Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Er det din cykelhjelm? Den lå i min kurv". Kvinden rakte mig min hjelm, men cyklen, den havde hængt på, var væk. Jeg havde været inde i butikken nogle minutter, helt overbevist om at min cykel var låst – det er næsten en automatfunktion for mig at låse –, men nøglen lå ikke i lommen. Havde jeg virkelig glemt at låse? To tunge indkøbsposer, to kilometer hjem og et møde om et kvarter. Ingen mobil.

En opblussende vrede og tanken om hvad er det for en tåbe, der havde stjålet min cykel lige for næsen af mig. Og lige pludselig stod Kristi ord klart for mig: "Den, der kalder en af disse mine mindste for tåbe, er hjemfalden til det brændende Gehenna". I forhold til denne fremtidsudsigt fremstod cykeltyveriet som bagatelagtig, og jeg fik hurtigt hidset mig ned. For øvrigt er Gehenna jo her.

Men hvorfor lige min cykel? Jeg kunne aldrig finde på at stjæle en cykel, og så burde jeg vel være beskyttet. Der må være noget i min karma, noget fusk jeg har været med til. Måske den gang da en håndværker ikke ville have betaling i henhold til loven, men kun ville lave jobbet sort for nogle tusindlapper. Efterhånden fandt jeg en række mulige årsager, og det var nok alligevel ikke særligt mærkeligt, at jeg fik denne karma.

Men hvorfor havde jeg ikke låst min cykel? Det slog mig, at selvom man forsøger at gardere sig mod ubehageligheder, er man chanceløs mod tilbagevendende karmabølger, hvilket dog naturligvis ikke skal hindre mig i at forsøge at undgå at skabe grundlag for fremtidig dårlig karma.

Mærkeligt nok havde jeg nogle dage inden spekuleret på, hvorfor man skifter bil måske hvert femte år, medens jeg havde haft cyklen i ti år. Vidnede dette ikke om en vis utaknemmelighed mod min gamle cykel og en ubevidst længsel efter en ny. Hvis det er tilfældet, blev jeg hurtigt bønhørt.

Dagen efter ledte jeg efter min cykel i de kvarterer, hvor man kunne tænke sig, at der var størst chance for at finde den. Uden resultat. Tankerne kom og gik. Hvis jeg nu havde forladt min cykel ulåst, om end ubevidst, havde jeg jo ledt en potentiel tyv i fristelse. En fristelse som vedkommende var faldet for og derigennem pådraget sig dårlig karma. Tilfældet gør tyv. Hvor meget var det min skyld? Så befriende det var at kunne gå til Martinus og indse, at man ikke kan handle anderledes, end man gør!

Tænk hvis jeg havde truffet tyven med min cykel. Hvad skulle jeg have gjort? True med politi eller forsøge at få min ejendom tilbage? Holde en formaningstale? Det var måske en narkoman med frygtelige abstinensproblemer, som var i desperat pengebehov for at skaffe sig sit narko, eller en professionel cykeltyv med et effektivt netværk af ligesindede og med transportmuligheder til hurtigt at få cyklen solgt i et andet land. Bevæbnet? Hvad var min pligt som samfundsborger, men endnu vigtigere: hvordan skulle jeg handle så kærlighedsfuldt som muligt i den givne situation? Spørgsmålene snurrede i mit hoved, og jeg håbede næsten, at jeg ikke ville møde tyven.

Det er klart, at hvis jeg havde stået ansigt til ansigt med tyven, havde jeg kunnet tilgive ham (der er tale om en herrecykel). Formentlig havde jeg oven i købet følt medlidenhed og en vis sympati om ikke andet så for den dårlige karma, han kunne se frem til – uha, var der ikke lidt skadeglæde i denne tanke? Men, tilgivet skulle han blive, om ikke andet så for at det er god tone at kunne tilgive. Men havde jeg kunnet tilgive af hjertet, som Martinus mener er meget vigtigere end "bare" at kunne tilgive? Jo, det tror jeg. Hvis bare jeg havde lært tyven lidt nærmere at kende, ville jeg nok have fundet årsager til at tilgive af hjertet.

Den tredje og "højeste" form for tilgivelse, nemlig det at være taknemmelig over for den, der har forårsaget mit ubehag, hvordan skulle jeg stille mig til det? I begyndelsen føltes det absurd, at jeg skulle takke tyven, men ret snart indså jeg, at tyveriet havde fået mig til at ransage mig selv, at forsøge at finde årsags- virkningskomplekset og begynde at gardere mig mod fremtidige ubehagelige karmabølger. Det er virkelig noget at være taknemmelig for.

Næste dag fandt jeg min drømmecykel på nettet, model 1992, femgearet, med cykeltaske bag sadlen og pumpe langs med stellet. En perle! Efter ti kilometer, fire punkteringer, et gearskifte, der ikke fungerede, og meget udviklende arbejde som cykelsmed, føler jeg mig moden til at cykle ud i verden med en lille, men dog forøget selvindsigt.

Tak tyv!