Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvorfor nu igen tale om tilgivelsen? Det er jo et emne, der ofte finder vej til spalterne i Kosmos. Emnet er dog i den forstand "uopslideligt", idet "ikke tilgivelse", som Martinus udtrykker det, "er som mentale sandsække for mennesket". "Ingen kommer til Herren uden gennem mig", sagde Jesus, der dermed pegede på, at hans eksempel var til efterfølgelse for de, "der ville være salige". Det mest kraftfulde manifest om menneskets ideelle livssituation, der er forekommet på kloden i vor civilisations tid, opfatter jeg som Jesu korsfæstelse, som var koncentratet af hans mission på jorden – tilgivelse – suppleret og forklaret to tusinde år senere af Martinus.

Når nogle af hans sidste ord og tanker netop var rettet mod hans bødler, og ikke hans egen lidelsesfulde situation, demonstreredes der jo her en mental overlegenhed af dimensioner. Hvis man forestiller sig omgivelserne og den tids standard for menneskets adfærd og moral, så er det ikke svært at forestille sig, at Jesus på alle måder ragede himmelhøjt op over sine samtidige. Denne moralske og intellektuelle overlegenhed demonstrerede hans guddommelige herkomst og mission – tilgivelsens vej – som skulle blive målet for ethvert menneske i fremtiden.

Emnet, hvad Jesu mission egentlig var, diskuteres jo heftigt den dag i dag og opfattes af mange som et martyrium; og Jesu korsfæstelse som den begivenhed, hvor han påtog sig alle menneskers lidelser, hvilket dog på ingen måde er tilfældet. At påtage sig alle menneskers lidelser ville jo være ukærligt mod menneskeheden, på samme måde som det forkælede barn ingenting kunne lære, hvis det ikke får lov at opleve konsekvenserne af sine egne ufærdige handlinger. Når en indviet påtager sig opgaven som verdensgenløser, som tilfældet var med Jesus, så er det i fuld bevidsthed om, hvad denne opgave indebærer. Opgaven var i dette tilfælde at vende verdensbefolkningens bevidsthed og adfærd bort fra "gengældelsesprincippet" og i stedet nå frem til at praktisere "tilgivelsesprincippet". I sandhed en opgave af dimensioner, der kun lod sig gøre, fordi hans og Guddommens bevidsthed var ét.
 

Når en åndelig impuls, som tilgivelsesprincippet er, i skikkelse af Jesus og senere gennem Martinus' videnskabeliggørelse af samme princip inkarnerer i klodens bevidsthed, er det fordi, der blandt dennes øvrige befolkning eksisterer en modtagelighed og et grundlag for denne tendens videreførelse. I de mest udviklede mennesker, dengang som nu, har der været et uudtalt ønske om og begær efter at forlade hævnens mørke skygger, fordi disse mennesker i kraft af deres lidelseserfaringer og åndelige standard fornemmede, at hævn ikke løste problemerne eller forsonede de stridende parter, men derimod blot "bar ved til bålet". At tilgivelse i stedet skulle integreres i væremåden, vidste de endnu ikke; det ved kun den, der har praktiseret det og viderebringer sin viden som en teori til disse søgende mennesker. I modsat fald skulle verdensgenløsningen være overflødig, hvilket på ingen måde er tilfældet. Verdensgenløsningen er uundværlig i alle situationer, hvor ufærdige væsener skal ledes frem til lysere og kærligere tilstande. En væremåde, der ligger mere eller mindre forud for den alment gældende, kan jo kun kendes af den, der kommer fra en højere bevidsthedstilstand.

Tilgivelse er således ikke noget, Kristus eller andre har "opfundet". Det er et udtryk for en evig lovmæssighed, som den enkelte kan være i harmoni eller disharmoni med. At tilgivelse er overordentlig centralt, ses jo ganske tydeligt på vor klode hver eneste dag. Alle konflikter uden undtagelse er baseret på "ikke tilgivelse", hvilket dybest set udspringer af den overbevisning, at den anden part i konflikten bærer "skylden" for den opståede uoverensstemmelse. Det afslører således ganske tydeligt, at den pågældende ikke kender og erkender, at alt det, vi oplever i både stort og småt, er en form for selvkonfrontation, idet "loven for bevægelse" – sat i scene som "loven om årsag og virkning" – usvigeligt sikkert sørger for, at vi kan lære af vores fejltagelser. Hvis ikke al energi og stof gik i kredsløb, ville det være umuligt at lære noget, idet ingen af vores handlinger havde nogen konsekvens. Alle levende væsener ville være bundet til total uvidenhed rent bortset fra, at tilværelsen og livet ville være ikke eksisterende. Hvordan skulle naturen omkring os fungere eller eksistere uden kredsløbet? Hvordan skulle der falde nedbør på den tørre jord, som kunne give liv til kornet og dermed sørge for vores overlevelse? Hvordan skulle hele faunaen eksistere, hvis ikke kredsløbet sørgede for, at der blev dannet næring i jordlagene af de nedfaldne blade, forrådnede grene osv.?

Og, som Martinus ganske morsomt skriver i Livets Bog, bind 2, "ville det være et udtryk for retfærdighed, hvis min næste blev forkølet, når det var mig, der havde gået uden sko på i kulden"? Nej, kredsløbet er nøglen til al visdom.
 

Det er helt givet, at vi alle sammen på et eller andet tidspunkt i vores fortid, blot inden for dette liv, har gjort ting, der senere i livet giver os "røde ører". Vi kan kigge tilbage og være flove over, at vi har gjort, som vi nu engang gjorde, og vi indser, at "det kunne jeg da aldrig gøre igen". En sådan erkendelse oplever formentlig de allerfleste – processen kaldes udvikling. I den situation kan man have behov for tilgivelse, præcis som alle andre i samme situation måtte have det. Skulle man så blive nægtet og selv nægte andre denne tilgivelse til evig tid og bruge sin tilværelse på at bære nag? Til hvilken nytte dog, rent bortset fra, at det strider imod enhver logik. Man bebrejder jo heller ikke et barn, at det ikke kan løse opgaver, som det endnu ikke har viden til.

Nogle vil måske vælge at tilgive deres "fjender" af ren storsindethed. Hvis man er herre over situationen og på den baggrund tilgiver sin næste, så er det vigtigste selvfølgelig, at man forhåbentlig fritager sin næste for en overordentlig tung og smertefuld mental byrde – skyldfølelsen. En anden sag er dog, at tilgivelse ikke skal betragtes som en "nådegave", der nødvendigvis skal modsvares af taknemmelighed. I moderne retspraksis er man begyndt at interessere sig for "forsoningsprocessen", som man vælger at kalde det, netop ud fra den betragtning, at der ikke skal være tale om en "vinder" og en "taber". Man forsøger i stedet at skabe en gensidig forståelse og dialog mellem skadesvolder og offer, en dialog, der ikke baseres på, at den ene part bliver stillet anderledes end den anden, men hvor begge parter er indstillet på en dialog, der tilgodeser begge parter. Det vigtigste er, at parterne føler sig lettede og føler, at "et mellemværende" er ude af verden efter forsoningsprocessen. Kosmisk set er der jo heller ingen decideret synder og offer. Martinus beskriver selv i symbolforklaringen til Symbol 33 i figuren om den enpolede kunst, at den så højt besungne litteratur, hvor der er helte og skurke, i virkeligheden er halve eventyr, som blot passer godt til vores endnu ufærdige mentalitet. I virkeligheden er eventyret ikke færdigt og komplet, før skurken og helten trykker hinanden i hånden og danner venskab på samme måde, som vi alle og en kommer til at skulle blive venner med dem, vi måske allermindst bryder os om.
 

Der forekommer dog undtagelser fra, at det er to parter, der skal forsones. På det helt personlige plan kan det for nogle mennesker være et stort, og til dels uoverstigeligt problem, at have begået en handling eller have deltaget i overgreb, som de senere kan blive voldsomt plagede af, rent psykisk. Dette uanset det faktum, at den pågældende kan være "uskyldig" i f.eks. et trafikdrab eller andet uheld. Martinus sammenligner – i småbogen Bønnens mysterium, s. 298 – jordklodens og menneskets "aksehældning" og dens normale forskydning, hvilket svarer til den almindelige udvikling, der successivt forekommer for ethvert individ: "Denne ligevægt kommer altså til syne i deres "aksehældning". Også klodernes "aksehældning" undergår en normal forskydning. Polerne flytter sig. Når denne forskydning foregår på normal måde, sker der ingen forstyrrelse i almenbefindendet for klodens liv. Men hvis der nu sker dette, at kloden pludselig kommer for nær til et andet himmellegeme, vil dens normale aksehældning blive forstyrret af den fremmede klodes tiltrækningskraft, og en umådelig ravage med jordskælv, cykloner og oversvømmelser vil indtræffe for dens levende væsener."

Sådanne situationer kan ligeledes forekomme i et menneskes tilværelse, hvis det involveres i situationer, hvor den normale udveksling af energier med omverdenen, i form af den normale sameksistens, pludselig antager dimensioner, som ligger langt uden for dets normale adfærd. Man kan blive involveret i et trafikuheld eller en dødsulykke, deltage i sit lands krigsførelse og her deltage i drab på "fjender", uden egentlig at ønske det, eller blive revet med og suggereret af omgivelserne og mere eller mindre aktivt deltage i en grov mobning af et andet menneske, der derved drives til selvmord. Eksemplerne er naturligvis konstruerede, men kunne absolut godt være realistiske, og de kunne afføde en så stærk skyldsfølelse og selvbebrejdelse, at den normale "aksehældning" blev forskubbet voldsomt og pludseligt. Det kan, nøjagtigt som for en klodes vedkommende, afføde rene katastrofer i et menneskes liv, som tidligere nævnt. Martinus skriver i samme afsnit:

"Alt, hvad der kommer ind under begrebet "samvittighedsnag", vil altså være det samme som fremmede energiers ukontrollerede passage ind i individets bevidsthedsområde og vil der ved sin ukontrollerede fremmarch forrykke balancepunktet for den harmoniske vekselvirkning mellem individets egne og omgivelsernes energier, der udelukkende betinger det normale mentale velvære."
 

Denne situation opstår altså, når vi uforvarende overskrider vores normale balancepunkt. Det gælder i høj grad også, når vi udvider begrebet om, hvem vores "næste" er, og dér kan vi meget vel komme ud for situationer, hvor "næsten" befinder sig i vort eget mikrokosmos. Overgreb over for mikrokosmos kan være indtagelse af narkotika, store mængder alkohol og andre misbrugssituationer. Det samme gælder naturligvis, når man udsætter sig selv for permanente overbelastninger, psykisk som fysisk, eller ved at ignorere al "fare og fantasi" og udsætte kroppen for farlige situationer eller ekstreme sportslige belastninger. Hvis det fører til sammenbrud eller sygdom, kan tankerne sagtens være præget af fortrydelse og ærgrelse om, – "hvorfor gjorde jeg det dog?" At bede om tilgivelse vil i disse tilfælde ikke kunne rettes til et andet menneske, men derimod indad i vedkommendes egen bevidsthed. Denne situation kan ofte være langt vanskeligere, idet man i sådanne tilfælde ikke har en anden part at vekselvirke med, men udelukkende er i en dialog med sig selv; med mindre bøn til Forsynet her anvendes.

At tilgive sig selv kan derfor ofte forekomme som en langt større opgave end at tilgive sin næste, og der er da også mange eksempler på, at mennesker forlader denne verden ved selvmord på grund af en martrende "skyldfølelse". Her forklarer Martinus altså, at "fremmede energier", der normalt ikke eksisterer i den pågældendes bevidsthed, trænger ind i bevidstheden og skaber en dramatisk og unormal tilstand. At begå selvmord vil i disse tilfælde kun være en midlertidig afbrydelse af situationen, og fortvivlelsen vil nærmest øges, når den pågældende vågner i den åndelige verden og konstaterer, at det ikke var muligt at eliminere problemet ved at "tage sit eget liv", – som det i den formørkede tilstand troede muligt. Det er dog også sådan, at lige så snart den pågældende i "skærsilden" åbner sin bevidsthed for ydre påvirkning, vil det modtage hjælp af kærlige skytsånder. Det kan være meget vanskeligt for skytsånderne at komme i kontakt med et væsen i "skærsilden", idet sorg, depression, angst, vrede o.a. lukker for den åndelige modtagelighed. I en kommende inkarnation vil vedkommende blive konfronteret med problemet igen i en eller anden udformning og vil sandsynligvis her have en ubevidst erindring om, at man ikke kan flygte fra problemerne.

Det kan meget vel tænkes, at formørkede livstilstande i kommende liv vil opstå som følge af de oprindelige begivenheder, og her vil det være naturligt at vende sig mod det guddommelige Forsyn i bøn. Bønnen er en magisk kraftkilde; også som forbøn for disse ufærdige "yngre væsener", brugt af kærlige væsener og indviede.
 

"Forlad os vor skyld" hedder den sjette tankekoncentration i den fuldkomne bøn – Fadervor. I denne tankekoncentration retter man sin bøn om hjælp mod Forsynet for at få styrke og indsigt til at komme igennem sine "prøvelser". At ethvert væsen, "kosmisk set", er første og eneste årsag til alle opståede begivenheder i dets tilværelse, ændrer ikke på den kendsgerning, at skadevolderen kan blive voldsomt plaget af skyldfølelse. Det viser blot, at næstekærlighedsevnen eller grænsen for, hvad den enkelte kan nænne at gøre mod sin næste, kan være meget forskellig – og altså i nævnte situationer er overskredet.

At bede om hjælp fra Forsynet til at blive fritaget for "skyld" i form af skyldfølelse er for mange den eneste udvej, når de ikke kan få tilgivelse fra de mennesker, de har påført lidelser. Lidelser, som ligger langt uden for, hvad de normalt kan nænne at gøre imod andre. Lindring, trøst og kraft kan komme til den bedende, både direkte fra den åndelige verden og afføde en form for sjælefred eller accept, men også fra kærlige og forstående mennesker, som Forsynet "sender" til den pågældende.

Tilgivelse af alle de forskellige "overgreb", man måtte have oplevet fra omgivelsernes side, ligesom tilgivelse af, hvad man selv måtte have bedrevet i sin uvidenhed – eller som i ovennævnte ulykker m.m., vil være en kolossal lettelse og eliminering af et mentalt åg, der frigør livskraft til at genoprette det normale balancepunkt i den "mentale akse", der betinger hver enkelt menneskes oplevelse af lykke, glæde og tilfredshed.