Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mon ikke vi kan blive enige om, at tilstandene på kloden i øjeblikket er svære at ignorere? De fleste af verdens regeringer er klar over, at der skal sættes store ressourcer ind for at modvirke den globale opvarmning, så den ikke fører til uoverskuelige naturkatastrofer.

I 2008 var der en kongres i Danmark, hvor internationale eksperter lavede en liste over de ti mest indsatskrævende tiltag. Herunder AIDS, sult og fattigdom. Af denne liste fremgår det, at de materielle fordringer og hensynet til klodens ressourcer modarbejder hinanden. Så længe produktionen af forbrugsgoder og luksusvarer er krumtappen i verdensøkonomien sammen med produktionen af våben til de krigsførende lande, bliver der ikke råd til at tage sig af fx forurening, global opvarmning og nedsmeltning af isbjergene. Sidst nævnte med en stigende vandstand til følge. Allerede nu er en del af atollerne ved ækvator oversvømmet.

Selvom det stadig diskuteres, om disse virkninger er menneskeskabte, så må det nok konstateres, at fra et materialistisk/videnskabeligt synspunkt er det yderst sandsynligt.

Ovenstående er hyppige temaer i stort set alle vores aviser, ligesom det er et uudtømmeligt emne for mange af de elektroniske medier p.t. Hvis det blot var for at bekræfte dette noget foruroligende billede af klodens tilstand, så var der jo egentlig ingen grund til at skrive om det i Kosmos. Men som vi skal se, så byder en kosmologisk/åndsvidenskabelig tankegang på en helt anden indfaldsvinkel.
 

Inden for den materialistiske videnskab eksisterer der overvejende den opfattelse, at vor klode er en stor "stenkolos", et himmellegeme kaldet "Jorden", som ved skæbnens gunst har udviklet mineralske, vegetabilske og animalske livsformer. Man respekterer naturligvis den fabelagtige fauna og livet på kloden som enestående, men er stadig noget fra den dybere erkendelse af klodens sande væsen.

Denne klode bevæger sig gennem himmelrummet i ufravigelige, lovbundne baner og er en del af et solsystem, som igen er en del af en galakse osv. At den skulle være et levende, bevidst væsen ligger almindeligvis langt uden for videnskabens og almenhedens opfattelse. En sådan tankegang placeres vel nærmere i science fiktion genren, skønt det er synligt for enhver, at kloden har sine egne livsytringer i form af selvregulerende funktioner i klimaet, i verdenshavene, i skovene, i dyrearternes sameksistens og i undergrunden.

Kort sagt alt det, vi i daglig tale kender som klodens økosystem.

Den almindelige opfattelse er dog, at det faktisk er menneskene, der styrer eller nærmere "forstyrrer" alle disse livsrytmer. Mennesket får "æren" for, at dyrearter uddør, at store skovområder forsvinder, at vandstanden i havene stiger, at jorden er forurenet, at ressourcerne bruges op, at klimaet er ved at nærme sig det ekstreme og alle de mange andre uregelmæssigheder, vi ser omkring os.

Og det er ganske sandt, – set fra et vist synspunkt.
 

Når dét er sagt, så er det dog værd at huske på, at menneskeheden, kosmologisk set, er en uundværlig del af klodens organisme og bevidsthed. Vi er mikrovæsener (celler) i klodens "hjerne". Præcis som i vor egen organisme passer mikrovæsenerne (vore organer, celler osv.) og makrovæsenet (vi selv) nøje sammen. Det gælder både fysisk og psykisk, ligesom der også eksisterer et nært skæbnefællesskab.

Ethvert væsen tiltrækker og skaber et livsrum for mikrovæsener af en sådan art og kvalitet, at disse mikrovæsener ganske nøje stemmer overens med makrovæsenets behov. De tilstande, der hersker på kloden i dag, er altså fra et kosmologisk synspunkt helt forudsigelige og naturlige. De jordmennesker, der i dag bebor kloden, passer præcis til klodens behov og formåen. De er et led i klodens nuværende udvikling frem mod kosmisk bevidsthed.

Der er altså ikke tale om, at der er sket "fejltagelser". Fx med den konsekvens, at kloden går sin undergang i møde. Tværtimod er den nuværende kaotiske tilstand udtryk for "de sidste krampetrækninger", inden kloden får permanent kosmisk bevidsthed. Det vil ske om nogle få tusinde år, som jo i "klodetid" er ganske kort tid.

At forstå forskellen i tid mellem klode til menneske kan være et problem. Hvis vi kigger på vor egen organisme, så inkarnerer der millioner af celler i mange, mange generationer inden for et enkelt jordliv. På samme måde har der været mange, mange kulturer på kloden og millioner af mennesker inden for klodens nuværende inkarnation.

Der har tidligere på kloden været fremragende kulturer med endog meget udviklede væsener, som har repræsenteret "kosmiske glimt" i klodevæsenets bevidsthed, måske i perioden hvor kloden har repeteret tidligere klodetilværelser. Efterfølgende har disse "lyse perioder" været afløst af "mørke perioder", som kan være udtryk for, at virkningerne af et kosmisk glimt med tiden vil aftage og blive afløst af en tilstand, hvor resterne af den "normale", ufærdige bevidsthed atter bliver mere fremherskende.

Men de "mørke perioder" kan også repræsentere det sjælemørke og den udrensning, der ligger umiddelbart før "den store fødsel". Der er således ikke tale om en permanent tilstand.
 

Jeg tillader mig her at trække paralleller mellem et klodevæsens og et jordmenneskes situation som levende makrovæsener betragtet. Forholdet til deres mikrovæsener er bestemt af en gensidig afhængighed. Makrovæsenet stiller på sin side livsrum til rådighed for sine mikrovæsener, der til gengæld stiller organisk stof til rådighed for makrovæsenet og dermed sikrer dets mulighed for at skabe og opleve i den fysiske verden.

Det skal dog ikke forstås sådan, at mikrovæsenernes samarbejde med makrovæsenet er så bundet, at de ikke har en fri vilje. Det har de bestemt. Jordmennesker har fri vilje til at handle både "rigtigt" og "forkert" i forhold til jordkloden. Sygdom og disharmonier i jordklodeorganismen kan sagtens forekomme som et udslag af "forkert" og ukærlig viljeføring fra jordmenneskehedens side, hvilket vi jo i rigt mål er vidne til.

Martinus nævner i artiklen "Kristus og verdensbilledet" i Kosmos nr. 1 fra 2000, at et menneske (eller et klodevæsen – egen kommentar) kan få sygdomme, selv om det lever meget kærligt med sine omgivelser, indtager den rette føde og i øvrigt er i harmoni med tilværelsen:

Citat: "Det er således ikke udelukket, at mennesker der spiser og drikker nok så sundt og gennemfører en vidstrakt hygiejne, alligevel kommer ud for sygdomme. Hvoraf kommer da det? Ja, her må den dybeste årsag føres tilbage til den omstændighed, at mikrovæsenerne er i stand til at afvige fra deres normale levevis, på trods af organismens makrojeg."

I denne sammenhæng vil jordklodens vilje dog være af makrokosmiske dimensioner, og de mest primitive af jordmenneskene vil ikke være i overensstemmelse med klodens viljeføring, som nu meget forceret er rettet imod at opnå indvielse i alkærlighedens domæne. Martinus skriver i samme artikel:

"Årsagen til, at et mikrovæsen kan have mulighed for at skabe disharmoni i en organisme, hvis indehaver eller makrojeg lever et fysisk sundt liv, er kun at finde ét sted: i menneskets egen optræden som mikrovæsen i dets makroorganisme eller verdensalt". – Og senere i samme afsnit – "Her er vi netop kommet til et felt, hvor karmaloven ikke mere er et fysisk sundhedsproblem, men et spørgsmål om moral".
 

Som man kan forstå, er kloden på ingen måde truet eller på vej mod sin undergang, selvom det fra vores begrænsede synsvinkel kunne se sådan ud. Det ville svare til, at nogle celler i vor egen hjerne havde den forestilling, at deres univers, altså hjernen, gik sin undergang i møde, fordi vi havde en forbigående hovedpine.

Omvendt, skal man nu heller ikke bagatellisere situationen, for der er ingen tvivl om, at der vil indtræffe overordentlig dramatiske begivenheder i de næste 200-300 år og videre frem. Klodevæsenet er, som nævnt, netop ved at gennemleve "den store fødsel", og som Martinus skriver i Kosmos nr. 5-6, 1984, i artiklen "Jordmenneskenes skytsengel nr. 1":

"…så oplever kloden de fødselsveer og kriser, der altid går forud for en stor indvielse".

Hvad der helt specifikt kommer til at ske, er meget svært at udtale sig om, når man mangler den "kosmiske bevidsthed", men Martinus skriver i samme artikel:

"Jordjeget og dets åndelige kræfter er klodens absolut suveræne eller virkelige konge. Om en såkaldt stormagt skal falde, eller om den skal gå frem, om en race skal udvikle sig i den ene eller den anden retning, om landegrænser skal lægges her eller der, om nationerne skal forenes til én verden eller om de skal forblive adsplittede og bekrige hverandre, er et spørgsmål, der kun kan afgøres af jordens sande konge, jordånden eller jordjeget."

Den ændring, kloden er inde i, vil opleves som "farlig" for de mikroindivider, der bærer de vaner eller den adfærd, som klodevæsenet er ved at udrense sin bevidsthed for. De, der ikke ønsker forandringen mod "den ny verdenskultur", er jo naturligt nok dem, der skal give afkald på deres normale livsbetingelser, idet de "er uønskede" for den tilstand og væremåde, klodevæsenet søger hen imod.
 

Det er klart, at der ikke kan laves direkte sammenligninger i detaljerne fra vores mellemkosmiske spiralzone til klodens makrokosmiske tilstand, men principperne er dog de samme. Ethvert væsen, der oplever "den store fødsel" og forløbersymptomerne hertil, vil midlertidigt opleve nogle ubehageligheder af vidt forskellig karakter.

Martinus beretter i bogen Martinus' Erindringer, side 70, hvordan han i forbindelse med "den store indvielse" frygtede for, at hans hjerne ikke ville kunne holde til den voldsomme hovedpine, som de kosmiske vibrationer og energier affødte. Han fortæller ligeledes, hvordan han bad til Forsynet om, at smerterne måtte forsvinde, hvilket de også gjorde efter et par dage, hvor de blev afløst af en "behagelig varm fornemmelse ned ad ryggen". Martinus beretter også om, hvordan der efterfølgende forestod en længere udrensning af kroppen, og det skønt han aldrig havde røget eller drukket spiritus.

De energier, man som "kosmisk nyfødt" skal modtage og fungere med, fordrer en helt anden tilværelse, hvor man i meget højere grad skal være opmærksom på, hvad man foretager sig, og hvad man indtager. Martinus fortalte engang, hvordan han ved et uheld, som gæst, havde fået lidt alkohol i en sommerdrik og efterfølgende oplevede, at hans evne til at skrive og arbejde med analyserne var svækket i flere dage derefter. Men selvfølgelig var Martinus' sanseevne jo også af langt finere struktur end menneskets af i dag.
 

Det, vi oplever i øjeblikket, og som formentlig vil forstærkes over nogle år, er det af Martinus bebudede "Ragnarok". Det er dog også sådan, at en stigende del af menneskeheden begynder at blive modtagelige for de kosmiske analyser og de forfinede energier, der repræsenterer den helt nye bevidsthed, som kloden, og vi som klodens hjerneceller, skal bære fremover.

De kosmiske analysers indpas i bevidstheden hos hvert enkelt menneske indebærer, at disse mennesker – i samme grad som de repræsenterer "mennesket i Guds billede efter hans lignelse" som praktisk væremåde – bliver de "hjerneceller", der skal bære klodens "kosmiske bevidsthed".

De teknologiske bestræbelser, vi oplever i form af produktion af ikke forurenende transportmidler, vindmøller, solenergi, økologiske fødevareprodukter, computernes udvikling og kommunikationsteknologien i det hele taget, vil, sammen med de globale bestræbelser på at skabe en mere retfærdig verden og overgang til det pengeløse samfund, danne fronten til et nyt verdenssamfund. Allerede nu er penge ved at være en sjældenhed. "Plastickortene" kunne være et kvalificeret tilløb til arbejdskort og arbejskvitteringer, som Martinus beskriver det i 4. kapitel af Livets Bog.

Der er kort sagt ingen grund til at frygte tilintetgørelse eller undergang af vor vidunderlige klode.

Martinus skriver i artiklen "Den menneskelige arbejdsevne" Kosmos nr. 8-2006:

"Langsomt dæmrer det for menneskeheden, at vi i virkeligheden alle er borgere i en uhyre rig verden, og at årsagerne til vor nuværende elendighed alene findes i vort eget sind. Når vore mentale ufuldkommenheder af livet selv er blevet bragt til ophør, vil vi finde os som borgere i en verden, hvor alle tjener alle, og hvor den er størst, der gennem sine evner formår at sprede mest kærlighed, mest skønhed og dermed mest velsignelse omkring sig."