Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Allerede i 1901 – adskillige år inden Martinus påbegyndte sit forfatterskab – udsendte en canadisk læge og ledende psykiater ved navn Richard Maurice Bucke et overordentlig spændende værk med titlen "Cosmic Consciousness", hvori han gengiver og forsøger at systematisere en lang række kendte og ukendte menneskers oplevelser af såkaldte kosmiske glimt – og disse glimts betydning for de pågældende på længere sigt. Når jeg har valgt overskriften "Kosmisk bevidsthed – i glimt", er det dels fordi kosmiske glimt, som vi ved fra Martinus, kommer før og så at sige varsler den egentlige kosmiske bevidsthed, dels fordi det følgende kun kan blive nogle meget få glimt af det righoldige materiale, som Bucke i "Cosmic Consciousness" har stillet til rådighed for både nutidige og fremtidige åndsforskere.

På trods af at Buckes eksempelmateriale rækker flere tusinde år tilbage i tiden, er det en vigtig pointe hos ham, at kosmiske glimt tilsyneladende optræder stadigt hyppigere og er udtryk for en evolutionær udvikling fra, hvad han kalder "selvbevidsthed" (der igen bygger på endnu mere enkle bevidsthedsformer) hen imod en fremtidig æra med kosmisk bevidsthed som den almene tilstand. Også "selvbevidstheden", der i dag er den herskende bevidsthedsform, har engang kun optrådt glimtvis hos de dengang mest fremragende udviklede individer og adskiller sig fra en rent sansende bevidsthed ved evnen til at kunne abstrahere og danne sprog samt ved en følelse af at være en adskilt entitet, der er i stand til at reflektere bevidst over sin egen eksistens eller "væren i verden". Det kan måske tilføjes, at selv om selvbevidstheden i dag må siges at være fuldt etableret, har den ikke nødvendigvis kulmineret eller nået sit mættelsespunkt i samtlige individer, hvilket måske kan være med til at forklare det i terapeutisk sammenhæng ofte optrædende skel mellem, hvad man kunne kalde selvudvikling med hhv. lille og stort "s". Nogle er helt klart mere til noget med gennemslagskraft og styrkelse af personligheden, mens andre henter mere inspiration gennem f.eks. bøn og meditation, hvor det ofte drejer sig om en søgen efter et mere universelt Selv efter devisen "ske ikke min, men Din vilje".

Det kan med det samme fastslås, at Bucke – helt på linie med Martinus – anser kosmiske glimt som en naturlig frugt af evolutionen og ikke som noget, der lader sig kunstigt fremtvinge, men siger dog samtidigt, at visse åndelige øvelser kan have stor betydning for de deltagendes livsglæde og daglige velbefindende. Selv opfatter jeg de bedste af markedets tilbud, dvs. dem, der mest bygger på naturlighed og uanstrengthed, som en art hjælp til selvhjælp og en måde at tilføre lidt overskud og nærvær til den daglige undervisning og træning i "hovedskolen" med livets egne altid nærværende og udfordrende eksamensopgaver.

Det er interessant, at Bucke flere steder omtaler den nye bevidsthed som gennembruddet af et "intuitivt sind", der til forskel fra selvbevidstheden er præget af helhedstænkning mere end blot begrebsdannelse og af en udtalt kosmisk følelse. Med hans egne ord: "Denne bevidsthed afslører, at universet ikke består af død materie styret af ubevidste, rigide love uden hensigt; den viser tværtimod, at det er helt umaterielt, fuldstændigt åndeligt og fuldstændigt levende; den viser, at døden er en absurditet, og at alle og alting har evigt liv; den viser, at universet er Gud, og at Gud er universet, og at der aldrig har været eller vil komme nogen form for ondskab ind i det.".

Ud fra sit rige eksempelmateriale kan Bucke konkludere, at kandidater til kosmiske glimt oftest har et godt helbred, en god moral, et varmt hjerte, mod, samt dybde i følelseslivet. Han går ikke ind på, at disse egenskaber må være en logisk følge af talentkerner fra tidligere liv, men jeg synes, det af bogen som helhed fremgår, at han ikke ville være uenig med Martinus på dette punkt. I øvrigt må man jo erindre sig, at Bucke var en videnskabeligt indstillet læge, der har set det som sit mål at fremlægge en omfattende empirisk sandsynliggørelse af en ny bevidsthedsforms frembrud snarere end at viderebringe religiøst farvede begreber som karma og reinkarnation (en egentlig vestlig åndsvidenskab lå jo dengang endnu i svøb).

Helt konkret mener Bucke, at følgende punkter vil kunne tages som tegn på et kosmisk glimts autenticitet:

Det er et gennemgående synspunkt i bogen, at selv et enkelt kosmisk glimt af måske bare få sekunders varighed som oftest medfører både dybe og livslange ændringer. Man er simpelthen ikke længere det samme menneske, og selv store vanskeligheder vil aldrig kunne vælte én fuldstændig af pinden. Især det andet punkt med den "moralske opløftelse" er noget, også andre kan spore i rigtig lange tidsrum, ligesom en moral af en vis standard jo var en af betingelserne for overhovedet at modtage noget som helst. Eller med Martinus' ord: "Ydmyghed er nøglen til visdommens port". Man kan måske udtrykke det sådan, at man ved egen kraft og gentagen øvelse kan bringe sig op på et vist niveau, der gør det muligt for intuitionen at begynde at virke, men selve illuminationen er et spring ind i noget nyt og ukendt og vil opleves som en form for nåde.

Whitmans digte, ikke mindst hans "Leaves of Grass", som han udsendte og reviderede otte gange, har til forskel herfra virkelig en alt-inkluderende tone og rummer en dybfølt begejstring over alt og alle i tilværelsen. Livsmod, kammeratskab og en udtalt frihedsfølelse er nøglebegreber i hans forfatterskab. Mon ikke også Martinus kunne tilslutte sig en formulering om, at det på udviklingens vej ikke drejer sig om at nedgøre eller fortrænge nogen sider i mennesket, men snarere om gennem tiltagende indsigt og forståelse at udvide grænserne for det "lille selv" indtil kosmisk status.

Om Whitman vil jeg til sidst blot sige, at det er med velberådet hu, jeg ikke bringer eksempler på hans digtning, hvis styrke så udpræget ligger i en kalejdoskopisk helhed og en kosmisk enhedsfølelse, som digtene en bloc tilfører læseren. Faktisk kan uddrag hurtigt komme til at virke noget prosaiske og på mange ligefrem knækprosa-agtige og yder slet ikke retfærdighed til den livsbekræftende understrøm, der løber gennem det hele. Det er i øvrigt tankevækkende, at de bøger, Whitman udgav inden sit første kosmiske glimt, af litterater anses for totalt værdiløse, mens "Leaves of Grass" af rigtig mange regnes for et vigtigt bidrag til verdenslitteraturen.

Sidstnævnte bliver af Bucke opfattet som den egentlige ophavsmand til Shakespeares værker, hvilket søges påvist gennem en tæt både sproglig og indholdsmæssig forbindelse mellem filosoffen Bacon og, nå ja altså også digteren Bacon. Hvis det ikke var, at jeg i forvejen ikke troede på denne teori, som også andre har fremsat, ville jeg let have kunnet lade mig overbevise af Buckes skarpsindige argumenter – det ville da have været rigtigt spændende!

Det kan være svært at vælge, hvem man i en kortere artikel skal gå mest i dybden med, men efter to gennemlæsninger af værket blev det klar for mig, at "tilfældet C.M.C." – en ung, ukendt kvinde fra Buckes samtid – rummede en helt særlig inspirationskraft, som jeg håber, de følgende citater fra hendes egen beretning kan viderebringe. (Oversættelsen er min egen).

Efter kort at have beskrevet sit helt almindelige liv og en stadig mere intens søgen efter "noget mere" (bl.a. igangsat af læsningen af Whitmans "Leaves of Grass") fortsætter hun: "Jeg indså, at det, jeg havde behov for, var endnu større, end jeg før havde troet. (…) Hvad det var, vidste jeg ikke, bortset fra at det var en stor længsel efter frihed, et større liv – efter dybere kærlighed. Der syntes ikke at være noget svar i naturen på dette ubegrænsede behov. (…) Derfor sagde jeg, at den magt, i hvis hænder jeg er, måtte gøre med mig, hvad den ville. Det tog adskillige dage efter denne beslutning, før punktet for fuldstændig overgivelse var nået. I mellemtiden ledte jeg med alle mine indre sanser efter det princip, hvad det end var, der skulle holde mig fast, når jeg gav los. Til sidst gav jeg med en besynderlig tiltagende styrke midt i min svaghed helt slip på mig selv. I løbet af kort tid begyndte jeg til min overraskelse at føle mig fysisk afslappet og godt tilpas, som om nogle spændinger var blevet fjernet. Aldrig før havde jeg oplevet en så fuldkommen sundhed. Jeg undrede mig over det. Og hvor var det en strålende og vidunderlig dag. Jeg så ud på himlen, bakkerne og floden og var forbløffet over, at jeg aldrig før havde indset, hvor guddommelig smuk verden var. Følelsen af lethed og ekspansion voksede fortsat. (…) Der var intet i verden, der ikke syntes at være på sin plads. (…) Lyset og farverne glødede. Atmosfæren syntes at sitre og vibrere omkring mig og indeni. Der var fuldstændig fred, ro og glæde overalt og, hvad der var det mærkeligste af det hele, der påkom mig en følelse af et ophøjet, magnetisk nærvær – vældigt og altgennemtrængende. (…) Den store sandhed, om at livet er en åndelig evolutionsproces, og at dette liv kun er en forbigående fase i sjælens lange udvikling, åbenbarede sig for mit forbavsede syn med overvældende storhed. (…) Velkommen til århundreder, ja æoner med smerte, hvis det leder frem til dette! Og stråleglansen tog fortsat til. (…) Jeg følte det, som om jeg var ved at miste mig selv. (…) Så gik jeg ind i en ren ekstase, så intens at universet stod stille (…) Der var én i det uendelige univers! Den alkærlige, den fuldkomne! (…) Og med ekstasen fulgte indsigten. (…) Med et skarpt indre blik så jeg atomer og molekyler, der hele tiden arrangerede sig selv på ny, mens universet i dets fortsatte uendelige liv bevægede sig fra struktur til struktur. Hvilken glæde da jeg indså, at der ikke var nogen brud på kæden (…) Verdener, systemer, alt blandet sammen i ét harmonisk hele. Det universelle liv synonymt med universel kærlighed! (…) Hvor længe visionen varede, kan jeg ikke sige. Jeg vågnede om morgenen med en let hovedpine, men med en spirituel følelse, der var så stærk, at de faktiske materielle ting omkring mig forekom skyggeagtige og uvirkelige. (…) Det, jeg havde drømt om, var blevet virkeligt, og min gamle virkelighed havde mistet sit hidtidige virkelighedspræg. (…) Enhver længsel i mit hjerte var blevet tilfredsstillet og ethvert spørgsmål besvaret. Jeg elskede ubegrænset og blev ubegrænset elsket! (…) Den uendelige kærlighed og blidhed syntes at strømme over mig som hellig olie, der helbredte alle mine sår og skrammer. Hvor fjollet og barnlig forekom nu ikke enhver gnavenhed og misfornøjelse. (…) Jeg havde lært den store lektie om, at lidelse er prisen, der må betales, for alt hvad der er værd at eje, at vi på mystisk vis bliver forfinede og får forøget følsomheden ganske betragteligt gennem lidelse, så vi bliver modtagelige for naturens højere og finere påvirkninger. (…) Naturens evige blide smil! (…) Hvilken glædesfyldt ro og ubekymrethed, talende til os med den blideste kærlighed: Alt er godt, har altid været godt og vil altid være godt. (…) Det, som vi passioneret længes og søger efter, her og der og overalt, finder vi omsider inden i os selv. (…) Naturens egen store fred, der overgår enhver forstand."

Ja, "Cosmic Consciousness" er virkelig en spirituel klassiker, der ikke sådan lige går af mode, og som med sine næsten 400 sider rummer stof – og lys – til mange vinteraftener.

Det skal afslutningsvis nævnes, at bogen, der jo er fra begyndelsen af forrige århundrede, er blevet fotografisk genoptrykt flere gange og stadig kan erhverves.