Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I slutningen af 1970'erne gjorde den japanske forsker Takashi Sugimura en opsigtsvækkende opdagelse: Stegt og grillet kød indeholder stoffer, som er mere mutagene end noget andet kendt stof. Når maden opvarmes på en stegepande eller på en grill, sker der nogle kemiske ændringer, så der dannes nye stoffer, hvoraf nogle er mutagene og kræftfremkaldende. Ordet mutagen betyder evnen til at forandre cellernes arveanlæg, hvilket kan være første skridt på vejen mod udviklingen af kræft.¹

Myndighederne i mange lande har derfor i årevis frarådet at stege og grille maden, særligt ved høje temperaturer, idet madens overflade herved brankes og sortfarves, og det er særligt ved denne proces, at stegemutagenerne opstår.

Martinus beskriver i bogen Den ideelle føde fra 1942, hvordan mennesket fordøjer maden og optager livsenhederne i sin organisme. Maden består af A- og B-livsenheder, hvoraf det kun er B-livsenhederne, der kan optages som næring. Disse små kraftenheder inkarnerer i vores organisme, hvor de har deres naturlige livsoplevelse, ligesom de giver os vores livskraft, energi og velvære og er med til at holde kroppen ved lige.

Inden B-livsenhederne kan optages i vores organisme, må de frigøres fra A-livsenhederne, som de er indkapslet i. Frigørelsen sker i maven og tarmsystemet, hvor A-livsenhederne dræbes og herefter udskilles fra kroppen som afføring. For at lette denne drabsproces kan maden tilberedes før indtagelse fx ved kogning og stegning. Om stegning siger Martinus:

"Foruden kogning har menneskene også opfundet "stegningen" til befordring af drabsprocessen eller aflivningen af A-livsenhederne. Med hensyn til denne aflivningsmetode vil den ikke være at anbefale. Ganske vist befordrer den aflivningen af A-livsenhederne, men den omdanner yderligere i stor udstrækning disses lig til – kulstof – eller aske, en proces, der er højst uheldig for organismen, idet denne kun er skabt til befordring af det organiske ligstof og ikke til behandling af aske. Al stegning vil derfor udgå af fremtidens husholdning". (Småbog 5, kap. 29)

Martinus taler om "askestof", som altså er stof, der er helt afbrændt og forkullet. I dette stof er alt organisk liv dræbt, kun de forkullede ligrester er tilbage, og det er altså udtryk for, at opvarmningen af fødevaren har stået på i så lang tid og ved så høj temperatur, at der ikke længere er livsbetingelser til stede, hverken for livsenhederne eller deres mikrovæsener; alt er blevet til aske.

Martinus var allerede på dette tidlige tidspunkt opmærksom på de helbredsmæssige problemer, der opstår som følge af stegning af maden, problemer, som videnskaben nu ud fra sine undersøgelser kan bekræfte eksisterer.

Stegemutagener dannes imidlertid kun ved tilberedning af kød og fisk, som indeholder stoffet kreatin, som er nødvendigt for at mutagenerne opstår. Grøntsager, ost og brød har derfor i den forbindelse hidtil klaret frisag inden for den videnskabelige forskning, men noget tyder på, at det er slut.

Svenske forskere offentliggjorde i 2002 forskningsresultater, der viste, at stoffet acrylamid dannes ud fra kulhydratholdige fødevarer, når de tilberedes ved bagning, stegning eller andre bruningsprocesser.² Acrylamid er under mistanke for at være kræftfremkaldende og dannes i fødevarer, der indeholder asparagin og carbohydrater, som fx findes i kartofler og kornprodukter.

Når fødevaren opvarmes til temperaturer over 100°C, er betingelserne til stede for dannelsen af acrylamid. Det ses ofte ved, at overfladen brunfarves, som det sker ved fx ristet brød, stegte kartofler, pommes frites og chips, men også ved almindelig bagning af brød og kager. Acrylamid er særligt koncentreret på den brune overflade, fx skorpen på brød, hvorimod krummen, altså den bløde del af brødet, indeholder meget lidt.

Normalt stiger acrylamidindholdet med stigende tilberedningstemperatur, dvs. jo kraftigere og jo længere, man opvarmer sin mad, desto højere bliver acrylamidindholdet. Så længe der er et højt vandindhold i produktet, f.eks. i brød eller kartofler, er acrylamidindholdet begrænset, fordi temperaturen ved fordampning er omkring de 100°C. Det er i tilberedningens sidste fase, hvor temperaturen på overfladen stiger, at der i takt med brunfarvningen sker en kraftig stigning i acrylamidindholdet. En god rettesnor er derfor, at jo sprødere og brunere, desto mere acrylamid indeholder fødevaren.

 

 

Tabellen viser indholdet af acrylamid i forskellige fødevarer. De fleste af fødevarerne brunfarves, men det er ikke altid tilfældet (fx babymad). Andre undersøgelser viser, at også oliven og ristede nødder kan indeholde acrylamid.³ Hvis produktet ikke brunfarves, men alligevel indeholder acrylamid, er det udtryk for, at det undervejs i forarbejdningsprocessen, inden det kommer ud til forbrugeren, har været igennem forskellige kraftige opvarmningsprocesser, bl.a. for at øge holdbarheden.

At brunfarvning er skadelig, er helt logisk ud fra Martinus' oplysninger om askestoffets uheldige indvirkning på vores organisme, idet brunfarvningen er udtryk for lettere forkulning eller grader af forkulning. Populært sagt kan man sige, at pommes frites, chips, småkager osv. er de mere eller mindre afbrændte rester af forhenværende ernæringsprodukter. Når Martinus taler om, at stegning helt vil udgå af fremtidens husholdning, er det nærliggende også at antage, at det samme kommer til at gælde bagning eller andre tilberedningsformer, hvor temperaturen overstiger 100°C.

Martinus anbefaler kogning som den ideelle metode ved tilberedning af mad: "Ved kogning af produkterne sker der netop dette, at "A-livsenhederne" dræbes, og kun "B-livsenhederne" bliver tilbage, idet disse i stor udstrækning er uberørt af kogningen. Når menneskene i dag koger deres mad, er det således for at fritage deres organismer for at foretage den dræbende proces. Denne fritagelse betyder altså en lettelse for organismen. Mennesket føler, at det ikke har nær så besværligt ved at "fordøje" de kogte som de rå produkter. Det har opdaget, at kogningen gør produkterne "møre". Denne "møre" tilstand skyldes altså kun dette, at "A-livsenhederne" er dræbte allerede inden de spises eller optages som føde i organismen." (Småbog 5, kap. 24)

Martinus gør dog opmærksom på, at det ikke er meningen, at vi i længden skal udføre denne drabsproces i vores organisme. Kogningen letter optagelsen af maden, men det er alligevel lig, vi spiser. For at frigøre B-livsenhederne må disse lig gå i forrådnelse eller opløses. For en fremskredent udviklet organisme er denne forrådnelsesproces skadelig og vil derfor ikke kunne være en permanent tilstand. Udviklingens mål er, at vi mere og mere kan optage B-livsenhederne direkte fra føden. Nedenfor er gengivet Martinus' beskrivelse af denne fremtidsvision for mennesket. Han understreger dog, at det endnu ligger noget ude i fremtiden at leve af frugtkød alene, ja, det kan endda være sundhedsfarligt udelukkende at spise frugt på nuværende tidspunkt, idet vores organisme ikke er færdigudviklet til at leve af ren frugternæring, og vi må derfor indtil da sammensætte vore måltider af både frugter og grøntsager.

Martinus: "Sådanne livsenheder er til stede i mange forskellige slags spiseligt "frugtkød". Ved frugtkød må her forstås det "kød", der sidder omkring kernen. Dette "kød" består for de spiselige frugters vedkommende næsten udelukkende af livsenheder, der overgår direkte i organismen, og for hvilke det altså er en naturlig udvikling at blive optaget som næring i denne. Da der således her ikke behøves nogen særlig forudgående energiudløsning til drab, ingen forudgående forrådnelsesproces, og da organismen herved i tilsvarende grad også bliver fritaget for at være skarnbøtte for alskens unyttige ligrester, bliver den nødvendigvis finere og sundere. Den højeste føde her på jorden er således det rene frugtkød, men naturligvis kun af absolut fuldmodne spiselige frugter. I umoden frugt er livsenhederne endnu ufærdige til optagelse i organismen som næring. Til frugter, som i nutiden vil være at udtrykke som sand menneskeføde, hører æbler, pærer, blommer, vindruer, bananer, meloner, spiselige bær og mange andre frugter, der har kød omkring kernen. Da livsenhederne i disse frugter næsten udelukkende er "B-livsenheder", der som nævnt tilgår organismen direkte, og derfor ikke behøver nogen forudgående drabsproces, vil kogning af disse være absolut hensigtsløs og unyttig, ja ligefrem skadelig, idet man herved forringer livsenhedernes sundhedstilstand. De nævnte frugter udgør altså den absolut fuldkomne og virkelig sande "råkost". De hører ind under tilværelsens mest ophøjede "retter", idet de som modsætning til alle andre former for ernæringskilder ikke er baseret på udløsningen af det dræbende princip, men fremstillet af livets højeste "madekspert": naturen selv, efter de mest fuldkomne kemiske love. Det er livets egen servering af "dagligt brød" for de væsener, der skal opfylde kærlighedens store bud eller for det jordiske menneske, når det engang "født på ny af vand og ånd" udtrykker det sande gudemenneske." (Småbog 5, kap. 25)

Yderligere læsning om den ideelle føde i Martinus' værker, se fx Småbog 5 Den ideelle føde eller DEV 4, symbolforklaring 38 "Mennesket og animalsk og vegetabilsk føde".