Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I Livets Bog, bind 3 ( kapitel 12 ) taler Martinus om livssubstanser. Et ord man studser lidt over, da det ikke bruges i almen daglig tale eller kan slås op i en retskrivningsordbog. Men det er et meget sigende ord og et af mange eksempler på Martinus' evne til at konstruere ord, som ikke er til at misforstå, og som han bruger meget logisk og præcist.
 

Ordet substans (fra senlatin: substantia) er velkendt, og det betyder det bestående eller konstante. Det som antages at ligge under eller bag de ydre fænomener. Ordet liv er også velkendt. Det bruges meget og i mange sammenhænge, og vi ved alle, hvad det dækker over, men har svært ved helt præcist at definere det. Hvordan kan det gøres?

Det har Martinus et præcist og klart svar på. Men lad nu indledningsvis dette spørgsmål stå ubesvaret og helt oplagt spørge biologerne (biologi betyder jo læren om levende organismer, deres opståen, opbygning og livsfunktioner), om de har et godt svar.

Det har de ikke. For 100 år siden var der ingen tvivl om svaret, men i vor tid er grænsen mellem det levende og det døde udvisket. Det skyldes ikke mindst, at det i 1935 lykkes at få et virus til at krystallisere sig. Virus er ultramikroskopisk smitstof og stumper af arvemateriale, der af mangel på selvstændig enzymdannelse kun kan formere sig i levende celler. Altså ved at snylte på værtsorganismens stofskifte. Derfor er begrebet liv for biologerne i væsentlig grad et spørgsmål om definition eller vedtægt, alt efter om et virus henregnes til et "levende" væsen eller ikke.

Bringer vi nu igen Martinus på banen, så er hans svar på spørgsmålet om, hvad liv er, langt mere omfattende og ophøjet end biologernes, idet Martinus klart definerer, hvad et levende væsen i princippet er. I sin grundanalyse består det af et jeg, som Martinus også kalder en skaber. Knyttet uadskilleligt til denne skaber er dens skabeevne og resultatet af denne skabeevne i form af noget skabt. Det er her, Martinus taler om X1 (jeget eller skaberen), X2 (skabeevnen) og X3 (det skabte). X1 er det evigt uforanderlige, mens X2 og X3 er det evigt foranderlige.

Hvis det levende væsen ikke havde denne analyse, ville der ikke være nogen som helst form for tanke, vilje eller bevidsthed, lige så lidt som der ville finde skabelse sted eller være skabte ting til. Livet ville ikke være til, men som vi ser, så står livet ikke stille, det er altid på vej.

For nærmere at belyse begrebet livssubstans taler Martinus om "Livets træ" som en analogi på det levende væsens grundanalyse. Her udgør X1 og X2 henholdsvis træets stamme og grene, mens X3 svarer til dets løvfyldte krone, safter og frugter – energierne, bevægelserne og kræfternes verden. Ja, træets krone, blade og safter er jo også domænet for den fysiske videnskab, som derfor ikke giver hele billedet af træet og derfor kun kan blive en ufuldstændig viden om livet i sin helhed.

Martinus opregner 63 livssubstanser. Den første er urbegæret, som også er den allerførste tilkendegivelse af jegets eksistens. Urbegæret er selve drivkraften bag enhver form for liv. Fra urbegæret bevæger vi os videre ind i de "immaterielle" forudsætninger for de skabte og oplevede verdener – X2 – nedad til det store ocean af energier, former og udtryk i verdensaltet – X3. Livssubstans nr. 2 og 3 er således sult og mættelse, da urbegæret netop udløser sig som sult, der derpå må mættes. Her skal ikke nævnes de følgende livssubstanser udover nr. 60, det levende væsens evige liv, og de sidste tre livssubstanser – 61, 62 og 63, der netop er de omtalte X1, X2 og X3, altså den grundlæggende analyse, med hvilken tanken kan holde sammen på dem alle 63. Så ved at lære om livssubstanserne får man en god og grundlæggende viden om Martinus' kosmologi og dermed en god indfaldsvinkel til et videre, uddybende studium.

Uden tvivl vil livssubstanserne for den fysiske videnskabs forskere engang i fremtiden blive hypoteser, som de vil efterprøve eller forsøge at falsificere. Ja, de er jo allerede nået langt i deres studier af fx lyset og den subatomare verden. Forskningsresultaterne begynder allerede nu at underbygge Martinus' intuitive og logiske verdensbillede.