil blive indført.

Overfor disse store perspektiver er der kun ét, som vi som verdensborgere kan gøre, og det er at skabe fred i vort sind og i vore egne omgivelser. At udslette begrebet "fjender" i vor bevidsthed vil i høj grad medvirke til skabelsen af fred i verden. Perspektiverne og herlighederne i dette fremtidige verdenssamfund er uanede, idet alles inderste hensigt til den tid vil være at gøre lige præcis deres indsats til den højeste kunst.