Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi kender alle det fænomen, når vi kører i bil, at det landskab, vi efterlader eller kører fra, bliver mindre og mindre, indtil det forsvinder helt eller bliver så tåget, at det næppe kan ses. Dette fænomen betragter vi som indlysende, og ingen tillægger det normalt nogen betydning. Men i virkeligheden er det ikke så selvfølgeligt som så. Hvis vi fysisk ser ting i perspektiv, skyldes det, at vores syn er underlagt en naturlov, som Martinus kalder for "perspektivprincippet", og som bevirker, at vores evne til at sanse ikke kan række længere end til en bestemt afstand. Hinsides denne svækkes synet, og tingen bliver enten svagt synligt eller helt usynlig. Det samme gælder også hørelsen, hvis rækkevidde ligeledes er begrænset.

I grunden er vores organisme indrettet således, at alle sansbare ting eller fænomener opleves eller sanses gennem en slags perspektiviske briller. Tingene opleves skarpere og mere detaljeret i nærområdet, mens de opleves udetaljerede og uskarpe i fjernområdet. Nærområde og fjernområde gælder naturligvis ikke kun den materielle verden, men i allerhøjste grad også den åndelige verden.

I dag er vi er nået så langt i udviklingen, at vi er i stand til at høste megen indsigt og viden om materielle ting, der ellers ligger uden for vores fysiske sanser. Takket være vores teknologi har vi formået at udforske fjerntliggende områder, hvor fx syn og hørelse slet ikke kan slå til. At vi har måttet gribe til hjælpemidler som teleskoper, mikroskoper, telefon, fjernsyn etc. for at afhjælpe disse begrænsninger, er dog ikke ensbetydende med, at de af natur er så begrænsede. Man kunne sagtens forestille sig levende væsner, der andre steder ude i det store univers ikke har de samme begrænsninger.

Ligesom "fortidige verdeners højeste frembringelser i dag lyser omkring os som levende realiteter i automatfunktioner", skriver Martinus i Livets Bog 2, stk. 359, således vil vores intellektuelle frembringelser som telefon, teleskoper osv. i fremtidige verdener ligeledes lyse som organfunktioner. Alle vores tekniske apparater og instrumenter har til at begynde med kun eksisteret på idéplanet, der med tiden er blevet konkretiseret i en praktisk viden i form af nyttige apparater og instrumenter med en bred afbenyttelse til glæde for alle. Denne praktiske viden vil udvikle sig videre til en automatviden i form af organfunktioner magen til hjertefunktion, hjernefunktion osv.

Disse tre faser, idéviden, praktisk viden og automatviden, kalder Martinus for hhv. A-viden, B-viden ogC-viden .

Vores nuværende teknologier befinder sig således på B-vidensniveau, men vil udvikle sig videre og vil en gang rykke op på C-vidensniveau. Alt i alt kan mennesker i dag på det materielle plan siges delvis at have overvundet deres organers begrænsninger og kan således begrænse perspektivprincippets effekter ved forholdsvis frit at kunne zoome ind på fjernområdet og derved høste viden og indsigt. At menneskene er nået op til et så avanceret vidensniveau, skyldes intelligensens udvikling. At den har nået så højt et niveau, hænger sammen med menneskenes ophobede erfaringer og indre drift til hele tiden at søge nye veje, nye oplevelser og erfaringer og sidst, men ikke mindst, et bedre liv.

Jo flere erfaringer, mennesket gør sig, des skarpere bliver dets intelligens. Mennesker er ikke længere egnet til at lade sig drive af instinktet, men forholder sig efterhånden rationelt over for alt i livet. Ja, selv religiøst vil de ikke længere tro blindt på en Guddom eller højere magter, de ikke kan gøre sig nogle begreber om. Bibelens ord om, at Guds veje er uransagelige, har efterhånden ingen effekt på menneskerne, der hellere vil gå ateismens end den religiøse tros veje. Menneskerne vil vide, de vil se, sanse, føle på noget, før de vil tro på det. Troen viger mere og mere for viden, og instinktet mere og mere for intelligensen. At tro er instinktbetinget, og når instinktet er svækket til fordel for intelligensen, mister mennesket simpelthen grundlaget for at tro – i det mindste på det religiøse område. De gejstlige kan føre nok så mange kampagner for at rehabilitere "Guds huse", men menneskene vil fortsat gå rationalitetens vej og fjerner sig stedse mere og mere fra troens vej, som den udfolder sig i kirkerne.

Perspektivprincippet har ganske vist ikke stået i vejen for, at menneskerne kunne skaffe sig indblik i den materielle verdens dybere virkelighed, skønt denne ligger i fjernområdet – perspektivisk set. Men når der er tale om fænomener, som ikke dækkende kan forklares ud fra den materialistiske videnskab, har perspektivprincippet en begrænsende indflydelse på vores syn på livet. At man fx ikke har indsigt i dødsfænomenet, livet efter døden, reinkarnationen, gudsbegrebet etc. skyldes, at disse fænomener ligger i fjernområdet – et utilgængeligt område for både vores nuværende intelligens og for vores teknologi. Her bliver alt lige så uklart eller endda usynligt som en fysisk genstand, man fra lang afstand enten slet ikke kan få øje på eller i bedste fald allerhøjst kan skimte. Så med den indsigtsevne, som vi råder over, er det således umuligt for os at få indblik i livets mysterium.

Ligesom udviklingen af intelligensevnen har bibragt os større forståelse af det materielle aspekt af livet, vil udviklingen af det, Martinus kalder intuitionsevnen, ligeledes bibringe os indsigt i det åndelige aspekt af livet. Intuitionsevnen har en så høj gennemtrængningskraft, at man udstyret med den vil blive alvidende og være i stand til at skue livet fra selve Guddommens udsigtspunkt. Med intuitionsevnen har man nemlig opnået kosmisk bevidsthed og er ikke længere et halvt, dvs. enpolet, væsen, men et Kristuslignende helt, dvs. et dobbeltpolet, væsen med alkærlighed som grundsubstans. Her er man ét med Faderen, man er vejen, sandheden og livet.