Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! På de næste sider finder du en artikel af Martinus fra 1948. Kan vi bruge den i dag, vil du måske spørge. Det vil jeg overlade til dig selv at afgøre. Men for at gøre din bedømmelse så fair som mulig vil jeg indlede med at citere tidens mest berygtede og omtalte politiker, der før sit selvmord i Berlins ruiner i 1945 skrev:

"Forstandens århundrede er sin afslutning nær. Det gælder om at have mistillid til ånden og til samvittigheden og i stedet for stole på instinkterne" (Adolf Hitler).

Læs det hellere én gang til, kære læser, for det fortæller lige så meget om Hitler som om Martinus. Hver havde sin dagsorden. Den ene ville krig, den anden fred. Krigen krævede materielle ressourcer, som måtte skaffes gennem propaganda, masseopbud og produktion af våben. Freden krævede en naturlig udvikling af medfølelsen og en videnskab, der kunne støtte menneskenes tillid til – ja, netop! – til ånden og samvittigheden.

Og dét med at stole på instinkterne, hvor fik Hitler nu den idé fra? – Jo, det lå i tiden efter 1. verdenskrig, hvor forventningerne til det vestlige menneskes høje kultur havde lidt skibbrud og sendt en hel generation af unge soldater i døden. Hvad var denne civilisation så værd, når den bare viste sig at være som et tyndt lag fernis over menneskets oprindelige og "uspolerede" natur? Nu blev det dyriske i mennesket holdt frem som et forbillede. Animalisme kaldte man denne strømning.

Jovist var Hitler en del af sin tid. Men det var Martinus på sin vis også, når han skrev om et internationalt verdensrige under skabelse. Dermed var han på bølgelængde med en anden af tidens strømninger, nemlig internationalismen, hvor det gælder om at skabe gode relationer til omgivelserne, have tillid til ånden og samvittigheden og ikke stole for meget på instinkterne. Det gælder om at være lige modsat Hitler.

I artiklen fra 1948 vil du se, hvordan det lykkes for Martinus at finde en naturlig plads til folk som Hitler på det evige livs skala fra dyr til menneske. Måske synes du, det lyder mærkeligt, men Hitler var et nødvendigt trin på vejen, akkurat som alle os andre. Han kan lige så lidt som du og jeg undværes i det lange stræk fra krig til fred.

Ja, så storslået et billede tegner Martinus af verden og naturen, at det faktisk ser ud til at stemme med virkeligheden, når bare man husker at få evigheden med. Og større kan et verdensbillede vel ikke være? Alt dette kan du studere nærmere i bladets øvrige artikler. Som du sikkert vil give mig ret i, så tangerer de hver på sin måde det tema, som Martinus slår an med sin artikel fra 1948.

Redaktionen ønsker hermed sine læsere et godt nytår!

Forsiden: Verden er et eventyr om skønhed og diversitet. Men også om krig og fred. Her foregår det på liv og død i korallernes verden. Foto: Mikhail Sorotchkin.