Ældre Kosmos og Kontaktbreve

– Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, og hvor er jeg på vej hen?

Sådan spørger mennesker, når de i et glimt fornemmer, at de altid har været til. Så har de lov til at spørge på den måde, de er jo på langfart i tiden. Også selv om de ikke lige kan huske, hvordan vejret var i går.

Når mennesker kan finde på at stille de store eksistentielle spørgsmål, så kunne man nemt få den tanke, at vi ved mere om vores fortid, end vi selv er klar over. Og sådan er det netop, siger Martinus. Vi er meget klogere på livet, end vi selv tror. Man vi mangler et sprog, et verdensbillede, der matcher de daglige erfaringer. For hvor finder vi evigheden i den ganske almindelige hverdag?

Du ser den overalt, siger Martinus. Har du først fået øje på den, så kan du slet ikke undgå at se den. Hvert barn, der kommer til verden, er jo en unik lille størrelse, der har hele sin evighed med i bagagen. Den er så at sige indgraveret fra første stund. Du kan se det i det lille barns øjne. Du kan studere det i fosterudviklingen. Alle mennesker ved det inderst inde, men kun som en følelse, der kan være svær at få hold på, en stille undren.

Og så regner man det ligesom ikke rigtig for noget. Man skyder det fra sig, glemmer det.

Men forestil dig nu, at du kunne gribe denne følelse med forstanden, så du kunne snakke om den med andre mennesker. Hvis du kunne gøre poesien til prosa. Det er det, Martinus gør. Han viser, hvordan du kan kombinere tanken om et evigt liv med din kendte hverdag. Han giver dig et verdensbillede, du kan forholde dig til. Helt konkret.

Og i virkeligheden er det hele meget enkelt.

På dette sted er der ikke plads til en nærmere udredning, men kort fortalt så gælder de principper, du kender fra dagligdagen, også i evigheden. Al oplevelse består jo i at skelne mellem kontraster, føle forskelle. Meningen med livet er at opleve det, opleve det gennem dets kontraster. Det ved du alt om. Lys og mørke er sådanne kontraster. Du kender dem fra dag og nat. På en måde også fra godt og ondt, smerte og velvære, sult og mættelse. Ja, sådan kunne man blive ved i al evighed med at forny sin livsoplevelse via lysets og mørkets kontrast.

Og det er netop det, du gør. Det er livets evige natur.

Lige nu lever du i "dyreriget", men du kender også til planterige og mineralrige. Sæt nu, du har levet dér engang for umindelige tider siden. Og sæt, der efter dyreriget følger riger, du slet ikke har hørt om. Det kan du komme til. I Martinus' verdensbillede kan du møde din egen fremtid.