Kosmos 2009/2 side 45
Astrobiologi og verdensbillede
af Olav Johansson
"Gud kan have skabt ikke-jordiske væsener. Der er ingen konflikt mellem Gudstro og troen på liv i verdensrummet, mener Vatikanets chefastronom. Præcis som der findes en masse levende skabninger på jorden, kan der eksistere andre væsener, som Gud har skabt. Det står ikke i modsætning til vor tro, for vi kan ikke sætte grænser for Guds kreative frihed." (Dagens Nyheter 14. maj 2008)
År 2000 gjorde den katolske kirke "afbigt" for sin fordømmelse af astronomen Galilei for næsten 400 år siden og hans på den tid "kætterske" tanker om, at jorden ikke er hele verdensaltets centrum. Nu hævder Vatikanet altså i en artikel i dets eget tidsskrift gennem José Gabriel Funes, en 45-årig jesuiter-præst som er chef for Vatikanets eget astronomiske observatorium og pave Benedictus videnskabelige rådgiver, at det er meget muligt, at der findes intelligente væsener på andre planeter, som måske oven i købet er højerestående end os. Nogle af disse kan også have fordelen af at være uden arvesynd, spekulerer han.
Fader Funes mener, at det nu er på tide at se fremad i stedet for tilbage, og for at vise sit videnskabelige engagement arrangerer Vatikanet en konference næste år i forbindelse med 200-årsdagen for Charles Darwins fødsel.
"Tiderne forandres", som Bob Dylan synger.
Også inden for naturvidenskaben...
Den amerikanske rumfartsstyrelse NASA har nu ved sit Jet Propulsion Laboratory (JPL) i Californien en afdeling, som hedder "Planetary Science and Life Detection Section" (Afdelingen for planetvidenskab og opdagelse af liv), som arbejder med udforskningen af vort eget solsystem. Et interessant tidens tegn at en materialistisk forskningsinstitution nu har set sig foranlediget til at skabe en "afdeling for opdagelse af liv"! Et skridt på vejen mod det, Martinus kalder "livsytringsforskning", monstro...? Ikke rigtigt endnu måske, idet den materialistiske videnskab først behøver hjælp fra den åndelige videnskab for at definere, hvad "liv" egentlig er. Det er jo ikke den materielle videnskabs mission eller specialistkompetence.
Men når det gælder søgningen efter biologisk-organisk liv på andre kloder og verdener, som naturligvis er forskningsområdet for "Planetary Science and Life Detection Section", så er NASA´s forskere og Martinus på samme linje! Hovedparolen ved "Planetary Science and Life Detection Section", det vil sige ledestjernen ved deres arbejde, er nemlig "follow the water" (følg vandet), da erfaringen fra vores egen verden viser, at overalt, hvor der findes så meget som en dråbe vand, dér findes der også myriader af biologisk-organisk liv!
I kapitel 93 i bogen Bisættelse skriver Martinus, at så længe der er nogen form af "fugtighed" i en krop – det fremgår af sammenhængen, at det ikke spiller nogen rolle for princippet om det for eksempel er en klodekrop eller en menneskekrop – "findes der også organisk, fysisk bevidste mikroindivider." Og årsagen til det er ikke svær at forstå ud fra det, Martinus skriver i samme bog om bevidsthedens elektriske natur (se for eksempel kapitel 43). "Fugtigheden" eller den flydende materieform er nemlig kosmisk set forbindelsesleddet mellem den stråleformige (åndelige) og den faste fysiske materie, idet vand og en del andre væsker har evnen at kunne lede elektricitet. Og bevidstheden og livskraften er jo, som Martinus altså påviser, af elektrisk natur. I en fysisk krop, som er helt udtørret eller mineraliseret, er der altså ikke længere noget medium, som kan lede eller forplante bevidsthedens stråleformige materie til den mest "fortættede" fysiske materie.
Det er ikke mange år siden, forskerne mente at vide, at vor jord var den eneste vandklode i vort solsystem, og derfor også det eneste sted i solsystemet, hvor liv i biologisk mening havde forudsætninger for at kunne udvikles, idet det som sagt er et vilkår for alle af os kendte former for biologisk liv. I dag tror de samme forskere, at jorden ikke engang er den mest vandrige klode i vort solsystem!
Udforskningen af Jupiter og dens måner gennem NASA's sonde Galilei i 1990'erne har givet forskerne stærke indikationer på, at i særdeleshed månen Europa har et gigantisk og globalt omfattende saltvandsocean under sin isbelagte overflade, og Galilei fandt også indikationer på, at et par andre af Jupiters indre måner – Ganymedes og Callisto – gemmer på vandoceaner under det isdække, som kan ses på deres overflader. Og i det mindste når det gælder Europas globale ocean, er det i henhold til forskerne så dybt, at den samlede vandmængde dér – trods at dette himmellegeme ikke er større end vor egen måne – formentlig er større end den samlede vandmængde på vor egen, betydelig større klode!
Og nu tyder de seneste forskningsresultater fra i særdeleshed den igangværende udforskning af Saturn og dens måner, via NASA's sonde Cassini, på, at der findes flere vandkloder – med forudsætninger for organisk liv – i vort eget solsystem. Det er først og fremmest to af Saturns måner, som står i fokus for forskernes interesse: den store og på mange måder planetlignende – til og med jordlignende (NASA's forskere kalder den "jordens søsterverden" i vort eget solsystem) – Titan og den lille Enceladus, som kun er 1/10 del af Titans størrelse.
Hvor mange kloder i vort solsystem har egentlig vandoceaner? Af de store måner i solsystemet – hvis størrelser indbyrdes og i forhold til jorden kan ses på billedet – har formodentlig i al fald Jupiter-månerne Europa, Ganymedes og Callisto samt Saturn-månerne Titan og Enceladus sådanne oceaner (under en overflade af is og andre materialer) ifølge de seneste forskningsresultater. En verden hvor alt flyder
"Alt flyder" sagde den gamle græske filosof Heraklaitos, og det kunne nok stå som en passende rubrik eller overskrift for tilværelsen på Titan. Forskerne mener nemlig nu at have fundet beviser på, at "landmærker" på Titans overflade, som man har fulgt gennem gentagne observationer fra Cassini, flytter sig – man har opmålt differencer på op til 30 kilometer for visse af disse "landmærkers" geografiske placering eller position, når man sammenligner forskellige observationstilfælde. At "landmærker"på overfladen flyder omkring på den måde, er svært at forklare på nogen anden måde, end at Titans kontinenter flyder omkring på et underjordisk verdenshav, mener forskerne. Og man mener også, at dette verdenshav består af vand til forskel fra de have og søer, Cassini har fotograferet oppe på kontinenternes overflade, som man tror består af metan og etan – stof som kan eksistere i flydende form ved meget lave temperaturer. Titans lave densitet eller tæthedsgrad, ligesom også karakteren af dens radioekko, tyder også på, at den består af en kombination af vand og sten.
Hvis Titan har et underjordisk globalt vandocean, som varmes op fra dens egen "solenergi" eller varme indre kerne, så bliver den, i kombination med sit øvrige miljø af varierende og komplekse organiske stoffer i atmosfæren og på overfladen, astrobiologisk højinteressant, mener forskerne.1 Ifølge for eksempel den franske planetforsker Gabriel Tobie kan Titan have budt på specielt gode betingelser for udvikling af liv. "Organisk (kulbrintebaseret) kemi og varmt vand byder på meget gode betingelser for livs opståen", siger han.2
Hvis dette globale ocean virkelig eksisterer under Titans kontinenter og overflade, så betyder det måske, at den er vort solsystems mest vandrige klode. Forskerne formoder nemlig, at dette ocean kan have en dybde på op til 300 kilometer!3
Titan har en meget tyk og tæt atmosfære – den eneste måne i solsystemet, der har det – som strækker sig hundredvis af kilometer ud fra klodens overflade, og som består af flere lag, som kan ses på dette nærbillede taget af NASAs sonde Cassini. Flere vandkloder
En yderligere for forskerne højinteressant vandklode i det "minisolsystem", som udgøres af Saturn og dens måner, er, som ovennævnt, den lille Enceladus, hvis sydpolsområde opviser solsystemets største og mest spektakulære gejserfænomen, hvor man har fundet vand, varme og organisk materiale! Der lækker så meget varme ved revner i isen i sydpolsområdet, at temperaturen dér er dobbelt så høj som i de omgivende områder, hvilket gør, at forskerne tror, at der lige under isen findes vand i flydende form.4
Yderligere en lille klode – ikke særligt meget større end Enceladus – som forskerne nu betegner som astrobiologisk interessant, er den lille "dværgplanet" Ceres5, som ligger i det såkaldte asteroidebælte mellem Mars og Jupiter. Ceres blev, da den blev opdaget i begyndelsen af 1800-tallet, først klassificeret som en planet, men senere, da mange andre himmellegemer blev opdaget inden for samme område, betegnet som en blandt disse, det vil sige som en asteroide. Nu er den siden 2006 blevet opgraderet til en "dværgplanet" (altså samme kategori som for eksempel Pluto nu også tilhører i henhold til den Internationale Astronomiske Unions seneste definitioner og klassificeringer), idet den, selv om den befinder sig i asteroidebæltet, åbenbart regnes for at være en planet.
Den har nemlig, til forskel fra andre himmellegemer i dette bælte, både en sfærisk form og andre for planeter karakteristiske kendetegn. Og ikke nok med det. Den er altså også meget interessant fra en astro-biologisk synsvinkel og vil derfor få besøg af en NASA-sonde, som vil gå ind i dens omløbsbane år 2015. Også her findes der nemlig indikationer på et ocean af flydende vand, og at den har en tynd atmosfære bestående af vanddampe. Den amerikanske planetforsker Peter Thomas har lavet en hypotetisk beregning og formoder, at Ceres skulle kunne indeholde omkring 200 millioner kubikkilometer vand, hvilket er mere end alt ferskvand – altså alt vand som ikke er salt – på jorden.
På Titans overflade findes både have og talrige søer, som f.eks. kan ses på dette farvelagte Cassini-radarbillede. Men disse have og søer består formodentlig af metan og etan i flydende form, som på Titan indgår i et kredsløb, der svarer til vandets kredsløb her på jorden, og som former landskabet der, ligesom vandet gør på Jorden. Under denne overflade har Titan dog også et dybt vandocean – og en slags "vandvulkanisme", som spyr vand ud i stedet for lava på dets overflade – tror forskerne i dag. 
Enceladus' sydpol – solsystemets mest spektakulære vandfontæne? Billede taget af Cassini. Verdensbilledekonsekvenser?
Vi har altså nu flere himmellegemer i det ydre solsystem, som forskerne betegner som "astro-biologisk interessante". At det er spændende, er der sikkert mange, der synes. Men kan det også have videre implikationer for hele vort verdensbillede?
Nogle fremstående repræsentanter for naturvidenskaben har allerede givet udtryk for dette. Hvis man lykkes med at finde bevis for liv – i henhold til naturvidenskabens definitioner af dette begreb – på andre kloder i vort eget solsystem, så er der meget, der taler for, at hypotesen om, at livets udvikling på vores egen planet er et resultat af en sjælden og heldig tilfældighed, for alvor vil komme til debat, også i den naturvidenskabelige verden. Visse forskere spekulerer på, om "livet" på en eller anden måde kan være "indbygget i universet" – og således være et fænomen af mere universel natur.
Ceres – her fotograferet af Hubble-teleskopet – er en "dværgplanet" beliggende i "asteroidebæltet" mellem Mars og Jupiter, som også viser indikationer på at være en vandklode. Hvad er så Martinus' syn på dette? Ja, Martinus mener jo for det første ikke, at liv "skabes" eller "opstår", idet det er et evigt "noget, som er", som aldrig er blevet til, og aldrig kan ophøre at være til. I sin identitet som "skaberens" egen dimension er det jo ophavet til det "skabtes" dimension, det vil sige alt det, der har en begyndelse og en afslutning, som for eksempel vor egen fysiske verden eller planet. Hvad er det så, der sker, når "liv" i naturvidenskabelig eller biologisk mening opstår, som det for eksempel gjorde for 3-4 milliarder år siden her på vores planet?
Det, der sker, er helt enkelt, at liv inkarnerer overalt, hvor betingelserne er til stede – til og med også, hvis disse betingelser er skabt ad kunstig vej af naturvidenskaben selv (som jo sker for eksempel i forbindelse med "kloning"). Om dette skriver Martinus i Livets Bog 6, stykke 2167. Ifølge den åndelige videnskab vil vi altså finde organisk liv overalt, hvor forudsætningerne og betingelserne for det eksisterer!
Så hører det også med til sagen, at samme fysisk-organiske liv kan manifestere sig på en uendeligt varieret måde eller i uendeligt varierede former i forskellige "kosmiske udviklingsbaner", som Martinus kalder det6, hvoraf vi her på vores planet kun er i kontakt med en brøkdel af de muligheder og variationer, der står til disposition. Det er altså ikke engang sikkert, at vi og vor naturvidenskab ville kunne opfatte fysisk-organiske livsformer på en anden klode, netop som livsformer.
Dette med forskellige "kosmiske udviklingsbaner" gælder ikke kun vort eget spiralkredsløb, hvor vi kan iagttage forskellige "baner" eller arter som for eksempel pattedyrene, fuglene og insekterne. Det gælder jo i sikkert lige så høj grad det, Martinus kalder klode- eller planetspiralen. Hver klode er – eller har været – en organisme for et levende væsen, selvom den mangler det, som vore dages naturvidenskab definerer som "livsytringer". Hvad skal man for eksempel mene om de store "gas-kloder" i vort solsystem? De tilhører åbenbart en anden "kosmisk udviklingsbane" i "klodespiralen" end vores jordklode, men er derfor ikke mindre levende. Cassini-sonden har for eksempel for nylig registreret, at der på Saturn findes "elektriske storme" med lynudladninger, der er 10.000 gange stærkere end de stærkeste, der forekommer her på jorden. Virkelig ikke nogen svage "livsytringer" altså...
NASA's "Life Detection Section" vil altså – ligesom alle andre "livsytringsforskere" – have mange spændende ting at se frem til!
Noter:
- http://saturn.jpl.nasa.gov/news/press-release-details.cfm?newsID=826
- NewScientist.com news service 20.marts 2008, http://space.newscientist.com/article/dn13516-titans-changing-spin-hints-at-hidden-ocean.html
- Samme som nr. 2
- National Geographic News, 26.marts 2008, http://news.nationalgeographic.com/news/2008/03/080326-moon-geysers.html
- http://en.wikipedia.org/wiki/1_Ceres#Thomas2005
- Se Martinus' symbol "kosmiske udviklingsbaner" (symbol nr. 29 i Det Evige Verdensbillede bind 3 og nr. 8 i Livets Bog bind 1).
Oversættelse: Steffen Juul
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige