Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den store sandhed om livets højeste væremåde og den hermed forbundne højeste visdom og lykke er således dette, at man må give sit liv for at komme til at eje det. Ligesom Guddommen bag alle naturens skabelsesprocesser har ofret sin kærlighed på os, således må vi også ofre os for Guddommen, hvilket kun kan gøres igennem kærligheden til vor næste. Vi mødte Guds kærlighed igennem et par forældre eller deres stedfortrædere, da vi spæde og hjælpeløse trådte ind i verden. Vi mødte Guds kærlighed igennem vor organismes udvikling til redskab for stadig højere og højere former for livsoplevelse og dermed for vor fuldkommengørelse fra primitivitet til intellektualitet. Vi mødte Guds kærlighed i den omskabelse af jorden, der gjorde den til en lysende og varmende boplads for os i universet. Vi mødte Guds kærlighed i den naturens skabelse, der hver dag afgiver føde og livsbetingelser for de levende væsener. Vi mødte Guds kærlighed igennem alle de væsener, der elskede os, men vi lærte også at fornemme Guds kærlighed bag alle de væsener, der forfulgte og hadede os. Vi lærte at elske dem, fordi vi så, at de var Guds redningsbælte til os på et tidspunkt, hvor vi var på vej til at drukne i vildfarelsernes, overtroens og selviskhedens ocean. Vi så Guds altomfattende kærlighed i de vidunderlige evner og anlæg, der giver det udviklede menneske adgang til hans lysende hellige ånd eller kosmisk bevidsthed, og hvormed det bliver i stand til at være Guds udstrakte hånd til hjælp for alle dem, der skal befries af mørket og lidelserne og befordres opad imod livets lysende højder. Og vi så Guds kærlighed i det lysende strålevæld på livets tinder, hvor Gud i sin alvidenhed, almagt og alkærlighed holder hvert eneste levende væsens skæbne i sin hånd. Dette er den store sandhed om kærligheden.

Det virkelige liv er således en kærlighedens kultus. Verdensaltet er et kærlighedens alter. På dette alter ofrer Gud sin kærlighed til de levende væsener og fører dem frem til, ligeledes på dette livets højalter, at kunne give sit liv til fordel for medvæsenernes befrielse fra mørket og lidelserne, og hvorved de selv kommer til at leve i den kosmiske bevidstheds eller den hellige ånds lysende strålevæld.

I sandhed! Dette, at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv, er alle loves fylde.

Uddrag af Martinus' artikel På kærlighedens alter, kap. 7, småbog nr. 20a.