Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Egentlig kunne jeg måske bare henvise til artikel A: "Samvittighed" i Kosmos nr. 9-10, 1948 og nr. 1-4, 1949. Her følger linket: http://kosmos.martinus.dk/da/forfattere_m.html, og artikel B: "Samvittighed" i nr. 5, 2003 af Martinus, og være tilfreds med det. Men eftersom Martinus beskriver samvittighedens mission og funktion ud fra sin højt udviklede kundskabshorisont, synes jeg, der kan være en pointe i at lade læserne få del i et almindeligt menneskes forsøg på at forstå, hvad der ligger bag begrebet.

Jeg har meget længe, ud fra min egen horisont, spekuleret over, hvordan samvittigheden fungerer og har forsøgt at forbinde det med, hvad Martinus skriver.

Årsagen, til at jeg overhovedet spekulerer over dette, kommer fra smerten ved det, som er besværligt her i livet, og som skaber samvittighedskvaler.

Martinus skriver om samvittigheden, at det er den, der skal lære os at skelne mellem "hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert". Desuden fastslår han, at samvittigheden ikke er noget relativt, men derimod "noget absolut". Og så har jeg naturligvis undret mig over, hvordan man kan fastslå noget sådant? At samvittigheden er absolut, at samvittigheden altid fører os til det, der er rigtigt.

I Det Tredje Testamente beskrives begrebet moral som videnskaben om de psykiske love, sammenlignet med naturvidenskaben som en videnskab om de fysiske love. Samvittigheden drejer sig om moral og kan derfor forbindes med videnskaben om dens love (de psykiske love). Derved får man en idé om den teoretiske baggrund for, at samvittigheden er absolut.

I artikel B beskrives samvittigheden som en "... lys "skygge" eller et lyst felt, der følger os rent mentalt"... "Den eksisterer ikke i fysisk materie, men er en psykisk realitet, og dette mentale lysende felt har vi alle i vor bevidsthed i form af idealerne fra det rigtige menneskerige."

... videre:

"Det, der har betydning for det enkelte menneskes udvikling, er, hvorvidt dets daglige væremåde er i kontakt med dets "lysstøtte", dets samvittighed, eller ej. Denne "lysstøtte" er Deres idealer, forestillinger og kundskab om, hvad der er det "eneste fornødne". En undersøgelse af Deres viden vil hurtigt vise Dem, at meget af den ikke er fremme i dagsbevidstheden, hvorfor De ikke øjeblikkeligt kan gøre brug af den".

… Og længere fremme:

"De jordiske mennesker har et bestemt mål, som deres inderste længsel og vilje ønsker at nå, det, jeg kalder "den store fødsel" eller oplevelsen af "kosmisk bevidsthed". Det er det samme som den rigtige mennesketilstand, hvortil samvittigheden viser vej".

Ovenstående tekster har ført mig frem til, på hvilken måde samvittigheden er absolut, nemlig at kærlighedens rene lys stråler mod os fra det rigtige menneskerige via samvittigheden. Kærligheden er i Martinus' begrebsverden noget evigt og urokkeligt som princip, og ligger bag ved alt, hvad der eksisterer, og det er dette lys, der stråler ind i vores bevidsthed som samvittighedens stemme, selv om denne stemme i mange situationer kun er som en svag hvisken, og vi derfor ikke kan opfatte den som et budskab fra en højere bevidsthed. Måske hører vi ikke engang stemmen i larmen fra alle mulige andre "stemmer", som er virksomme inden i os. Men når vi en gang har forstået, at den, lige som solen, lyser der bag skyerne, selv om det er gråt og mørkt, er det en viden, som vi altid kan finde glæde og inspiration fra. Og når vi først har indset dette, kan vi heller aldrig glemme den helt, ikke engang i vores mørkeste kvaler. Samvittigheden er således et vindue, eller som i indledningsfasen af dens udvikling, det lille kighul, hvorigennem den guddommelige kærligheds lysstråler kan lyse ind i vores hærgede sjæle. Samvittigheden er det referencepunkt, vi kan måle vores handlinger ud fra. Hvis vi alligevel gør noget, som er imod vores idealer, opstår den dårlige samvittighed. Her må vi forstå, at Martinus bruger begrebet ideal i to forskellige betydninger, dels for de i alle levende væsener implanterede, og for de fleste af os endnu ubevidste, idealer fra tider, hvor vi har befundet os i de åndelige verdener, og som udgår fra en absolut viden om verdensaltets guddommelige livslove. Dels benytter han begrebet i den betydning, som de fleste af os gør, dvs., at det handler om vores midlertidige og dermed relative idealer. Idealer som ændrer sig med tiden.

"Men hvordan kan man sige at samvittigheden er noget absolut, et princip, når den består af relative idealer? Idealernes relativitet fremkommer ved, at de ses fra et eller andet jordmenneskeligt synspunkt, deres tilstand og fremtræden, deres "form" eller "farve" er afhængig af, fra hvilket bevidsthedstrin de ses".

Disse tanker kan jo virke helt forbavsende for mange mennesker, som er vant til at forsøge at dæmpe deres samvittighed, nar den banker alt for kraftigt på. Vi kan ind imellem høre nogen beskrive deres kvaler over et eller andet, de har sagt eller gjort, og som har skabt usikkerhed eller sorg hos andre. – Men det skal du ikke spekulere på, det var jo ikke din fejl, er der måske en ven, der forsøger at trøste en med. Og det er jo naturligvis godt, så længe man ikke har en længsel efter viden om, hvordan det i virkeligheden forholder sig.

Mange, kvinder specielt, fortæller, at de har dårlig samvittighed over mange ting i forhold til familien, og jeg tror også, at flere og flere mænd udvikler en større følsomhed på dette område. Men så sker det ind imellem, at man "slår igen" og tænker, at det ikke er rimeligt, at man skal gå rundt og have så store samvittighedskvaler, som man har. Man ser det i stedet som et samfundsfænomen og ikke som en personlig fiasko og kan på den måde få dæmpet sin dårlige samvittighed. Der findes sikkert flere eksempler på samvittighedskvaler, hvor man revurderer situationen, og ser problematikken med andre øjne. Og her virker det jo, som om samvittigheden ikke er en absolut ledestjerne ...? Det er vel i det mindste ikke den almene opfattelse. Dermed ikke være sagt, at det ikke er en ægte samvittighedsstemme, der taler.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi laver en eller anden bestemmelse om, hvad begrebet samvittighed betyder. Det bliver naturligvis ikke en lige så sikker og præcis afgrænsning af begrebet samvittighed, som Martinus laver ud fra sit udsigtspunkt, men jeg mener, det er muligt at udrede nogle af spørgsmålstegnene og blive noget mindre begrebsforvirret, hvis man forstår, at samvittighedens stemme ikke altid er samvittighedens stemme.

Lad os sige at jeg har lovet en bestemt person at gøre et eller andet specielt for ham/hende, og jeg så kommer til at "glemme" det. Når vi så mødes næste gang, får jeg et stik af dårlig samvittighed ... jeg burde jo have...

Hvis man undersøger de relationer, vi har til hinanden, tror jeg, vi finder en form for løsning. Lad os sige, at forholdet til hende/ham er et slags afhængighedsforhold, f.eks. til en overordnet på arbejdspladsen, hvor vi måske ikke er så følelsesmæssigt engagerede på det private plan. Jeg befinder mig i en situation, hvor jeg indser, at jeg burde have holdt mit løfte, og at jeg har skuffet vedkommende. Ser vi endnu nærmere på situationen, kan vi også se, at der er en risiko for, at vi selv bliver tabere. Vi kan miste "statuspoint" og måske få en langsommere karriereudvikling, eller i værste fald helt miste muligheden. Det kan også være en situation, hvor vi befinder os i begyndelsesfasen af en forelskelse og f.eks. har glemt en fødselsdag eller lignende. Så er der også en risiko for at vi "taber point".

Den reaktion, vi oplever inde i os selv i en sådan situation, kan, i henhold til mine erfaringer, være følelsesmæssig snarere end samvittighedens stemme. Men det, som har fået mig til at tænke og sætte spørgsmålstegn ved sådanne oplevelser, er, at der mere eller mindre findes et element af egoisme i min reaktion. I og med at egoismen er indblandet, er det ikke en ren samvittighedsstemme. Og hvis det ikke er den rene stemme, kan den også vildlede mig. Så længe egoismen er vores ledestjerne, vil vi bevæge os mod smerten, eftersom det, der skal gøre os til mennesker, er det modsatte – uegoismen eller altruismen.

Hvilken nytte kan man så have af den indsigt? Jo, hvis det, Martinus påstår, er rigtigt, så er samvittigheden en guldgrube, man kan øse af for at skabe sig en lykkelig skæbne, men så gælder det om at navigere efter den rigtige kompasnål. Og hvis man desuden, som Martinus foreslår i samme artikel, bør lægge megen energi i at "forvalte sine pund" rigtigt og i at forsøge at følge den "ildstøtte", som samvittigheden udgør, skulle det så at sige kunne "betale" sig. Det vil sige, at det fører en i den retning, man længes efter.

Det, vi oplever som samvittighed, er måske ikke altid, hvad vi tror (eller ønsker, hvis vi nu tager udgangspunkt i Martinus) eller den "ildstøtte", som skal føre os ud af dyreriget. Det er måske i stedet for noget andet, vi skal blive bevidste om. Måske er det frygt. Frygt kan jo næppe være det lysende mentale område, som udgøres af vore idealer. Frygten er jo noget, som har sin rod i dyreriget, og som sker automatisk. Det er disse instinkter eller automatfunktioner, som vi hele tiden er nødt til at overvåge og øve os i at overvinde.

"I må være klar over at det er vores pligt at holde vores åndelige egenskaber, vores talenter i stadig vækst." Skriver Martinus i artiklen, og det er jo lige før, man får hikke af skræk. Hvor meget kan man egentlig kræve af sig selv? Skal man ureflekteret udleve sine dyriske talenter, eller skal man arbejde aktivt for at afvikle sine primitive sider til fordel for de menneskelige?

Efterhånden forstår jeg det sådan, at vores viljestyrke er til for at blive brugt i arbejdet med at opnå større modenhed på det åndelige område, men vi kan ikke tage den i brug, før vi har opnået en vis mættelse af og bevidsthed om de lidelser, de dyriske tendenser skaber. Man kan ikke løfte sig ved håret, ej heller "gå foran Forsynet". Men at det kræver et bevidst og koncentreret arbejde at udvikle sig, tvivler jeg ikke længere på (... sommetider mere end andre gange ... når jeg er træt). Man skal jo for den sags skyld heller ikke "trælle for Guddommen", siger Martinus, men derimod forsøge at finde en balance og en så lystfyldt fremgangsmåde som muligt i sit udviklingsarbejde.

Så hvad blev så svaret på spørgsmålet i overskriften? Jo, hvis det virkelig er samvittighedens stemme, vi hører, så kan vi, ifølge Martinus, stole på den. Men der findes en pointe i at forfine vor evne til at gennemskue alle de indre "stemmer", som råber på opmærksomhed, for virkelig at kunne forstå, om det er vores fremtid eller vores fortid, der hæver sin stemme.