Kosmos 2009/2 side 59
Den fremtidige formidling af Det Tredje Testamente
Kære venner
Med denne information vil vi fortælle om planerne for den fremtidige formidling af Martinus' værk – især på internettet.
Kriserne gør mennesker søgende
Vi lever i en tid, hvor begivenhederne verden over stadigt tydeligere understreger Martinus' analyser omkring menneskehedens forcerede udvikling og jordklodens fødselsveer. Det sætter sine spor i menneskers bevidsthed, når vi f.eks. oplever de dramatiske krige og terrorhandlinger i Mellemøsten, den verdensomspændende økonomiske krise, de store udfordringer omkring klodens klima osv. Netop internettet og de allestedsnærværende tv-medier har fået en afgørende vigtig rolle i denne udvikling. De alvorlige begivenheder, kriser og skæbner for alle jordens folkeslag udspiller sig så at sige for "åben skærm" og er dermed blevet et fælles anliggende, som ingen af os kan undgå at forholde os til. Vi oplever, at denne udvikling gør mange mennesker søgende efter nye livsværdier og et stærkere internationalt samarbejde, der for alvor kan tage hånd om verdenssamfundets store problemer.
Analyserne skal gøres mere synlige
For os, der kender Martinus' analyser, er det åbenlyst, at de har bud til mange mennesker, som er tyngede af kriserne og længes inderligt efter en mere fredelig, human og civiliseret verden. Derfor er det vigtigere end nogen siden at gøre disse analyser mere synlige og tilgængelige for alle, der er søgende efter denne form for viden. I de senere år er der allerede sket meget – ikke mindst på internettet, hvor vi i dag møder information om analyserne på et stort antal hjemmesider i en række lande. På Instituttet har vi længe haft planer om det næste store trin i denne udvikling. Det vil bestå i, at vi gør det muligt at læse i Martinus' bøger online på internettet. Udover på dansk vil det også efterhånden ske på engelsk og en række andre sprog. Da analyserne har bud til mennesker ud over verden, vil det være sådan, at langt de fleste af fremtidens interesserede skal læse dem på andre sprog end det udbredelsesmæssigt meget lille danske originalsprog.
Martinus i den digitale verden
Vi har gennem de senere år forberedt os på denne udvikling, idet vi konverterer alle Martinus' tekster til digital form og efterkontrollerer alle tekster med de tidligere udgaver. Det betyder, at vi bliver godt rustede til at formidle analyserne i fremtidens digitale verden. Når vi kigger lidt fremad, drejer det sig ikke kun om en præsentation via internettet. Vi må også forudse en publicering f.eks. via e-bøger og de elektroniske læseenheder, som måske med tiden vil erstatte de fysiske bøger. Det grundlæggende er, at Martinus' værk med sin universelle karakter skal kunne formidles via de medier og de sprog, som fremtidens mennesker vil benytte sig af.
Ny udgave af hjemmesiden www.martinus.dk
På Instituttet har vi netop nu en naturlig anledning til at tage det første skridt i den fremtidige formidling via internettet. Her i starten af 2009 er vi nemlig langt fremme med at forberede en ny udgave af hjemmesiden www.martinus.dk. Den kommer til at indeholde en uddybende information om Martinus' værk og en udførlig introduktion til de potentielle nye interesserede. Samtidig vil vi så starte processen med at gøre bøgerne tilgængelige online, så man kan læse i dem på hjemmesiden. I startfasen regner vi bl.a. med at gøre det med nogle bøger på dansk og engelsk. Vi vil gerne udnytte denne fase til en grundig afprøvning af den bedst egnede form og glæder os til at få reaktioner fra læserne. Netop i lyset af de internationale kriser ser vi det som en spændende udfordring, hvis vi på denne måde kan nå hurtigere og mere direkte ud til potentielle interesserede på de sprog, som kan læses af mange mennesker verden over. Men vores plan er, at vi gradvis udbygger hjemmesiden, så den efterhånden vil give mulighed for, at man kan læse i bøgerne på de fleste af de sprog, hvortil der foreligger oversættelser.
Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at læsning via internettet og computerskærmen ikke er fyldestgørende for de fleste, når de får en dybere interesse og ønsker at nærlæse og fordybe sig i studiet af teksterne. Derfor skal præsentation via nettet tjene det primære formål at give de søgende mennesker chancen for at opdage storheden og den værdifulde personlige inspirationskilde i dette kosmiske værk. Når interessen er vakt, vil den enkelte kunne vælge at studere det videre i de trykte bøger, jf. nedenfor.
Internetsalg af bøger – på mange sprog
Samtidig med den nye hjemmeside kommer vi med en anden god nyhed fra Instituttet. Vi er ved at oprette en netboghandel (en webshop), som gør det nemt og hurtigt at købe bøgerne direkte hos os. Man bestiller blot de ønskede bøger på webshoppen, betaler med sit betalingskort og får det bestilte leveret hjemme på sin adresse via postvæsenet. Instituttet får på denne måde en international online Martinus-boghandel, hvor vi allerede fra starten tilbyder såvel alle de danske bøger som de oversatte bøger på 12 forskellige sprog. Webshoppen vil i første omgang betjene køberne på dansk og engelsk, men kan senere udvides med andre sprog (bl.a. spansk). I tilknytning hertil skal vi nævne, at også de svenske og de tyske Martinus-bøger i dag sælges online hhv. på www.varldsbild.se og www.martinus-verlag.de. Som en særlig nyhed på webshoppen vil vi forsøgsvis tilbyde salg af nogle bøger i elektronisk form. Dvs. at man kan downloade en samlet bog til sin computer, hvor man kan studere og arbejde med den på den måde, der passer bedst til ens behov. Hvis der viser sig interesse for denne mulighed, vil vi udbygge den.
Beskyttelse af Martinus' litteratur
Når vi gør Martinus' bøger tilgængelige på internettet, skaber det en ny udfordring med at sikre den nødvendige beskyttelse af indholdet. Som Martinus-interesserede har vi en fælles interesse i, at det altid er den "ægte vare", som er tilgængelig på nettet såvel som i de trykte bøger. Den bedste måde at sikre det på er, at teksterne altid kommer ét og samme sted fra, nemlig fra Martinus Institut. Det var derfor, Martinus lige fra starten valgte at copyrightbeskytte alle sine bøger og symboler, og han overdrog alle rettighederne til Instituttet sammen med ansvaret for at bevare og publicere dem. Når bøgerne kan læses på www.martinus.dk, giver det rige muligheder for at inspirere søgende mennesker ud over verden. Ikke blot ved, at de selv finder frem til www.martinus.dk, men i høj grad også ved, at de, der arbejder med andre Martinus-hjemmesider, indsætter links til www.martinus.dk. Derved får alle interesserede en direkte adgang til de autentiske udgaver. Til gengæld bør det ifølge sagens natur undgås, at der kommer til at ligge forskellige piratudgaver af disse kosmiske værker på internettet. Hvis det sker, vil de interesserede verden over meget let komme i tvivl om, hvad der er den "ægte vare". Vi opfordrer derfor alle interesserede til at være med til at værne om beskyttelsen af Martinus' værk. For de af jer, der har en speciel interesse i copyrightspørgsmålet, vil vi henvise til en ny information om dette emne, som findes på www.martinus.dk.
Historiske udgaver af de danske bøger
I de kommende år vil en stor del af fokus i formidlingen af Martinus' værk som nævnt rette sig mod den internationale verden. Derfor er det værdifuldt, at dele af værket allerede er oversat til mange andre sprog, og at vi stadig har fokus på arbejdet med nye oversættelser. Men samtidig med tanken på det internationale, er der hos nogle interesserede en særlig interesse for de tidlige udgaver af værket på originalsproget. Det gælder først og fremmest de trykte førsteudgaver af Livets Bog, hvoraf bind 1 jo blev udgivet allerede i 1932. For at imødekomme denne interesse sælger Instituttet i dag eksemplarer af de trykte førsteudgaver til dem, der spørger efter dem. Interessen har hidtil været meget beskeden, men vi vil gerne udnytte den nye teknik til også at gøre indholdet af disse førsteudgaver tilgængelige, som en del af den historiske information på vores nye hjemmeside. Samtidig vil vi efterhånden blive i stand til lægge lister ud, som viser de smårettelser af trykfejl, korrekturfejl mv., som Martinus sammen med sine medarbejdere arbejdede videre med efter udgivelsen af førsteudgaverne. Gennem årene har vi også fra oversættere og andre læsere fået værdifuld hjælp til at opfange de trykfejl mv., som uundgåeligt er opstået i den manuelle behandling af de tusinder af tekstsider. Med den nye teknik vil vi efterhånden kunne dokumentere disse smårettelser langt bedre end tidligere, til glæde for dem der særligt interesserer sig for denne side af arbejdet med værket. Vi bringer en særlig artikel om dette emne i næste nummer af Kosmos.
Instituttet overtager forlagsopgave – med en stor tak til Borgens Forlag
Som en sidste nyhed kan vi oplyse, at Instituttet fra 1. januar 2009 selv står for udgivelsen af Martinus' værker i Danmark. Det mangeårige samarbejde med Borgens Forlag er dermed afsluttet, efter at der er gået 28 år siden Martinus indgik den første udgivelsesaftale med Borgens daværende forlægger Jarl Borgen. Årsagen er, at salget af bøgerne endnu er så begrænset. Samarbejdet har derfor de sidste mange år fungeret på den måde, at Instituttet selv har måttet betale for trykningen af bøgerne, og Borgen har haft dem til salg på kommissionsbasis. Situationen er nu ændret, fordi Borgen som følge af omkostningsudviklingen ikke ser sig i stand til at videreføre denne ordning, medmindre Instituttet også dækker en betydelig andel af deres lager- og administrationsudgifter. Det betyder, at selv om vi har sat stor pris på samarbejdet med Borgen, så opnår vi nu den mest hensigtsmæssige løsning ved, at Instituttet selv viderefører udgivelsen og salget af de danske bøger. Oprettelsen af den omtalte nye webshop passer fint med denne udvikling. Men I kan selvfølgelig også – som hidtil – henvende jer direkte til Instituttet, når I ønsker at købe bøger. Derudover er det stadig muligt at købe bøgerne hos boghandlerne, idet Instituttet har en aftale med bogdistributionscentret DBK, som formidler salget via de danske boghandlere. Vi retter en stor tak til Borgens Forlag, fordi de gennem mere end et kvart århundrede har ydet en pionerindsats med at formidle Martinus' værk Det Tredje Testamente til de danske læsere.
Hvornår sker det?
Vi glæder os oprigtigt til at komme videre med de aktiviteter, vi har omtalt i dette indlæg. Vi håber, at I vil tage godt imod dem og gerne giver os råd og kommentarer med på vejen. Vi regner med, at den sidste afprøvning af den nye webshop er i gang, når dette nummer af Kosmos udkommer. Derefter fortsætter afprøvningen af den nye hjemmeside, som i første version vil omfatte den dansksprogede udgave. Vi giver besked på www.martinus.dk, så snart webshop og hjemmeside er færdige til at blive taget i brug. Derefter arbejder vi trinvis videre med de andre sproglige udgaver af hjemmesiden.
Med kærlig hilsen fra
Rådet for Martinus Institut