Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En lidenskab, som jeg har, når jeg som turist befinder mig på et nyt og ukendt territorium, er at begive mig ud at jogge på ukendte veje i omgivelserne. Både for motionens og for spændingens eller de uventede oplevelsers skyld. Hvad kommer jeg til at se på vejen, og hvor vil jeg havne henne?

Denne gang befinder jeg mig på en klassisk turist-ø. For mig er det dog første besøg på denne ø, som jeg har hørt så megen tale om. Vi er heldige med at få plads på et hotel helt ud til havet på et stille og lidt mindre sted. I morgentimerne, inden strandene er nået at blive befolket af alt for mange soldyrkende og badende turister, snører jeg mine joggingsko og begiver mig ud på opdagelsesfærd langs strandene. Jeg løber så langt, jeg kan, langs stranden til vejens eller strandpromenadens ende, og siden vælger jeg, mest af nysgerrighed, at fortsætte op ad en ensom grusvej, der tilsyneladende ingen steder synes at føre hen, eller rettere sagt til en ukendt destination oppe i bjergene rundt om turisthotellerne og strandene. Selv om jeg ikke er langt fra de sidstnævnte, føles det pludselig som om, jeg befinder mig i meget øde omgivelser, hvor der foran mig blot findes bjerge og grusvejen, som jeg løber på. Men nysgerrigheden efter at se, hvad der findes "rundt om hjørnet", driver mig til at fortsætte endnu et stykke op ad denne vej…

Muren, der omgærder dette "tabte paradis", afskærmer ikke helt fra at kigge ind, idet der findes små åbninger, der ligner "kighuller" hist og her (måske for at lokke nysgerrige som mig til at forsøge at få et glimt af "paradiset" på den anden side af muren?). Jeg kan naturligvis ikke modstå fristelsen og kigger med store øjne ind i herligheden. Derinde findes en "paradishave", som nærmest har karakter af en skov (i omgivelserne findes der i øvrigt ingen skov). Forklaringen på, at det vokser så godt inden for murene, ser jeg også snart. Overalt findes der små springvand placeret. Men der er ingen mennesker at se eller høre. Snart ser jeg også, at "paradiset" er fuld af militære skyttegravskonstruktioner, der er overdækkede med grønne militære camouflagenet. Men bortset fra vandet, som de små springvand hele tiden pumper ud, virker det til at være et hengemt "paradis". Skyttegravskonstruktionerne ser lige så rustne ud som det tidligere nævnte skilt med teksten "Paradise lost". Som om "paradisets" egne indbyggere for længe siden i hast har overgivet eller forladt deres "paradis" – og glemt eller ikke nået at lukke hanerne til de små springvand.

Og unægtelig er "det dræbende princip" og alle dets krigeriske herligheder et for dagens jordmenneske "tabt paradis". Et paradis, som det engang, for ikke så længe siden, dyrkede og tilbad. Her på vore nordlige breddegrader kaldtes dette paradis "Valhalla", og det har i varierende grader og former – og under forskellige navne eller betegnelser – været vor kosmiske hjemstedszone, siden vi som "kødædende planter" begyndte at indvikle os i og manifestere "det dræbende princip" over for vore omgivelser. Som "den fortabte søn" har vi alle "ædt sammen med svinene" og oplevet dette som den højeste jordiske lykke eller paradistilstand. Men ethvert paradis har også en uddrivningszone, hvis bagvedliggende drivkraft er den tiltagende "mættelse" af pågældende paradis' idealer og livsformer. Det er der, det får karakteren af et "tabt paradis" for det individ, som allerede har kulmineret i og mere eller mindre udlevet dets idealer og manifestationsformer. Og det er en universel lov, som vel at mærke, gælder alle slags paradis – hvad enten det kaldes Valhalla, Himmeriget, Nirvana eller noget andet. Sult og mættelse er, viser Martinus, alt livs, al udviklings drivkraft. At enhver sult fører til mættelse, og at enhver mættelse skaber en ny sult, er garantien for, at livet evigt fornyer sig selv. Hvis det ikke var således, at vi til sidst blev mætte af såvel den ene som den anden slags paradis, da ville livet, læs: livsoplevelsen, her til sidst standse, visne og uddø i mangel på afveksling, kontraster og fornyelse. Det er kontrasterne – baserede på, og befordrede af, sult- og mættelsesprincippet – der er løsningen på den evige livsoplevelses, og dermed livsfornyelses, mysterium.

At krigens og den dyriske selvopholdelsesdrifts og egoismes zone mere og mere begynder at blive til et "tabt paradis" for os jordmennesker i dag, beror således udelukkende på mættelsesprincippets virkninger. Og det er altså denne tiltagende mættelse, som også til sidst får vore indre "skyttegravskonstruktioner" til at begynde at "ruste" og nedbrydes – præcis som skyttegraven, jeg så gennem kighullerne i muren i det "tabte paradis'" have. Men ligesom denne var mere eller mindre overdækket af "camouflagenet", har dagens jordmenneske også overdækket sin indre "skyttegrav" eller sin urgamle krigernatur med forskellige slags "camouflage", som vi kender under navne som: "retfærdig harme", "hellig vrede", "forsvar" – eller i noget mildere grad som: "misfornøjelse", "kværulanteri", "irritation" m.m. Så længe, vi både over for andre og ikke mindst – over for os selv og vor egen samvittighed på denne måde kan camouflere denne krigernatur som "retfærdig", "hellig" eller med andre ord som et livsnødvendigt "forsvar", kan den fortsætte med at leve sit eget liv – stimuleret og opretholdt af vor krænkede og truede selvretfærdighed. Men mens denne krigernatur hos dyret og det primitive menneske slet ikke ledsages af indre konflikter eller en plaget samvittighed, så nedbrydes det moderne og mere humant og intellektuelt udviklede menneske mere og mere ved ikke at kunne beherske og kontrollere "det tabte paradis'" tilbageværende virkninger i sit eget indre. Har det ikke vist sig, at f.eks. mange af den moderne krigs aktører ikke længere kan klare at udøve deres mere eller mindre blodige hverv uden at bedøve deres sanser og samvittighed med stoffer?

Jo, det "tabte paradis" er en indre forfølgende skygge, hvis virkninger nutidens menneske eller "sårede flygtning" fra dette "paradis" i høj grad sukker og stønner under, og forsøger at camouflere med mere eller mindre raffinerede "figenblade". Eller sagt med Martinus' ord:

"Figenbladet" er blevet større. Det vokser og vokser og er i dag blevet til millionhære og krigsflåder, bevæbnede med de mest raffinerede massemordmaskiner, bombeflyvemaskiner, tanks, torpedoer, dum-dum-kugler, giftgas etc. etc. "Døden" gør sin store høst. "Adam" og "Eva" går til grunde. "Dyret" begår selvmord i den jordmenneskelige mentalitet. Men hen over valpladsernes mørke øde ser jeg "Adam" og "Eva" genopstå og i form af "det fuldkomne menneske" forvandle egoismens sorte grave til en ny skøn verden, til en ny skøn himmel, i hvilken alkærlighed og dermed retfærdighed bor. –" (Martinus:Logik kapitel 43)