Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Er kosmologien til for sin egen eller for livets skyld? Hvis man synes, man har fundet svaret på sine store spørgsmål i livet, er det jo helt OK. Men hvis ikke, så behøver man måske hjælp med at formulere spørgsmålene, således at man kan finde svarene i den kosmologiske farmakopé. Det er meget almindeligt, at man ikke engang kan formulere disse store spørgsmål, eftersom de dybest set ofte er spørgsmål af følelsesmæssig art. Først når man sætter ord på følelserne, ved man også, hvad man føler og hvorfor.

Her har Martinus sin store opgave, ved at hans sprog og nedtransformerede begrebsverden er så enkel og naturlig, at de fleste mennesker føler sig hjemme i den. I hvert fald hvis man ser bort fra hans sproglige syntaks. Mange oplever jo hans sprog som unødvendigt omstændeligt og måske lidt gammeldags. Men det er bl.a. gjort for at undgå de generaliseringsfælder, som er så almindelige i vore dage. Tendensen til at generalisere begreb, således at de kan tolkes forskelligt, er jo ofte årsagen til misforståelser mellem mennesker. Og han har også nævnt, at sproget en dag vil blive lige så præcist som matematikken. Men hans budskab er alligevel til for dem, der ikke kan nå længere i de beskrivelser af virkeligheden, som er tilgængelig for almindelige mennesker. Den videnskabelige beskrivelse af virkeligheden eller ontologien er derimod ofte både vanskelig og mangler den følelsesmæssige dimension, som er nødvendig, for at man kan genkende sig selv i situationen. Hvem kan finde svaret på livets store spørgsmål alene i de naturvidenskabelige discipliner? Har man der kunnet bevise næstekærlighedens nødvendighed, eller at man ved at være venlig over for omverdenen også selv modtager venlighed? Oh, no! Karmabegrebet inden for de fysiske discipliner indskrænker sig til at gælde tyngdekraften og loven om bevægelse og de fysiske kræfter. Newtons faldende æble er ikke til megen trøst for det sørgmodige og kærlighedshungrende menneske. Og det ser ikke ud til at være faldet naturvidenskaben ind, at mennesket også har et følelsesliv. I hvert fald er der tilsyneladende en uoverskuelig skillelinie mellem følelse og intellekt. Den stærke og svage atomkraft, tyngdekraften og elektromagnetismen kan ikke bruges som sutteklud for det famlende og ulykkelige menneske. Men derfor skal der dog ikke falde nogen skygge over naturvidenskaben. Den skal ikke beskrive, hvordan vi har det, bortset fra hvad der hører under psykologien, sociologien, medicinen, biologien og lignende.

Man ser generelt, at den menneskelige intelligens er under stærk udvikling. Og da det er begrænset, hvor stor mental plads der findes i mennesket, sker den intelligensmæssige udvikling ofte på bekostning af følelseslivet. Følelseslivet bliver ladt i stikken og fører en hensygnende tilværelse, indtil intelligensen på grund af sin selvtilstrækkelighed har forårsaget så megen lidelse, at følgerne medfører en forceret følelsesudvikling. At denne udvikling af følelsen kommer til at ske på en omtumlende og meget håndgribelig måde, kan der vel ikke være nogen tvivl om. Martinus har jo også forudsagt disse udbrud og nævnt verdenskatastrofer af sjældent set omfang. Hvordan det kommer til at ske, står dog nok skrevet i stjernerne. Men en blanding af naturkatastrofer og krigshandlinger er næppe helt ved siden af. Det er et spørgsmål om jordklodens opgør med sin egen overgang mellem den "gamle" og den "nye" verdensimpuls.

Martinus mener, at den eneste mening med livet er, hvad vi selv bidrager med, samt selve oplevelsen af livet. Det har ingen mening i sig selv, men er til, for at vi skal opleve det og dermed gøre erfaringer. At gøre erfaringer er på sin side årsagen til udviklingen og kan således siges at være den egentlige mening med livet. Samtidig viser denne skabelse af erfaringer, at der findes et prædestinativ, et slags forudbestemt mål. Blandt de materialistiske koryfæer er der dog ikke enighed om dette, hvilket er lidt underligt, fordi man dermed tvinges til at indse, at tiden er en forudsætning for rummet og dermed indgår som et fundament i virkeligheden. Hvis tiden ikke eksisterede, ville det ikke være muligt at få erfaringer. Men nu er det jo sådan, at tiden eksisterer. Nogen mener måske, at tiden er en illusion og ikke eksisterer, men i så fald er der heller ikke noget andet, der kan manifesteres eller opleves. Tiden og rummet er hinandens forudsætning. Og hvis tiden eksisterer, får man erfaringer, som på grund af livets love og naturkonstanterne (= konstanter, som sætter grænserne for vores jordiske tilværelse, f.eks. lysets hastighed og "det absolutte nulpunkt"), som vi er omgivet af, altid fører til et bestemt mål.

Der eksisterer levende skabninger, tid og rum, bevægelse og skabelse, og dermed må der eksistere et mål. Det lyder måske lidt underligt, at rum-tiden er bevis på, at der eksisterer et forudbestemt mål. Men det er ikke desto mindre tilfældet. Tid og rum er sammen med de levende skabninger et bevis på, at der findes en hensigt og plan med livet, eftersom udviklingen sker planmæssigt eller logisk, og resultatet af dets virkninger kun kan blive et. Men der kræves et guddommeligt syn for at se det. Man kan se udviklingen mod det bestemte mål som en makrokosmisk reaktion i et guddommeligt laboratorium, hvor en blanding af givne forudsætninger altid fører præcist til det, forudsætningerne betinger.

Hvis vi kunne forestille os, at tid og rum var spredt tilfældigt ud, eller kun fandtes en gang imellem, ville man kunne sige, at livet manglede mening og mål. Men både tid og rum eksisterer, i hvert fald i et vist perspektiv, og er grundlagsgivende. Også selv om der er tale om relative begreber. Og dermed findes forudsætningerne for oplevelse af livet, hvilket igen fører til et forudbestemt mål. Man bør bemærke, at detaljerne i målet ikke kan forudsiges for den, som ikke har Guds- eller kosmisk bevidsthed. Men selv hvis Gud så at sige ved, hvad der kommer til at ske, er livsoplevelsen alligevel fuldt tilfredsstillende for hans vedkommende. Måske kan man sammenligne Guds oplevelse af virkeligheden med en matematikkers oplevelse af klarheden i matematikken. Den sidstnævnte kan jo finde stor skønhed i en matematisk formel eller ligning, selvom han på forhånd kender resultatet af den. Tør man antage, at Guds største tilfredsstillelse ligger i, at alt er som det skal være ?

Det allervigtigste spørgsmål, nemlig hvorfor vi overhovedet eksisterer, er også et spørgsmål, som naturvidenskaben har svært ved at svare på. I hvert fald hvis man har udelukket enhver tanke om, at livet er evigt. Sådan må det også være endnu et stykke tid, men naturvidenskaben bygger på ting, som kan iagttages med vore sanser. Man mener, vi kun kan være sikre på det, vi kan se, måle, veje, røre eller kan sparke på. Yderligere også på, at denne omstændighed bygger på erfaringer og kendsgerninger, hvor ubeviste formodninger eller spekulationer er udelukket. Det er jo fint med denne stræben efter sandheden, og det viser, at man kan stole på naturvidenskabens forskningsresultater, i hvert fald indtil der dukker nye fænomener op, som kuldkaster de gamle slutresultater. Her er naturvidenskabens begrænsning, efter som virkeligheden også omfatter usynlige sider, som ikke kan registreres med vores "normale" sanser.

Men hvis man som Martinus er begavet med evner, som hører fremtiden til, og med disse evner kan se, det vi andre ikke kan, så ... Tør en enøjet empiriker så stole på, hvad han tror er en teoretisk fremkommet observation, hvis denne kommer fra en person, som ikke har skabt sig et navn inden for den etablerede naturvidenskabelige forskerverden? Ja, man kan begynde at ane en tiltagende ydmyghed hos de forskere, som beskæftiger sig med kvantefysik og lignende. Her er man blevet tvunget til at indse, at virkeligheden også bygger på love, som er andet og mere end de, som Newton og Descartes mente styrer virkeligheden. Man har opdaget en verden i mikrokosmos, som ikke kan iagttages, og som synes at drille vores lineære tankemønster. Her synes ingenting givet på forhånd og kuldkaster vores mekanistiske og matematiske præferencer. Intet er, hvad det ser ud til at være, og det meste fremstår på en sådan måde, at vores gamle holde- og reference-punkter ikke længere duer. For at yderligere forvirre det hele, henfører man bevægelser og hvad der i øvrigt sker i mikrokosmos til tilfældigheder og gør sig store anstrengelser med at skabe såkaldte tilfældighedsteorier. At man derved er havnet i et mentalt hængedynd, er vel ikke så svært at forestille sig. Men som sagt: Viljen er god nok.

Nej, virkeligheden indeholder også nogle bestanddele, som ikke har nogen forudgående årsager. Nemlig evighed og uendelighed. At Martinus sidestiller livet og det levende væsens jeg med evighed og uendelighed giver uventet svaret på spørgsmålet om, hvorfor vi er her. Der findes dermed overhovedet ingen grund til, at vi eksisterer, eftersom evigheden mangler både formål og forudgående årsag. Livet og det levende væsen er således tilværelsens inderste bestanddel og har altid været det.

Hvad så med urbegæret? Her har Martinus på en elegant måde forklaret og forankret vor evige længsel efter livsoplevelse i selve det levende og evige væsen. Urbegæret er altså et "noget som er," og har ingen forudgående årsag. Dermed behøver det aldrig at motiveres, i hvert fald ikke hvis man kan stille sig tilfreds med, at det bare er til, og at det dermed tilhører afdelingen årsagsløse årsager.

Jeg var nede i Klint i sidste uge af juli og nogle dage ind i august. Som sædvanligt var det, som om solen altid skinner dér, selv om det ind imellem regner, blæser og er overskyet. Det minder om min barndoms sommerferier at være der nede, og besøget bliver omgående til det, Martinus kalder guldkopier. Menneskene er venlige og kloge, den vegetariske mad er herlig og foredragene interessante. Vandet var lidt koldere i år end sidste år, men friskt og skønt.