Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når nu de love, som gælder for materien, ikke rækker til at forklare naturens fænomener, hvorfor har naturvidenskaben så ikke opdaget det? Fordi en særlig opfattelse af begrebet bevidsthedsudvikling gør sig gældende i Martinus' kosmologi. Ganske kort går den ud på, at verdensaltets evige eksistens og livsoplevelse (verdensaltet er ifølge kosmologien et levende væsen) opretholdes ved, at bevidstheden hos alle levende væsener, som tilsammen udgør selve verdensaltet, stadig fornys i en kosmisk cyklus af indvikling og udvikling. I et afsnit af en sådan cyklus udvikles vores bevidsthed gennem utallige inkarnationer fra en dyrisk til en menneskelig bevidsthed, og lige nu befinder vi jordmennesker os i en slags mellemtilstand. I denne overgang indtræder en periode, hvor vi kun kan opfatte verden med fysiske sanser. Vi bliver materialister, der ikke har grund nok til at antage, at der bagom det fysiske eksisterer noget. De problemer, vi ønsker at løse, må derfor formuleres inden for rammerne af det materialistiske perspektiv.²

Man behøver dog ikke at være henvist til de kosmiske analyser alene for at forklare, hvorfor Martinus' kosmologi ikke er en accepteret videnskab. Som jeg ser det, kan det også forstås ud fra teorier om, hvad videnskab er for noget. Et emne, man studerer inden for faget videnskabsfilosofi.

Spørgsmålet, om Martinus' kosmologi er videnskab, forvirres nok også af, at der råder forskellige meninger om, hvad videnskab i det hele taget er. Det er sikkert ikke ualmindeligt – også blandt videnskabsmænd – at opfatte videnskab som noget, der gradvist vokser frem. Det sker ved, at man omhyggeligt og systematisk kortlægger virkeligheden stykke for stykke i sin stræben efter at opnå en form for sandhed. Inden for videnskaben findes et rationalitetsideal, der indebærer, at videnskaben udvikler sig via rationelle (logiske) metoder, og at der findes universelle kriterier for, hvad videnskab er, og hvad det ikke er.

Når det kommer til stykket, har det dog vist sig at være meget svært at definere sådanne kriterier eller metoder, og videnskab synes heller ikke at være noget, der gradvist vokser frem. Men hvis videnskab ikke er en systematisk kortlægning af virkeligheden eller en søgen efter sandheden, hvad er det så? Og hvorfor har det så stor betydning at finde ud af det?

Videnskabsteoretikeren Karl Popper (1902-1994) forsøgte at komme rundt om dette induktionsproblem. Hans anbefaling lød: Test hypotesen empirisk – gerne en dristig hypotese; gå ikke efter at bevise, at den er rigtig, gå hellere efter at bevise, at den er forkert. Et eksempel: En hypotese om, at alle svaner er hvide, kan vi teste ved at studere et stort antal svaner. Selv om alle observationerne bekræfter hypotesen, så kan vi – som sagt – ikke drage en sikker slutning om, at den er sand. Men hvis blot en enkelt observation modsiger den, vil vi – ifølge Poppers idé – kunne drage en gyldig slutning om, at hypotesen er falsk. Er en hypotese heldig at kunne modstå alle forsøg på at blive modbevist, må den indtil videre regnes for at være sandsynlig. Poppers udvikling af denne såkaldte hypotetisk-deduktive metode har haft stor betydning for videnskaben. Det er en tiltalende tanke, at man kan forholde sig helt upartisk til en hypotese og teste den på så enkel en måde.

Både induktionsmetoden og Poppers metode må dog trækkes med problemet om observationernes teoriafhængighed. Det betyder, at der ikke findes "rene" observationer; alle observationer er jo i sig selv baseret på en række teorier. Går vi tilbage til vores tidligere eksempel, så involverer observation af svaner en række antagelser og forestillinger: Hvad er svaner for noget, hvad er farver for noget, kan fjerdragten ændre sig, hvordan påvirker sol, årstider og atmosfærisk tryk etc. fjerenes natur? Dertil kommer vores instrumenter og metoder til klassificering af svaner og måle deres farver. Hvordan fungerer de? Det afhænger jo også af, hvordan vores øjne og sind fungerer, og meget mere. Uden at vi lægger mærke til det, går vi ud fra en række antagelser og hjælpehypoteser, og vores undersøgelse bliver hurtigt mere kompliceret, end den først så ud til. Det er med andre ord ikke så nemt at teste en hypotese. Observationer og hypoteser er jo intimt knyttet sammen i en slags koncept; en større teori eller forestilling om, hvad virkeligheden er.

Poppers metode stemmer heller ikke med billedet af videnskabens udvikling, når vi ser tilbage i historien. Havde man for eksempel brugt metoden på Kopernikus' tid, ville hans heliocentriske planetsystem – med solen i centrum i stedet for jorden – ikke være blevet til. På den tid fandtes nemlig mange overbevisende og selvfølgelige observationer, der gik imod teorien. Kraftbegrebet var endnu ikke udviklet, og hvis jorden snurrede rundt om sin egen akse, måtte man forvente, at løse genstande blev slynget ud i rummet; gravitation kendte man jo ikke noget til. Desuden var der vigtige astronomiske observationer, som gik imod Kopernikus' teori. Man gik nemlig ud fra, at afstanden mellem planeter og stjerner var meget kortere, end vi ved i dag.

Moderne teorier om videnskab, som passer bedre med historiske fakta, er bl.a. blevet præsenteret af Imre Lakatos (1922-1974) og Tomas Kuhn (1922-1976). De beskriver videnskab med ord som forskningsprogram eller videnskabeligt paradigme. Et videnskabeligt paradigme er et system af sammenhængende teorier med en såkaldt "hård kerne" af uudtalte antagelser og love, visse metafysiske principper, et begrebsapparat og standardiserede metoder, der ikke er til diskussion. Omkring denne hårde kerne finder man et beskyttende bælte af hjælpehypoteser og øvrige antagelser, der kan modificeres og tilpasses for at beskytte den hårde kerne. På samme måde, som en lærling lærer et håndværk af en erfaren mester, sådan oplæres også den kommende forsker i sit paradigme, dets metoder og teknikker – uden i øvrigt at kunne gøre rede for dem. Kan man ikke opklare en gåde, så er det metoderne, der er noget galt med, – aldrig selve paradigmet. Det er som at få et puslespil til at gå op, både teoretisk og eksperimentelt. Og for at kunne gøre det effektivt, må man være indoktrineret i paradigmet. Men det betyder også, at man aldrig rigtig bliver bevidst om de særlige træk og ikke kan sætte ord på lige netop det, der karakteriserer paradigmet.

Når det ikke er gået op for naturvidenskaben, at materiens årsags- og virkningskæder kun udgør "ydersiden" af verdensaltet og derfor kun giver en utilstrækkelig forklaring på naturens fænomener, kan det altså hænge sammen med, at man ikke systematisk har kortlagt virkeligheden for at finde frem til sandheden. Man pusler jo blot med brikker (forestillinger om verden), der på forhånd passer ind i et givet puslespil (tankesystem eller paradigme).

Ikke desto mindre kan videnskabeligt arbejde inden for det materialistiske paradigme godt beskrives som en søgen efter sandheden og en kortlægning af virkeligheden. Man er bare ikke klar over, at denne søgen bygger på forudsætninger, der grupperer sig inden for et afgrænset tankesystem. Det forklarer også, hvorfor den etablerede videnskab har så høj status i samfundet. Den almindeligt udbredte opfattelse af verden tages jo for givet, og man har meget svært ved at forestille sig andre måder at tænke videnskabeligt på. Deraf følger også, at man ignorerer de fænomener, der ikke lige passer ind i paradigmet; man kigger slet ikke efter den slags brikker til sit puslespil. Af samme grund tager man heller ikke spørgsmål uden for paradigmets rammer særlig alvorligt. Befinder man sig inden for paradigmet, vil den slags spørgsmål bare virke fremmede og urealistiske.

Og det kan være en god hjælp at betragte kosmologien som et videnskabeligt paradigme eller forskningsprogram. Ikke mindst når man står over for observationer, som ser ud til at modsige kosmologien. Et eksempel: Når vi nu tænker på, at der ikke findes rene eller uafhængige observationer, så vil vi jo heller ikke – så længe vi ikke selv har kosmisk bevidsthed – kunne forstå "naturens direkte tale" på samme måde som Martinus. Det betyder, at vi ud fra vores forestillinger om verden og evne til at tolke den gennem egne observationer og erfaringer, ikke altid kan bekræfte kosmologien på alle områder. Man behøver og bør dog ikke forkaste et helt forskningsprogram med højt potentiale, bare fordi visse observationer ikke ser ud til at passe. Det er tilladt – indtil videre – at benytte hjælpehypoteser for at bevare den hårde kerne intakt. Ligeledes er det tilladt at modificere disse hjælpehypoteser, hvis det letter forståelsen og øger indsigten.

Men hvorfor er Martinus' kosmologi så ikke et accepteret forskningsprogram? Endnu er spørgsmålet ikke besvaret. Kan man ud fra videnskabsteorien forklare, hvorfor nogle paradigmer får succes og leder til masser af aktivitet, mens andre ikke gør det?

Og det stemmer også godt med, hvad Martinus selv skriver om bevidsthedsudvikling. Han mener nemlig, at man må have gennemgået en vis mængde lidelser, inden man for alvor begynder at stille de spørgsmål, kosmologien giver svar på. Spørgsmål som: Hvordan kan alting være så uretfærdigt og meningsløst? Hvordan får man fred? Hvad er meningen med det hele? Findes der et liv efter dette? Hvad er bevidsthed for noget? Findes der en Gud? Hvad er alting, i grunden? – Er man interesseret i kosmologi, kan man finde det mærkeligt, at ikke flere mennesker for alvor vil have svar på disse spørgsmål. Men inden for det materialistiske paradigme virker de bare kunstige og bliver fejet af bordet som uvidenskabelige. I det rådende paradigme er der ikke plads til spørgsmål af den art.

Ifølge Kuhn sker et paradigmeskift ikke, før det virkelig brænder på med uløste gåder og alvorlige afvigelser (anomalier), der angriber paradigmet i selve dets grundvold og trodser ethvert forsøg på at blive elimineret. Inden for det materialistiske paradigme er anomalierne eller de uløste gåder endnu ikke blevet så stort et problem, at man for alvor begynder at tvivle på paradigmets grundsætninger. Paradigmet har haft, og har endnu den dag i dag, en vældig succes på mange områder. Det fremgår ikke mindst af den enorme tekniske udvikling, der har fundet sted. Man regner også med, at endnu uløste gåder nok skal blive opklaret, når bare man får nogle flere brikker på plads i sit puslespil.

Den ringe interesse, der indtil videre har været for Martinus' kosmologi, kan måske også hænge sammen med, at mange ikke ved, at den findes. Nok understreger Martinus, at det er bierne, som skal komme til honningen og ikke omvendt; men samtidig har han også sagt, at der findes millioner af mennesker i verden, som har lidelseserfaringer nok til, at de kan være åbne for kosmologien og få stor hjælp af den. Er det manglende lidelseserfaringer (og dermed interesse), eller er det mangel på information, der gør, at kosmologien er ret ukendt i dag? Det er noget, som ofte diskuteres i forbindelse med Martinus' sag. Svaret er givetvis ikke så enkelt, at det enten er det ene eller det andet.

I dag er situationen en anden. Nu er information tilgængelig på en helt anden måde end tidligere. (Da Newtons livsværk "Principia mathematica" for eksempel blev udgivet i 1687, et værk, som fik fundamental betydning for den moderne naturvidenskab, blev det formodentlig læst af færre end hundrede personer, hvoraf kun et fåtal havde forudsætninger for at begribe, hvad der stod.) Dertil kommer, at for dem, som for alvor begynder at tvivle på det i dag dominerende verdensbillede, findes der nu – rettet an og lige for hånden – et alternativ i form af Martinus' kosmologi. At de kosmiske analyser, både hvad indhold og fremstilling angår, er så totalt anderledes end videnskab ellers ser ud, kan naturligvis være en hæmsko. Men det kan også bidrage til, at et teoriskifte ikke sker for hurtigt.

Martinus' kosmologi står egentlig ikke i modsætning til hverken det materialistiske eller det religiøse paradigme, men udgør en klar og intelligent syntese af dem begge. Fremtiden handler derfor ikke om at skrotte alt det gamle, men i stedet fremhæve det, som er udtryk for logik i tidligere såvel som nuværende tankesystemer, og indlemme det i et altomfattende system.

Det vil da vise sig, at logik er det samme som det, der i sælsomme stunder kan fornemmes som en forunderlig følelse af harmoni og helhed, at alting er udtryk for en altomfattende kærlighed.